Klokken er 14. Seriøst. Og det er mandag. Starten på endnu en indholdsløs uge..
Nå. Idag har jeg:
- Set to afsnit Gossip Girl og spist morgenmad
- Barberet ben
- Været i bad
- Taget tøj på
- Lavet mit Cv til specifik stilling
- Skrevet ansøgning til specifik stilling
- Sendt det til tjek og sparring
- Set beverly og spist frokost
Seriøst. Det er mandag. Kl. er 14, og jeg orker ikke mere. Det er bare ikke rigtig en mulighed. Skriv, for helvede. Bliv ansat for helvede.
mandag den 21. september 2015
lørdag den 15. august 2015
Grænsen mellem ked af det og depression?
Godt. Så blev klokken over tre. Hvilket vil sige, at jeg har ligget og kigget op i loftet i over tre timer. Og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Så nu stod jeg op. Tændte en cigaret, og nu sidder jeg i sofaen, og har givet op på det der søvn indtil videre. Accepteret, at det kommer ikke til at ske. Oh well, det er søndag i morgen, og jeg skal ikke nå op til noget som helst.
Jeg tænker på at skære i mig selv. Det er halvanden måned siden jeg gjorde det sidst - og før det var det flere år siden. Det var kun ridser, der for halvanden måned siden, og kun 5 ar. Og de er allerede væk. Det blev ikke dybt, og det fortryder jeg. I de 17 timer han var væk tænkte jeg så forbandet meget på det, men holdte mig tilbage - for hvad nu hvis han fortrød; så skulle han se friske ar. Nu er det mig, der fortryder. Jeg har tænkt på det hver dag. Forbandede afhængighed. Til gengæld spiser jeg, og tager på (!).
Jeg ved ikke hvorfor det fylder så meget. Måske er det alt det, der er sket, måske blev jeg bare mindet om, hvor let det er, og hvor godt det føles den nat. Men jeg er ikke rigtig glad, og jeg ved, at det vil hjælpe mig med at have den følelse - lige nu, ihvertfald.
Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal stille op. Derfor; en liste:
- Psykiatri
Det kræver, at jeg henvender mig til min læge, som intet ved om mig, og derfor skal jeg fortælle heeeeele historien. Uden med sikkerhed at vide, om jeg overhovedet har det dårligt nok til at komme tilbage i psykiatrien. Og helt ærligt, så er det også lidt et nederlag, hvis jeg skal tilbage i distriktspsykiatrien. Og jeg vil IKKE have medicin. Okay, lige nu kunne en sovepille være rar, men antidepressive vil jeg aldrig igen efter jeg blev suicidal i indkæringen sidst.
- Fikse det hele selv
Det har jeg prøvet. Siden november '14. Det er altså 10 måneder, hvor jeg har kæmpet. Og det er ikke blevet bedre, selvom jeg har forsøgt at bruge de værktøjer jeg lærte i mine 5 år i psykiatrien.
- Bruge mine venner og min kæreste
Det har jeg også prøvet. Uden held. Fordi jeg ikke kan være helt ærligt, og fordi de ikke rigtig ved bedre ind at spørge ind til praktiske ting og at sige, at det er noget lort. Og det er jo også ganske rigtigt. Det hjælper bare ikke rigtigt.
- Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser
Det er mit bedste bud. At ringe ind og få en rådgivningstid. Fortælle hvad der er sket, og hvordan jeg har det, også få råd til, hvad der vil være passende at gøre. Jeg har ikke mange tvivl om, at jeg har en belastningsreaktion, men hvad skal jeg gøre? Vente på at den går over, eller få noget hjælp til at håndtere den?
Problemet er jo bare, at jeg er frivillig. Og jeg elsker at være frivillig der, håbede egentlig på at få flere opgaver, mens jeg er arbejdsløs. Men det kan jeg jo ikke rigtigt, hvis de ser mig som syg. Jeg er bange for at møde rådgivere jeg kender, eller generelt bare folk jeg har lavet projekter med, hvis jeg er derinde til en samtale. Jeg hader at indrømme, at jeg har fået et tilbagefald. For helvede, hvor er det et nederlag at erkende overfor dem. Mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med en dag. Sådan rigtig professionelt.
