Angsten

Jeg tror ikke, at folk, der virkelig har oplevet angst, og virkelig har oplevet depression er i stand til at forstå, hvordan det føles. Sådan helt ind i knoglerne.

Da jeg var 16 fik jeg en depression udløst af belastningsreaktioner. Med andre ord; der skete for mange svære ting, og jeg kunne ikke håndtere dem. Jeg husker følelsen som ligegyldighed, overfor alt, men især overfor mig selv og min fremtid. Jeg var ikke i stand til at se frem, fordi jeg var overbevist om, at der aldrig ville være noget, der var godt igen. Derfor blev jeg selvdestruktiv - alt var jo ligemeget, så hvorfor skulle jeg overhovedet prøve at skabe en fremtid for mig selv?
Jeg husker angsten ved det vendepunkt, der hedder, at jeg solgte min krop for penge. Husker jeg stod udenfor i opgangen, og ikke kunne trække vejret, og prøvede at ræssonere med mig selv om, hvorfor. Idag ved jeg hvorfor det var så svært at trække vejret, det var det punkt i depressionen, at jeg virkelig ikke kunne se, at mit liv skulle blive bedre, og at jeg nogensinde ville føle gode ting igen.

Et par år efter kom angsten igen. Jeg ved ikke, om den havde forladt mig, men den forblev ihvertfald stærkere. Jeg havde en følelse af at blive kvalt, af at mit hjerte altid slog for fuld kraft, og jeg kunne ikke finde ro nogen steder. Det var en forfærdelig følelse, fordi den forfulgte mig, og gjorde det svært for mig at koncentrere mig, at lade som om jeg var glad og forårsagede den søvnløshed. Denne gang prøvede jeg noget nyt, istedet for den tydelig selvdestruktion i form af prostitution og selvskade. Jeg gik på kur. Kuren gav mig ro, gjorde mig fokuseret, målrettet, gav mig noget at være glad for og jeg kunne altid sove, fordi min krop var udmattet. Min spiseforstyrrelse fjernede min depression og min angst.

Men så enkelt er det selvfølgelig ikke. Fordi spiseforstyrrelsen var en et-lags forbinding på et blødende sår. Efter en kort periode kom angsten igen - bare med tifoldig styrke. For nu drejede angsten sig om mad, krop, motion og vægttab. Spiste jeg nu efter den plan jeg havde lavet, tabte jeg mig ifølge den kurve jeg havde tegnet, hvordan sad de bukser jeg ikke kunne passe for en måned siden, hvorfor kunne jeg ikke løbe længere. Spiseforstyrrelsen forledte mig ind i en spiral af "ikke-god-nok"-følelser. Til sidst blev det så slemt, at jeg ikke kunne koncentrere mig, jeg kunne ikke lade som om, at jeg var glad og jeg kunne ikke længere sove. Jeg havde følelesen af at blive kvalt i ikke at være god nok, og at mit hjerte altid hamrede for fuld kraft. Og jeg var tilbage, der hvor jeg startede. Min kur mod angst virkede ikke længere.

Det, der var virkelig svært var, at da jeg begyndte at arbejde mod spiseforstyrrelsen, og al den angst der lå i de dogmer jeg havde bygget op for mit liv, hvilket var virkelig hårdt, føltes det ikke bedre. For den gamle angst, den der lå bag spiseforstyrrelsen var stadig tilbage. Den skulle jeg stadig arbejde med. Og den arbejder jeg stadig med. For det er stadig svært ikke at gøre noget, som jeg ved virker. Jeg ved, at hvis jeg nu lige spiser lidt mindre, så finder jeg lidt ro. Men jeg ved også, at den ro ikke er varig. At vejen frem ikke er den midlertidige løsning. Vejen frem er det lange seje træk, der handler om at jeg er god nok, og ingen må få mig til at føle mindre end det.

