Lykken er kun til låns, og nu er den videre til en anden. Tak for de tre år.

Bachelor og bulimi

Det sidste punktum er sat. Projektet er sendt ind. Jeg er hverken stolt eller lettet. Min krop har ikke opfanget det, endnu.

Igennem hele projektet har jeg haft et stabilt mad mønster.
I hverdagene har jeg spist morgenmad (enten en halv grapefrugt eller havregrød på vand), nogle gange frokost (som for mig har været frugt eller tyggegummi) og normal aftensmad (dvs. ingen restriktioner på mængde eller kulhydrater). I weekenderne har jeg spist lidt mere, men der har ikke været et mønster. Når jeg har skulle spise aftensmad alene har jeg (for det meste) klaret det uden overspisninger.
Udover det har jeg løbet 5 km. 2-3 gange om ugen.

Jeg vejer mig ikke, men kan mærke på mit tøj, at jeg har tabt mig. Det er dog ikke meget, og jeg tror vægten har stået stille siden marts.

Indtil jeg afleverede. Indtil jeg satte det sidste punktum. Så er det som om, at de sidste måneders alt-for-meget-kaffe-alt-for-lidt-mad har resulteret i orgier. Jeg spiser den samme morgenmad, men ved frokost er jeg så sulten, at jeg slet ikke kan styre det. De sidste par dage har jeg brugt to timer på at spise frokost. Jeg kan ikke stoppe. Jeg tænker hele tiden på mad, jeg tænker hele tiden på hvad jeg skal spise, hvad jeg ikke skal spise, hvad der vil være godt at spise, hvad det vil gøre ved min krop at spise, hvad jeg kan lade være med at spise, hvis jeg spiser noget NU. Jeg lover mig selv, at hvis jeg bare får den bid af det, så kan jeg stoppe, og så kan jeg styre mig. Men det kan jeg ikke. Det er ikke nok, jeg er ikke mæt. Mere vil have mere.

Jeg ved egentlig godt, hvad der stopper orgierne, hvis jeg tænker mig om. De stoppes ikke af ekstra kaffe eller 4 liter cola zero - det udsætter dem blot. Orgierne stoppes af mæthed, af mekanisk spisning, af mellemmåltider. Det vil også forhindre mig i at være så forbandet træt, som jeg er. Jeg er bare bange. Bange for ikke at have min sult, bange for at tage det på jeg har tabt. Bange for at mine bukser igen skal stramme, og, stadig, bange for, at maden vil få mig til at svulme op til, at jeg ikke længere er mig.

Selvmedlidenhedsniveau: toppen er nået

Så står man der. Midt på Frederiksberg. Med tårerne løbende ned ad kinderne og en krop, der desperat skriger, at nu kan den ikke mere.

Kroppen skriger på næring. Igår blev jeg igen svimmel og fik hjertebanken. Jeg belønnede den for den indsats med chokolade. Men først senere.

Men i virkeligheden er det nok mest sindet, der trænger til et kram. Et virkelig langt kram. Der er kaos på min første etage. Der vrimler rundt med kræft og fædre med blodpropper, og hvad kan jeg gøre, og hvorfor er mine forældre ikke de samme mennesker mere? Jeg kan ikke passe på dem, jeg kan ikke gøre noget. De er forældre. Jeg har brug for en voksen. Og eksamensprojektet, der med hver time jeg arbejder på det, vokser en forventning om de store karakterer og de glade ansigter. Hvis bare jeg får 12 kan jeg måske samle min familie, og gøre dem glade, sammen, i nogle timer? Vi kunne grille og grine. Og have det godt. Hvis ikke lige der var det med mine gener. For jeg skal passes på nu. Jeg skal stoppe helt med at ryge, og jeg må ikke tage p-piller længere. For kræfter er derude, og den venter på at se sit snit til at kunne titte frem og sprede sig. Ligesom den frokost, jeg hver dag springer over, hvor det hele har bredt sig. Hvorfor fanden er det, det skal være sådan her, cykler jeg og tænker..
Jeg drejer til højre, der er godt nok rødt lys, men er der ikke noget med at man gerne må dreje til højre, når der er rødt? Jeg cykler videre, og tankerne vælter rundt uden egentlig at føre nogle steder hen. Prøver at få tænkt dem alle sammen inden jeg sætter mig på læsesalen, og skal fokusere, sådan rigtigt.
"Kan du holde til siden her?" hører jeg, og kigger forfjamsket til venstre, hvor der kører en politibil. Jo, det kan jeg da. Og så står jeg pludselig der, og får mit livs første lovstraf.
Og tanken rammer mig igen og igen. Døden ville være nemmere, døden ville være nemmere. Du kunne gå på apoteket og købe hvad de har. Tage hvad der er. Sætte dig på læsesalen også ville du aldrig skulle forholde dit til kræft og blodpropper og bøder og bachelorprojekter. Du ville få fred.

Så står man der, i hjertet af Frederiksberg. Med tårer og mascara løbende ned af kinderne. Uden at ane, hvad man skal stille op. Med et hoved og en krop, der bare mest af alt er træt. For helvede, hvor er det bare synd for mig.

Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?

