Tirsdag blev det i dag. Og mit sind har haft kredset så meget om mad og vægt, at jeg ikke havde lagt mærke til det. Ikke før jeg fik fri fra arbejde og pludselig stod i metroen og var på vej hen til ham.
Inde i mit hoved var han vokset til et monster, der ville bide hovedet af mig, bebrejde mig, skælde mig ud, udnytte mig og såre mig i løbet af de første sekunder. Men så stod han bare der, ved siden af sin cykel med røde kinder, kort hår, vand i øjnene og et stort smil, da han fik øje på mig.
Han gav mig et kram, og vi gik hen til caféen. Min søster stod udenfor med en af hendes venner, så jeg fik ret hurtigt overbevist ham om, at der skulle vi ikke hen.
Vi gik hen til en anden café, fik vores kaffer og smalltalkede om ikke-vigtige ting i en times tid. Så gik vi tilbage. Krammede farvel, og det var det.
Var et rod af tanker, imens jeg gik hjem. Han er bare en mand, et menneske. Som engang var 27 år og havde sex med en 16-årig pige. Og han troede virkelig, at det var det hun ville, og kun det. Han syntes, hun var smuk, sjov, klog og at de havde god sex. Men en dag blev han forelsket i en anden. Når man satser, risikerer man at tabe. Og sådan er det i al kærlighed. Og alt muligt gik galt.
Og måske er den ikke længere.
Jeg ved ikke, hvad hans intentioner er. Ved ikke, om det skal være mere nu. Men vi drak en kop kaffe, fik en sludder for en sladder og vist, hvem vi hver især er i dag her 3 år efter vi mødtes.
(Forresten har kokken skrevet. Ham jeg var sammen med i starten af januar. Første gang jeg hører fra ham siden. Hvad fanden er meningen. Ved ikke, om jeg er sur eller glad. Men ved, at jeg nok ikke burde have mænd i mit liv lige nu.)
2 dage til skolestart.....
tirsdag den 31. januar 2012
søndag den 29. januar 2012
Søndagsreflektioner
I denne her uge kommer alt til at ske.
Det sidder dybt i mig, følelsen af angst - følelsen af forventning. Jeg er så pokkers bange for det hele, og jeg aner ikke om det kommer til at gå.
Jeg er blevet uvenner med min bedste veninde. Fordi hun er usikker, og jeg er asocial. Og selvom jeg har brug for at se hende, savner hende sindssygt, så har jeg svært ved at tage initiativ, svært ved at overholde aftaler. Og jeg forstår udemærket at det gør ondt på hende, vi har været forbi denne her så mange gange før. For helvede, undskyld, undskyld, undskyld. Jeg kan ikke sige andet. Jeg elsker dig, og jeg kan ikke uden dig.
Jeg har gjort det dummeste nogensinde. Jeg skal ses med min eks. Ham, der sårede mig. Rev mig i 1000 stykker. Det er ikke gået op for mig. Jeg kan ikke håndtere, hvis han vil have mig - jeg kan ikke håndtere, hvis han ikke vil. Vi skal drikke en kop kaffe på min stamcafé, hvor jeg er tæt med ejeren. Han kender faktisk historien om eks'en. Fuck, det gør ondt. Hvorfor var det nu lige, at jeg ville det her?
Mit halve sabbatår slutter i denne her uge. Jeg ville gerne veje under 70 kg, have et fast arbejde, som jeg kunne fortsætte med under studiet, jeg ville flytte hjemmefra, jeg ville ikke have udøvet selvskade. Jeg ville have styr på mit liv - have lagt Michael og Ole helt væk. Jeg ville vide, hvem jeg var, uden al sorgen. I stedet er jeg det sidste halve år blevet mere og mere opslugt af en syg verden, hvor jeg er på grænsen til noget farligt. Jeg er angst for, at det ikke forsvinder ved min studiestart og denne fortvivlelse skal fylde mig resten af livet. Men på den anden side, håber jeg også på, at det kan blive som i slutningen af gymnasiet, hvor jeg ikke spiste noget om dagen - men heller ikke tænkte på det, fordi jeg var opslugt af studier.
Det første stykke tid bliver hårdt, da jeg slet ikke har lyst til at møde nye mennesker; og jeg ved ikke, hvordan jeg skal definere mig selv. Mine tanker om, hvad jeg er, har jeg ikke lyst til at præsentere for andre. Det er sygt og grimt. Og rigtig, rigtig svært. Og jeg er angst.
