Jeg kludrer i ordene. Uudtaleligt sandt. Jeg siger dem i forkerte rækkefølger. Jeg bytter om på forbogstaver. Lea og Sten bliver i min mund til Stea og Len. Nordjylland bliver til Jordnylland. Asien bliver til asiasien. Jeg bakker snagvendt helt uden at ville snakke bagvendt.
Jeg stammer mig frem, på min stædige facon, fæ-fæ-fække-rølge, mens jeg i mit hoved slår mig selv en million gange - fordi det var så klart at jeg bare skulle sige ræk-ke-føl-ge. Så jeg stopper op midt i en sætning for at forme min mund helt præcist, så jeg ved at det er det rigtige ord, der kommer ud. Og nogle gange hjælper det ikke engang - så når jeg, som en plade med ridser, har sagt den samme forkerte første stavelse helt op til 5 gange, så giver jeg op. Smiler, og siger; "ja, du ved ve-ve-ve-vel hvad jeg mener".
Og her har jeg ikke engang nævnt min slemme læspen, som jeg gik til talepædagog for... I 7 år.
Behøves jeg at sige, at det er derfor jeg elsker at skrive? Behøver jeg at sige, at det er derfor mit hjerte ga-ga-ga-galoperer, når jeg snakker i telefon med nye mennesker?
Nå, 2 opkald er foretaget. 3 to go. Jeg tager mig en små-små-smoke, og slapper lidt af. Så går det horfåbentligt.
tirsdag den 14. april 2015
fredag den 10. april 2015
Nye tider og gamle tider
De sidste par måneder har jeg grædt rigtig meget.
Mest alene.
Mest uden at fortælle nogen noget.
Enkelte gange foran andre. Og altid uden nogen speciel grund. Andet end, at det blev for meget.
Altså, det hele.
Og det her kræft - kemo - blodprop i hjernen er PIKKE LORTE RØV FUCKING NOGET LORT. Punktum, basta.. Men - for der er et men - det er ikke slutningen.
Min fars blodprop ramte et heldigt sted - tilsyneladende INGEN alvorlige skader.
Min mors kræft er opereret ud, og vi er nu færdige med kemobehandlingen.
SÅ - det værste er faktisk ovre. Og selvom min krop momentvis føler sig i chok og krise og det her føles som umenneskelig hårdt - kunne selvmedlidenheden så ikke lige tage en pause? Altså bare en lille en? Fordi med selvmedlidenheden følger selvbebrejdelserne og det fører mig ind i en cyklus fyldt og tømt for mad - for sådan føler jeg altså stadig de følelser - med MAD. Og det gør mig egentlig temmelig ulykkelig. Jeg var kommet så langt - tænkte mad som en selvfølgelighed, og havde ingen no-go-mad. Jeg elskede ikke min krop, men accepterede den. Jeg havde ikke kastet op i et helt år, før min mor fik kræft. Den dag hun blev opereret spiste jeg en flødebolle og lidt aftensmad. Og løb 5 km.
Det er så klart, at min spiseforstyrrelsen lever af og er min reaktion på kræft og blodprop, og det må simpelthen stoppe. Jeg må finde en ny vej, nye stier at gå på.
Jeg må kontakte nogen. Om det så er LMS eller kræftens bekæmpelse eller hvem-nu-end-der-kan-snakke, så må og skal de følelser snakkes om - istedet for at være forklædt i kalorietabeller, dulcolax og lange ture på toilettet.
Også stopper jeg lige med at have så ondt af mig selv. Det ville kræft edeme klæde mig.
"The woods are lovely, dark and deep but I've got miles to walk before I sleep and promises I have to keep" Robert Frost
Mest alene.
Mest uden at fortælle nogen noget.
Enkelte gange foran andre. Og altid uden nogen speciel grund. Andet end, at det blev for meget.
Altså, det hele.
Og det her kræft - kemo - blodprop i hjernen er PIKKE LORTE RØV FUCKING NOGET LORT. Punktum, basta.. Men - for der er et men - det er ikke slutningen.
Min fars blodprop ramte et heldigt sted - tilsyneladende INGEN alvorlige skader.
Min mors kræft er opereret ud, og vi er nu færdige med kemobehandlingen.
SÅ - det værste er faktisk ovre. Og selvom min krop momentvis føler sig i chok og krise og det her føles som umenneskelig hårdt - kunne selvmedlidenheden så ikke lige tage en pause? Altså bare en lille en? Fordi med selvmedlidenheden følger selvbebrejdelserne og det fører mig ind i en cyklus fyldt og tømt for mad - for sådan føler jeg altså stadig de følelser - med MAD. Og det gør mig egentlig temmelig ulykkelig. Jeg var kommet så langt - tænkte mad som en selvfølgelighed, og havde ingen no-go-mad. Jeg elskede ikke min krop, men accepterede den. Jeg havde ikke kastet op i et helt år, før min mor fik kræft. Den dag hun blev opereret spiste jeg en flødebolle og lidt aftensmad. Og løb 5 km.
