Så sad han der. Som om han fandtes i virkeligheden, som om han var levende.

Tirsdag blev det i dag. Og mit sind har haft kredset så meget om mad og vægt, at jeg ikke havde lagt mærke til det. Ikke før jeg fik fri fra arbejde og pludselig stod i metroen og var på vej hen til ham.

Inde i mit hoved var han vokset til et monster, der ville bide hovedet af mig, bebrejde mig, skælde mig ud, udnytte mig og såre mig i løbet af de første sekunder. Men så stod han bare der, ved siden af sin cykel med røde kinder, kort hår, vand i øjnene og et stort smil, da han fik øje på mig.

Han gav mig et kram, og vi gik hen til caféen. Min søster stod udenfor med en af hendes venner, så jeg fik ret hurtigt overbevist ham om, at der skulle vi ikke hen.
Vi gik hen til en anden café, fik vores kaffer og smalltalkede om ikke-vigtige ting i en times tid. Så gik vi tilbage. Krammede farvel, og det var det.

Var et rod af tanker, imens jeg gik hjem. Han er bare en mand, et menneske. Som engang var 27 år og havde sex med en 16-årig pige. Og han troede virkelig, at det var det hun ville, og kun det. Han syntes, hun var smuk, sjov, klog og at de havde god sex. Men en dag blev han forelsket i en anden. Når man satser, risikerer man at tabe. Og sådan er det i al kærlighed. Og alt muligt gik galt.
Og måske er den ikke længere.

Jeg ved ikke, hvad hans intentioner er. Ved ikke, om det skal være mere nu. Men vi drak en kop kaffe, fik en sludder for en sladder og vist, hvem vi hver især er i dag her 3 år efter vi mødtes.

(Forresten har kokken skrevet. Ham jeg var sammen med i starten af januar. Første gang jeg hører fra ham siden. Hvad fanden er meningen. Ved ikke, om jeg er sur eller glad. Men ved, at jeg nok ikke burde have mænd i mit liv lige nu.)

2 dage til skolestart.....

Søndagsreflektioner

I denne her uge kommer alt til at ske.
Det sidder dybt i mig, følelsen af angst - følelsen af forventning. Jeg er så pokkers bange for det hele, og jeg aner ikke om det kommer til at gå.

Jeg er blevet uvenner med min bedste veninde. Fordi hun er usikker, og jeg er asocial. Og selvom jeg har brug for at se hende, savner hende sindssygt, så har jeg svært ved at tage initiativ, svært ved at overholde aftaler. Og jeg forstår udemærket at det gør ondt på hende, vi har været forbi denne her så mange gange før. For helvede, undskyld, undskyld, undskyld. Jeg kan ikke sige andet. Jeg elsker dig, og jeg kan ikke uden dig.

Jeg har gjort det dummeste nogensinde. Jeg skal ses med min eks. Ham, der sårede mig. Rev mig i 1000 stykker. Det er ikke gået op for mig. Jeg kan ikke håndtere, hvis han vil have mig - jeg kan ikke håndtere, hvis han ikke vil. Vi skal drikke en kop kaffe på min stamcafé, hvor jeg er tæt med ejeren. Han kender faktisk historien om eks'en. Fuck, det gør ondt. Hvorfor var det nu lige, at jeg ville det her?

Mit halve sabbatår slutter i denne her uge. Jeg ville gerne veje under 70 kg, have et fast arbejde, som jeg kunne fortsætte med under studiet, jeg ville flytte hjemmefra, jeg ville ikke have udøvet selvskade. Jeg ville have styr på mit liv - have lagt Michael og Ole helt væk. Jeg ville vide, hvem jeg var, uden al sorgen. I stedet er jeg det sidste halve år blevet mere og mere opslugt af en syg verden, hvor jeg er på grænsen til noget farligt. Jeg er angst for, at det ikke forsvinder ved min studiestart og denne fortvivlelse skal fylde mig resten af livet. Men på den anden side, håber jeg også på, at det kan blive som i slutningen af gymnasiet, hvor jeg ikke spiste noget om dagen - men heller ikke tænkte på det, fordi jeg var opslugt af studier.
Det første stykke tid bliver hårdt, da jeg slet ikke har lyst til at møde nye mennesker; og jeg ved ikke, hvordan jeg skal definere mig selv. Mine tanker om, hvad jeg er, har jeg ikke lyst til at præsentere for andre. Det er sygt og grimt. Og rigtig, rigtig svært. Og jeg er angst.
Men alle mine følelser, mine problemer, mine triste øjeblikke må give mig en dybere forståelse af andre mennesker og give mig en bedre mulighed for at kunne gøre det jeg virkelig drømmer om: at hjælpe andre.
Og det er det, der er målet.

