Er der ikke nogen, der gider at fortælle mig om jeg er sur eller glad eller trist eller hvad?
Det vigtigste først. Det lærte jeg i skolen. Nyhedstrekant og sådan noget.
På vej hjem fra arbejde cyklede jeg forbi M's lejlighed. Meget politi og afspærringer var ca. overalt i området. Da jeg kom hjem tjekkede jeg nyhederne og en ung mand er blevet stukket ned lige hvor han bor.
Efter 5 lange minutter beslutter jeg mig for at skrive til ham. "Hej M. Er du okay? Så politi foran din lejlighed og har lige hørt, at en ung mand er blevet stukket ned."
Ingenting. Ikke en lyd. Den nærmere beskrivelse passer ikke på ham, men nu er der gået lidt principsag i det.
Helt stille var der faktisk ikke. Lige da jeg havde trykket "send" bippede det med "Hej søde. Tak for igår, undskyld at jeg bare gik i morges. Håber, at du kom godt hjem". Fortsættelse følger på den her. Bliver verdens kedeligste føljeton. Jeg lover.
onsdag den 20. juni 2012
søndag den 17. juni 2012
onsdag den 13. juni 2012
...forresten!
Min blog er igen 100% offentlig. Mest fordi jeg ikke er den skarpeste til det der teknologi, og de indstillinger jeg havde lavet gjorde, at der kun var 1, der kunne følge med. Og kunne ikke finde ud af at lave det om.
Men det egentlig ville sige var, at hvis du sidder derude og ved, hvem jeg er. Hvis du f.eks. er min søster, veninde eller andet - så ring, skriv eller mail mig. Du må gerne følge med, men jeg vil sætte pris på at vide det, så jeg kan forklare nogle af de ting jeg skriver, så det ikke bliver misforstået, overfortolket eller andet.
Husk på: Dette er mit åndehul, så jeg ikke drukner. Det er ting, jeg skriver fordi jeg ikke kan sige dem, fordi jeg sårer/bekymrer jer. Jeg arbejder frem mod at tro på, at jeg er nok værd til at dele mine bekymringer. Indtil da skriver jeg mine tanker. Skriver for ikke at blive sindssyg, skriver for at leve.
Men det egentlig ville sige var, at hvis du sidder derude og ved, hvem jeg er. Hvis du f.eks. er min søster, veninde eller andet - så ring, skriv eller mail mig. Du må gerne følge med, men jeg vil sætte pris på at vide det, så jeg kan forklare nogle af de ting jeg skriver, så det ikke bliver misforstået, overfortolket eller andet.
Husk på: Dette er mit åndehul, så jeg ikke drukner. Det er ting, jeg skriver fordi jeg ikke kan sige dem, fordi jeg sårer/bekymrer jer. Jeg arbejder frem mod at tro på, at jeg er nok værd til at dele mine bekymringer. Indtil da skriver jeg mine tanker. Skriver for ikke at blive sindssyg, skriver for at leve.
tirsdag den 12. juni 2012
Jeg burde blive bedre til at tage mine antidepressive
En sms bipper ind på min telefon, og jeg er egentlig mest ligeglad. Men sådan er jeg lidt lige i øjeblikket. Indifferent.
Denne aften, hvor timerne bare passerer, har jeg givet op. Jeg er ikke stærk nok, jeg har ikke tid nok. Der er aldrig noget, der er nok. Det er altid for lidt eller for meget og jeg kan ikke finde balancen. Men det er jo ikke noget nyt, at alt forsvinder i mit rod.
"Hvad laver du flotte pige?". En af mine drenge, som jeg prøver at få til at vikariere for M. Ikke at det hjælper, for jeg savner ham stadig hvert evigt eneste sekund. Hvis jeg var vred på andre, end mig selv, ville det måske være mere okay.
"jeg aner det ikke" og det er det mest ærlige jeg nogensinde har været overfor ham. Måske også overfor mig selv. Jeg kan ikke passe på mig.
Under sidste indlæggelse blev jeg en aften puttet af min kontaktperson under en kugledyne, og hun snakkede med mig indtil jeg stoppede med at skade mig selv. Og hun blev siddende indtil jeg sov. Så meget er jeg aldrig blevet passet på før.
I det hele taget magter jeg det ikke. Altså verden. Godnat.
Denne aften, hvor timerne bare passerer, har jeg givet op. Jeg er ikke stærk nok, jeg har ikke tid nok. Der er aldrig noget, der er nok. Det er altid for lidt eller for meget og jeg kan ikke finde balancen. Men det er jo ikke noget nyt, at alt forsvinder i mit rod.
