I et desperat øjeblik
hvor pusten bliver,
benene slået,
- bare væk
fordi det eneste der fylder
er de følelser af
ikke at være god nok
ikke at være stærk nok
Og kolliderer med
gerne at ville
kunne
ville
skulle
have
hjælpe
sige
det
rigtige
torsdag den 22. august 2013
fredag den 16. august 2013
16/8-13
Det er svært at være psykisk syg.
At leve i regler, tankespind og føle at man gør alt, giver alt for at blive det bedste man kan; og de kamp man har, de kamp man kæmper; mod sig selv så vidt som andre er drænende - men nødvendige, for sådan må det være, for at jeg kan være.
Men det sværeste? Det er at blive rask.
At skulle erkende at de regler var ligegyldige, og at man kun har været drænet af årsager der var så lige meget. At skulle erkende og acceptere at ens raisons d'etre er nonsens.
Og at man skal finde andre sandheder, hvis ikke erkende at disse slet ikke findes i det rigtige liv. Og ligesom skabe sig en virklighed om ikke for evigt, så for en stund.
Men hvordan i al verden kan man være sikker på og tro på at noget er helt og aldeles virkeligt, når det eneste man har er sin fornemmelse og den så mange gange er blevet snydt af dæmoner?
At leve i regler, tankespind og føle at man gør alt, giver alt for at blive det bedste man kan; og de kamp man har, de kamp man kæmper; mod sig selv så vidt som andre er drænende - men nødvendige, for sådan må det være, for at jeg kan være.
Men det sværeste? Det er at blive rask.
At skulle erkende at de regler var ligegyldige, og at man kun har været drænet af årsager der var så lige meget. At skulle erkende og acceptere at ens raisons d'etre er nonsens.
Og at man skal finde andre sandheder, hvis ikke erkende at disse slet ikke findes i det rigtige liv. Og ligesom skabe sig en virklighed om ikke for evigt, så for en stund.
Men hvordan i al verden kan man være sikker på og tro på at noget er helt og aldeles virkeligt, når det eneste man har er sin fornemmelse og den så mange gange er blevet snydt af dæmoner?
tirsdag den 13. august 2013
Jeg har brug for at være god til noget, noget at binde mit jeg op på med fine sløjfer
*Uden at have besluttet om jeg skal op eller ned, løbe eller løbe hurtigere så har jeg alligevel behovet for at dele noget der absolut ikke er hemmeligt.
Jeg har altid troet på, at alle havde en gave. Noget lige netop de var aller bedst til i hele verden; lige meget hvor "lille" en gave det var, betød det at alle var helt specielle og helt talentfulde.
Jeg ved ikke hvor den idé kommer fra. Måske er det min socialistiske familie, søndage med Snurresnups Søndagsklub med talenter (min fætter var med fordi han kunne "danse" med maven) eller fordi jeg havde/har en elendig motorik, var/er ikke lærenem og læsbede enormt, fordi jeg brugt sut til jeg var 6; så jeg gik til fysioterapi, ekstraundervisning og talepædagog - og hver gang jeg beklagede mig fik jeg at vide, at jeg var jo god til så meget andet.
I folkeskole tiden var jeg overbevist om, at jeg var god til at gå i skole. Nok lærte jeg ikke hurtigt, men jeg lærte alligevel hurtigt at hårdt arbejde betalte sig; og jeg gik fra at være den dårligste til den bedste i diktat på et år.
I teenage-årene forsvandt stoltheden i at være god i skolen. Det blev indsnævret til at være god til at skrive. Det blev mit mål og jeg skrev alt ned. Glædede mig til de danske stile. Dette forsvandt egentlig også hurtigt. Der bliver skrevet så mange fantastiske historier, og at sammenlign mig med Safran Foer er måske lige optimistisk nok..
Tilgengæld var jeg god til at tage mig af andre. Jeg havde altid trøstet andre i skolen. Og efter min mor blev syg fandt jeg en stolthed og værdi i at tage mig af min familie. Det er fantastisk at være uundværlig - men også et kæmpe ansvar, som endte med at knække mig. Jeg skal have noget at give før jeg kan være uundværlig og mit værd kan ikke kun være at jeg er uundværlig.
Så jeg måtte sige fra, trække mig væk.
Jeg blev god til at skade mig selv. I en kaliber der måske kan konkurrere med at være den bedste i verden.
Og det var jeg i lang tid.
Jeg blev den bedste i verden til at tabe mig. Troede jeg. I mit restriktive 2011 var det min trumf.
