Om træning

Dengang jeg var en lille pige hadede jeg motion. Som motorisk udfordret og hypermobil kunne jeg hverken sjippe eller gribe en bold, og om mit liv afhang af det kunne jeg ikke stå på et ben. At hoppe uden at falde var en udfordring.
Med lidt fysioterapi og meget stædighed kom jeg dog lidt efter det, og lærte de mest basale ting.

I spiseforstyrrelsens spæde år, hvor jeg egenhændigt forsøgte at komme af med mit hvalpefedt som 9-årig sørgede jeg selv for at gå til badminton, og blev glad for det. Kastede mig endda ud i volleyball, som bragte mig en masse succesoplevelser rent præstationsmæssigt, og virkelig mange nederlag socialt.

Så kom overgreb, depression, overspisning og fedmen.

Og da spiseforstyrrelsens anorektiske aspekt ramte mig begyndte træningen. Langsomt kom den snigende med et mål og et løbeprogram: lær at løbe 12 min. i træk. Som kiloene forsvandt, blev løbeturene længere. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg var fuldstændig overbevist om, at løb kunne kurere alt fra knæskader til hjertesorger. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Jeg kompenserede for mine overspisninger og mit selvværd ved at løbe i op til 3 timer. Nogle gange bare fordi den uendelige angst kun gik væk af at kunne høre min løbesko mod asfalten, nogle gange løb jeg bare indtil jeg græd.

I dagene op til jeg lagde mig syg med mononukleose løb jeg en time dagligt. Og jeg havde det konstant som om jeg var ved at besvime. Jeg husker det meget tydeligt.

Min behandling fik mig langsomt til at give slip på træningen. Det gik op for mig, at løb var spiseforstyrrelsens domæne, og hvis jeg skulle hejse det hvide flag for den evige jagt på vægttab måtte jeg holde en pause.

I juni startede jeg så på et løbeprogram igen. Min form var elendig, og det var en udfordring at løbe 3 minutter i streg. Tilgengæld gjorde min app, at jeg fulgte tiderne slavisk - og at spiseforstyrrelsen ikke pressede mig. Derudover er min app fri fra at tælle kalorier, så turene bliver ikke en del af at regnskab, som spiseforstyrrelsen kræver altid burde stå i 0.

Alligevel er det svært. Jeg læsten engang en artikel; 4 ud af 5 kvinder løber for at tabe sig. Hvordan bliver man den ene, der løber for psykisk og fysisk velvære, for motionen, for ikke at tage på og for et åndehul?
Hvornår ved jeg, at træningen er min og ikke spiseforstyrrelsens? For jeg kan så tydeligt og tit høre dens stemme på vej ud på en tur - jeg ignorerer den, men den er der.

Jeg ved det ikke. Men jeg overholder app'ens regler; træner aldrig mere end hver anden dag, og kun ca. 30 min. Jeg ændrer ikke mine spisevaner, jeg tæller ikke kalorier.

Men når jeg ikke helt kan tage mig sammen til dagens træning, og motivationen bliver at kigge på mine lår, er det så en spiseforstyrret løbetur?

Grænsen er hårfin, og jeg ved ikke hvordan man genkender den før den er overskredet. Men det vigtigste er vel at lytte til sig selv og ens krops signaler.

En rettesnor for mig er følelsen, når jeg er færdig. Er jeg glad for, at jeg kom afsted, eller vred over at jeg ikke gjorde det bedre?

Andre gode råd modtages med kyshånd!

Fra en, der for første gang i sit liv prøver at dyrke motion for sjov, ikke for vægttab.