BUM

Jeg har pakket og gemt væk. Lagt Ole og Michael, de seksuelle overgreb, langt væk. Har givet dem navne og sirligt skrevet dem, med helt lige bogstaver, med en kun let rystende hånd, på kassen.
Har sat den på hylden, og jeg har haft det fint med dem det sidste halve års tid.
Eller ikke med dem, men med deres fravær.
Og med at have givet dem en plads. Så de ikke fylder i alt mit rod.

Og ved i hvad? Jeg nægter at tage det op. Nægter at lade det blive en del af mit nuværende rod. Der er ingen tvivl om, at de er medvirkende til det, men jeg vil ikke mere. De må ikke fylde mere.
Jeg har smidt dem ud og væk. Så er det sagt.

Jeg har fået afleveret min eksamen. Og er på ingen måde tilfreds. Men må vel lære at slå mig ned med, at jeg aldrig helt er tilfreds. Jeg har feber, og føler mig svimmel. Går nok i seng igen om lidt.
Selvom jeg allerhelst ville ud i verden
Og nyde at jeg for en gangs skyld har en hel dag
Uden nogle planer.

§50 undersøgelse

Børn af "systemet" kender den. Jeg kender den. Har læst min igennem flere hundrede gang;

"Modtaget indberetning fra Den Sociale Døgnvagt, der har været ed til en politiafhøring hvor Ditte var vidne i en sag mod en 45-årig mand, der har betalt for samleje med piger under 18 år..."

Og sådan fortsætter det. Med at remse alle mit livs største tragedier op, som om jeg bare er en i mængden, der skal kategoriseres og sendes videre.
Og jeg har affundet mig med, at min sag ikke var alvorlig nok til at skride ind med §51 (tvang), og at min mor nægtede at skrive under på handleplanen - så der var ikke så meget at gøre.
Men alligevel gør det ondt. At stå helt blottet, og have mistet sig selv, uden at have nogen at falde på. Uden at have nogen til at finde mig. Og jeg har jo næsten klaret mig igennem nu. Alt går jo okay, bortset fra at jeg stadig ikke kan klare mig uden psykolog hjælp. Men det er jo en lille bitte ting i forhold til, hvor jeg kunne have endt. I selvmord, misbrug, socialt udstødt. Men jeg bor i min fine hybel på Frederiksberg, har jobs og uddannelse og kæreste og veninder. Det er sundt og godt.

Men nu sidder jeg her. Med min eksamensopgave. Og skal aflevere om mindre end 24 timer og er ikke engang halvvejs. For selvom jeg godt ved, at sagen er fiktiv, er jeg så bange for ikke at gøre det godt nok. For hvad jeg skriver og mit samarbejde med den fiktive mor har indflydelse på fiktive Omars fremtid.
Ja, jeg er ved at skrive min første §50 undersøgelse. Og jeg bliver ved med at læse min egen. For at gøre det bedre. Men det er ikke godt nok, for børn er uskyldige og fortjener kun det allerbedste.

Overvejelsesgruppen gik godt nok.. Er lidt i tvivl om, hvor meget jeg må skrive, da der jo selvfølgelig er tavshedspligt.
Det er underligt, da jeg er mere end 10 år yngre, end de andre og har været "slemt" spiseforstyrret i væsentlig kortere tid.
Det er også en meget lille gruppe, hvilket betyder at de 4 timers behandling er meget mere intense.
De andre har også en mere "ren" sf, hvor jeg er lidt mere atypisk, og lidt mere en blanding af anoreksi, bulimi og BED. Ifølge mig selv, ihvertfald. Er vidst blevet kategoriseret af behandlingssted som ren bulimisk, hvilket jeg ikke er enig i. Men lad nu det være. For nu.

tanker om start i overvejelsesgruppe

Jeg er slet ikke i humør til at være hudløs ærlig.
Jeg vil bygge mure, tårne og leve som en prinsesse.
Helst fanget, helst alene.
Tage tusinder af frakker på
Og bare leve i min illusion
om at alt er helt fint
Jeg vil aldrig slutte noget
Jeg vil altid være på vej
videre og væk
Næsten forsvindende
Uden at analysere
lade solen skinne
og nyde efteråret
Og kaste mig
hovedkuls
i forelskelse, eufori og en krop, jeg bare prøver at lære at leve med binder mig her til jorden
Selvom jeg er absolut
SVÆVENDE

Om ikke at kunne finde ud af hvordan man er glad, selvom man er det

Helt ødelagt af lykke og følelser jeg ikke aner, hvordan jeg skal håndtere.



Et eller andet sted

Venter jeg måske bare

På at kunne ødelægge alt

Og igen lade mig synke

i sulten og vægttabet

imens depressionen lægger sig om mig som en tryg dyne

"Er du lykkelig?"
"Ja. Er du?"
"Nej"
Mit hjerte går amok, og har helt lyst til at forsvinde
"For jeg ved, at du skal gå lige om lidt"