Det er så klart, at min spiseforstyrrelsen lever af og er min reaktion på kræft og blodprop, og det må simpelthen stoppe. Jeg må finde en ny vej, nye stier at gå på.
Jeg må kontakte nogen. Om det så er LMS eller kræftens bekæmpelse eller hvem-nu-end-der-kan-snakke, så må og skal de følelser snakkes om - istedet for at være forklædt i kalorietabeller, dulcolax og lange ture på toilettet.
Også stopper jeg lige med at have så ondt af mig selv. Det ville kræft edeme klæde mig.
"The woods are lovely, dark and deep but I've got miles to walk before I sleep and promises I have to keep" Robert Frost
torsdag den 9. april 2015
Det var ikke meningen
Pizza
Rugbrød
Chokolademuffins
Havregrød
Chokolader
Lakridser
Ind og ned
Og op igen
Rugbrød
Chokolademuffins
Havregrød
Chokolader
Lakridser
Ind og ned
Og op igen
søndag den 5. april 2015
Top 10 over ting jeg ikke burde tænke over, når jeg faktisk prøver at sove
10: Hvad folk EGENTLIG håber på at få ud af at deltage i realityprogrammer? Det eneste realityprogram, hvor vinderen faktisk har en fremtid indenfor feltet er jo Den Store Bagedyst. (!)
9: Hvorfor påskeharen har æg? Er det kyllinger? Har haren stjålet dem? Hvordan er det blevet til chokoladeæg?
8: Karrysild. Jeg elsker det. 2 gange om året. Til en julefrokost og en påskefrokost. Ellers så go home. Er der seriøst mennesker, der spiser det hele året?
7: Karrysalat. Og alle de andre K-salater. Det er jo seriøst ulæks.
Nå. Nu kommer min mand. Må hellere fortælle resten af listen til ham istedet.
tirsdag den 31. marts 2015
Det regner, og det sner. Og jeg har lige grædt.
Det regner, og det sner. Og jeg har lige grædt. Min mor vil stoppe med kemoterapien. Det er ikke en fair kamp. Kemoterapien for, at kræften ikke kommer igen og sclerosen, der bare får lov til at angribe, og næsten har taget hendes evne til at gå og holde balancen. Eller ingen kemoterapi, måske en kræft der kommer igen og tilgengæld kan hun træne sine muskler og måske på den måde have lidt livskvalitet.
Så det er ikke en nem beslutning. Jeg ville ønske, at hun tog kemoterapien færdig. Der er trods alt kun få uger tillbage. Men det er ikke min krop, og det er ikke mit liv. Jeg har bare lige grædt.
fredag den 20. marts 2015
Kæmper kampe
Jeg har kæmpet mange kampe. Jeg bliver snart 23 år, men jeg har kæmpet mange kampe. Engang var det min kamp for omsorg. Omsorgen, der blev til overgreb. Der så blev en kamp om selvværd - en kamp jeg tabte gang på gang. Som en pige, der ikke var mange penge værd. Det blev til en kamp om livet; en kamp om, om jeg var nok værd til at leve det. Forfulgt af kampen om, om jeg egentlig magtede at leve. Jeg kæmpede for ikke at blive psykisk syg, og i min kamp for dette kæmpede jeg for at tabe mig. Så kæmpede jeg for at blive rask, men ikke blive tyk. Også kæmpede jeg for at lade mig elskes. Kæmpede for et hjem, kærlighed og for at have et liv.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg kæmper for lige nu. Om jeg kæmper? Det føles som en kamp, mest fordi det er svært. Jeg er bange, jeg er ked af det, jeg er udmattet.
Jeg har vundet mine kampe. Men måske har jeg vundet alle dem jeg burde?
Jeg ved ikke helt, hvad jeg kæmper for lige nu. Om jeg kæmper? Det føles som en kamp, mest fordi det er svært. Jeg er bange, jeg er ked af det, jeg er udmattet.
Jeg har vundet mine kampe. Men måske har jeg vundet alle dem jeg burde?
fredag den 6. marts 2015
Klump i maven/Sindssyg kælling/jeg dør af jalousi
"Forresten kan vi låne C's forældres sommerhus.. Så vi tager derop i sommerferien i en weekends tid. Mig og de andre fra studiet, altså"
Sagde han. Min smukke, dejlige, tro, loyale, kærlige, tålmodige kæreste. Og selvfølgelig skal han det. Selvfølgelig skal han drikke sig i hegnet i en weekend med dem fra hans studie. I en hel weekend. Også selvom der kun er en dreng. Og resten er 4 piger. Selv-følge-lig skal han det.