"Hvad laver du flotte pige?". En af mine drenge, som jeg prøver at få til at vikariere for M. Ikke at det hjælper, for jeg savner ham stadig hvert evigt eneste sekund. Hvis jeg var vred på andre, end mig selv, ville det måske være mere okay.
"jeg aner det ikke" og det er det mest ærlige jeg nogensinde har været overfor ham. Måske også overfor mig selv. Jeg kan ikke passe på mig.
Under sidste indlæggelse blev jeg en aften puttet af min kontaktperson under en kugledyne, og hun snakkede med mig indtil jeg stoppede med at skade mig selv. Og hun blev siddende indtil jeg sov. Så meget er jeg aldrig blevet passet på før.
I det hele taget magter jeg det ikke. Altså verden. Godnat.
søndag den 10. juni 2012
onsdag den 6. juni 2012
Alt kan løbes væk. Kalorier, knæskade og kærestesorger. Man skal bare løbe længe nok.
Jeg føler mig som noget, nogen engang har forsøgt at tegne. Og nu har visket ud. Jeg er fordybninger i et stykke papir, en streg, der er tværet ud.
mandag den 4. juni 2012
Jeg er lige ynkelig, okay?!?!
Kære M.
I dag snublede mine tanker over det faktum, at vi ikke kommer til at løbe tilfældigt ind i hinanden
før til februar. Og selvom jeg har hadet at se dig den sidste måned.. Ja, så er tanken om, at du nu skal være fuldstændig væk helt ubærlig.
Jeg mangler at høre dine historier om dit liv. Mangler at drikke 15 kopper kaffe med dig. Mangler at kysse dig. Mangler at du ringer på min dør. Mangler at vågne op med dig. Mangler dit smil. Mangler at gå i Frederiksberg Centeret med dig, hvor vi forsøger at gå og holde balancen bare ved at gå op af hinanden. Mangler at gå til fredagsbar med dig i hånden.
Jeg mangler dig hvert evigt eneste sekund og har manglet dig konstant den sidste måned.
Og selvom folk prøver at bilde mig ind, at det bliver nemmere, er det helt, helt modsat. For for hver dag, der går bliver chancen for at du tager det hele tilbage og dukker op foran min dør og siger, at du havde en hjerneblødning den dag sidst i april kun mindre.
Og det bliver sværere og sværere at bilde mig selv ind, at det bare var noget jeg fandt på, og at der om lidt bipper en besked en som så mange gange før.
Jeg gør mit bedste for at lades som om, at du aldrig har eksisteret og prøver at begrave alle mine mangler og al savnet i arbejde, kalorier og nye mænd.
Men denne aften virker det ikke. Og det kræver al min styrke ikke at skrive, at du skal komme forbi. Det kræver al min styrke at blive ved med at fortælle mig selv, at jeg fortjener en, der elsker mig.
Et mantra jeg har gentaget så mange gange, at det nu for evigt har mistet al betydning.
Jeg savner dig noget så fucking inderligt og jeg hader det.
I dag snublede mine tanker over det faktum, at vi ikke kommer til at løbe tilfældigt ind i hinanden
før til februar. Og selvom jeg har hadet at se dig den sidste måned.. Ja, så er tanken om, at du nu skal være fuldstændig væk helt ubærlig.
Jeg mangler at høre dine historier om dit liv. Mangler at drikke 15 kopper kaffe med dig. Mangler at kysse dig. Mangler at du ringer på min dør. Mangler at vågne op med dig. Mangler dit smil. Mangler at gå i Frederiksberg Centeret med dig, hvor vi forsøger at gå og holde balancen bare ved at gå op af hinanden. Mangler at gå til fredagsbar med dig i hånden.
Jeg mangler dig hvert evigt eneste sekund og har manglet dig konstant den sidste måned.
Og selvom folk prøver at bilde mig ind, at det bliver nemmere, er det helt, helt modsat. For for hver dag, der går bliver chancen for at du tager det hele tilbage og dukker op foran min dør og siger, at du havde en hjerneblødning den dag sidst i april kun mindre.
Og det bliver sværere og sværere at bilde mig selv ind, at det bare var noget jeg fandt på, og at der om lidt bipper en besked en som så mange gange før.
Jeg gør mit bedste for at lades som om, at du aldrig har eksisteret og prøver at begrave alle mine mangler og al savnet i arbejde, kalorier og nye mænd.
Men denne aften virker det ikke. Og det kræver al min styrke ikke at skrive, at du skal komme forbi. Det kræver al min styrke at blive ved med at fortælle mig selv, at jeg fortjener en, der elsker mig.
Et mantra jeg har gentaget så mange gange, at det nu for evigt har mistet al betydning.
Jeg savner dig noget så fucking inderligt og jeg hader det.
Abonner på:
Opslag (Atom)