Åhh altså, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke en depression. Jeg er i stand til at fungere, jeg kan mærke de fleste af mine følelser. Men jeg er mere, end bare ked af det. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan komme ud af det her selv.
Er der nogen gode forslag derude?
Jeg tænker på at skære i mig selv. Det er halvanden måned siden jeg gjorde det sidst - og før det var det flere år siden. Det var kun ridser, der for halvanden måned siden, og kun 5 ar. Og de er allerede væk. Det blev ikke dybt, og det fortryder jeg. I de 17 timer han var væk tænkte jeg så forbandet meget på det, men holdte mig tilbage - for hvad nu hvis han fortrød; så skulle han se friske ar. Nu er det mig, der fortryder. Jeg har tænkt på det hver dag. Forbandede afhængighed. Til gengæld spiser jeg, og tager på (!).
Jeg ved ikke hvorfor det fylder så meget. Måske er det alt det, der er sket, måske blev jeg bare mindet om, hvor let det er, og hvor godt det føles den nat. Men jeg er ikke rigtig glad, og jeg ved, at det vil hjælpe mig med at have den følelse - lige nu, ihvertfald.
Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal stille op. Derfor; en liste:
- Psykiatri
Det kræver, at jeg henvender mig til min læge, som intet ved om mig, og derfor skal jeg fortælle heeeeele historien. Uden med sikkerhed at vide, om jeg overhovedet har det dårligt nok til at komme tilbage i psykiatrien. Og helt ærligt, så er det også lidt et nederlag, hvis jeg skal tilbage i distriktspsykiatrien. Og jeg vil IKKE have medicin. Okay, lige nu kunne en sovepille være rar, men antidepressive vil jeg aldrig igen efter jeg blev suicidal i indkæringen sidst.
- Fikse det hele selv
Det har jeg prøvet. Siden november '14. Det er altså 10 måneder, hvor jeg har kæmpet. Og det er ikke blevet bedre, selvom jeg har forsøgt at bruge de værktøjer jeg lærte i mine 5 år i psykiatrien.
- Bruge mine venner og min kæreste
Det har jeg også prøvet. Uden held. Fordi jeg ikke kan være helt ærligt, og fordi de ikke rigtig ved bedre ind at spørge ind til praktiske ting og at sige, at det er noget lort. Og det er jo også ganske rigtigt. Det hjælper bare ikke rigtigt.
- Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser
Det er mit bedste bud. At ringe ind og få en rådgivningstid. Fortælle hvad der er sket, og hvordan jeg har det, også få råd til, hvad der vil være passende at gøre. Jeg har ikke mange tvivl om, at jeg har en belastningsreaktion, men hvad skal jeg gøre? Vente på at den går over, eller få noget hjælp til at håndtere den?
Problemet er jo bare, at jeg er frivillig. Og jeg elsker at være frivillig der, håbede egentlig på at få flere opgaver, mens jeg er arbejdsløs. Men det kan jeg jo ikke rigtigt, hvis de ser mig som syg. Jeg er bange for at møde rådgivere jeg kender, eller generelt bare folk jeg har lavet projekter med, hvis jeg er derinde til en samtale. Jeg hader at indrømme, at jeg har fået et tilbagefald. For helvede, hvor er det et nederlag at erkende overfor dem. Mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med en dag. Sådan rigtig professionelt.
Åhh altså, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke en depression. Jeg er i stand til at fungere, jeg kan mærke de fleste af mine følelser. Men jeg er mere, end bare ked af det. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan komme ud af det her selv.
Er der nogen gode forslag derude?
torsdag den 23. juli 2015
17 timer
Jeg har været et par timer om at få startet det her indlæg. Både fordi jeg ved, at du læser med, og jeg ikke har lyst til at du skal vide så meget om det her, men også fordi det bare er sindssygt hul i hovedet svært at skrive om.