"Så du må være stærk og stå ret.." synger Carl Emil fra Ulige Numre i Frit Land, og denne her aften, der passer det. Jeg ved godt, at jeg sagde, at jeg ville se på det hele nu, som om det var overstået. Men jeg er et pendul, der svinger fra ro til panik, fra accept til slet ikke at kunne forstå, fra mæt til sulten, fra håbefuld til opgivende.

Det er noget så menneskeligt, og det er en stor del af en proces. At gå frem, stagnere, gå tilbage, stagnere og gå frem igen.

Men lige nu, i netop dette sekund, der opleves verden, som om den ligger på mine skuldre. Og den vokser. Den vokser eksplosivt. Og den eneste måde jeg kan komme i tanke om, at jeg kan ligge den bare lidt fra mig det er at skrive det. Det er hårdt. Det er pisse hamrende, lorte, fucking, idiotisk bare noget lort. Og jeg er ked af det. Og nu græder jeg. Og hvad hjælper det egentlig?

Jeg tror, at det er for meget. Det hele, altså. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det er mit liv, og sådan vil det nok altid være. Måske er jeg sensitiv, måske rammer mange ting bare dem jeg har kært. Måske håndterer jeg det dårligt. Måske alt sammen. Men der er ikke andet at gøre - der er ikke nogle valgmuligheder.

Først et skridt tilbage. Idag er jeg stagneret. I morgen går jeg fremad igen.  

Sprog

Jeg kludrer i ordene. Uudtaleligt sandt. Jeg siger dem i forkerte rækkefølger. Jeg bytter om på forbogstaver. Lea og Sten bliver i min mund til Stea og Len. Nordjylland bliver til Jordnylland. Asien bliver til asiasien. Jeg bakker snagvendt helt uden at ville snakke bagvendt.
Jeg stammer mig frem, på min stædige facon, fæ-fæ-fække-rølge, mens jeg i mit hoved slår mig selv en million gange - fordi det var så klart at jeg bare skulle sige ræk-ke-føl-ge. Så jeg stopper op midt i en sætning for at forme min mund helt præcist, så jeg ved at det er det rigtige ord, der kommer ud. Og nogle gange hjælper det ikke engang - så når jeg, som en plade med ridser, har sagt den samme forkerte første stavelse helt op til 5 gange, så giver jeg op. Smiler, og siger; "ja, du ved ve-ve-ve-vel hvad jeg mener".  
Og her har jeg ikke engang nævnt min slemme læspen, som jeg gik til talepædagog for... I 7 år.

Behøves jeg at sige, at det er derfor jeg elsker at skrive? Behøver jeg at sige, at det er derfor mit hjerte ga-ga-ga-galoperer, når jeg snakker i telefon med nye mennesker?

Nå, 2 opkald er foretaget. 3 to go. Jeg tager mig en små-små-smoke, og slapper lidt af. Så går det horfåbentligt.

Nye tider og gamle tider

De sidste par måneder har jeg grædt rigtig meget.
Mest alene.
Mest uden at fortælle nogen noget.
Enkelte gange foran andre. Og altid uden nogen speciel grund. Andet end, at det blev for meget.
Altså, det hele.
Og det her kræft - kemo - blodprop i hjernen er PIKKE LORTE RØV FUCKING NOGET LORT. Punktum, basta.. Men - for der er et men - det er ikke slutningen.

Min fars blodprop ramte et heldigt sted - tilsyneladende INGEN alvorlige skader.

Min mors kræft er opereret ud, og vi er nu færdige med kemobehandlingen.

SÅ - det værste er faktisk ovre. Og selvom min krop momentvis føler sig i chok og krise og det her føles som umenneskelig hårdt - kunne selvmedlidenheden så ikke lige tage en pause? Altså bare en lille en? Fordi med selvmedlidenheden følger selvbebrejdelserne og det fører mig ind i en cyklus fyldt og tømt for mad - for sådan føler jeg altså stadig de følelser - med MAD. Og det gør mig egentlig temmelig ulykkelig. Jeg var kommet så langt - tænkte mad som en selvfølgelighed, og havde ingen no-go-mad. Jeg elskede ikke min krop, men accepterede den. Jeg havde ikke kastet op i et helt år, før min mor fik kræft. Den dag hun blev opereret spiste jeg en flødebolle og lidt aftensmad. Og løb 5 km.

Det er så klart, at min spiseforstyrrelsen lever af og er min reaktion på kræft og blodprop, og det må simpelthen stoppe. Jeg må finde en ny vej, nye stier at gå på.
Jeg må kontakte nogen. Om det så er LMS eller kræftens bekæmpelse eller hvem-nu-end-der-kan-snakke, så må og skal de følelser snakkes om - istedet for at være forklædt i kalorietabeller, dulcolax og lange ture på toilettet. 

Også stopper jeg lige med at have så ondt af mig selv. Det ville kræft edeme klæde mig.  


"The woods are lovely, dark and deep but I've got miles to walk before I sleep and promises I have to keep" Robert Frost

Det var ikke meningen

Pizza
Rugbrød
Chokolademuffins
Havregrød
Chokolader
Lakridser
Ind og ned
Og op igen