Ting, der gør mig glad

- At stå op
- Et smil fra en fremmed
- Lange gåture alene
- Dronning Louises Bro
- At skrive
- Blomster
- Kaffe m. en cigaret
- Uldne sokker lune fra radiatoren
- Thaimad
- Pæne ting
- Ny vasket hår
- Te i sengen
- Lange kram
- Matchende undertøj (SKER ALDRIG)
- At give en gave
- Friskpresset appelsinjuice om morgenen
- Børn, der griner
- Forår og têtê á têtê
- 50'er kjoler
- Min grønne sofa
- Min mand

Beslutninger, valg, fremtid... Jeg går i seng, godnat.

I forbindelse med vejen til mit drømmestudie har jeg undersøgt forskellige frivillige jobs. Specielt i LMS, landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser, selvsagt; det er en sag, der er hjertet nær.

Jeg er blevet tilbudt at blive foredragsholder. Fortælle min historie, vidt som bredt. Op og nedture. Hvordan jeg blev syg, hvordan det var at være syg - og vejen til at have et psykisk godt helbred. Eller ihvertfald at prøve at vedligeholde positive tanker og raske beslutninger.

Og det vil jeg. Rigtig gerne. Jeg vil udbrede og aftabuisere. Jeg vil sprede og fortælle. For andre og mig selv.

Jeg vil udvikles igennem min fortælling, men jeg vil ikke udlevere. Og jeg er ikke nogen ø. Andre har haft indflydelse. Men jeg tror stadig på, at de har gjort, hvad de mente var de bedste, udfra de ressourcer de havde. Jeg har intet behov for at anklage eller skyde skylden på. Men når nogen har dårlig samvittighed kan de tolke det mindste ord som en pegefinger.

Også er der det der med billedet. I avisen. De reklamerer, og gør det med rigtige mennesker. Så måske kan man pludselig se mig i metroxpress med et billede: Foredrag om bulimi ved personlig fortæller Ditte.

Selvfølgelig vælger jeg selv fra og til hvilke dele af min historie jeg vil fortælle. F.eks. prostitutionen er nok ikke noget der kommer med i hverken mit første eller andet foredrag. Men bare det, at mit navn og billede kommer med på en label der hedder bulimi er svær. Det meste af min familie ved jo ikke engang, hvad der er foregået.

Så nu er det meningen, at du tager stilling!

+'er
- noget til cv'et
- hjælper på kvote 2 ansøgning
- jeg får lov til at fortælle
- jeg kan hjælpe nogen
- personlig udvikling

-'er
- nogen kan føle sig udleveret
- jeg skal stå ved det i meget offentligt rum med billede og navn


Hvad gør jeg?

....

Godnat

 

#293

Klokken er 12 minutter over 1. Om natten, vel at mærke. Jeg skal aflevere den sidste opgave for modulet d. 3. januar. Jeg er ikke startet.

For to år siden vågnede jeg op med den værste hovedpine jeg havde haft længe. Jeg havde kysset med nogen, og min hjerne kunne ikke rumme kalorierne fra alkoholen eller det selleri jeg havde spist på Madklubben. Jeg vejede mig, og det var det laveste jeg nogensinde havde vejet. 

Jeg blev fuldstændig slået ud - kiggede mig i spejlet i timer. Jeg har gjort, jeg er så tæt på mit mål. Og jeg så det for mig. Knoglerne, svimmelheden, arrogancen, følelsen af uovervindelighed. 

Jeg så mig tabe mig. Og blive mindre, men mere syg. Stolt og hemmelighedfuld. Tabe og vinde. Miste - og for hvad? 

Jeg har aldrig villet dø. Jeg så mig blive indlagt. Få sondemad. Nægte at spise, nægte livet for vægttabet. Men jeg har aldrig villet dø.  

Så hvis jeg skulle leve, skulle jeg jo spise på et eller andet tidspunkt. Og det kunne vel godt være der. 

Jeg forsøgte virkelig. D. 31.12.11, at spise. Og jeg spiste, meget. Og dagen efter fortsatte det. Også kom opkastningerne. Og vægtsvingningerne. 

Måske er det her til en, der står midt i det hele. Og har glemt sin mål, sin retning, meningen med det hele. 

Essensen; Hvorfor vil du tabe dig? Hvad vil det ændre? Hvem vil du ændre?

Måske er det her mest til mig selv. Når jeg nu endnu engang sidder midt om natten, burde lave noget fornuftigt, eller sove, men mest af alt har lyst til at løbe 20 km til fedtet er hårdt eller æde alt i køleskabet og bagefter slippe det løs igen. Jeg bliver nødt til at minde mig selv om essensen. 