Je suis désordonnée

Jeg har spist i så store mængder og hver dag fejler jeg, selvom jeg hver aften planlægger, hvordan jeg skal blive lykkelig og sulten. Jeg kan ikke holde andre mennesker ud, jeg hader mine regler, har ødelagt min stepmaskine og min højre fod er hævet og blå, men har alligevel gået 10 km på den i dag, jeg føler mig grim og fed og er løbet tør for afføringsmiddel, jeg har haft sex med guitatisten igen,, jeg kan ikke se fjernsyn mere, for det eneste jeg tænker på er, deres kroppe, ser en ny fyr, spansk-modellover vil ses, har ikke set min bedst veninde i en uge, og jeg taber mig ikke, vejer 73 kg, hader mig selv, vil skære i mig selv, fuck fuck fuck så han mine ar?, jeg skal se min eks for første gang i 2 år, jeg har lovet min lillesøster at shoppe med hende imorgen, men jeg har ikke lyst, alle minder jeg har fra det sidste år involverer mad, min mormor skriver bekymrede sms'er til mig fordi jeg begyndte at græde sidst vi sås under middagen, jeg er så ulækker, jeg forstår ikke, hvad der er tiltrækkende ved mig, får så mange komplimenter i øjeblikket, alligevel hader jeg mig selv og alt jeg gør og alt jeg siger og alt jeg tænker og alt jeg skriver og jeg har lyst til at græde og skære, for de elsker mig ikke, og måske skulle jeg snakke med nogen, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så jeg siger alt er fint og så er der ikke mere at snakke om og alt er fint, ikke?  jeg er kun en luder, mens vi havde sex i tirsdags borede jeg neglene ned i mit lår, det gjorde så lorte ondt og det gør det hele tiden, og han siger jeg skal tage en fortrydelsespille, jeg siger jeg har gjort det, men vil hellere bruge pengene på afføringsmiddel, jeg kan ikke se min mor blive sygere nu, det gør alt sammen for ondt, jeg vil flytte, jeg vil flytte lige nu, jeg kan ikke mere, jeg har brug for en ny start, et nyt liv,  jeg har ikke lyst til at findes og fuck - jeg skal starte uddannelse torsdag.

JEG VIL IKKE HAVE DENNE HER FØLELSE SOM JEG IKKE KAN DEFINERE
OG IKKE KAN SLIPPE AF MED 
JEG VIL IKKE

Surt opstød

Hader når man prøver på at fortælle nogen noget, og de så siger: "du behøves ikke, hvis du ikke har lyst". Det ved jeg jo godt, at jeg ikke BEHØVES. Men hvis du vil lære mig at kende er det ligesom nødvendigt.
Nææ, det, det i virkeligheden betyder er: "jeg kan mærke, at du skal til at fortælle noget, der har været ubehageligt for dig. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på det. Så stop. Nu."
Og det er noget pis. Det svære er også en del af livet, i hvert faldt mit, og det bliver nødt til at være noget jeg snakker om - hvis du vil forstå mig. Hvis du vil vide, hvorfor jeg er mig. Og jeg forventer ikke nogen speciel reaktion, hvis du går helt i sort kan du altid bare klappe mig på skulderen. Det er bedre, end at du ikke rigtig kender mig. Egoistiske svin.

Fordi hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre

Næsten som om hun ikke findes
går hun
forvirret, desorienteret, desillusioneret
nok lidt fordi hun for lang tid siden opgav
at leve i denne her verden
under de her omstændigheder
med de her følelser

Hun går
lidt for at komme tættere på
lidt for at flygte
men mest for at føle, at hun er på vej
og så er det lige meget
om det er længere ud

Hun går
fordi det er paradoksalt
at det gør ondt
at vide
at hun er afhængig af at føle smerte.
Hun går.

Et brev og solen

Solen skinner på en måde som om det er utilgiveligt
at jeg sidder indenfor
Men det bliver jeg altså nødt lige nu
for tårerne løber ned af mine kinder og jeg kan ikke trække vejret

Jeg prøver. Jeg har fået en besked fra en af min søsters veninder. De kender hinanden fra hospitalet, og da jeg også kom der dagligt, da min søster var indlagt, kender hun altså også mig. Hun har altid været et af de mennesker, som jeg har beundret og virkelig inderligt håbet (og vidst), at hun kunne kæmpe sig ud af sine problemer. Hun havde anoreksi - idag har hun en smuk krop, en sød baby, mand og lejlighed.

