To do or absolutely not to..

En stor portion nudler med grøntsager og kylling
Forårsruller
1 stk. rugbrød m. smør og honning
5 amerikanske pandekager

Er hvad jeg har spist indenfor den sidste time. Og nu sidder jeg her, med alvorlig kvalme. Og overvejer, om jeg skal få den til at gå væk. På den hurtige eller langsomme måde. Og fortryder det hele. Fuck altså.

Siden sidst

Den 29. oktober var sidste gang jeg skrev. I efterårets og arbejdsløshedens mørke. Hvor jeg var ved at blive kvalt, fordi jeg ikke kunne skrige.
Så skete dét.
Dét fantastiske, angstprovokerende, vidunderlige, forfærdelige, hæslige og dét jeg drømte om, hver gang jeg åbnede et word-dokument og skrev; jeg er sød, jeg håber at I gider at snakke med mig..
- jeg fik et arbejde.
Et arbejde, hvor man står op hver morgen.
Hvor man spiser frokost i en kantine.
Har kollegaer.
Har stress.
Har ansvar.
Går op i sin flex.
Og tjener penge.
Og svarer på mails.
Hvor man har et hverdag, et liv, en rytme, indhold og noget at stå op til.
Og det er fantastisk, angstprovokerende, vidunderligt, forfærdelig, hæsligt og lige det jeg drømte om.

Problemet er bare, at når man går og længes efter noget bilder man sig selv ind, at alt bliver godt, når først... Og sådan går det sjældent aldrig.
Men det gode ved det er, at jeg bliver ved med at skrive. Fordi jeg har en million ord og følelser i mig, der aldrig bliver udtømt, for sådan er det at være mig - og for det meste er det faktisk en fornøjelse - at være mig.

 

Et stk. lydtæt rum hvor jeg kan skrige, tak

Hun spurgte mig
om jeg var vred
Og jeg sagde nej
Egentlig uden at have overvejet
For jeg er jo aldrig vred
Og når jeg er
er det en vrede jeg italesætter
i pæne ord
pakket ind
i forståelse
og jeg tager altid min oplevelse
for det den er
 - min oplevelse
Men jo mere jeg mærker
Jo rigtigere føles den mærkat
Jeg er vred
På min mor
På min far
På min kæreste
På min søster
På mine venner
På verden
Jeg er vred på alle
Og på alt
Fordi de ikke hører
Fordi de ikke kan hjælpe
Fordi det gør ondt at elske
Fordi jeg ikke må råbe
Fordi de siger det kunne være værre
Fordi jeg ikke er glad

Hjertebanken og ondt i maven

Det er svært at trække vejret
særligt om aftenen og på søndage
Det er det bedste og det værste at være sammen med andre mennesker
fordi de kan få mig til at glemme følelsen i timer
og fordi de ikke kan
og jeg bliver mindet om, at den er der
min følelse
som jeg ikke ved hvad betyder
men tror betyder, at jeg har brug for noget at lave
noget, der giver mig mening
noget, der giver mig værd
Som kan få mit hjerte til at banke langsommere
Og kan opløse knuden i min mave
om ikke andet - så bare lidt af tiden
Og få mig til sådan rigtigt at grine igen
Fordi det er faktisk ikke til at holde ud
Og det er ikke nemt at blive ved med at lede efter forklaringer

Det var bare det
Tak

Livet som arbejdssøgende

Klokken er 14. Seriøst. Og det er mandag. Starten på endnu en indholdsløs uge..

Nå. Idag har jeg:

- Set to afsnit Gossip Girl og spist morgenmad
- Barberet ben
- Været i bad
- Taget tøj på
- Lavet mit Cv til specifik stilling
- Skrevet ansøgning til specifik stilling
- Sendt det til tjek og sparring
- Set beverly og spist frokost

Seriøst. Det er mandag. Kl. er 14, og jeg orker ikke mere. Det er bare ikke rigtig en mulighed. Skriv, for helvede. Bliv ansat for helvede.

Grænsen mellem ked af det og depression?

