Overvejelsesforløb: Livshistorie

Jeg har lavet alle overspringshandlinger, der var mulige. Ryddet op, vasket op, rengøring, tøjvask and so on... Alligevel går tiden ikke rigtig nogen steder og det her skal skrives.

I slut oktober '12 var det 2. gang i mit overvejelsesforløb. Det store emne: Livshistorie, røg på bordet. "Gamle" læsere kender vel de overordnede træk. Overskrifter som; Søsters psykiske sygdom, hærværk for 2 mil, mors sammenbrud, sclerose, farlig relation til borderline-søster, voldtægt, prostitution, tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, slankekur - var det, det handlede om.

Her skulle man dog også lave en parallel linje, der hed spiseforstyrrelsens historie, hvilket var fint til ligesom at binde de kolde hårde facts om mit liv sammen med copingmekanismen; slankekur.
Det var også her det gik op for mig, at der gik 4 uger fra anklagerne mod Ole, retssagen, dommen og alt det - til min mest seriøse slankekur startede.
Måske lyder det mærkeligt, men jeg har aldrig tænkt på det. Jeg troede egentlig bare, at jeg lidt havde fået nok af at være overvægtig, og bare havde en svaghed for at lade en kur styre mig.
Men smerten ved at føle sig ødelagt, beskidt, værdiløs, ikke bare et formindsket selvværd, men et, der slet ikke fandtes, var uoverkommelig i 2 år. Og manden, der har været medvirkende får en latterlig straf. Og det er min skyld - fede dumme, grimme, ulækre, frastødende Ditte.

Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, når jeg tænker på det. Skyldfølelsen og selvbebrejdelserne sidder lige under huden.

Det var, er og har været grænseoverskridende at sidde overfor mennesker man lige har mødt. Det var pissehårdt, var vildt deprimeret i to uger efter, hvor der blev samlet op på det fra Stolpegårdens side. Man kan ikke rode i psyken på den måde. Stikke en nål i øjet, rode lidt rundt og håbe på alt bliver godt. Det ved de godt, og jeg fik min samtale, hvor jeg puttede Ole og Michael ned i de kasser de hører hjemme.

De gør mig ondt. De gør mig ondt, at jeg ved, de findes. Og det er okay, men det er ikke min skyld. når man holder nogen under vand, drukner de. Jeg blev holdt under vand af en depression og belastningsreaktioner. Jeg stod ikke op en dag og tænkte, at nu vil jeg gøre mig selv så ulykkelig, at jeg har lyst til at dø. Jeg kæmpede. Måske ikke for at være glad, måske ikke engang for at leve, men nok egentlig mere for at få det, som jeg troede, jeg fortjente.

Jeg har nok bevæget mig lidt væk fra sagens kerne i dette indlæg, men jeg mener, at det var kernen for mig. Måske lærte jeg en essens omkring SF - du valgte ikke sygdommen, det var din måde at overleve på. Den overbeviste dig om, at den ville gøre dit liv bedre, tyndere, rigere, lykkeligere. I stedet destruerede den alle gnister, der kunne have været flammer af lykke. Og det er okay, at du troede på dens løgne, du havde ikke andet valg. Og det er okay, at du nogen gange stadig tror. Men du har også mærket din krop blive svagere, din hukommelse svigte, venner forsvinde, lykke forsvinde.. Og jeg kan ikke blive ved med at tro på den, når den siger, at det er fordi jeg bare lige mangler de 10 kg.

Alt andet end frelst!

Man skal altså ikke lytte for godt til mig, når jeg snakker recovery. Ihvertfald er jeg bange for at just-eat manden, der lige om lidt afleverer verdens tungeste pose junkfood måske kigger lidt dømmende når han ser det er til en person. JA, har været på dulcolax hele ugen og idag skal jeg overspise. Hurra for tilbagefald!

Håb og frygt

Det her handler om at træde ind i et rum og ikke kende nogen. At skulle sidde foran flere vidt fremmede og krænge sit inderste helt ud til det aller yderste, hvor jeg er allermest følsom.
Det er at åbne op, åbne op for behandling. Åbne op for muligheden, at mit liv kan leves anderledes.

Overvejelsesforløbet har temaer, og det første jeg var igennem var håb og frygt for behandling.
Hvad vil jeg opnå, og hvorfor er det hele så ubeskriveligt uhyggeligt.