Han gik fra mig. I 17 timer var vi ikke kærester. Efter jeg i dage havde listet rundt om ham, og prøvet at finde ud af, hvorfor han ikke ville snakke med mig mere kolliderede det i, at jeg sad og hyperventilerede - og jeg kunne ikke mærke hans hånd på min skulder, han trøstede mig ikke, og der vidste jeg, at han ville gå - fra mig. Da jeg vendte mig om, og skingert fik råbt "Nu siger du noget! Jeg ved ikke om det er mig, der er fjollet, eller hvad der sker - men nu fortæller du mig en eller anden grund til, at du opfører dig sådan her"
Han begyndte at græde og mumlede "jeg synes ikke at vi skal være kærester mere".
Men egentlig er det ikke her historien egentlig startede.
Den startede den dag i slutningen af november, da min mor fik kræft. Og jeg blev fraværende. Historien udvikler sig i takt med kemobehandlinger i januar, hvor jeg bruger mine fleste vågne timer hos min mor, og når jeg er hjemme græder jeg mest. Eller har ihvertfald lyst til at græde. Jeg bliver mere fraværende. Da min far får en blodprop i hjernen, bliver jeg ikke kun fraværende mentalt, men jeg kan ikke sidde stille derhjemme og være sammen med nogen. Jeg løber og løber - bliver fysisk fraværende. Bachelor og bulimien hjælper på intet af det - jeg er officielt ikke længere til stede i mit selv. Nyheden om min lillesøsters triste tanker gør det hele værre. Og jeg er helt magtesløs. Jeg spiser ikke, jeg spiser, jeg løber, tager lidt piller, kaster lidt op, græder og skriver forresten lige min bachelor. Og får 12.
Sådan gik det til, at efter næsten 3 år forlod han mig. Og kom tilbage efter 17 timer. Fordi han jo elsker mig, jeg har bare ikke været mig, og dermed ikke den han elsker. Han har været fantastisk og passer på mig og trøstet, men jeg har ikke været i stand til at imødekomme nogen som helst følelsesmæssige behov. Jeg er effektiv, når jeg ikke er mig selv. Jeg kan sagtens ordne alt praktisk selv, uden problemer. Men at møde andres glæder og sorger, når jeg ikke er mig - det er jeg på ingen måde i stand til.
Det er og bliver et kæmpe tillidsbrud. Da vi blev kærester sagde jeg ja på to betingelser: 1 - man må ikke være utro. 2 - man skal sige, hvordan man har det løbende.
To enkle betingelser, som vi begge har overholdt, og har været noget af det, der har gjort, at vi har haft det så let så længe. Men det sidste halve år er det ikke blevet overholdt. Ligesom jeg ikke kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere undervejs har han ikke kunnet mærke, at han havde behov der ikke blev mødt før det kulminerede i, at han fik "følelser" for en anden. De er i situationstegn fordi det ikke var følelser, men de elementer som jeg ikke kunne opfylde i vores forhold mødte han hos en anden. Av. Det gør virkelig ondt at skrive. Ikke destomindre er det sandheden - og gud ske tak og lov for det. For det kan fikses. Det kræver bare tid og arbejde. Noget vi egentlig ikke har været så forfærdelig vant til, fordi det altid bare har føltes som om det var meningen, at det skulle være os to mod resten af verden.
Men det er planen. For vi elsker faktisk hinanden. Og i de 17 timer jeg havde uden ham var min verden virkelig tom. Vi skal italesætte vores behov og følelser i højere grad, og jeg skal opbygge tilliden til, at han italesætter hans behov igen. Og snakker med nogen, så han finder ud af, hvad der faktisk er galt. Gode råd og tips modtages med kyshånd.
Indtil videre har vi nu været sammen i 4 uger i pt. 2 af vores forhold, og vi hygger os i høj grad. Og vi glæder os til 10 dages pool ferie lige rundt om hjørnet.
Hermed en lille opdatering - jeg håber, den forklarede mit tidligere indlæg.