Men alle mine følelser, mine problemer, mine triste øjeblikke må give mig en dybere forståelse af andre mennesker og give mig en bedre mulighed for at kunne gøre det jeg virkelig drømmer om: at hjælpe andre.
Og det er det, der er målet.
Det sidder dybt i mig, følelsen af angst - følelsen af forventning. Jeg er så pokkers bange for det hele, og jeg aner ikke om det kommer til at gå.
Jeg er blevet uvenner med min bedste veninde. Fordi hun er usikker, og jeg er asocial. Og selvom jeg har brug for at se hende, savner hende sindssygt, så har jeg svært ved at tage initiativ, svært ved at overholde aftaler. Og jeg forstår udemærket at det gør ondt på hende, vi har været forbi denne her så mange gange før. For helvede, undskyld, undskyld, undskyld. Jeg kan ikke sige andet. Jeg elsker dig, og jeg kan ikke uden dig.
Jeg har gjort det dummeste nogensinde. Jeg skal ses med min eks. Ham, der sårede mig. Rev mig i 1000 stykker. Det er ikke gået op for mig. Jeg kan ikke håndtere, hvis han vil have mig - jeg kan ikke håndtere, hvis han ikke vil. Vi skal drikke en kop kaffe på min stamcafé, hvor jeg er tæt med ejeren. Han kender faktisk historien om eks'en. Fuck, det gør ondt. Hvorfor var det nu lige, at jeg ville det her?
Mit halve sabbatår slutter i denne her uge. Jeg ville gerne veje under 70 kg, have et fast arbejde, som jeg kunne fortsætte med under studiet, jeg ville flytte hjemmefra, jeg ville ikke have udøvet selvskade. Jeg ville have styr på mit liv - have lagt Michael og Ole helt væk. Jeg ville vide, hvem jeg var, uden al sorgen. I stedet er jeg det sidste halve år blevet mere og mere opslugt af en syg verden, hvor jeg er på grænsen til noget farligt. Jeg er angst for, at det ikke forsvinder ved min studiestart og denne fortvivlelse skal fylde mig resten af livet. Men på den anden side, håber jeg også på, at det kan blive som i slutningen af gymnasiet, hvor jeg ikke spiste noget om dagen - men heller ikke tænkte på det, fordi jeg var opslugt af studier.
Det første stykke tid bliver hårdt, da jeg slet ikke har lyst til at møde nye mennesker; og jeg ved ikke, hvordan jeg skal definere mig selv. Mine tanker om, hvad jeg er, har jeg ikke lyst til at præsentere for andre. Det er sygt og grimt. Og rigtig, rigtig svært. Og jeg er angst.
Men alle mine følelser, mine problemer, mine triste øjeblikke må give mig en dybere forståelse af andre mennesker og give mig en bedre mulighed for at kunne gøre det jeg virkelig drømmer om: at hjælpe andre.
Og det er det, der er målet.
torsdag den 26. januar 2012
Je suis désordonnée
Jeg har spist i så store mængder og hver dag fejler jeg, selvom jeg hver aften planlægger, hvordan jeg skal blive lykkelig og sulten. Jeg kan ikke holde andre mennesker ud, jeg hader mine regler, har ødelagt min stepmaskine og min højre fod er hævet og blå, men har alligevel gået 10 km på den i dag, jeg føler mig grim og fed og er løbet tør for afføringsmiddel, jeg har haft sex med guitatisten igen,, jeg kan ikke se fjernsyn mere, for det eneste jeg tænker på er, deres kroppe, ser en ny fyr, spansk-modellover vil ses, har ikke set min bedst veninde i en uge, og jeg taber mig ikke, vejer 73 kg, hader mig selv, vil skære i mig selv, fuck fuck fuck så han mine ar?, jeg skal se min eks for første gang i 2 år, jeg har lovet min lillesøster at shoppe med hende imorgen, men jeg har ikke lyst, alle minder jeg har fra det sidste år involverer mad, min mormor skriver bekymrede sms'er til mig fordi jeg begyndte at græde sidst vi sås under middagen, jeg er så ulækker, jeg forstår ikke, hvad der er tiltrækkende ved mig, får så mange komplimenter i øjeblikket, alligevel hader jeg mig selv og alt jeg gør og alt jeg siger og alt jeg tænker og alt jeg skriver og jeg har lyst til at græde og skære, for de elsker mig ikke, og måske skulle jeg snakke med nogen, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg siger alt er fint og så er der ikke mere at snakke om og alt er fint, ikke? jeg er kun en luder, mens vi havde sex i tirsdags borede jeg neglene ned i mit lår, det gjorde så lorte ondt og det gør det hele tiden, og han siger jeg skal tage en fortrydelsespille, jeg siger jeg har gjort det, men vil hellere bruge pengene på afføringsmiddel, jeg kan ikke se min mor blive sygere nu, det gør alt sammen for ondt, jeg vil flytte, jeg vil flytte lige nu, jeg kan ikke mere, jeg har brug for en ny start, et nyt liv, jeg har ikke lyst til at findes og fuck - jeg skal starte uddannelse torsdag.
