Hvad kærlighed egentlig er

De fleste starter med at tro, at kærlighed næsten er en fysisk størrelse. En pil, der rammer en - fjerner sorger, sletter tvivl. En pil, der giver én nyt liv, en pil der sletter alt forhenværende. Men sådan tror jeg ikke, at kærlig er mere. 

Jeg har oplevet kærlighed. Den første ægte kærlighed, der rev mig i stykker. Og det tog tid, for det gjorde så ondt, så ondt. Og jeg troede aldrig, at jeg ville komme mig. I dag kan jeg se ham i øjnene uden at føle det meste. 

Kærlighedshungrende, som jeg var, troede jeg naivt, at kærlighed og tryghed var det samme. Og selvom vi begge to blev ved med at prøve, så kom jeg aldrig til at elske ham. Men alt er jo også nemmere i retrospekt. 

Bagefter prøvede jeg virkelig at lære at elske mig selv, ved at få andre til at elske mig. Min årsopgørelse skræmte mig faktisk lidt, og vidner lidt om den anerkendelse jeg søgte.

Men så mødte jeg ham. Ham, jeg troede skulle ændre mit liv. Og det gjorde han på en måde også, han fik mig ihvertfald til at ændre mit syn på mig selv. Til det værre - tænk, at det var muligt. 

For 2 år siden - mit i mit følelsesmæssige kaos skete der så noget andet. Jeg fandt noget, jeg virkelig kunne mærke var værdifuldt. Og i stedet for at storme ud i det, blev jeg virkelig bange. Men han viste sig at være noget andet, kunne noget andet. Han er den bedste til at være der. Og jeg bliver rolig i hans nærvær. Noget jeg ikke har behov for hele tiden at vise til hele verden, fordi jeg føler mig sikker. Og selvom vi har vores forskelle, og der altid er udfordringer - så elsker jeg ham bare. Og jeg håber på, og vil arbejde for at vi skal være sammen resten af livet.