I mit 2012 opdagede jeg, at jeg ikke var den bedste i verden til at have anoreksi. Fordi mine overspisninger tog min kontrol, og jeg var ihvertfald ikke den bedste til at have bulimi.
I mit 2013 ved jeg ikke, hvad jeg er bedst til. Men jeg ved, at jeg må tage tanken til revurdering. Måske er jeg ikke bedst til noget. Bare middelmådig. Men måske er jeg faktisk egentlig okay til at overleve. Men der er noget trist i kun at være noget i ens fortid, ikke?
Jeg har altid troet på, at alle havde en gave. Noget lige netop de var aller bedst til i hele verden; lige meget hvor "lille" en gave det var, betød det at alle var helt specielle og helt talentfulde.
Jeg ved ikke hvor den idé kommer fra. Måske er det min socialistiske familie, søndage med Snurresnups Søndagsklub med talenter (min fætter var med fordi han kunne "danse" med maven) eller fordi jeg havde/har en elendig motorik, var/er ikke lærenem og læsbede enormt, fordi jeg brugt sut til jeg var 6; så jeg gik til fysioterapi, ekstraundervisning og talepædagog - og hver gang jeg beklagede mig fik jeg at vide, at jeg var jo god til så meget andet.
I folkeskole tiden var jeg overbevist om, at jeg var god til at gå i skole. Nok lærte jeg ikke hurtigt, men jeg lærte alligevel hurtigt at hårdt arbejde betalte sig; og jeg gik fra at være den dårligste til den bedste i diktat på et år.
I teenage-årene forsvandt stoltheden i at være god i skolen. Det blev indsnævret til at være god til at skrive. Det blev mit mål og jeg skrev alt ned. Glædede mig til de danske stile. Dette forsvandt egentlig også hurtigt. Der bliver skrevet så mange fantastiske historier, og at sammenlign mig med Safran Foer er måske lige optimistisk nok..
Tilgengæld var jeg god til at tage mig af andre. Jeg havde altid trøstet andre i skolen. Og efter min mor blev syg fandt jeg en stolthed og værdi i at tage mig af min familie. Det er fantastisk at være uundværlig - men også et kæmpe ansvar, som endte med at knække mig. Jeg skal have noget at give før jeg kan være uundværlig og mit værd kan ikke kun være at jeg er uundværlig.
Så jeg måtte sige fra, trække mig væk.
Jeg blev god til at skade mig selv. I en kaliber der måske kan konkurrere med at være den bedste i verden.
Og det var jeg i lang tid.
Jeg blev den bedste i verden til at tabe mig. Troede jeg. I mit restriktive 2011 var det min trumf.
I mit 2012 opdagede jeg, at jeg ikke var den bedste i verden til at have anoreksi. Fordi mine overspisninger tog min kontrol, og jeg var ihvertfald ikke den bedste til at have bulimi.
I mit 2013 ved jeg ikke, hvad jeg er bedst til. Men jeg ved, at jeg må tage tanken til revurdering. Måske er jeg ikke bedst til noget. Bare middelmådig. Men måske er jeg faktisk egentlig okay til at overleve. Men der er noget trist i kun at være noget i ens fortid, ikke?
tirsdag den 6. august 2013
Hvor skal vi gå hen i denne her alt for store verden?
Og er der ikke nogen der lige kan fortælle mig slutningen.
Ej. At have en blog indebærer nogle uundgåelige elementer. Selviscenesættelse er i højeste grad et af dem.
Alt efter hvilken blog man har, vælger man et fokus; en vinkel at se verden fra.
Min verden her er min sygdom - min spiseforstyrelse får lov til at skrige alt det ud, som den ikke kan andre steder.
Med det i mente, at det altså ikke fordi jeg vil have et sted, hvor min spiseforstyrelse kan blive ved med at trække vejret - men simpelthen såre enkelt, at dele (op- og) nedture, FORDI det er svært at indvie de nærmeste i når mit sind bliver indtaget af dæmoner.
For nemlig bare at være bundærlig, så har der været og er stor forskel på hvor alvorligt det er. Sidste år på denne tid havde jeg vægtsvingninger på omkring 8-11 kg hver måned - men det sidste halve år har jeg svinget (svunget?) med 2-3 kg. Men når hovedet bliver fyldt med dæmoner FØLES det nøjagtig lige så slemt og alvorligt som det engang har været - hvor jeg vitterligt legede med livet i en kæmpestor cyklus af depression.
Og netop derfor er det ikke relevant for mine nærmeste at vide, når jeg har en dårlig dag. Måske hvis jeg havde et dårligt år, eller bare en dårlig måned - men sådan er mit liv langt fra.