Han gik fra mig. I 17 timer var vi ikke kærester. Efter jeg i dage havde listet rundt om ham, og prøvet at finde ud af, hvorfor han ikke ville snakke med mig mere kolliderede det i, at jeg sad og hyperventilerede - og jeg kunne ikke mærke hans hånd på min skulder, han trøstede mig ikke, og der vidste jeg, at han ville gå - fra mig. Da jeg vendte mig om, og skingert fik råbt "Nu siger du noget! Jeg ved ikke om det er mig, der er fjollet, eller hvad der sker - men nu fortæller du mig en eller anden grund til, at du opfører dig sådan her"
Han begyndte at græde og mumlede "jeg synes ikke at vi skal være kærester mere".
Men egentlig er det ikke her historien egentlig startede.
Den startede den dag i slutningen af november, da min mor fik kræft. Og jeg blev fraværende. Historien udvikler sig i takt med kemobehandlinger i januar, hvor jeg bruger mine fleste vågne timer hos min mor, og når jeg er hjemme græder jeg mest. Eller har ihvertfald lyst til at græde. Jeg bliver mere fraværende. Da min far får en blodprop i hjernen, bliver jeg ikke kun fraværende mentalt, men jeg kan ikke sidde stille derhjemme og være sammen med nogen. Jeg løber og løber - bliver fysisk fraværende. Bachelor og bulimien hjælper på intet af det - jeg er officielt ikke længere til stede i mit selv. Nyheden om min lillesøsters triste tanker gør det hele værre. Og jeg er helt magtesløs. Jeg spiser ikke, jeg spiser, jeg løber, tager lidt piller, kaster lidt op, græder og skriver forresten lige min bachelor. Og får 12.
Sådan gik det til, at efter næsten 3 år forlod han mig. Og kom tilbage efter 17 timer. Fordi han jo elsker mig, jeg har bare ikke været mig, og dermed ikke den han elsker. Han har været fantastisk og passer på mig og trøstet, men jeg har ikke været i stand til at imødekomme nogen som helst følelsesmæssige behov. Jeg er effektiv, når jeg ikke er mig selv. Jeg kan sagtens ordne alt praktisk selv, uden problemer. Men at møde andres glæder og sorger, når jeg ikke er mig - det er jeg på ingen måde i stand til.
Det er og bliver et kæmpe tillidsbrud. Da vi blev kærester sagde jeg ja på to betingelser: 1 - man må ikke være utro. 2 - man skal sige, hvordan man har det løbende.
To enkle betingelser, som vi begge har overholdt, og har været noget af det, der har gjort, at vi har haft det så let så længe. Men det sidste halve år er det ikke blevet overholdt. Ligesom jeg ikke kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere undervejs har han ikke kunnet mærke, at han havde behov der ikke blev mødt før det kulminerede i, at han fik "følelser" for en anden. De er i situationstegn fordi det ikke var følelser, men de elementer som jeg ikke kunne opfylde i vores forhold mødte han hos en anden. Av. Det gør virkelig ondt at skrive. Ikke destomindre er det sandheden - og gud ske tak og lov for det. For det kan fikses. Det kræver bare tid og arbejde. Noget vi egentlig ikke har været så forfærdelig vant til, fordi det altid bare har føltes som om det var meningen, at det skulle være os to mod resten af verden.
Men det er planen. For vi elsker faktisk hinanden. Og i de 17 timer jeg havde uden ham var min verden virkelig tom. Vi skal italesætte vores behov og følelser i højere grad, og jeg skal opbygge tilliden til, at han italesætter hans behov igen. Og snakker med nogen, så han finder ud af, hvad der faktisk er galt. Gode råd og tips modtages med kyshånd.
Indtil videre har vi nu været sammen i 4 uger i pt. 2 af vores forhold, og vi hygger os i høj grad. Og vi glæder os til 10 dages pool ferie lige rundt om hjørnet.
Hermed en lille opdatering - jeg håber, den forklarede mit tidligere indlæg.
søndag den 28. juni 2015
onsdag den 3. juni 2015
Bachelor og bulimi
Det sidste punktum er sat. Projektet er sendt ind. Jeg er hverken stolt eller lettet. Min krop har ikke opfanget det, endnu.
