Sygdommen og mig

Jeg vil være helt alene. Ikke se nogen mennesker, overhovedet. Ingen skal kende min vægt. Jeg vil ikke leve op til andres krav, end mine egne. Jeg vil tabe mig. 20 kg. Og jeg glæder mig. 
Elsker min rus. 
Elsker at tømme kilo efter kilo i toilettet. Elsker at kunne kigge mig selv i øjnene i spejlet, trække vejret lidt lettere og sige: jeg er på vej. 

Jeg hader at leve på denne her måde. Hader at spotte mine røde øjne på vej forbi spejlet efter at jeg endnu engang har kastet op. Jeg hader at ødelægge mig selv, jeg hader at hade mig selv. Jeg tigger og beder en gud, som jeg ikke engang rigtig tror på om at stoppe det her. Måske skulle man bare tage en masse piller og få det her overstået. Men det er ikke mig, jeg vælger aldrig den lette vej. Nu tørrer jeg øjnene, børster mine tænder og cykler ud i verden. 


Jeg er så splittet. Så ambivalent. 

Om min blog

Hvis jeg var et dyr, så ville jeg helt klart være en søko.
Ikke bare fordi den er stor og grim (men jo, disse faktorer spiller også ind), men fordi det
er det absolut mest kiksede dyr, jeg overhovedet kan komme i tanke om.
Og jeg er simpelthen så gennemført kikset.

Efter læsningen af min e-journal begyndte jeg at spørge rundt til et af begreberne, der blev benyttet. Uden overhovedet at skænke det en tanke, at jeg ikke selv havde fundet frem til noget på google, og at jeg havde nævnt det på bloggen.
Lige pludselig begyndte bekendte, tætte veninder og (skræk og gru) familie at finde frem til denne side. Heldigvis fandt jeg selv sammenhængen rimelig hurtigt, og det er grunden til mit fravær og grunden til, at jeg har valgt denne løsning med, at andre blogforfattere godt kan læse med.

Løsningen er blevet sådan, da jeg stadig gerne vil have nye læsere. Og dele min historie, mine tanker, mine ideer, mine ambitioner, mine håb og forhåbentlig kunne give noget videre. Så alle mine ar ikke længere kun er ar, men kan blive en inspirerende erfaring, måske afskrækning, som et modspil til alle de lyserøde blogs, som maler et billede af livet som ung som noget med Agnes cupcakes,  fantastisk mode og mærkevarer, søde kærester, der altid kun gør romantiske ting og bolig i baby-farver.
Den virkelighed findes kun i en fremstilling.

Jeg holder nok lidt lav profil. Holder lidt igen med alt det helt vilde for en tid (ihvertfald med at fremstille det på internettet). Men jeg er stadig den samme (desværre).

VIGTIGT!

Grundet behov for luftning af endnu mere personfølsomme tanker vil jeg mandag gøre min blog privat for et stykke tid. Jeg tilføjer dem, jeg har mailet med som læsere. Hvis du ønsker fortsat at kunne læse mine tanker bedes du tilkendegive dig på mailen anonymnutak@gmail.com, så vil jeg komme med nærmere info :-)

Mvh Ditte

E-journalen

Klokken er snart 5:30, og jeg har ikke sovet endnu.

Lidt over et var jeg ved at skrive et indlæg. Fordi de vil have mig til at tage orlov, sygemelde mig fra jobs og give mig antipsykotisk medicin. Kom pludselig i tanke om, at jeg havde fået noget medicin, som jeg ikke havde fået forklaret hvad var, da jeg var indlagt.
Gik derfor ind på sundhed.dk for at prøve at finde ud af det. Der falt jeg over min e-journal. Har læst alt de sidste 4 timer. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke.
Der er så mange ting, jeg ikke har vidst.

Fra B&U står der, at jeg er kraftig og usoigneret. Det ligner ikke, at jeg har været i bad. Og jeg lugter kraftigt af røg. De er blevet nødt til at lufte ud, efter jeg er gået.
Desuden har min psykolog blandet nogle ting sammen. Eller også har jeg ikke været klar nok. Hun skriver, at jeg både har sagt at jeg havde nederdel og jeans på, da voldtægten fandt sted.

Fra Stolpegården står der, at jeg til tider virker barnlig og ureflekteret.

Gennemgribende i alle 10 forløb er, at jeg åbenbart har forsænket stemmeleje, dårlig øjenkontakt, nedsat psykomotorisk tempo, er grådlabil og er mimikfattig. 


På den lukkede går de meget op i, at jeg ikke nævner dengang efter voldtægten, hvor jeg tog 10-15 panodiler som et tidligere selvmordsforsøg.
Der står, at jeg har strea destensia (HVAD ER DET??) og uregelmæssig hjerterytme (aaarh, derfor de gik så meget op i det der ekg-fis)

De skriver alle sammen konstant forkert ift. hvor mange søskende jeg har og deres køn. Generelt er der mange fejl. Også vigtige steder. Jeg skulle ikke have læst det. Troede de var der for at hjælpe mig. Det gjorde jeg virkelig. I virkeligheden har de bare hadet mig. Modbydelig læsning.

