Sådan en af dem der

Så ligger man her. På 3. døgn. Med feber og tager 5 forskellige slags medicin (okay, de er selvordinerede. Men alligevel. 5!).
Mucolysin, panodil, dulcolax, sertralin og xylometazolin-hydrochlorid.
(Brusetabletter, smertestillende, afføringsmiddel, anti-depressive og næsespray - hvis du var nysgerrig :D).
Og jeg sover, brygger te, ser en masse fjernsyn, spiser (!!!!) og det er det.
Når jeg er syg spiser jeg meget, og jeg er for træt til at gøre noget ved det. Og for træt til at få rigtig dårlig samvittighed. Så har ikke rigtig kastet op siden mandag.
MEN min søde (?) kæreste kom forbi. For at lave te til mig og klappe mig på håret og sige at det var synd for mig. Og for at se fodbold. Hmfr, drenge.... Så klapper manden mig fandeme på maven og spørger om jeg løbetræner. Jeg svarer nej, for det gør jeg ikke lige pt. Har haft pisse travlt m. alt.
Så siger han, at det må jeg begynde på, for han vil altså ikke være kærester med sådan en af dem der. Har lyst til at dræbe ham.

Your dream will stick around you even if you leave your dream many times

Min målvægt har i mange år været 58 kg. Det ville give mig et BMI på 17-18 stykker.
Det er mit mål ud fra tanken, at hvis jeg var officielt undervægtig, ville ingen kunne kalde mig overvægtig.
Nogle dage har jeg været fuld af håb, og været klar til at gå alle de skridt det kræver at nå min drøm.
Andre dage har jeg været modløs, og det har føltes som om, at min krop bare ikke vil ned under de 70 kg.
Og det er er hårdt og gør ondt, at ens største drøm indebærer at skade sig selv.
Og mange gange har jeg givet op.
Men jeg kan ikke slippe tanken.
Drømmen.
I aften slipper jeg den. Ikke helt. Men en lille smule.
Jeg stopper ikke med at spise, men jeg stopper heller ikke med at tælle kalorierne.
Jeg stopper ikke med at længes, men jeg stopper med at prøve.
Jeg ved ikke, om jeg kan stoppe med at hade mig selv, men i aften begynder jeg at prøve.
Hvorfor har alle andre retten til at blive tilgivet, alle andre end mig?

Jeg er ligesom de fleste andre, jeg er en pige. En pige, der prøver at være lykkelig. Min vej er bare ikke helt som de flestes, og min idé om lykke er måske ikke helt ligesom din. Jeg er måske lidt ved siden af, men er det forkert?

Smagen er der
Selvom det jo ikke rigtigt var rigtigt
For det var ikke godt nok
Ligesom alt andet jeg gør
Lyde, lugte og mine kinder, der blev våde
Og nu sidder
jeg
lige
her
og føler mig
et sted imellem virkelig og uvirkelig
rask
men mest syg i mit sind
og vred
fordi jeg mange gange før har prøvet på at kaste op
men først lige har gjort det

og det var kun en lille mundfuld

Og det er det

jeg er mest vred over 

Sangen SKAL høres

Dagens underlige 5 minutter

Stod i dag ved Nørrebro station og prøvede at leve.

En mand (gammel alko-type) kommer hen til mig, og spørger om han må få en cigaret. Jeg siger selvfølgelig ja. En smøg fra eller til, tænker jeg. Han takker, strejfer min bagdel med sin hånd og siger: "du har meget pæne balder" (er forresten altid i tvivl om det er med eller uden d). Jeg stammer tak og løber næsten væk derfra hen til min cykel, hvor en dame kommer hen og spørger "må jeg låne noget til at tørre min bare røv i". Med det mener hun, om hun må låne min tændte cigaret til at tænde hendes. Hun får den, og jeg finder en lighter, som jeg også giver hende.

Og så stod man der i verden. Og fandt den dybt underlig.