Igennem hele projektet har jeg haft et stabilt mad mønster.
I hverdagene har jeg spist morgenmad (enten en halv grapefrugt eller havregrød på vand), nogle gange frokost (som for mig har været frugt eller tyggegummi) og normal aftensmad (dvs. ingen restriktioner på mængde eller kulhydrater). I weekenderne har jeg spist lidt mere, men der har ikke været et mønster. Når jeg har skulle spise aftensmad alene har jeg (for det meste) klaret det uden overspisninger.
Udover det har jeg løbet 5 km. 2-3 gange om ugen.
Jeg vejer mig ikke, men kan mærke på mit tøj, at jeg har tabt mig. Det er dog ikke meget, og jeg tror vægten har stået stille siden marts.
Indtil jeg afleverede. Indtil jeg satte det sidste punktum. Så er det som om, at de sidste måneders alt-for-meget-kaffe-alt-for-lidt-mad har resulteret i orgier. Jeg spiser den samme morgenmad, men ved frokost er jeg så sulten, at jeg slet ikke kan styre det. De sidste par dage har jeg brugt to timer på at spise frokost. Jeg kan ikke stoppe. Jeg tænker hele tiden på mad, jeg tænker hele tiden på hvad jeg skal spise, hvad jeg ikke skal spise, hvad der vil være godt at spise, hvad det vil gøre ved min krop at spise, hvad jeg kan lade være med at spise, hvis jeg spiser noget NU. Jeg lover mig selv, at hvis jeg bare får den bid af det, så kan jeg stoppe, og så kan jeg styre mig. Men det kan jeg ikke. Det er ikke nok, jeg er ikke mæt. Mere vil have mere.
Jeg ved egentlig godt, hvad der stopper orgierne, hvis jeg tænker mig om. De stoppes ikke af ekstra kaffe eller 4 liter cola zero - det udsætter dem blot. Orgierne stoppes af mæthed, af mekanisk spisning, af mellemmåltider. Det vil også forhindre mig i at være så forbandet træt, som jeg er. Jeg er bare bange. Bange for ikke at have min sult, bange for at tage det på jeg har tabt. Bange for at mine bukser igen skal stramme, og, stadig, bange for, at maden vil få mig til at svulme op til, at jeg ikke længere er mig.
Igennem hele projektet har jeg haft et stabilt mad mønster.
I hverdagene har jeg spist morgenmad (enten en halv grapefrugt eller havregrød på vand), nogle gange frokost (som for mig har været frugt eller tyggegummi) og normal aftensmad (dvs. ingen restriktioner på mængde eller kulhydrater). I weekenderne har jeg spist lidt mere, men der har ikke været et mønster. Når jeg har skulle spise aftensmad alene har jeg (for det meste) klaret det uden overspisninger.
Udover det har jeg løbet 5 km. 2-3 gange om ugen.
Jeg vejer mig ikke, men kan mærke på mit tøj, at jeg har tabt mig. Det er dog ikke meget, og jeg tror vægten har stået stille siden marts.
Indtil jeg afleverede. Indtil jeg satte det sidste punktum. Så er det som om, at de sidste måneders alt-for-meget-kaffe-alt-for-lidt-mad har resulteret i orgier. Jeg spiser den samme morgenmad, men ved frokost er jeg så sulten, at jeg slet ikke kan styre det. De sidste par dage har jeg brugt to timer på at spise frokost. Jeg kan ikke stoppe. Jeg tænker hele tiden på mad, jeg tænker hele tiden på hvad jeg skal spise, hvad jeg ikke skal spise, hvad der vil være godt at spise, hvad det vil gøre ved min krop at spise, hvad jeg kan lade være med at spise, hvis jeg spiser noget NU. Jeg lover mig selv, at hvis jeg bare får den bid af det, så kan jeg stoppe, og så kan jeg styre mig. Men det kan jeg ikke. Det er ikke nok, jeg er ikke mæt. Mere vil have mere.