2013

Endnu et år er ved at være slut. Mit 21. år. Et år, der om alt, sådan nogen lunde, har været stabilt. Relativt. For alt vel relativt. Og i mit liv er alt rimelig stabilt - i sammenligning med hvad alt der har været.

En afgørende forskel er, at jeg føler mig kigget over skulderen.

Ikke som i hele tiden - men som i lige her på mit asyl.

Her kan jeg ikke længere frit åbne op - hudløst - uden forklaringer, uden undskyldninger - lige præcis fortælle, beskrive hvilken følelse der rammer mig i sekundet.
Og den følelse der rammer i dét stopper en hel proces, jeg i årevis har klamret mig til for at forstå mig selv.
En proces, der råt for usødet kan sætte mig år tilbage i sindsstemning, men også få mig til at tilgive mig for valg jeg har taget.

Fortiden synes altid enklere, og hvorfor tog man ikke altid det rigtige valg?

For de sidste 5 år af mit liv har jeg alle mine overvejelser, dilemmaer, følelser af forpligtelser und so weiter skriblet ned et eller andet sted i universet. Og det hjælper mig.

Men måske er det ikke en begrænsning - at være blevet opdaget. Måske er det muligheden for endnu en ny start - jeg har trods alt hvilet her i 3-4 år (?).

Starte fra bunden - et nyt bloggernavn - en ny måde at fortælle min historie på

En historie som jeg personligt bliver en større og større del af.

Selvom dramaet svinder ind - år for år - (gud ske tak og lov)
Spiseforstyrrelse - overgreb - pårørende - psykiatri skulle alt sammen gerne fylde mindre - men når det fylder vil jeg have rum til mit udtryk. Og det vil jeg arbejde på. I den grad.

De fede har også anoreksi

Nogle gange læser man noget. Noget der rør og sætter røre i tanker, følelser, sind, handlinger. Og det her er det bedste jeg har læst i lang tid:
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2154393/de-fede-har-ogsaa-anoreksi/

Fredage

Han stryger hende let over lænden

Med sin hånd

Der bagefter

Legende let

Tager på hendes skulder

Og de er lykkelige

Og det eneste jeg har at sige, er;

Har du lyst til at være min kæreste?

JA

Har du lyst til at flytte sammen med mig?

JA

Hvorfor?

Fordi, jeg er U S I K K E R

Ævl

Så langt tilbage jeg kan huske har jeg villet læse psykologi. Jeg har mange gange taget netop den drøm op til revision, fordi den syntes så umulig. Hvorfor skal det lige være den drøm, som så mange andre også har?

Men jeg kan ikke komme uden om det.

Nogle elsker at lave mad, andre at samle modeltog; min hobby, min fritidsinteresse? Det er psykologi. Og der er ikke noget andet, det er min helt store og absolutte passion.

Jeg elsker mennesker, forsøg, teori - jeg elsker at forstå det, andre finder uforståeligt. Og jeg mener endda, at hvis jeg nu endelig skulle have et naturtalent - I ved, den ting man er bedst til i verden - så tror jeg, at det er det.

Da min spiseforstyrrelse, den restriktive del, var på sit højeste i efteråret/vinteren '11 tog jeg mange billeder. Både fordi jeg ikke lavede andet, end at være syg, men også fordi jeg havde et enormt behov for at dokumentere det smukke og æstetikken. Men også fordi jeg i spejlet altid kun så en pige, der var godt over de 100 kg - i fotografiet så jeg et lidt mere virkelighedsnært billede.

Min vægt var lavest i slut december/start januar,og det var faktisk igennem et billede, at det gik op for mig, at den kontrol jeg desperat kæmpede mig til var ved at indtage mig. Jeg var ved at dræbe mig selv, langsomt. Derfor begyndte jeg at spise, bare lige lidt mere, men så begyndte opkastningerne og afføringsmidlet at kompensere. Men min vægt blev aldrig så lav igen, som i den vinter.

Her til aften har jeg kigget alle de billeder jeg har fra 2011. Billeder af træer, kaffe, vin, blade, Søerne, halstørklæder, ribben, hofteknogler, kæmpe "thigh gap" og portrætter af en pige, der engang var mig, bare helt uden liv i øjnene.
Det vækker en kæmpe ambivalens; min spiseforstyrrelse, der bebrejder, at jeg ikke længere lever sådan - min raske side, der har et enormt behov for at få en "belønning".
Jeg har været igennem smertehelvede, og det jeg bare gerne vil, er at få lov til at læse det jeg virkelig brænder for.

Jeg vil så gerne, jeg vil så gerne, jeg vil så gerne - hvordan får man kvote 2 vurderingsenheden til at SE det?

Jeg vil så gerne!