Jeg ville ønske, at jeg kunne formulere det her helt klart. At jeg kunne, uden videre, klippe mine pointer, som jeg selv har et så voldsomt stort behov for at være lidt sikker på, ud. For mig og for hvem der overhovedet ville give sig tiden til at læse bare lidt af det her.
Jeg er ikke borderline. De fleste unge kvinder, der har været i psykiatrien i et stykke tid får klistret denne mærkat på journalen. Fordi dette handler om, hvordan man håndterer sine følelser og når man er i psykiatrien er det næsten indlysende, at man har problemer i den retning. Og måske overreaktioner - og dette bliver konkluderet at være en hysteri; borderline. Meget groft og hurtigt sagt.
Denne tilgang til borderlinere er kynisk, ensidig og jeg håber, at ingen med borderline kommer i kontakt med disse mennesker, der ser lighedstegn mellem diagnosen og hysteri. For personlighedsforstyrrelsen er invaliderende for indehaveren; forestil dig, at din kæreste spontant beslutter sig for at skulle drikke en øl med en af sine gode venner. Og forestil dig, at dette forårsager en enorm smerte af tab, svigt, og at lige netop denne handling betyder, at han ikke elsker dig.
Følelserne er reelle og kraftige, men ikke nødvendigvis et udtryk for handlingen, der udløste dem - hvilket borderlineren som oftest godt kan se eller senere indse.
En behandler jeg kender gennem mit fag har i mange år arbejdet med borderlinere. Og hende vil jeg citere, fordi hun er vanvittig klog;
"At have borderline må være vanvittig hårdt. Ikke bare at gennemgå de voldsomme følelser, men specielt at være en borderline i behandling. For hver eneste gang de kommer og er oprevet over en hændelse, noget nogen har gjort dem, skal man vende deres pegefinger mod dem selv - for det er deres handling, modreaktion, fortolkning der skal arbejdes med - og det er det virkelig hårde - det er altid din egen "skyld""
Det jeg finder svært i relationen til en borderline er, at jeg aldrig ved, om det lige netop den dag har været okay at aflyse en aftale, eller om det er endt ud i selvmordstanker. Fordi den samme handling på hhv. en god og dårlig dag udløser vidt forskellige tolkninger af min handling.
Det jeg finder svært er at være nødt til at være den stærke. Altid skulle bevare overblikket i en konflikt og så vidt som muligt holde samtalen til problemet. Og blive ved med at forsikre den anden part om, at det er lige netop det, det handler om.
Det er svært for mig at holde fast i mig selv. Holde fast i hvad jeg mener, hvordan jeg tænker og hvad jeg vil, for når det bliver mødt af voldsomme modreaktioner kommer jeg altid til at sætte spørgsmålstegn ved, om det egentlig var så vigtigt. Så vigtigt, at det skaber denne voldsomme følelse i et menneske jeg elsker. Men ja, gu' er det vigtigt at holde fast - for hvornår skal man så egentlig stoppe med at give slip?
Det er svært for mig altid at blive tolket og analyseret, selv på ord og handlinger jeg ikke har lagt noget i selv. Det er
symbiose eller fjende.
svært, fordi det aldrig er det menneske jeg elsker, der tolker, men borderlinens onde, svigtede væsen der lægger værdier og følelser i noget, der ikke betød andet, end at jeg altså havde lyst til at være lidt alene. Og at borderlinen kommer med ultimatummet
Og jeg har uendelig mange gange lyst til at give op. Give efter for borderlinens test og forlade, svigte relationerne. Men i de timer hvor sygdommen næsten ikke eksisterer, eller ikke har sit blik for mig - så er der så meget guld bag alle bebrejdelserne.