Jeg ved egentlig godt, hvad der stopper orgierne, hvis jeg tænker mig om. De stoppes ikke af ekstra kaffe eller 4 liter cola zero - det udsætter dem blot. Orgierne stoppes af mæthed, af mekanisk spisning, af mellemmåltider. Det vil også forhindre mig i at være så forbandet træt, som jeg er. Jeg er bare bange. Bange for ikke at have min sult, bange for at tage det på jeg har tabt. Bange for at mine bukser igen skal stramme, og, stadig, bange for, at maden vil få mig til at svulme op til, at jeg ikke længere er mig.
onsdag den 13. maj 2015
Selvmedlidenhedsniveau: toppen er nået
Så står man der. Midt på Frederiksberg. Med tårerne løbende ned ad kinderne og en krop, der desperat skriger, at nu kan den ikke mere.
Kroppen skriger på næring. Igår blev jeg igen svimmel og fik hjertebanken. Jeg belønnede den for den indsats med chokolade. Men først senere.
Men i virkeligheden er det nok mest sindet, der trænger til et kram. Et virkelig langt kram. Der er kaos på min første etage. Der vrimler rundt med kræft og fædre med blodpropper, og hvad kan jeg gøre, og hvorfor er mine forældre ikke de samme mennesker mere? Jeg kan ikke passe på dem, jeg kan ikke gøre noget. De er forældre. Jeg har brug for en voksen. Og eksamensprojektet, der med hver time jeg arbejder på det, vokser en forventning om de store karakterer og de glade ansigter. Hvis bare jeg får 12 kan jeg måske samle min familie, og gøre dem glade, sammen, i nogle timer? Vi kunne grille og grine. Og have det godt. Hvis ikke lige der var det med mine gener. For jeg skal passes på nu. Jeg skal stoppe helt med at ryge, og jeg må ikke tage p-piller længere. For kræfter er derude, og den venter på at se sit snit til at kunne titte frem og sprede sig. Ligesom den frokost, jeg hver dag springer over, hvor det hele har bredt sig. Hvorfor fanden er det, det skal være sådan her, cykler jeg og tænker..
Jeg drejer til højre, der er godt nok rødt lys, men er der ikke noget med at man gerne må dreje til højre, når der er rødt? Jeg cykler videre, og tankerne vælter rundt uden egentlig at føre nogle steder hen. Prøver at få tænkt dem alle sammen inden jeg sætter mig på læsesalen, og skal fokusere, sådan rigtigt.
"Kan du holde til siden her?" hører jeg, og kigger forfjamsket til venstre, hvor der kører en politibil. Jo, det kan jeg da. Og så står jeg pludselig der, og får mit livs første lovstraf.
Og tanken rammer mig igen og igen. Døden ville være nemmere, døden ville være nemmere. Du kunne gå på apoteket og købe hvad de har. Tage hvad der er. Sætte dig på læsesalen også ville du aldrig skulle forholde dit til kræft og blodpropper og bøder og bachelorprojekter. Du ville få fred.
Så står man der, i hjertet af Frederiksberg. Med tårer og mascara løbende ned af kinderne. Uden at ane, hvad man skal stille op. Med et hoved og en krop, der bare mest af alt er træt. For helvede, hvor er det bare synd for mig.
Kroppen skriger på næring. Igår blev jeg igen svimmel og fik hjertebanken. Jeg belønnede den for den indsats med chokolade. Men først senere.
Men i virkeligheden er det nok mest sindet, der trænger til et kram. Et virkelig langt kram. Der er kaos på min første etage. Der vrimler rundt med kræft og fædre med blodpropper, og hvad kan jeg gøre, og hvorfor er mine forældre ikke de samme mennesker mere? Jeg kan ikke passe på dem, jeg kan ikke gøre noget. De er forældre. Jeg har brug for en voksen. Og eksamensprojektet, der med hver time jeg arbejder på det, vokser en forventning om de store karakterer og de glade ansigter. Hvis bare jeg får 12 kan jeg måske samle min familie, og gøre dem glade, sammen, i nogle timer? Vi kunne grille og grine. Og have det godt. Hvis ikke lige der var det med mine gener. For jeg skal passes på nu. Jeg skal stoppe helt med at ryge, og jeg må ikke tage p-piller længere. For kræfter er derude, og den venter på at se sit snit til at kunne titte frem og sprede sig. Ligesom den frokost, jeg hver dag springer over, hvor det hele har bredt sig. Hvorfor fanden er det, det skal være sådan her, cykler jeg og tænker..