JEG VIL IKKE HAVE DENNE HER FØLELSE SOM JEG IKKE KAN DEFINERE
OG IKKE KAN SLIPPE AF MED
JEG VIL IKKE
JEG VIL IKKE HAVE DENNE HER FØLELSE SOM JEG IKKE KAN DEFINERE
OG IKKE KAN SLIPPE AF MED
JEG VIL IKKE
Surt opstød
Hader når man prøver på at fortælle nogen noget, og de så siger: "du behøves ikke, hvis du ikke har lyst". Det ved jeg jo godt, at jeg ikke BEHØVES. Men hvis du vil lære mig at kende er det ligesom nødvendigt.
Nææ, det, det i virkeligheden betyder er: "jeg kan mærke, at du skal til at fortælle noget, der har været ubehageligt for dig. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på det. Så stop. Nu."
Og det er noget pis. Det svære er også en del af livet, i hvert faldt mit, og det bliver nødt til at være noget jeg snakker om - hvis du vil forstå mig. Hvis du vil vide, hvorfor jeg er mig. Og jeg forventer ikke nogen speciel reaktion, hvis du går helt i sort kan du altid bare klappe mig på skulderen. Det er bedre, end at du ikke rigtig kender mig. Egoistiske svin.
Nææ, det, det i virkeligheden betyder er: "jeg kan mærke, at du skal til at fortælle noget, der har været ubehageligt for dig. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på det. Så stop. Nu."
Og det er noget pis. Det svære er også en del af livet, i hvert faldt mit, og det bliver nødt til at være noget jeg snakker om - hvis du vil forstå mig. Hvis du vil vide, hvorfor jeg er mig. Og jeg forventer ikke nogen speciel reaktion, hvis du går helt i sort kan du altid bare klappe mig på skulderen. Det er bedre, end at du ikke rigtig kender mig. Egoistiske svin.
onsdag den 25. januar 2012
Fordi hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre
Næsten som om hun ikke findes
går hun
forvirret, desorienteret, desillusioneret
nok lidt fordi hun for lang tid siden opgav
at leve i denne her verden
under de her omstændigheder
med de her følelser
Hun går
lidt for at komme tættere på
lidt for at flygte
men mest for at føle, at hun er på vej
og så er det lige meget
om det er længere ud
Hun går
fordi det er paradoksalt
at det gør ondt
at vide
at hun er afhængig af at føle smerte.
Hun går.
går hun
forvirret, desorienteret, desillusioneret
nok lidt fordi hun for lang tid siden opgav
at leve i denne her verden
under de her omstændigheder
med de her følelser
Hun går
lidt for at komme tættere på
lidt for at flygte
men mest for at føle, at hun er på vej
og så er det lige meget
om det er længere ud
Hun går
fordi det er paradoksalt
at det gør ondt
at vide
at hun er afhængig af at føle smerte.
Hun går.
mandag den 23. januar 2012
Et brev og solen
Solen skinner på en måde som om det er utilgiveligt
at jeg sidder indenfor
Men det bliver jeg altså nødt lige nu
for tårerne løber ned af mine kinder og jeg kan ikke trække vejret
Jeg prøver. Jeg har fået en besked fra en af min søsters veninder. De kender hinanden fra hospitalet, og da jeg også kom der dagligt, da min søster var indlagt, kender hun altså også mig. Hun har altid været et af de mennesker, som jeg har beundret og virkelig inderligt håbet (og vidst), at hun kunne kæmpe sig ud af sine problemer. Hun havde anoreksi - idag har hun en smuk krop, en sød baby, mand og lejlighed.
"Jeg følger jo lidt med på sidelinjen på fb og bliver ærligt lidt bekymret/ ked. Der er ingen tvivl om, at dit vægttab har taget overhånd(ud fra hvordan jeg oplever det).
Jeg kan genkende meget af mig selv (fra da jeg var syg) i dit ansigtsudtryk." - skriver hun. Jeg er bange, er det så tydeligt? Kan alle se den smerte og de dæmoner, der altid raser og fortæller mig, at jeg aldrig er god nok?