Jeg kan bare ikke lade være med at få klump i maven. Jeg har så svært ved at overhøre den onde, onde stemme indeni mig, der fortæller mig, at det her bliver enden på vores forhold.
Jeg kan næsten se ham komme hjem, helt brødbetynget, undskyldende. "Det var bare et kys" siger han. Men det kys har startet en lavine af forelskelse og udforskning af noget nyt. Noget der ikke har syge forældre, noget der er på kanten, noget der ikke ofte har følelsen af at bryde lidt sammen. Noget der ikke er mig, noget der er en af de piger.
Og jeg ved, med hele min fornuft, at det ikke kommer til at ske. Han elsker mig, virkelig. Jeg stoler på, at hvis han skulle stoppe med at elske mig, ville han sige det. Fremfor at gå bag ryggen på mig med en studieveninde.
Men det min fornuft har sværere ved at modargumentere er, at måske er dét det, der får os til vokse fra hinanden. Jeg nyder ikke at drikke mig fuld. Jeg har ingen interesse i sladder. Når jeg forestiller mig, hvordan jeg allerhelst vil bruge min fredag aften får jeg et billede af et rent hjem, en masse tændte stearinlys, manden (uden tøj på), mig (i nattøj), liggende helt tæt op af hinanden, kyssende og grinende se x-factor. Måske endda med en skål slik efter vi (selvfølgelig) har spist en god bøf. Eller også bare nogle vindruer. Nå. Det skulle ikke handle om mad.
Det jeg frygter er bare, at hans tætteste studievenner er unge mennesker. Af alder og af sind. De drikker øl, ryger en pind i ny og næ og diskuterer tinder og mænd som var det det vigtigste i verden.
Jeg er klar. Ikke til børn (for guds skyld), men til tryghed og tosomhed. Det er det, der gør mig glad og tryg og lykkelig. Og sådan har han det også. Nogle gange. Andre gange har han brug for (mange) øl og en pind i ny og næ og være ung.
Og det er der intet galt med! (fortæller jeg mig selv igen og igen og igen). Man kan sagtens have forskellige behov - for helvede, jeg tror de parforhold, hvor de altid har nøjagtig de samme behov, hele tiden er virkelig usunde. For det er umuligt, og så er der en der hele tiden undertrykker sit behov - og der går det galt. Det handler om at give plads; når jeg en sjælden gang er ude og svinge mit træben sidder han jo heller ikke sur og bebrejdende derhjemme og siger "jamen, jeg troede bare vi havde putte aften..."
Forresten nytter det jo heller ikke noget at gå og bekymre sig om at vokse fra hinanden. For hvis det er det, der sker er der jo ikke noget man kan gøre for at forhindre det, vel? Så vokser man bare i forskellige retninger, vil forskellige steder hen, har forskellige mål - og heller ikke det, skal man da stå i vejen for.
Jeg ved godt, hvordan det er at ville noget, og så står der en jeg holder meget af lige ved siden af og fortæller mig, hvor meget det vil såre hende, at jeg får opfyldt mit behov. At det jeg har brug for, vil gøre hende mindre vigtig. Og måske mindre værd i livet. Og hun kunne da også bare tage på psyk, også kan jeg passe min egen lykkelighed, mens hun svælger i sin ulykkelighed. Og det er vitterligt noget af det værste, for min intention var jo bare at være glad. Præcis ligesom min kære mands intention er at have det sjovt med sine venner.
Og det er netop det, at jeg formår at tænke alle de her tanker fra det tidspunkt hvor vi ligger i sengen, og han spørger om jeg ligger og savler på ham. Jeg siger nej, jeg havde bare vandede øjne.
"Du græder ikke, vel" - og jeg er så tæt på virkelig at bryde sammen, fortælle ham hvor meget den sommerhustur allerede påvirker mig, og om han ikke bare vil lade være. Bliv her, sammen med mig, for altid. Ligesom vi har snakket om så mange gange; lave vores egen verden. Uden andre. Netop det, at jeg formår at tænke alt det andet igennem og når til konklusion, at hvis jeg beder ham om at blive hjemme vil netop dét være ødelæggende for os, fordi jeg vil gøre vores magtbalance skæv, vil bede ham om at sætte behov til side for mine skøre tanker. Jeg vil være en sindssyg kælling. Det gør, at jeg ikke svarer ham, men bare giver ham et kys. Og han mumler sov fantastisk min baby, jeg elsker dig for evigt.