Godt. Så blev klokken over tre. Hvilket vil sige, at jeg har ligget og kigget op i loftet i over tre timer. Og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Så nu stod jeg op. Tændte en cigaret, og nu sidder jeg i sofaen, og har givet op på det der søvn indtil videre. Accepteret, at det kommer ikke til at ske. Oh well, det er søndag i morgen, og jeg skal ikke nå op til noget som helst.

Jeg tænker på at skære i mig selv. Det er halvanden måned siden jeg gjorde det sidst - og før det var det flere år siden. Det var kun ridser, der for halvanden måned siden, og kun 5 ar. Og de er allerede væk. Det blev ikke dybt, og det fortryder jeg. I de 17 timer han var væk tænkte jeg så forbandet meget på det, men holdte mig tilbage - for hvad nu hvis han fortrød; så skulle han se friske ar. Nu er det mig, der fortryder. Jeg har tænkt på det hver dag. Forbandede afhængighed. Til gengæld spiser jeg, og tager på (!).
Jeg ved ikke hvorfor det fylder så meget. Måske er det alt det, der er sket, måske blev jeg bare mindet om, hvor let det er, og hvor godt det føles den nat. Men jeg er ikke rigtig glad, og jeg ved, at det vil hjælpe mig med at have den følelse - lige nu, ihvertfald.

Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal stille op. Derfor; en liste:

- Psykiatri
Det kræver, at jeg henvender mig til min læge, som intet ved om mig, og derfor skal jeg fortælle heeeeele historien. Uden med sikkerhed at vide, om jeg overhovedet har det dårligt nok til at komme tilbage i psykiatrien. Og helt ærligt, så er det også lidt et nederlag, hvis jeg skal tilbage i distriktspsykiatrien. Og jeg vil IKKE have medicin. Okay, lige nu kunne en sovepille være rar, men antidepressive vil jeg aldrig igen efter jeg blev suicidal i indkæringen sidst.

- Fikse det hele selv
Det har jeg prøvet. Siden november '14. Det er altså 10 måneder, hvor jeg har kæmpet. Og det er ikke blevet bedre, selvom jeg har forsøgt at bruge de værktøjer jeg lærte i mine 5 år i psykiatrien.

- Bruge mine venner og min kæreste
Det har jeg også prøvet. Uden held. Fordi jeg ikke kan være helt ærligt, og fordi de ikke rigtig ved bedre ind at spørge ind til praktiske ting og at sige, at det er noget lort. Og det er jo også ganske rigtigt. Det hjælper bare ikke rigtigt.

- Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser
Det er mit bedste bud. At ringe ind og få en rådgivningstid. Fortælle hvad der er sket, og hvordan jeg har det, også få råd til, hvad der vil være passende at gøre. Jeg har ikke mange tvivl om, at jeg har en belastningsreaktion, men hvad skal jeg gøre? Vente på at den går over, eller få noget hjælp til at håndtere den?
Problemet er jo bare, at jeg er frivillig. Og jeg elsker at være frivillig der, håbede egentlig på at få flere opgaver, mens jeg er arbejdsløs. Men det kan jeg jo ikke rigtigt, hvis de ser mig som syg. Jeg er bange for at møde rådgivere jeg kender, eller generelt bare folk jeg har lavet projekter med, hvis jeg er derinde til en samtale. Jeg hader at indrømme, at jeg har fået et tilbagefald. For helvede, hvor er det et nederlag at erkende overfor dem. Mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med en dag. Sådan rigtig professionelt.

Åhh altså, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke en depression. Jeg er i stand til at fungere, jeg kan mærke de fleste af mine følelser. Men jeg er mere, end bare ked af det. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan komme ud af det her selv.

Er der nogen gode forslag derude?
 

17 timer

Jeg har været et par timer om at få startet det her indlæg. Både fordi jeg ved, at du læser med, og jeg ikke har lyst til at du skal vide så meget om det her, men også fordi det bare er sindssygt hul i hovedet svært at skrive om.