Man kan umuligt kende mig udfra denne blog, da jeg overvejende fortæller om disse dæmoner.
Derfor er det meget problematisk for mig, at mine nærmeste læser med og tolker ud fra, hvad jeg skriver.
Alligevel er der en der har læst med igennem længere tid.
Og det er derfor jeg bliver nødt til at stoppe og finde ud af, om jeg skal vende om. Skal jeg oprette en hel ny blog (igen), deaktivere denne eller bare fortsætte.
Jeg mener ikke, at jeg udleverer nogen, eller nogens historier, udover mine og det, der påvirker mig.
Men det mener denne person. Jeg har derfor brugt et par dage på at læse alle indlæg igennem. Er der nogen (hvis nogen overhovedet læser med) der har siddet med en følelse af, at jeg udleverer andre?
Jeg vil vende tilbage... På et tidspunkt.
Ej. At have en blog indebærer nogle uundgåelige elementer. Selviscenesættelse er i højeste grad et af dem.
Alt efter hvilken blog man har, vælger man et fokus; en vinkel at se verden fra.
Min verden her er min sygdom - min spiseforstyrelse får lov til at skrige alt det ud, som den ikke kan andre steder.
Med det i mente, at det altså ikke fordi jeg vil have et sted, hvor min spiseforstyrelse kan blive ved med at trække vejret - men simpelthen såre enkelt, at dele (op- og) nedture, FORDI det er svært at indvie de nærmeste i når mit sind bliver indtaget af dæmoner.
For nemlig bare at være bundærlig, så har der været og er stor forskel på hvor alvorligt det er. Sidste år på denne tid havde jeg vægtsvingninger på omkring 8-11 kg hver måned - men det sidste halve år har jeg svinget (svunget?) med 2-3 kg. Men når hovedet bliver fyldt med dæmoner FØLES det nøjagtig lige så slemt og alvorligt som det engang har været - hvor jeg vitterligt legede med livet i en kæmpestor cyklus af depression.
Og netop derfor er det ikke relevant for mine nærmeste at vide, når jeg har en dårlig dag. Måske hvis jeg havde et dårligt år, eller bare en dårlig måned - men sådan er mit liv langt fra.
Man kan umuligt kende mig udfra denne blog, da jeg overvejende fortæller om disse dæmoner.
Derfor er det meget problematisk for mig, at mine nærmeste læser med og tolker ud fra, hvad jeg skriver.
Alligevel er der en der har læst med igennem længere tid.
Og det er derfor jeg bliver nødt til at stoppe og finde ud af, om jeg skal vende om. Skal jeg oprette en hel ny blog (igen), deaktivere denne eller bare fortsætte.
Jeg mener ikke, at jeg udleverer nogen, eller nogens historier, udover mine og det, der påvirker mig.
Men det mener denne person. Jeg har derfor brugt et par dage på at læse alle indlæg igennem. Er der nogen (hvis nogen overhovedet læser med) der har siddet med en følelse af, at jeg udleverer andre?
Jeg vil vende tilbage... På et tidspunkt.
lørdag den 20. juli 2013
Je parle francais mal - mais j'adore France et specialément Paris
D'accord - nu skal det her indlæg ikke foregå på fransk eftersom jeg allerede har lavet en million fejl. Ville bare sige, at jeg er kommet hjem. Og for en sjælden gangs skyld får i lidt billeder fra det private. Plus et lille glimt af en tyk lille Ditte ;)
I en lidt blandet rækkefølge - det er det mine kundskaber rækker til
Salade de parisienne - fordi det er lækkert,
billigt, sundt og så må man gerne spise dessert
Omaha Beach fordi D-dag er så overvældende,
og det er vildt at forestille sig
Floden Seine fordi det er det smukkeste syn man
kan møde når man ENDELIG kommer til
PARIS
Louvre og Dittes tykke lår fordi...
Floden Seine - denne gang fra Tour de Eiffel
Monets have fordi det er et af de smukkeste steder
jeg har været
Monets have igen fordi det også er et af de mest fredfyldte
turiststeder jeg har været
Eiffel tårnet fordi det skal med, ikk?
Den amerikanske kirkegård fra de 100 dage det
tog at invadere Normandiet fordi der var kors så langt øjet rækte
lørdag den 13. juli 2013
Et øjebliks glemsomhed
"Må jeg lige tjekke min mail?"
-"Jaja, selvfølgelig"
"Hvad er det her for en mail?"
[hiver computeren til mig, mens jeg hvæser;]
-"Det er min HEMMELIGE mail!!"
"Hvad bruger du den til? Dine datingprofiler?