"Jeg følger jo lidt med på sidelinjen på fb og bliver ærligt lidt bekymret/ ked. Der er ingen tvivl om, at dit vægttab har taget overhånd(ud fra hvordan jeg oplever det).
Jeg kan genkende meget af mig selv (fra da jeg var syg) i dit ansigtsudtryk." - skriver hun. Jeg er bange, er det så tydeligt? Kan alle se den smerte og de dæmoner, der altid raser og fortæller mig, at jeg aldrig er god nok?
Jeg ved ikke. Hun skriver, at hun ikke har spurgt min søster om tilladelse; men tænker lidt, at det er hende der står bag. Og det er for så vidt også okay; jeg ved bare ikke om hendes bekymring er oprigtig. Og jeg ved ikke, om det jeg svarer så bare ryger direkte videre. Og jeg er jo slet ikke som hende, så tynd bliver jeg aldrig. Jeg håber virkelig ikke, at min søster tvinger hendes veninder til at virke som om, at de bekymrer sig. Åhr, hvor er det her noget lort.
Måske vil jeg alligevel prøve.
At cykle en lille tur, og måske nyde solen, fordi den måske imorgen ikke er her.

Jeg ville ønske..

at jeg kunne stoppe.
For det her - det slider mig op. Og jeg kan mærke den, den sygdom som jeg nægter at indse, at jeg har. Et af mine problemer med psykologen er, at hun taler om den. Kalder den ved dens navn, kalder den det det er - en psykisk lidelse. Og det er jeg ikke klar til at acceptere - også selvom jeg et eller andet sted godt ved, at det nok er sandheden. For jeg er så splittet. En rask del af mig kan sagtens se, at det jeg gør, og det jeg føler er sygt og forkert. Men en syg del af mig kan ikke forhindre mig i at føle og gøre de ting jeg gør.

Og det er grimt, grotesk og virkelig skræmmende;
at se sig selv spise, spise og spise til en familie begivenhed, fordi et familiemedlem har kommenteret "du bliver tyndere og tyndere". For derefter at få det så dårligt med sig selv, at man ser sig selv, stille og helt samlet, gå ud på toilettet igen og igen. Hænge ens blazer og bælte på dørhåndtaget og samle ens lange og underligt tynde hår på dørhåndtaget og sætte sig ned på knæ og stikke ens fingre langt ned i halsen, men uden at kroppen vil samarbejde om ens eget lille dødelige projekt.
Lydene kommer, men intet vil lykkedes. Samlet, rolig, tage blazer og bælte på igen, slå håret løs - rode op i det. Sætte sig ind i forsamlingshuset med enormt lyst til at skære. Og efter en tid, hvor man har boret neglene så hårdt ned i ens arm, under den blazer i str. 36, som er ved at blive alt for stor, gå på toilettet igen, for at fortsætte med at bore negle ned i lårene og hænge alt igen, og samle håret og lægge sig på toiletgulvet og lave 100 rygøvelser og 100 mavebøjninger. Og da man kommer ud bliver man helt lettet over at høre, at nu skal vi hjem. Men på vej hjem i bilen laver man så for første gang i bukserne, fordi man har taget en alt for stor dosis afføringsmiddel. Føler mig så ynkelig, så patetisk, så syg - og jeg kan ikke stoppe.

Og hvis nogen læser med, er det eneste jeg vil sige til jer: Elsk jer selv. Lige meget hvad nogen har gjort jer, og hvad I har gjort jer selv - elsk jer. Det er opslidende at ville dø, og det er ikke det værd. Jeg har nået kvalmegrænsen for at blive beundret at mine venner og familie for mit vægttab og hvis jeg havde modet ville jeg fortælle dem alle, hvordan jeg kæmper - men det har jeg ikke, ikke lige nu. Man kan vel ikke være spiseforstyrret og have et normalt BMI, er de flestes (inklusiv min egen) tilgang til anoreksi.

Jeg ville ønske, at jeg kunne få noget hjælp. Men lige nu virker det håbløst. Jeg kan ikke stoppe alene, når jeg får det sådan her, når jeg spiser. I løbet af de sidste dage har jeg spist, men 9 nye ar sidder nu også på mit lår. Og mange tårer har trillet ned af mine kinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver nødt til at fortsætte. Det gør for ondt at stoppe. Må kæmpe videre for at nå min målvægt, for når jeg når den vil jeg være undervægtig; også vil nogen måske tro på mig, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. Og at jeg dør hver dag. Hjælp mig, jeg vil leve.

Det mest ærlige jeg har skrevet længe

På en måde kunne jeg godt tænke mig at være indlagt.
Det føltes så trygt at være i en verden uden mad, uden knive og med personer, der kun var der for at passe på mig. Lod alt facade falde i et par sekunder, og hvad der kom frem var skræmmende. Men på en måde også rigtig meget mig; den mig, jeg bruger det meste af mit liv på at få til at gå væk. Jeg græd, røg, drak kaffe, sov og sad og borede mine negle ind i mig selv i timer. Alligevel har jeg aldrig følt mig så... befriet. Og det er sygt, forkert og alt andet, end det jeg stræber efter. Men det er ærligt.