Det tror jeg ikke, at mennesker uden angst kan forstå - at spiseforstyrrelse kan virke som en ganske fornuftig løsning på angst. Jeg tror ikke de forstår, fordi logikken bag, at det ikke er en løsning er nem at forstå. Problemet er bare ikke logik, problemet er at angsten og depressionen er så forfærdelige følelser, at alt andet kan føles bedre.

To do or absolutely not to..

En stor portion nudler med grøntsager og kylling
Forårsruller
1 stk. rugbrød m. smør og honning
5 amerikanske pandekager

Er hvad jeg har spist indenfor den sidste time. Og nu sidder jeg her, med alvorlig kvalme. Og overvejer, om jeg skal få den til at gå væk. På den hurtige eller langsomme måde. Og fortryder det hele. Fuck altså.

Siden sidst

Den 29. oktober var sidste gang jeg skrev. I efterårets og arbejdsløshedens mørke. Hvor jeg var ved at blive kvalt, fordi jeg ikke kunne skrige.
Så skete dét.
Dét fantastiske, angstprovokerende, vidunderlige, forfærdelige, hæslige og dét jeg drømte om, hver gang jeg åbnede et word-dokument og skrev; jeg er sød, jeg håber at I gider at snakke med mig..
- jeg fik et arbejde.
Et arbejde, hvor man står op hver morgen.
Hvor man spiser frokost i en kantine.
Har kollegaer.
Har stress.
Har ansvar.
Går op i sin flex.
Og tjener penge.
Og svarer på mails.
Hvor man har et hverdag, et liv, en rytme, indhold og noget at stå op til.
Og det er fantastisk, angstprovokerende, vidunderligt, forfærdelig, hæsligt og lige det jeg drømte om.

Problemet er bare, at når man går og længes efter noget bilder man sig selv ind, at alt bliver godt, når først... Og sådan går det sjældent aldrig.
Men det gode ved det er, at jeg bliver ved med at skrive. Fordi jeg har en million ord og følelser i mig, der aldrig bliver udtømt, for sådan er det at være mig - og for det meste er det faktisk en fornøjelse - at være mig.

 

Et stk. lydtæt rum hvor jeg kan skrige, tak

Hun spurgte mig
om jeg var vred
Og jeg sagde nej
Egentlig uden at have overvejet
For jeg er jo aldrig vred
Og når jeg er
er det en vrede jeg italesætter
i pæne ord
pakket ind
i forståelse
og jeg tager altid min oplevelse
for det den er
 - min oplevelse
Men jo mere jeg mærker
Jo rigtigere føles den mærkat
Jeg er vred
På min mor
På min far
På min kæreste
På min søster
På mine venner
På verden
Jeg er vred på alle
Og på alt
Fordi de ikke hører
Fordi de ikke kan hjælpe
Fordi det gør ondt at elske
Fordi jeg ikke må råbe
Fordi de siger det kunne være værre
Fordi jeg ikke er glad

Hjertebanken og ondt i maven

Det er svært at trække vejret
særligt om aftenen og på søndage
Det er det bedste og det værste at være sammen med andre mennesker
fordi de kan få mig til at glemme følelsen i timer
og fordi de ikke kan
og jeg bliver mindet om, at den er der
min følelse
som jeg ikke ved hvad betyder
men tror betyder, at jeg har brug for noget at lave
noget, der giver mig mening
noget, der giver mig værd
Som kan få mit hjerte til at banke langsommere
Og kan opløse knuden i min mave
om ikke andet - så bare lidt af tiden
Og få mig til sådan rigtigt at grine igen
Fordi det er faktisk ikke til at holde ud
Og det er ikke nemt at blive ved med at lede efter forklaringer

Det var bare det
Tak

Livet som arbejdssøgende

Klokken er 14. Seriøst. Og det er mandag. Starten på endnu en indholdsløs uge..

Nå. Idag har jeg:

- Set to afsnit Gossip Girl og spist morgenmad
- Barberet ben
- Været i bad
- Taget tøj på
- Lavet mit Cv til specifik stilling
- Skrevet ansøgning til specifik stilling
- Sendt det til tjek og sparring
- Set beverly og spist frokost

Seriøst. Det er mandag. Kl. er 14, og jeg orker ikke mere. Det er bare ikke rigtig en mulighed. Skriv, for helvede. Bliv ansat for helvede.

