Negativ

Jeg ved ikke, hvornår jeg følte mig som den største taber. Da jeg ikke kom ind på drømmestudiet eller da jeg blev afvist efter en jobsamtale. Måske var det i virkeligheden i dag, da jeg stod i køen i supermarkedet og blev nødt til at tage en graviditetstest ned på båndet.

Bare rolig, den var negativ. Og så var jeg straks på toppen igen. Så meget, som jeg nu kan være. Deprimerede fjols.

Ej, jeg blev oprigtig glad og lettet. Jeg har virkelig ikke lyst til flere aborter, men det er på ingen måde noget grundlag for at få et barn. Og det slipper jeg for overhovedet at skulle tage stilling til. Hvilket egentlig også kun er fair, nu når jeg faktisk tager mine p-piller, som jeg skal.
Nu ved jeg bare ikke, hvorfor min menstruation ikke kommer, men den dukker vel nok op, når den har lyst.

Nu prøver jeg så at strukturere mig. Købe bøger, kopiere bøger (=spare mange penge!), lave læseplan, læse, drikke dagens 5. kop kaffe og så videre.. Hold kæft, hvor er det her uinteressant - jeg tror bare, jeg læser videre og skriver om fiaskofølelser en anden dag.

Fiasko?

Jeg betragter mine ar, og mindes den slags smerte - der kun fremkaldes, når kniven føres mod egen hud. Den kamp mod ens krop, som man vinder. Man gennemtvinger smerten, man lykkedes med sin egen fiasko.

Jeg overvejer et kort øjeblik at gå ud i køkkenet og føre den mod mit lår. Men det er mange år siden sidst, og jeg burde vide bedre. Jeg burde vide, at der findes andre måder.

Og alligevel kan jeg ikke rigtig se andre. Eller jeg har faktisk 25 circadin liggende. De er godt nok fra 2010, men burde det ikke bare hjælpe på sagen?

Men det nytter jo ikke noget. Det er bar fristende at stoppe med at kæmpe for at blive den, jeg drømmer om engang at være. Fordi det indebærer så mange fiaskoer, og jeg har altid tacklet nederlag dårligt. Og nok dårligere, end de fleste. Og det her er min selvmedlidenhed på aller højest plan, og det magter jeg egentlig ikke. Så jeg burde nok bare tørre øjnene, og komme op på hesten igen. Så det gør jeg, bare ikke en hest, der er lige så høj.

Om træning

Dengang jeg var en lille pige hadede jeg motion. Som motorisk udfordret og hypermobil kunne jeg hverken sjippe eller gribe en bold, og om mit liv afhang af det kunne jeg ikke stå på et ben. At hoppe uden at falde var en udfordring.
Med lidt fysioterapi og meget stædighed kom jeg dog lidt efter det, og lærte de mest basale ting.

I spiseforstyrrelsens spæde år, hvor jeg egenhændigt forsøgte at komme af med mit hvalpefedt som 9-årig sørgede jeg selv for at gå til badminton, og blev glad for det. Kastede mig endda ud i volleyball, som bragte mig en masse succesoplevelser rent præstationsmæssigt, og virkelig mange nederlag socialt.

Så kom overgreb, depression, overspisning og fedmen.

Og da spiseforstyrrelsens anorektiske aspekt ramte mig begyndte træningen. Langsomt kom den snigende med et mål og et løbeprogram: lær at løbe 12 min. i træk. Som kiloene forsvandt, blev løbeturene længere. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg var fuldstændig overbevist om, at løb kunne kurere alt fra knæskader til hjertesorger. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Jeg kompenserede for mine overspisninger og mit selvværd ved at løbe i op til 3 timer. Nogle gange bare fordi den uendelige angst kun gik væk af at kunne høre min løbesko mod asfalten, nogle gange løb jeg bare indtil jeg græd.

I dagene op til jeg lagde mig syg med mononukleose løb jeg en time dagligt. Og jeg havde det konstant som om jeg var ved at besvime. Jeg husker det meget tydeligt.

Min behandling fik mig langsomt til at give slip på træningen. Det gik op for mig, at løb var spiseforstyrrelsens domæne, og hvis jeg skulle hejse det hvide flag for den evige jagt på vægttab måtte jeg holde en pause.

I juni startede jeg så på et løbeprogram igen. Min form var elendig, og det var en udfordring at løbe 3 minutter i streg. Tilgengæld gjorde min app, at jeg fulgte tiderne slavisk - og at spiseforstyrrelsen ikke pressede mig. Derudover er min app fri fra at tælle kalorier, så turene bliver ikke en del af at regnskab, som spiseforstyrrelsen kræver altid burde stå i 0.

Alligevel er det svært. Jeg læsten engang en artikel; 4 ud af 5 kvinder løber for at tabe sig. Hvordan bliver man den ene, der løber for psykisk og fysisk velvære, for motionen, for ikke at tage på og for et åndehul?
Hvornår ved jeg, at træningen er min og ikke spiseforstyrrelsens? For jeg kan så tydeligt og tit høre dens stemme på vej ud på en tur - jeg ignorerer den, men den er der.

Jeg ved det ikke. Men jeg overholder app'ens regler; træner aldrig mere end hver anden dag, og kun ca. 30 min. Jeg ændrer ikke mine spisevaner, jeg tæller ikke kalorier.

Men når jeg ikke helt kan tage mig sammen til dagens træning, og motivationen bliver at kigge på mine lår, er det så en spiseforstyrret løbetur?

Grænsen er hårfin, og jeg ved ikke hvordan man genkender den før den er overskredet. Men det vigtigste er vel at lytte til sig selv og ens krops signaler.

En rettesnor for mig er følelsen, når jeg er færdig. Er jeg glad for, at jeg kom afsted, eller vred over at jeg ikke gjorde det bedre?

Andre gode råd modtages med kyshånd!

Fra en, der for første gang i sit liv prøver at dyrke motion for sjov, ikke for vægttab.