Rod, skrøbelighed og ambivalens

De sidste par dage er jeg vågnet uden lysten til at stå op. Ikke at jeg plejer at vågne sådan sprudlende af glæde og blive klædt på af kvidrende fugle snehvidestyle - overhovedet. Men jeg har bare følt mig dårligt tilpas helt fra det sekund jeg prøver at gnide søvnen ud af mine øjne. Jeg har følt mig fed, grim og på ingen måde i humør til at vise det til hele verden. Fjernede mit profilbillede på facebook, fordi jeg ikke kunne holde ud at stirre på mit eget fjæs. Bruger alt for lang tid på at stå foran spejlet og finde fejl.
Min telefon har været væk, og det har passet mig fint. Har ikke haft lyst til at snakke med nogen, hverken om dem eller om mig. Eller om verden eller vejret.
I dag skulle jeg dog til psykolog, selvom jeg ikke havde lyst. Fortalte mig selv, at det nok var når jeg mindst havde lyst til at snakke, at jeg mest havde brug for det. Men det var svært, og samtalen gik ikke rigtig. Hun er kun en akut midlertidig en, som jeg maks kan have 3 samtaler med og i dag var den 2. Sidste gang fortalte jeg lidt om min historie, men alt er jo snørklet. Og når jeg var i et stille humør, og ikke spor selvreflekterende, kunne hun jo ikke rigtig vide, hvilke knapper hun skulle trykke på. Og når jeg bare sad og var stille og stirrede ud i luften skete der jo ikke pisse meget.
Men vi fik da snakket lidt om angsten for studiestart, sociale arrangementer, rustur etc. Og nødløsninger.  Også blev hun ved med at snakke om, om det var anoreksien der styrede mig og "folk med psykiske lidelser". Jeg har ikke en psykisk lidelse og jeg har i hvertfald ikke anoreksi. Folk med anoreksi har ikke et bmi på 23 eller overspiser eller gør hvad det nu end er jeg gør. Jeg kan godt se, at jeg ikke har raske madvaner, men jeg har ikke anoreksi. Og jeg har ikke en psykisk lidelse, heller. Jeg er bare en person, der har oplevet nogle fucked ting og prøver at få lortet til at hænge sammen. Ikke også?

Var til lægen i går, havde ikke tabt mig. Hun sendte rykker til hospitalet, men virkede oprigtig talt virkelig ligeglad. Og det er jeg virkelig også. Jeg gider ikke mere, ikke lige nu. Har også forstuvet min ene fod efter de 10 km. Gider ikke mere, vil bare tage mine piller, sove og veje mig. Og se min yndlingsfilm. Igen og igen og igen.



Susanna: I'm ambivalent. In fact that's my new favorite word.
Dr. Wick: Do you know what that means, ambivalence?
Susanna: I don't care.
Dr. Wick: If it's your favorite word, I would've thought you would...
Susanna: It *means* I don't care. That's what it means.
Dr. Wick: On the contrary, Susanna. Ambivalence suggests strong feelings... in opposition. The prefix, as in "ambidextrous," means "both." The rest of it, in Latin, means "vigor." The word suggests that you are torn... between two opposing courses of action.
Susanna: Will I stay or will I go?
Dr. Wick: Am I sane... or, am I crazy?
Susanna: Those aren't courses of action.
Dr. Wick: They can be, dear - for some.
Susanna: Well, then - it's the wrong word.
Dr. Wick: No. I think it's perfect.

9,73 km

Jeg er allermest bange når jeg søndag aften har løbet næsten 10 km, fordi jeg spiste en skål havregryn. Og jeg stopper op, fordi jeg er bange for, at jeg har skidt i bukserne, fordi jeg eksperimenterer med afføringsmiddel. Og verden lige pludselig ikke vil stoppe med at dreje rundt. Og jeg skal kæmpe mig resten af vejen hjem ved at klamre mig til og stavre fra lygtepæl til lygtepæl. I mens mit hjerte hamrer som om, at det er sidste gang det får chancen for at slå. Og jeg fuldstændig har mistet lysten til at leve. Kun fordi jeg ved, at jeg ikke har tabt mig.
Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg er bange. 