Sagde han. Min smukke, dejlige, tro, loyale, kærlige, tålmodige kæreste. Og selvfølgelig skal han det. Selvfølgelig skal han drikke sig i hegnet i en weekend med dem fra hans studie. I en hel weekend. Også selvom der kun er en dreng. Og resten er 4 piger. Selv-følge-lig skal han det.
Jeg kan bare ikke lade være med at få klump i maven. Jeg har så svært ved at overhøre den onde, onde stemme indeni mig, der fortæller mig, at det her bliver enden på vores forhold.
Jeg kan næsten se ham komme hjem, helt brødbetynget, undskyldende. "Det var bare et kys" siger han. Men det kys har startet en lavine af forelskelse og udforskning af noget nyt. Noget der ikke har syge forældre, noget der er på kanten, noget der ikke ofte har følelsen af at bryde lidt sammen. Noget der ikke er mig, noget der er en af de piger.
Og jeg ved, med hele min fornuft, at det ikke kommer til at ske. Han elsker mig, virkelig. Jeg stoler på, at hvis han skulle stoppe med at elske mig, ville han sige det. Fremfor at gå bag ryggen på mig med en studieveninde.
Men det min fornuft har sværere ved at modargumentere er, at måske er dét det, der får os til vokse fra hinanden. Jeg nyder ikke at drikke mig fuld. Jeg har ingen interesse i sladder. Når jeg forestiller mig, hvordan jeg allerhelst vil bruge min fredag aften får jeg et billede af et rent hjem, en masse tændte stearinlys, manden (uden tøj på), mig (i nattøj), liggende helt tæt op af hinanden, kyssende og grinende se x-factor. Måske endda med en skål slik efter vi (selvfølgelig) har spist en god bøf. Eller også bare nogle vindruer. Nå. Det skulle ikke handle om mad.
Det jeg frygter er bare, at hans tætteste studievenner er unge mennesker. Af alder og af sind. De drikker øl, ryger en pind i ny og næ og diskuterer tinder og mænd som var det det vigtigste i verden.
Jeg er klar. Ikke til børn (for guds skyld), men til tryghed og tosomhed. Det er det, der gør mig glad og tryg og lykkelig. Og sådan har han det også. Nogle gange. Andre gange har han brug for (mange) øl og en pind i ny og næ og være ung.
Og det er der intet galt med! (fortæller jeg mig selv igen og igen og igen). Man kan sagtens have forskellige behov - for helvede, jeg tror de parforhold, hvor de altid har nøjagtig de samme behov, hele tiden er virkelig usunde. For det er umuligt, og så er der en der hele tiden undertrykker sit behov - og der går det galt. Det handler om at give plads; når jeg en sjælden gang er ude og svinge mit træben sidder han jo heller ikke sur og bebrejdende derhjemme og siger "jamen, jeg troede bare vi havde putte aften..."
Forresten nytter det jo heller ikke noget at gå og bekymre sig om at vokse fra hinanden. For hvis det er det, der sker er der jo ikke noget man kan gøre for at forhindre det, vel? Så vokser man bare i forskellige retninger, vil forskellige steder hen, har forskellige mål - og heller ikke det, skal man da stå i vejen for.
Jeg ved godt, hvordan det er at ville noget, og så står der en jeg holder meget af lige ved siden af og fortæller mig, hvor meget det vil såre hende, at jeg får opfyldt mit behov. At det jeg har brug for, vil gøre hende mindre vigtig. Og måske mindre værd i livet. Og hun kunne da også bare tage på psyk, også kan jeg passe min egen lykkelighed, mens hun svælger i sin ulykkelighed. Og det er vitterligt noget af det værste, for min intention var jo bare at være glad. Præcis ligesom min kære mands intention er at have det sjovt med sine venner.
Og det er netop det, at jeg formår at tænke alle de her tanker fra det tidspunkt hvor vi ligger i sengen, og han spørger om jeg ligger og savler på ham. Jeg siger nej, jeg havde bare vandede øjne.
"Du græder ikke, vel" - og jeg er så tæt på virkelig at bryde sammen, fortælle ham hvor meget den sommerhustur allerede påvirker mig, og om han ikke bare vil lade være. Bliv her, sammen med mig, for altid. Ligesom vi har snakket om så mange gange; lave vores egen verden. Uden andre. Netop det, at jeg formår at tænke alt det andet igennem og når til konklusion, at hvis jeg beder ham om at blive hjemme vil netop dét være ødelæggende for os, fordi jeg vil gøre vores magtbalance skæv, vil bede ham om at sætte behov til side for mine skøre tanker. Jeg vil være en sindssyg kælling. Det gør, at jeg ikke svarer ham, men bare giver ham et kys. Og han mumler sov fantastisk min baby, jeg elsker dig for evigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)