Fiasko?

Jeg betragter mine ar, og mindes den slags smerte - der kun fremkaldes, når kniven føres mod egen hud. Den kamp mod ens krop, som man vinder. Man gennemtvinger smerten, man lykkedes med sin egen fiasko.

Jeg overvejer et kort øjeblik at gå ud i køkkenet og føre den mod mit lår. Men det er mange år siden sidst, og jeg burde vide bedre. Jeg burde vide, at der findes andre måder.

Og alligevel kan jeg ikke rigtig se andre. Eller jeg har faktisk 25 circadin liggende. De er godt nok fra 2010, men burde det ikke bare hjælpe på sagen?

Men det nytter jo ikke noget. Det er bar fristende at stoppe med at kæmpe for at blive den, jeg drømmer om engang at være. Fordi det indebærer så mange fiaskoer, og jeg har altid tacklet nederlag dårligt. Og nok dårligere, end de fleste. Og det her er min selvmedlidenhed på aller højest plan, og det magter jeg egentlig ikke. Så jeg burde nok bare tørre øjnene, og komme op på hesten igen. Så det gør jeg, bare ikke en hest, der er lige så høj.