At erkende er vel et skridt tættere på at acceptere

Jeg er
Inderst inde
Fanget
i noget, der føles større
Som en grund til at leve
Og det farlige er
at det også er en grund til at dø.
Men jeg kan. Jeg kan hade mig selv. Lige indtil, at jeg er gået helt i stykker. Uden at kunne lappes. Men du vil stadig hver dag trække vejret, du vil stadig ikke kunne ugøre dine ugerninger, du vil ryge dine hjemmerullede cigaretter, se dig selv og dine børn i øjnene og du vil måske i stunder være helt vidende lykkelig, selvom du måske aldrig vil få at vide, at jeg denne aften har lyst til at tage mit eget liv. Fordi jeg ikke rigtig kan sætte ord på de følelser og fordi jeg ikke længere kan kende forskel på vrede og sorg. Fordi jeg ikke ved noget som helst, fordi du stjal min sandhed. Måske har du læst godnathistorie for dine børn før du puttede dem her til aften og kysset dem på deres kinder. Måske pralede du til din kollega om at have været sammen med to søstre. Men fortalte du, at den ene af dem er psykisk syg og den anden ikke ville? Fortalte du, at de var 15 og 19? Måske er jeg lige nu et tal i en statistik, og hvis der er en mere, der fortæller mig, at det er meget normalt at have det på den her måde i min alder tror jeg måske, at det skal være det. Har hørt den sætning siden jeg var ni. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den til.
Og jeg ved godt, at jeg flygter. Når jeg som en helt anden manisk person sidder vågen til kl. 5 og læser kalorietabeller og vejer alt jeg spiser. Og prøver at putte alt det jeg slet ikke kan placere i små fine kasser pertentligt placeret oven på hinanden. Som om jeg faktisk havde styr på det. Og selvom du siger, at det dræber mig, dræber det mig mindst lige så meget hele tiden at vide, at jeg ikke kan elskes.
Så.
Jeg er
Fanget
I begræsninger
der befrier
Men aller vigtigst er jeg 
på vejen
til enden af den fucking regnbue

Jeg har lyst til at græde

"Hvis jeg behandlede en anden lige så hårdt, som jeg behandler mig selv.. ville jeg blive sendt i fængsel" Kia Liv, Kia på julemærkehjem

Årsopgørelse 2011 - generelt

Kærester: 1
Rygestop: Utallige
Mennesker jeg har såret RET meget: 0 - tror jeg
Retssager: 0
Studenterhuer: 1 :D
Jobs: 2
Uddannelser jeg er blevet optaget på og starter på til februar: 1
Rejser: Nice, Kreta, Mallorca, Nice, Sverige.   
Fuldskab: ... uoverskueligt 
Søskende jeg har kontakt med: 5
Ting jeg ville ændre: alt
Psykiatrisk behandling: Nada
Uoverskuelige nedture: Kronisk nedtur. Så 1, vel.
Indlæggelser: 1
Lejlighed: 0
Sexpartnere: 3 (eks, den biseksuelle, spansk-model-lover)
Kilo tabt: 35
Tilfredshedsprocent: 50 %

Jeg havde aldrig klaret det uden:
1) Min bedste veninde
2) Kaffe
3) Rødvin
4) Sarkasme
5) Selvironi

Overvurderede ting:
1) Ipads (forstår altså ikke pointen. Måske skal man eje penis for at forstå)
2) Duftlys (helt ærligt)
3) Politikere (hvis 2011 har lært os noget er det, at de alle sammen er nogle magtsyge, korrupte tosser) 

Undervurderede ting:
1) Rent sengetøj
2) Strømper, der er varme fra radiatoren
3) Christel Wiinblad

Ord jeg vil bruge i 2012:
1) Succes
2) Pusseløjerlig
3) Ufunky
4) Pertentlig (generelt ord, der starter med p)

Ambitioner for 2012:
1) start uddannelse
2) flyt hjemmefra
3) hav det godt
4) tabe mindst 13 kg.

"Der var noget jeg glemte at fortælle dig igår." "Tør jeg høre det?" "Nej" "Sig alligevel" "Jeg synes, du er virkelig dejlig"

Jeg har det fint. Har jeg lige fortalt mig selv mange gange. Er kommet hjem fra date m. guitarist.

Han hentede mig i bil på min adresse. Jeg havde taget mine fine, sorte blondekjole på, glattet mit hår og følte mig rigtig pæn. Måske lidt for pæn. Men da jeg så han havde habit på, fik jeg det lidt bedre med det.
Vi kørte ud i verden til en fin italiensk restaurant, hvor vi fik en usandsynlig lækker 3-retters middag. Spiste halvdelen af forretten (bruschetta m. pesto vert), lidt under halvdelen af hovedretten (pasta m. tomatsauce og rød pesto gratineret med ost - spiste dog ikke noget af osten) og lidt af den overdrevet lækre tiramisu. Han bestilte en flaske vin, som han lod mig drikke det meste af, da han skulle køre.
"Jeg har aldrig set et voksent menneske kæmpe så meget med en så lille portion" var hans kommentar til min spisning. 
Nåede at blive lidt beruset inden turen gik tilbage til København og biografen. Tror nok, at filmen var god, men kunne slet ikke koncentrere mig. Jeg havde købt en pose lakrids og igennem hele filmen var det eneste jeg tænkte på, om jeg skulle spise et stykke. Det var forfærdeligt.