Jeg drejer til højre, der er godt nok rødt lys, men er der ikke noget med at man gerne må dreje til højre, når der er rødt? Jeg cykler videre, og tankerne vælter rundt uden egentlig at føre nogle steder hen. Prøver at få tænkt dem alle sammen inden jeg sætter mig på læsesalen, og skal fokusere, sådan rigtigt.
"Kan du holde til siden her?" hører jeg, og kigger forfjamsket til venstre, hvor der kører en politibil. Jo, det kan jeg da. Og så står jeg pludselig der, og får mit livs første lovstraf.
Og tanken rammer mig igen og igen. Døden ville være nemmere, døden ville være nemmere. Du kunne gå på apoteket og købe hvad de har. Tage hvad der er. Sætte dig på læsesalen også ville du aldrig skulle forholde dit til kræft og blodpropper og bøder og bachelorprojekter. Du ville få fred.
Så står man der, i hjertet af Frederiksberg. Med tårer og mascara løbende ned af kinderne. Uden at ane, hvad man skal stille op. Med et hoved og en krop, der bare mest af alt er træt. For helvede, hvor er det bare synd for mig.
søndag den 26. april 2015
Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?
"Så du må være stærk og stå ret.." synger Carl Emil fra Ulige Numre i Frit Land, og denne her aften, der passer det. Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville se på det hele nu, som om det var overstået. Men jeg er et pendul, der svinger fra ro til panik, fra accept til slet ikke at kunne forstå, fra mæt til sulten, fra håbefuld til opgivende.
Det er noget så menneskeligt, og det er en stor del af en proces. At gå frem, stagnere, gå tilbage, stagnere og gå frem igen.
Men lige nu, i netop dette sekund, der opleves verden, som om den ligger på mine skuldre. Og den vokser. Den vokser eksplosivt. Og den eneste måde jeg kan komme i tanke om, at jeg kan ligge den bare lidt fra mig det er at skrive det. Det er hårdt. Det er pisse hamrende, lorte, fucking, idiotisk bare noget lort. Og jeg er ked af det. Og nu græder jeg. Og hvad hjælper det egentlig?
Jeg tror, at det er for meget. Det hele, altså. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det er mit liv, og sådan vil det nok altid være. Måske er jeg sensitiv, måske rammer mange ting bare dem jeg har kært. Måske håndterer jeg det dårligt. Måske alt sammen. Men der er ikke andet at gøre - der er ikke nogle valgmuligheder.
Først et skridt tilbage. Idag er jeg stagneret. I morgen går jeg fremad igen.
Det er noget så menneskeligt, og det er en stor del af en proces. At gå frem, stagnere, gå tilbage, stagnere og gå frem igen.
Men lige nu, i netop dette sekund, der opleves verden, som om den ligger på mine skuldre. Og den vokser. Den vokser eksplosivt. Og den eneste måde jeg kan komme i tanke om, at jeg kan ligge den bare lidt fra mig det er at skrive det. Det er hårdt. Det er pisse hamrende, lorte, fucking, idiotisk bare noget lort. Og jeg er ked af det. Og nu græder jeg. Og hvad hjælper det egentlig?
Jeg tror, at det er for meget. Det hele, altså. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det er mit liv, og sådan vil det nok altid være. Måske er jeg sensitiv, måske rammer mange ting bare dem jeg har kært. Måske håndterer jeg det dårligt. Måske alt sammen. Men der er ikke andet at gøre - der er ikke nogle valgmuligheder.
Først et skridt tilbage. Idag er jeg stagneret. I morgen går jeg fremad igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)