Jeg ved ikke. Hun skriver, at hun ikke har spurgt min søster om tilladelse; men tænker lidt, at det er hende der står bag. Og det er for så vidt også okay; jeg ved bare ikke om hendes bekymring er oprigtig. Og jeg ved ikke, om det jeg svarer så bare ryger direkte videre. Og jeg er jo slet ikke som hende, så tynd bliver jeg aldrig. Jeg håber virkelig ikke, at min søster tvinger hendes veninder til at virke som om, at de bekymrer sig. Åhr, hvor er det her noget lort.
Måske vil jeg alligevel prøve.
At cykle en lille tur, og måske nyde solen, fordi den måske imorgen ikke er her.
at jeg sidder indenfor
Men det bliver jeg altså nødt lige nu
for tårerne løber ned af mine kinder og jeg kan ikke trække vejret
Jeg prøver. Jeg har fået en besked fra en af min søsters veninder. De kender hinanden fra hospitalet, og da jeg også kom der dagligt, da min søster var indlagt, kender hun altså også mig. Hun har altid været et af de mennesker, som jeg har beundret og virkelig inderligt håbet (og vidst), at hun kunne kæmpe sig ud af sine problemer. Hun havde anoreksi - idag har hun en smuk krop, en sød baby, mand og lejlighed.
"Jeg følger jo lidt med på sidelinjen på fb og bliver ærligt lidt bekymret/ ked. Der er ingen tvivl om, at dit vægttab har taget overhånd(ud fra hvordan jeg oplever det).
Jeg kan genkende meget af mig selv (fra da jeg var syg) i dit ansigtsudtryk." - skriver hun. Jeg er bange, er det så tydeligt? Kan alle se den smerte og de dæmoner, der altid raser og fortæller mig, at jeg aldrig er god nok?
Jeg ved ikke. Hun skriver, at hun ikke har spurgt min søster om tilladelse; men tænker lidt, at det er hende der står bag. Og det er for så vidt også okay; jeg ved bare ikke om hendes bekymring er oprigtig. Og jeg ved ikke, om det jeg svarer så bare ryger direkte videre. Og jeg er jo slet ikke som hende, så tynd bliver jeg aldrig. Jeg håber virkelig ikke, at min søster tvinger hendes veninder til at virke som om, at de bekymrer sig. Åhr, hvor er det her noget lort.
Måske vil jeg alligevel prøve.
At cykle en lille tur, og måske nyde solen, fordi den måske imorgen ikke er her.
lørdag den 21. januar 2012
Jeg ville ønske..
at jeg kunne stoppe.
For det her - det slider mig op. Og jeg kan mærke den, den sygdom som jeg nægter at indse, at jeg har. Et af mine problemer med psykologen er, at hun taler om den. Kalder den ved dens navn, kalder den det det er - en psykisk lidelse. Og det er jeg ikke klar til at acceptere - også selvom jeg et eller andet sted godt ved, at det nok er sandheden. For jeg er så splittet. En rask del af mig kan sagtens se, at det jeg gør, og det jeg føler er sygt og forkert. Men en syg del af mig kan ikke forhindre mig i at føle og gøre de ting jeg gør.
Og det er grimt, grotesk og virkelig skræmmende;
at se sig selv spise, spise og spise til en familie begivenhed, fordi et familiemedlem har kommenteret "du bliver tyndere og tyndere". For derefter at få det så dårligt med sig selv, at man ser sig selv, stille og helt samlet, gå ud på toilettet igen og igen. Hænge ens blazer og bælte på dørhåndtaget og samle ens lange og underligt tynde hår på dørhåndtaget og sætte sig ned på knæ og stikke ens fingre langt ned i halsen, men uden at kroppen vil samarbejde om ens eget lille dødelige projekt.
Lydene kommer, men intet vil lykkedes. Samlet, rolig, tage blazer og bælte på igen, slå håret løs - rode op i det. Sætte sig ind i forsamlingshuset med enormt lyst til at skære. Og efter en tid, hvor man har boret neglene så hårdt ned i ens arm, under den blazer i str. 36, som er ved at blive alt for stor, gå på toilettet igen, for at fortsætte med at bore negle ned i lårene og hænge alt igen, og samle håret og lægge sig på toiletgulvet og lave 100 rygøvelser og 100 mavebøjninger. Og da man kommer ud bliver man helt lettet over at høre, at nu skal vi hjem. Men på vej hjem i bilen laver man så for første gang i bukserne, fordi man har taget en alt for stor dosis afføringsmiddel. Føler mig så ynkelig, så patetisk, så syg - og jeg kan ikke stoppe.