Da filmen endelig sluttede (formåede at spise 3 stk. lakrids) var vi ikke helt klar til at sige farvel. Så bilen blev parkeret hjemme hos ham, og vi tog ind til byen for at drikke en øl. Dumme mig fik en bøde. Bøde + mad = trist, uoplagt Ditte. Prøvede at tage mig lidt sammen, men det virkede ikke rigtig. Til sidst fortalte jeg ham lidt om, at jeg har kæmpet med nogle problemer. Og at jeg er på vej til at få hjælp, og hvor villig jeg er til at kæmpe. Utroligt, hvor overbevisende jeg kan være. Fandt på sætningen "jeg elsker det her liv for meget til at leve det på denne her måde", og har siden gentaget den 1 mio. gange inde i mit hoved. Jeg ved ikke, om jeg tror på det.

Klokken var lige pludselig 2, og vi havde ikke kysset. Og kun lige holdt i hånd i biografen. Fulgtes i metroen, hvor jeg bare var splittet. Fulgte med ham til hans dør, og prøvede lidt at sige farvel. Det kunne jeg ikke finde ud af. Så vi endte i sengen, han sagde ikke noget om mine ar. Ved ikke om det var alkoholen, eller om jeg bare var for træt til at hade mig selv; men vi havde sex. Og det var okay. Jeg har det fint. Vi faldt i søvn, sådan helt flettet sammen. Og det var virkelig rart og trygt. I morges lavede han så virkelig god kaffe til mig, og kørte mig hjem. Og jeg fortæller mig selv, at jeg  har det fint med det. Og det har jeg også. Jeg har det fint, jeg fortryder intet. Han er sød, klog, sjov. Han kan godt lide mig, jeg kan godt lide ham. Jeg har bare virkelig lyst til at skære i mig selv nu.

Hvorfor jeg er som jeg er

- "Mor, tror du blinde mennesker savner at se?"
- "Jeg ved det ikke. Der er mange ting, det må være rart ikke at se"

Måske ambivalens

Jeg har en fornemmelse af
slet ikke at være til stede i det her, der
foregår i mit sind
Alligevel er jeg så intenst nærværende
mærker hver brise og føler hver følelse kraftigere
i en rus af melankoli og regler og grænser og kontrol
Og jeg er slet ikke i tvivl om at jeg ikke længere ved
om jeg er taberen eller vinderen og jeg ved godt
at jeg har mistet al forbindelse til fornemmelsen af
det rigtige, det forkerte
det sunde, det usunde
det jeg vil, det jeg ikke vil
Jeg vil ikke spise, måske
Jeg vil ikke elske, måske
Jeg vil ikke dø, måske
måske har jeg aldrig været mig så meget, som jeg i dette sekund føler mig
måske aldrig så lidt

Årsopgørelse i mænd

Godt så. Klokken er i tastende stund 03:04, og jeg kan ikke sove. Så fik en idé, der fik mig til at taste løs. Nemlig: Mine mænd i 2011. Jeg garanterer for, at noget af det er underholdende. Eller i hvert fald den første del af ordet sat sammen med et lig (overtræt, undskyld).

Hr. eks: I omkring de første 6 mdr. af året var han min kæreste. Han var sød, tryghed og noget stabilt. Men elskede ham jo ikke rigtig. Har ikke savnet ham.

Sugemallen: Fuld aften to uger efter break-up. Sugede sig fast på mine læber og efterlod sig sugemærker. Stakkels blå læber. Er siden løbet ind i ham flere gange, hvor han har prøvet igen... Og vi er åbenbart perifert i samme vennegruppe - LUKSUS!
Bonusinfo: havde følgende samtale med ham den første aften
Sugemallen: "Vil du ikke med mig hjem?"
Ditte: "Nej"
Sugemallen: "Jamen, jeg elsker dig"

Nøgenbaderen: Åh den studentertid! Efter en våd, våd nat på bar i indre by, hvor vi sang "sådan nogle som os har jo brug for en kæreste" gjorde vi morgenen lidt vådere og hoppede i Nyhavn - han var lidt mere nøgen, end jeg. Men skulle jo have den bølge i huen!

Den lave: Alle andre end jeg vendte eller havde planer om at vende korset i huen. Og efter lettere ydmygende aften, hvor en ven gik hen til fremmede og spurgte, om de ville vende mit kors, ville jeg gerne væk fra ham! Den lave så sit snit og inviterede mig over til ham og de tre kokke. Efter meget snak, masser af øl, Agnes Obel og solopgang over Nyhavn fulgte den lave mig til bussen, hvor han sneg sig til farvelkys.

Nordmanden: Åh, så er vi nået til Kreta. Meget fuld Ditte, meget fuld Nordmand (han troede på, at jeg var gravid i 7. måned selvom jeg røg og drak, og at jeg skulle være med i DUM). Heldigvis rev veninde mig væk.