Kære liv. Jeg vil ændre dig.

Hendes gennemborende øjne var både varme og kolde på en måde, som jeg aldrig før har set.

Jeg behøvede ikke at sige så meget, for på en eller anden måde kendte hun mig allerede.
Og måske fortalte hun mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen.

Jeg oplever det allerede. Jeg fryser altid, er altid træt, har altid hovedpine, har fordøjelses problemer, ekstra hårvækst på kroppen, laver underlige stavefejl jeg aldrig har lavet før (staver f.eks. krop som grop i første hug), jeg skal skrive alle aftaler ned, ellers glemmer jeg dem. Er irritabel på grænsende til ond. Oplever dagligt angst og har lyst til at isolere mig. Og hun så lige igennem mig.

"Du har ingen gnist i øjnene. Ingen livslyst." 

"Din stemme lyder som om du er dehydreret." 

"Hvis du var startet på en normal vægt var du død nu." 

"Hvis du fortsætter med at løbe 10 km på en mave, der kun indeholder afføringspiller får du et hjertestop"

Det er ikke så meget andet, end sandhed. Men det, der virkelig bragte tårer frem fra min dehydrerede krop var da hun sagde, at jeg kun straffede mig selv. Jeg måtte ikke være så ond imod mig.
Hvis jeg ødelægger mig selv har mine overgrebsmænd vundet.

I morgen skal jeg til psykolog, og der vil jeg tage imod tilbuddet om en diætist så jeg kan lære hvordan man spiser. Og min vægt kan stoppe med at svinge med 10 kg. hver anden uge, som den har gjort de sidste måneder. Holder simpelthen ikke til det mere. Kære liv. Jeg vil ændre dig.

Etnicitet

Kom i tanke om noget sjovt.
Da jeg var 4-5 år var jeg en smule islam-forskrækket. Dels fordi jeg er opvokset med en lidt forskrækket, dog rummelig, mor. Dels fordi min børnehave lå næsten lige overfor muslimsk skole, som jeg synes var uhyggelig. Men allermest fordi en af de eneste med etnisk baggrund engang havde spist min Knoppers. Var sikker på det var med vilje og var ondt ment!
I min folkeskoletid var det slet ikke et issue vi blev konfronteret med. Andet end på skrift og i teori. Hvor vi lærte vi skulle være rummelige. Men igennem 10 år på folkeskole i Vanløse gik der lige præcis 0 muslimer i min klasse(okay 1 i 3 måneder), og en med tørklæde på hele skolen.

Fordomme er fordomme. Man kan ikke undgå at have dem. Og de er også helt okay, vi skal bare vide det er fordomme. Ved I hvad jeg mener? :)

I dag sad jeg så med min klasse. Eller noget af den. Og hyggede mig RET meget. Med Aziza, Aysegul, Faisal, Ali og Sibel. Og først da snakken gik på etnicitet lagde jeg mærke til, at jeg var den eneste leverpostejsdansker. Og helt ærligt.. Så følte jeg mig lidt kedelig. Og ikke særlig eksotisk. Der var aldrig nogen af dem, der kunne finde på at stjæle en knoppers fra mig. De er verdens sødeste.

Ps. Min nylige eks er også med en lidt mere farverig baggrund. Mere om det på et andet tidspunkt.

Det bliver nødt til at blive bedre. Snart, tak!

Var i skole i dag. På den seriøse måde. Jura-opgave skrives på livet løs i studiegruppen og vi sidder på nogle fællesarealer. Jeg er træt, men bidrager og kan godt holde koncentrationen. Lidt.
Indtil han lige pludselig dukker op. Da jeg ser ham, kan jeg ikke lade være med at smile. Men så rammer det mig. Vi er ikke kærester og jeg har bedt ham om ikke at snakke til mig. Faktisk holde sig langt væk.
Av. På den hårde måde.
Han sætter sig ved bordet ved siden af og snakket smilende med nogle fra min klasse. Jeg kan ikke længere trække vejret, er på nippet til at hyperventilere. Eller kaste op. Kan slet ikke koncentrere mig om §83 i Serviceloven, og jeg har ingen kontrol over mine rystende hænder eller mit hjerte, der kun banker hurtigere.
Jeg rejser mig op, mumler at jeg skal på toilettet. Småløber derud, bange for at besvime. Er så svimmel. Låser døren, slår brættet ned, lægger hovedet i mine hænder på mine knæ og forsøger at trække vejret. Efter 5-10 min. har jeg det lidt bedre. Jeg kan høre, at der er kommet lidt af en kø. Vakler ud. Til sød pige fra min studiegruppe, der står klar til at give en krammer. Hvorfor er det lige, at jeg skal være så nem at aflæse og mine følelser ALTID sidder helt udenpå?
Nå. Hun smilede og sagde de bedste ord i verden. "Han er væk nu". Har haft lyst til selvskade resten af dagen. I stedet for har jeg ædt som en gris. Øv.