Og hvis nogen læser med, er det eneste jeg vil sige til jer: Elsk jer selv. Lige meget hvad nogen har gjort jer, og hvad I har gjort jer selv - elsk jer. Det er opslidende at ville dø, og det er ikke det værd. Jeg har nået kvalmegrænsen for at blive beundret at mine venner og familie for mit vægttab og hvis jeg havde modet ville jeg fortælle dem alle, hvordan jeg kæmper - men det har jeg ikke, ikke lige nu. Man kan vel ikke være spiseforstyrret og have et normalt BMI, er de flestes (inklusiv min egen) tilgang til anoreksi.
Jeg ville ønske, at jeg kunne få noget hjælp. Men lige nu virker det håbløst. Jeg kan ikke stoppe alene, når jeg får det sådan her, når jeg spiser. I løbet af de sidste dage har jeg spist, men 9 nye ar sidder nu også på mit lår. Og mange tårer har trillet ned af mine kinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver nødt til at fortsætte. Det gør for ondt at stoppe. Må kæmpe videre for at nå min målvægt, for når jeg når den vil jeg være undervægtig; også vil nogen måske tro på mig, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. Og at jeg dør hver dag. Hjælp mig, jeg vil leve.
For det her - det slider mig op. Og jeg kan mærke den, den sygdom som jeg nægter at indse, at jeg har. Et af mine problemer med psykologen er, at hun taler om den. Kalder den ved dens navn, kalder den det det er - en psykisk lidelse. Og det er jeg ikke klar til at acceptere - også selvom jeg et eller andet sted godt ved, at det nok er sandheden. For jeg er så splittet. En rask del af mig kan sagtens se, at det jeg gør, og det jeg føler er sygt og forkert. Men en syg del af mig kan ikke forhindre mig i at føle og gøre de ting jeg gør.
Og det er grimt, grotesk og virkelig skræmmende;
at se sig selv spise, spise og spise til en familie begivenhed, fordi et familiemedlem har kommenteret "du bliver tyndere og tyndere". For derefter at få det så dårligt med sig selv, at man ser sig selv, stille og helt samlet, gå ud på toilettet igen og igen. Hænge ens blazer og bælte på dørhåndtaget og samle ens lange og underligt tynde hår på dørhåndtaget og sætte sig ned på knæ og stikke ens fingre langt ned i halsen, men uden at kroppen vil samarbejde om ens eget lille dødelige projekt.
Lydene kommer, men intet vil lykkedes. Samlet, rolig, tage blazer og bælte på igen, slå håret løs - rode op i det. Sætte sig ind i forsamlingshuset med enormt lyst til at skære. Og efter en tid, hvor man har boret neglene så hårdt ned i ens arm, under den blazer i str. 36, som er ved at blive alt for stor, gå på toilettet igen, for at fortsætte med at bore negle ned i lårene og hænge alt igen, og samle håret og lægge sig på toiletgulvet og lave 100 rygøvelser og 100 mavebøjninger. Og da man kommer ud bliver man helt lettet over at høre, at nu skal vi hjem. Men på vej hjem i bilen laver man så for første gang i bukserne, fordi man har taget en alt for stor dosis afføringsmiddel. Føler mig så ynkelig, så patetisk, så syg - og jeg kan ikke stoppe.
Og hvis nogen læser med, er det eneste jeg vil sige til jer: Elsk jer selv. Lige meget hvad nogen har gjort jer, og hvad I har gjort jer selv - elsk jer. Det er opslidende at ville dø, og det er ikke det værd. Jeg har nået kvalmegrænsen for at blive beundret at mine venner og familie for mit vægttab og hvis jeg havde modet ville jeg fortælle dem alle, hvordan jeg kæmper - men det har jeg ikke, ikke lige nu. Man kan vel ikke være spiseforstyrret og have et normalt BMI, er de flestes (inklusiv min egen) tilgang til anoreksi.
Jeg ville ønske, at jeg kunne få noget hjælp. Men lige nu virker det håbløst. Jeg kan ikke stoppe alene, når jeg får det sådan her, når jeg spiser. I løbet af de sidste dage har jeg spist, men 9 nye ar sidder nu også på mit lår. Og mange tårer har trillet ned af mine kinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver nødt til at fortsætte. Det gør for ondt at stoppe. Må kæmpe videre for at nå min målvægt, for når jeg når den vil jeg være undervægtig; også vil nogen måske tro på mig, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. Og at jeg dør hver dag. Hjælp mig, jeg vil leve.
Abonner på:
Opslag (Atom)