Grækeren (alphabet): Samme aften. Veninde kysser med græker 2 minutter efter, at vi har mødt dem på gaden. Jeg står akavet med græker-vennen og prøver at føre samtale. Spørger om hans navn, han svarer ABC. Spørger IGEN om hans navn, han svarer ALPHABET! Lidt senere frier han (selv-fucking-følgelig), og vi kysser. Resten af ferien er min veninde sammen med hans ven, mens jeg er videre til den næste. Kan i stave til akavet :-)

Kreta-dude: Ultimativ sommer-crush. Simpelthen så sød, jysk fyr fra lille flække omkring Randers. Vi havde 6 underskønne dage sammen, hvor vi legede kærester og nåede at komme hele følelsesregisteret igennem. Bonusinfo: På første date i dagslys bad han mig efter 5 pinlige minutter, hvor han kiggede underligt på mig, om at gå på toilettet. Havde sgu en busser. Efterdønninger fra forkølelsen efter Nyhavn-badet. Blev MEGET stille bagefter.

Kreta-dude II: Tilbage i Kbh møder jeg (via en cykeltaximand vi begge kendte) en sød jysk fyr fra en lille flække omkring Randers. Der har det samme lyse hår, er lige så høj, har samme kropsbygning og næsten samme fine blå øjne som Kreta-dude. Han hed bare et grimmere navn, og var ikke lige så sød. Bonus-info: Han var med til morgenfest hos mig, hvor vi så Herkulas og spiste hjemmebagte boller. Han puttede usandsynlig meget smør på.

Den biseksuelle: Fyr jeg har kendt i laaang tid. Og kysset med et par gange. Var mest af pligt, fordi jeg følte jeg havde trukket den alt for langt ud. Og lige pludselig kunne jeg ikke bunde mere. Første sex efter eks.
Bonusinfo: havde usandsynlig stor penis. får helt kvalme af at tænke på det.

Den sarkastiske: Mødte ham på pizzaria, og synes egentlig han så sød ud. Så begyndte han at svine min veninde. Men var åbenbart hans form for humor. Lige som da jeg spurgte ham om han gik meget i byen. Han sagde nej, men tilføjede at han havde været i byen de sidste 4 dage. SJOVTYPE.DK. Ville ikke have kysset ham, men han kyssede mig. Sagde, at jeg skulle ud og have luft. Ville komme tilbage om 2. Hæhæ, det skete ikke.

Spansk-model-lover: Sød fyr, der har løjet om alt. Men han er pæn og har masser af piger. Og tror egentlig, at noget af det han finder mest tiltrækkende hos mig er, at jeg ikke er helt vild med ham ligesom alle de andre. Ser ham stadig lidt en gang imellem. Har haft sex en enkelt gang, men har nu aftalt kun at være venner. Desuden har han også stofmisbrug.

Ham med hæmsen: Seriøs type mødt i byen. Så ham et par gange (ham med det perfekte kys), men gik galt ved sex-delen. Indlæggelsen fulgte umiddelbart efter. Bonusinfo: prøvede at få mig med i hæmsen ved at sige, at den bager, der lå i området lavede super morgenbrød, og det blev jeg NØDT til at smage. Ad.

Livgarderen: Et par kys på forskellige barer. Blev sur, når man kom til at sige gartner i stedet for garder. Meget lidt interesseret i at lære mig at kende. Lige meget hvad jeg spurgte om, svarede han med et okay svar og et "hvad med dig". Som i: "hvordan er det at være livgartner" - "Bla, bla, bla, bla.... Hvad med dig?".
Bonusinfo: Hver gang jeg gik et par meter væk fra manden prøvede en ny fyr at snakke med mig. Hver gang kom livgarderen hen og holdte om mig og hilste på fyren. For det var altid en af hans venner. Igen, lærte i det med akavet :-) I hvert fald lærte jeg: Tag aldrig på lurblæseren. Hver mindre i vil gemme jer og lytte til dansk pop.

Kokken: Baggrundshistorie fortalt for ikke ret lang tid siden. Kort: mødte ham med ham den lave. Synes han var sød. Sms'ede. Han gav blomster til pige. Men skriver et par dage efter til Ditte. Og ringer til hende nytårsaften, hvor de kævler i en time. Hun tager hjem til ham 1. januar, hvor de har tømmermænd sammen. Og hun giver ham et blowjob. Men de har ikke sex. Mest fordi hun ikke har lyst, men hun skyder skylden på manglende kondom (SMART). Har ikke hørt fra ham, og nu hader jeg mig selv. Igen. Men prøver virkelig at lade være.

Guitaristen: Sød dreng mødt på bænk. Sparsom kontakt indtil han pludselig flyttede til mit kbh. Vi mødtes i byen igen (den historie har jeg fortalt), søndagen efter til vin og film og for lidt over en uge siden til kaffe. Og han har inviteret mig på ægte, ægte date på fredag. Bonusinfo: har selvfølgelig gået i folkeskole med sugemallen.