Grænsen mellem ked af det og depression?

Godt. Så blev klokken over tre. Hvilket vil sige, at jeg har ligget og kigget op i loftet i over tre timer. Og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Så nu stod jeg op. Tændte en cigaret, og nu sidder jeg i sofaen, og har givet op på det der søvn indtil videre. Accepteret, at det kommer ikke til at ske. Oh well, det er søndag i morgen, og jeg skal ikke nå op til noget som helst.

Jeg tænker på at skære i mig selv. Det er halvanden måned siden jeg gjorde det sidst - og før det var det flere år siden. Det var kun ridser, der for halvanden måned siden, og kun 5 ar. Og de er allerede væk. Det blev ikke dybt, og det fortryder jeg. I de 17 timer han var væk tænkte jeg så forbandet meget på det, men holdte mig tilbage - for hvad nu hvis han fortrød; så skulle han se friske ar. Nu er det mig, der fortryder. Jeg har tænkt på det hver dag. Forbandede afhængighed. Til gengæld spiser jeg, og tager på (!).
Jeg ved ikke hvorfor det fylder så meget. Måske er det alt det, der er sket, måske blev jeg bare mindet om, hvor let det er, og hvor godt det føles den nat. Men jeg er ikke rigtig glad, og jeg ved, at det vil hjælpe mig med at have den følelse - lige nu, ihvertfald.

Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal stille op. Derfor; en liste:

- Psykiatri
Det kræver, at jeg henvender mig til min læge, som intet ved om mig, og derfor skal jeg fortælle heeeeele historien. Uden med sikkerhed at vide, om jeg overhovedet har det dårligt nok til at komme tilbage i psykiatrien. Og helt ærligt, så er det også lidt et nederlag, hvis jeg skal tilbage i distriktspsykiatrien. Og jeg vil IKKE have medicin. Okay, lige nu kunne en sovepille være rar, men antidepressive vil jeg aldrig igen efter jeg blev suicidal i indkæringen sidst.

- Fikse det hele selv
Det har jeg prøvet. Siden november '14. Det er altså 10 måneder, hvor jeg har kæmpet. Og det er ikke blevet bedre, selvom jeg har forsøgt at bruge de værktøjer jeg lærte i mine 5 år i psykiatrien.

- Bruge mine venner og min kæreste
Det har jeg også prøvet. Uden held. Fordi jeg ikke kan være helt ærligt, og fordi de ikke rigtig ved bedre ind at spørge ind til praktiske ting og at sige, at det er noget lort. Og det er jo også ganske rigtigt. Det hjælper bare ikke rigtigt.

- Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser
Det er mit bedste bud. At ringe ind og få en rådgivningstid. Fortælle hvad der er sket, og hvordan jeg har det, også få råd til, hvad der vil være passende at gøre. Jeg har ikke mange tvivl om, at jeg har en belastningsreaktion, men hvad skal jeg gøre? Vente på at den går over, eller få noget hjælp til at håndtere den?
Problemet er jo bare, at jeg er frivillig. Og jeg elsker at være frivillig der, håbede egentlig på at få flere opgaver, mens jeg er arbejdsløs. Men det kan jeg jo ikke rigtigt, hvis de ser mig som syg. Jeg er bange for at møde rådgivere jeg kender, eller generelt bare folk jeg har lavet projekter med, hvis jeg er derinde til en samtale. Jeg hader at indrømme, at jeg har fået et tilbagefald. For helvede, hvor er det et nederlag at erkende overfor dem. Mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med en dag. Sådan rigtig professionelt.

Åhh altså, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke en depression. Jeg er i stand til at fungere, jeg kan mærke de fleste af mine følelser. Men jeg er mere, end bare ked af det. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan komme ud af det her selv.

Er der nogen gode forslag derude?