Mit håb:

At være stabil på humør, energi og vægt
Bedre koncentrationsevne
Ikke altid være bange for ikke at være god nok, og om folk kan lide mig
Stoppe selvhad
At familie stopper med at bekymre sig, men interesserer sig
Ikke at skulle være på kur

Min frygt:

At være TYK
At være psykisk syg
Frygter, at hvis jeg giver lidt slip - skrider alt
Ved ikke, hvordan jeg skal cope non-selvdestruktivt
Hvem er jeg, når jeg er glad?
Ikke at skulle være på kur

-

Det gjorde en forskel. At forestille sig livet uden sult, overspisninger, opkastninger og se det. Alt det, der kunne ske, der kunne have været. Og mærke frygten.. Den ambivalente frygt når noget forfærdeligt også er noget der føles trygt. Et slags uvejr man har taget regntøj på for.
Og meget befriende, at der fandtes et rum, hvor der var plads til at sige, at jeg ikke kunne leve på den måde, men jeg kunne heller ikke lade være. Og i stedet for at blive dømt, kastet til side, så spurgt, hvad sygdommen bibringer til mit liv, som jeg ikke kan undvære.
Som den helt spæde start på at prøve at finde et substitut.

Vejen til min start

Det virker som om alle er meget optagede af en start og en slut. En kronologisk linje imellem syg og rask, som jeg længe har ledt efter, men forgæves.
Jeg har ingen datoer for hvornår sygdommen startede, men jeg ved, at i kraft af, at den voksede sig større og fyldte de fleste aspekter af mit liv, kunne den mærkes i hvert et åndedræt. Min spiseforstyrrelse var den luft jeg trak ind i hvert et gisp min udmattede krop kæmpede for at få lov til, for at leve.

Jeg ved heller ikke hvornår min livslyst tog over. Hvornår jeg stoppede med at trække vejret for at tabe mig, for min egen selvudslettelse, og startede med at trække vejret for at leve.

Helt konkret var min vej til den behandling jeg er i, og som hjælper mig sådan:

November '11: Indlæggelse, psyk. skadestue. Henvisning til egen læge, der begyndte ugentlige vejninger og samtaler. Og henviste mig til....

Marts '12: Distrikts psykiatrisk afdeling, hvor jeg ugentlig gik til psykolog Kirsten, der desværre ikke hjalp mig så meget. Selvom hun skulle behandle mig for depression.

Maj '12: Indlæggelse på lukket psykiatrisk afdeling. Forværring af spiseforstyrrelse og depression. Distriktspsyk. lavede henvisning til Stolpegården.

August '12: Start på Stolpegården

September '12: "smidt ud" af ordinært forløb pba. for stort vægttab

Oktober '12: Start på overvejelsesforløb, hvor jeg skulle finde ud af, om jeg ville være i behandling.

December '12: Startede i gruppeterapi på Stolpegården.

Indtil oktober '12 opdaterede jeg bloggen jævnligt, og det er derfor der min historie mod min start på kampen mod spiseforstyrrelsen starter.

To be continued.......

Hallo Ditte?!? Er der nogen hjemme?

Det er svært at blogge. Rigtig svært, og det har det været det sidste halve år.

Jeg har det bedre, meget bedre. Og jeg vil forsøge fremover at kigge tilbage på min behandling igennem min blog - for at anerkende de redskaber jeg har fået og huske mig selv på, hvordan man skruer med skruetrækkeren.

Det er svært at skrive noget generelt om terapien, der foregik i en gruppe. Uanset om man er spiseforstyrret eller ej, så er der nogle mennesker man bare syntes er irriterende. Og de kan være i ens gruppe - men jeg vil ikke udlevere dem her - det er for nedladende. Men ville nok være noget jeg var kommet til i frustrationer over ikke at måtte sige til folk; "tag dig nu liiiiiiige lidt sammen...".

Jeg læser stadig, har en fantastisk kæreste (som har holdt mig ud i et halvt år nu), har det samme lortejob, slutter behandling d. 10. maj, går i kropsterapi og er i det hele taget nået MEGET langt.
Jeg spiser 5-6 måltider om dagen, overspisninger er der 1-2 gange om ugen i gennemsnit, hvilket er en væsentlig reducering - og min diætist har netop idag sagt, at de er subjektive, altså er det kun mig, der synes det er overspisninger. Ikke desto mindre kaster jeg stadig op, men væsentligt mindre.

Jeg har lige gennemført to pårørendeeftermiddage til behandlingen, som gik over al forventning. Og det er vidst det for nu. Må finde ud af en form til mine indlæg, som er passende til en bulimiker i bedring.

Sindssygt depressiv, asocial tenderende til social angst og lykkelig.

Der kan man bare se

Har kysset med min kærestes bedste ven. Altså før vi blev kærester. Har mødt ham efter, og havde ingen ide om det. Kunne på ingen måde kende ham. Er det normalt?

Jeg ved, at jeg til tider har et så stort behov for bekræftelse, at det tenderer til at jeg er en smule løs på tråden. Men samtidig har det været mit eget valg. Alligevel chokerer det mig lidt.. Jeg er åbenbart typen, der glemmer.

Ikke at jeg er ked af det. Tror udelukkende, at det er grunden til, at jeg stadig er her ;)