Det var så dem, tror jeg. Kan godt være jeg har fortrængt nogen. Kan ikke vide mig helt sikker :-) Det er sjovt, så meget en modsætning man kan være. Men det her er jo også en side af mig. Hende, der fester som en sindssyg i perioder. I sommer var der bogstavelig talt uger, hvor jeg var i byen hver dag. Det dejlige ved alle de her mænd er, at de er nye. Kun 1 var genbrug. Er ikke gået tilbage til nogen fusere. Puha, jeg har vidst også taget min del. Men sex med 3 er jo okay. At jeg så ikke har været forelsket i nogle af dem er en anden sag. Og at jeg har lavet andre ting med flere, synes jeg bare vi holder mund om. Alt skal vel heller ikke på bloggen - men håber i fandt det sjovt. Og også ser denne her side af mig.

Om at spise og om at lade være

 

Jeg har brugt flere timer på at skrive et indlæg, som jeg lige har slettet. Magen til ligegyldigt pis skulle man lede længe efter. Jeg hader mig selv, jeg har hadet mig selv i mange år. Det er faktisk noget af det, jeg er allerbedst til. Vil snart skrive det på mit CV; "Livslang erfaring i kæde selvhadning. Andre kan i nød også kædehades".
Jeg har også altid haft problemer med mad - det kommer og går bare lidt som vinden vender. I denne her omgang hang min hang til sult nok sammen med noget retssag og noget forhold (som jeg bare aldrig skulle have befundet mig i). Og det her forhold forhindrede mig i at krybe tilbage til min favorit kædehadningsmetode: cutting. Men det skulle da virkelig ikke forhindre mig i at blive selvdestruktiv.

Hvis man tager et lille kig på Ziggy Møllers bog om spiseforstyrrelser (den hører med, når man melder sig ind i LMS), og tager et endnu nærmere kig under årsager, virker det hele ikke så mystisk. At de her problemer med mad skulle ramme mig.
Eksistensberettigelse: Hmm.. Min berettigelse for at eksistere er at være en hjælp for andre.
Oplevelser i første livsfase: Skilsmisse
Copingberedskab: Selvskade. Krydret med fortrængning. Og i hvert fald fortielse.
Evne til at mærke, adskille og udtrykke behov: Behov? Har jeg ret til sådan nogen?
Jeg-udvikling; indre eller ydre selvværd?: ydre. bygget på præstation og udseende. Det mest fantastiske kompliment jeg har fået af min mor er, at jeg kunne blive model. Hvis jeg tabte mig.

Og det er "kun" de individuelle psykologiske forhold. Der er skam 3 punkter mere, hvor alt bliver ved med at passe lige så godt. Inklusiv 3 andre i min nærmeste familie, der har lidt af spiseforstyrrelser. Har jeg så fundet ud af.

I løbet af det sidste stykke tid har jeg flere gange tænkt på bare at stoppe med at prøve at gøre noget ved mine problemer. Bare fortsætte ned af den her vej, uden kamp. Det virker bare som det mest rigtige. Og jeg orker faktisk ikke at gøre mere for at hjælp. Og orker heller ikke rigtige at arbejde med krænkelserne. Jeg bliver så ked af det, og jeg vil ikke bruge mit liv på at være ked af det.
Og når jeg bare spiser det jeg må og træner det jeg skal, er det jo ikke så slemt. Bare jeg når min målvægt og kan holde den. Så er alt jo ligesom ikke så slemt, vel?


Ej, nu føler jeg mig også skizofren. Det her blev slet ikke, som jeg ville have det. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hverken for at elske mig selv (eller måske bare tolerere til at starte med), eller for at det jeg gerne vil sige kan komme frem. Men nu har jeg skrevet og slettet og skrevet i tre timer. Jeg håber, at jeg gav nogle svar.

 Det første billede er fra sommeren 2010. Og det er ikke min topvægt. 
Det nederste billede er fra julen 2011. Vejer omkring 71 kg. 

 

Tæt på, på en langt væk måde

Det er lang tid siden
at jeg på en eller anden stille måde
helt uden måske selv at vide det
opgav den tanke, som jeg på en panisk måde prøver
at finde et hoved, en hale og en krop derimellem i
Og selvom jeg ikke ved om jeg helt ved om jeg tror
så må jeg jo håbe
eller bare være selvdestruktiv nok
til gang efter gang at hoppe ud over kanten
med min helt egen selvmordsbombe med mit helt eget hellige bud
som er lige så kliché som de ægte religiøses
"Elsk mig nu. Det er okay, at du ikke gør det i morgen. Og jeg skal nok forsvinde før du kan nå
at sige jeg skal gå. Gør det umulige, jeg hungrer. Elsk mig"
Men når jeg er hoppet så mange gange, at det der med de ni liv virker i underkanten
hvorfor er det så
at det stadig gør ondt at ramme bunden
og vågne op til en dag
ved siden af en mand
som kun elskede en igår
og mest fordi man var tættest på