-"Nope. HEMMELIGE ting"
"Hvorfor siger du det ikke bare?"
-"Fordi du bliver nysgerrig og stiller flere spørgsmål"
"Jeg bliver ved indtil jeg får et svar..."
"Well, jeg har en anonym blog"..
Også fik han også historien om, hvordan min søster havde latterliggjort mig på internettet, afsløret hemmeligheder og fortalt min far om stedet hvor han kunne læse alt det mest intime om mig.. Og at jeg oprettede en ny, anonym mail - kun til blog ting -, og at denne gang fortalte jeg ingen om at jeg skrev - men det gjorde jeg altså. Og jeg elsker at skrive, elsker at udgive, at blive læst, måske mødt - forstået - og hvordan jeg ville hade hvis han læste noget, fordi det er så privat, at jeg ikke engang putter mit eget navn på det. Og han lovede. Han lovede.
Og baby - hvis du alligevel er mere nysgerrig, end du siger, så fortæl mig, hvis du læser med. Alt kan fordrejes på skrift, misforståes, fortolkes - og hvis du ikke kan lade være må du gerne, men vil gerne vide om du læser i min dagbog.
-"Jaja, selvfølgelig"
"Hvad er det her for en mail?"
[hiver computeren til mig, mens jeg hvæser;]
-"Det er min HEMMELIGE mail!!"
"Hvad bruger du den til? Dine datingprofiler?
-"Nope. HEMMELIGE ting"
"Hvorfor siger du det ikke bare?"
-"Fordi du bliver nysgerrig og stiller flere spørgsmål"
"Jeg bliver ved indtil jeg får et svar..."
"Well, jeg har en anonym blog"..
Også fik han også historien om, hvordan min søster havde latterliggjort mig på internettet, afsløret hemmeligheder og fortalt min far om stedet hvor han kunne læse alt det mest intime om mig.. Og at jeg oprettede en ny, anonym mail - kun til blog ting -, og at denne gang fortalte jeg ingen om at jeg skrev - men det gjorde jeg altså. Og jeg elsker at skrive, elsker at udgive, at blive læst, måske mødt - forstået - og hvordan jeg ville hade hvis han læste noget, fordi det er så privat, at jeg ikke engang putter mit eget navn på det. Og han lovede. Han lovede.
Og baby - hvis du alligevel er mere nysgerrig, end du siger, så fortæl mig, hvis du læser med. Alt kan fordrejes på skrift, misforståes, fortolkes - og hvis du ikke kan lade være må du gerne, men vil gerne vide om du læser i min dagbog.
torsdag den 27. juni 2013
Om tid der forsvinder, løbende tanker og søvn
På en eller anden måde lykkedes det juni at løbe som sand mellem mine fingre og forsvinde helt uden overhovedet at hav spurgt om lov.
Og indtil videre
har jeg faktisk ikke noget imod tid, der koldt, konstant, kontant forlader mig altid
Og jeg tror måske
at det slet ikke er en dårlig ting. Bare at leve med livet - tage med det, hvor det vil hen, hver dag. Uden neuroser af nogen særlig art. Det har faktisk næsten været rart.
Bortset fra at jeg hver dag bygger flere og flere af de skøre tanker og jeg kan mærke dem om aftenen, når jeg prøver at sove. De løber forvirrede rundt, uden nogen steder at sætte sig fast, slå sig til ro - og hver nat bliver de flere og holder mig vågen i længere tid.
Så her er jeg - tilbage - for at prøve at skrive dem ud, så jeg forhåbentlig kan få sovet. Og kl. er 12 og jeg er allerede træt - måske jeg allerede kan nu?
ved nogen overhovedet hvad jeg snakker om?
Og indtil videre
har jeg faktisk ikke noget imod tid, der koldt, konstant, kontant forlader mig altid
Og jeg tror måske
at det slet ikke er en dårlig ting. Bare at leve med livet - tage med det, hvor det vil hen, hver dag. Uden neuroser af nogen særlig art. Det har faktisk næsten været rart.
Bortset fra at jeg hver dag bygger flere og flere af de skøre tanker og jeg kan mærke dem om aftenen, når jeg prøver at sove. De løber forvirrede rundt, uden nogen steder at sætte sig fast, slå sig til ro - og hver nat bliver de flere og holder mig vågen i længere tid.
Så her er jeg - tilbage - for at prøve at skrive dem ud, så jeg forhåbentlig kan få sovet. Og kl. er 12 og jeg er allerede træt - måske jeg allerede kan nu?
ved nogen overhovedet hvad jeg snakker om?
Abonner på:
Opslag (Atom)