Lykkepiller

I forbindelse med min behandling er jeg blevet diagnosticeret. Jeg mangler et punkt før jeg er på anoreksi - vægten. Og jeg er på vej derned af. Det vil jeg ikke forholde mig til.
Jeg har også haft borderliner-træk. Det vil jeg ikke forholde mig til. 
Jeg vil heller ikke forholde mig til, at min hoveddiagnose hedder depression. Jeg føler ikke, at jeg er depressiv. Så har jeg i hvert fald været det hele mit liv. Måske har jeg det, måske er jeg det. Det lyder bare så banalt. Og jeg kan ikke rigtig tage det til mig. Får antidepressive mod regulær til svær depression, og pillerne har fået mig længere ned. Da sagde lægen også var meget normalt. Man ville få det værre indtil man fik det bedre. Og det må gerne være snart.
Sover hele tiden, har intet psykisk overskud, græd sgu i Netto i dag fordi jeg følte, at jeg ikke kunne finde ud af at handle. Det tog mig 55 minutter at købe ymer og havregryn. Fordi jeg først gik rundt og tog en masse ting op i min kurv, som jeg lagde tilbage igen. Det gjorde jeg 4-5 gange. Også rundt i hele butikken igen og kigge på alle varedeklarationer for at tjekke, om man nu får det letteste. Alligevel gik det galt og har ædt ymer og havregryn og majs. I alt for store mængder. Og jeg har ikke nogen vægt. Og min psykolog aflyste i denne her uge. Og jeg falder. Falder helt og absolut fra hinanden.
Og der er slet ingen
der ser
at jeg
er
forsvindende
og om lidt er jeg forhåbentlig
helt og aldeles væk
for det er der lykken er
helt og aldeles væk

FLYTNING

Jep, jeg er rykket - derfor stilheden :-) Har først fået internet i dag, så har klaret mig en uges tid uden. Alt er lidt op og ned og om 3 kvarter er der fest. Jeg tror ikke, at jeg kan. Sidst jeg drak alkohol gik det helt galt. Helt, helt galt. Og jeg kender ingen til denne her fest. Nej, jeg kan ikke. Beslutning hermed taget. Opdatering følger!!

Aktuelle sociale problemer

lød titlen på min undervisning i dag. Og med kun 2 timers søvn, en nat fyldt med gråd, angst, lyst til selvskade og usikkerhed på størrelse med Nordeuropa. Er sådan helt væk i ham der min kæreste, kan jeg lige pludselig mærke. Og bruger al energi jeg (ikke) har på at lægge mærke til alle de ting han gør, som beviser, at han hader mig. Og det er udmattende. Og han må ikke gå fra mig.

Så da jeg mødte til kæmpe power point slide på storskærm med følgende tekst:

”Prostitution, som i indhold og former præges af de eksisterende samfundsforhold, foreligger når mindst to handlende parter under markedsmæssige betingelser køber, respektive sælger, fysisk adgang til en krop eller til andre seksuelle handlinger”- havde jeg mest lyst til at gå hjem i seng. 

Det har været den hårdeste dag længe, og jeg kan ikke skrive en opgave om prostitution lige pt. Og jeg kan heller ikke fortælle nogen hvorfor. Jeg er fanget, depressiv og har lyst til at drikke mig fuld og sove i 3000 år. Tornerose gange 30. Men hun stak sig jo også bare på den der sy-dims. Jeg er jo en sølle luder. 

Bliver nok nødt til at ryge en cigaret, ringe tilbage til min far, løbe en tur og læse. Og så sove. På den tunge måde. Har verdens længste dag imorgen, hvor jeg regner med at være ude fra 7:30 til 3-4 stykker om natten. Skole, psykolog, arbejde, aflevere plader til spansk-model-lover og slutte af med brandert. Har brug for at være fuld. Farvel.   

Michael

Jeg hader dig fordi du har gjort mig bange. Bange for at leve.
Jeg hader dig fordi du har fået mig til at tro på, at jeg ikke er noget værd. Ikke værd nok til at leve det liv, som jeg er bange for at leve. Jeg hader, at du har fået mig til at græde. Jeg hader alle de løgne, du fortalte mig.
Jeg hader, at selvom du for længst er forsvundet i noget der virker som en tidslomme af ingenting, så er du stadig lige her og gør mig bange.
Jeg hader dig.
Men mest af alt, så hader jeg, at du fik mig overbevist om, at det var kærlighed. Det var overgreb, det var din 20 år ældre krop oven på min, imens jeg græd. Og prøvede at tænke på noget andet - det er ikke kærlighed. 

Jeg er træt af at bruge mit liv på mad