Han gik fra mig. I 17 timer var vi ikke kærester. Efter jeg i dage havde listet rundt om ham, og prøvet at finde ud af, hvorfor han ikke ville snakke med mig mere kolliderede det i, at jeg sad og hyperventilerede - og jeg kunne ikke mærke hans hånd på min skulder, han trøstede mig ikke, og der vidste jeg, at han ville gå - fra mig. Da jeg vendte mig om, og skingert fik råbt "Nu siger du noget! Jeg ved ikke om det er mig, der er fjollet, eller hvad der sker - men nu fortæller du mig en eller anden grund til, at du opfører dig sådan her"

Han begyndte at græde og mumlede "jeg synes ikke at vi skal være kærester mere".

Men egentlig er det ikke her historien egentlig startede.

Den startede den dag i slutningen af november, da min mor fik kræft. Og jeg blev fraværende. Historien udvikler sig i takt med kemobehandlinger i januar, hvor jeg bruger mine fleste vågne timer hos min mor, og når jeg er hjemme græder jeg mest. Eller har ihvertfald lyst til at græde. Jeg bliver mere fraværende. Da min far får en blodprop i hjernen, bliver jeg ikke kun fraværende mentalt, men jeg kan ikke sidde stille derhjemme og være sammen med nogen. Jeg løber og løber - bliver fysisk fraværende. Bachelor og bulimien hjælper på intet af det - jeg er officielt ikke længere til stede i mit selv. Nyheden om min lillesøsters triste tanker gør det hele værre. Og jeg er helt magtesløs. Jeg spiser ikke, jeg spiser, jeg løber, tager lidt piller, kaster lidt op, græder og skriver forresten lige min bachelor. Og får 12.

Sådan gik det til, at efter næsten 3 år forlod han mig. Og kom tilbage efter 17 timer. Fordi han jo elsker mig, jeg har bare ikke været mig, og dermed ikke den han elsker. Han har været fantastisk og passer på mig og trøstet, men jeg har ikke været i stand til at imødekomme nogen som helst følelsesmæssige behov. Jeg er effektiv, når jeg ikke er mig selv. Jeg kan sagtens ordne alt praktisk selv, uden problemer. Men at møde andres glæder og sorger, når jeg ikke er mig - det er jeg på ingen måde i stand til.

Det er og bliver et kæmpe tillidsbrud. Da vi blev kærester sagde jeg ja på to betingelser: 1 - man må ikke være utro. 2 - man skal sige, hvordan man har det løbende.
To enkle betingelser, som vi begge har overholdt, og har været noget af det, der har gjort, at vi har haft det så let så længe. Men det sidste halve år er det ikke blevet overholdt. Ligesom jeg ikke kunne mærke, at jeg mistede mig selv mere og mere undervejs har han ikke kunnet mærke, at han havde behov der ikke blev mødt før det kulminerede i, at han fik "følelser" for en anden. De er i situationstegn fordi det ikke var følelser, men de elementer som jeg ikke kunne opfylde i vores forhold mødte han hos en anden. Av. Det gør virkelig ondt at skrive. Ikke destomindre er det sandheden - og gud ske tak og lov for det. For det kan fikses. Det kræver bare tid og arbejde. Noget vi egentlig ikke har været så forfærdelig vant til, fordi det altid bare har føltes som om det var meningen, at det skulle være os to mod resten af verden.

Men det er planen. For vi elsker faktisk hinanden. Og i de 17 timer jeg havde uden ham var min verden virkelig tom. Vi skal italesætte vores behov og følelser i højere grad, og jeg skal opbygge tilliden til, at han italesætter hans behov igen. Og snakker med nogen, så han finder ud af, hvad der faktisk er galt. Gode råd og tips modtages med kyshånd.

Indtil videre har vi nu været sammen i 4 uger i pt. 2 af vores forhold, og vi hygger os i høj grad. Og vi glæder os til 10 dages pool ferie lige rundt om hjørnet.

Hermed en lille opdatering - jeg håber, den forklarede mit tidligere indlæg.