I make no apologies for how I chose to repair what you broke

Torsdag
Målet var at komme ud af sengen. Brød grædende sammen, da jeg så eks M og den nye kæreste skulle på stranden på Facebook. Blokerede dem og slæbte mig selv til Frederiksberg Have, hvor jeg fik lidt sol og kvalitetstid m. min bedste veninde Lige indtil hun skulle mødes med sin kæreste.
Alene overvejede jeg om det var nu, jeg skulle gå i seng i lang tid. Igen. Indtil min telefon ringede. 30 minutter efter stod jeg på Nørrebro st. m. J.
Mødte ham en trist og fuld aften for et par uger siden. Vi tog hjem til mig, lavede mad og drak vin og øl. I kolosale mængder. Vi kyssede lidt og gik derefter i seng og SOV.

Fredag
Vågnede m. J. Savnede M. Sendte J på arbejde. Spiste og kastede op. Spiste og kastede op. Spiste og kastede op.
Omkring kl. 2 om natten havde jeg brug for at være fuld. Drak et par øl, og pludselig kom sms fra kokken; "sover du prinsesse?". Afsted med mig. Cyklede hjem til ham i regnvejret, hvor han varmede mig, kyssede mig og før vi faldt i søvn havde vi sex. Ulykkelig.

Lørdag
Vågnede alene i kokkens seng. Han var taget på job. Lukkede mig ud, og cyklede til min fars hus på Vesterbro, som min søster passer. Vi så lidt fjernsyn, spiste, kastede lidt op.
Drak en øl, også tog vi til Islands Brygge; til nogle af hendes venner. Fik ret hurtigt nok, og med min søster på bagagebæret cyklede jeg til indre by. Mødtes m. bedste veninde, hendes kæreste og hans bedste ven, T. Jeg mødte T i søndags, hvor jeg sov hos ham. SOV.
Efter meget latter, flirten og andet godt kyssede han mig. Vi tog hjem til ham, da verden igen lukkede. Kyssede meget, og lige pludselig udbrød manden; "fuuuck, hvor er jeg skæv. Kan vi gøre det her en anden gang?". Lettet gik det op for mig, at jeg ikke blev nødt til at have sex med ham. Vi sov. Tæt.

Søndagsstatus: 3 nætter, 3 senge, 3 fyre. 


Jeg nægter at hade mig selv for det. Og T kan jeg faktisk godt lide. Og jeg prøver jo bare at flygte fra mine tanker, ikke?

"You don't get to call me a whore. When I met you, I thought I had found the person that I was going to spend the rest of my life with. I was done! All the boys and all the bars and all the obvious daddy issues, who cares? I was done. You left me. You chose Addison. I'm all glued back together now. I make no apologies for how I chose to repair what you broke. You don't get to call me a whore." Meredith, Grey's anatomy

Kaffe og kærlighed

Ingen kan nogeninde tage

De sekunder
Hvor du smilede
og jeg levende og lykkelig
inderligt troede på,
at du elskede mig

fra mig

og måske betød de i virkeligheden slet ingenting for dig
Al magien
Der byggede mig op
for at efterlade mig
helt i ruiner

Jeg ved ingenting om
hvordan man gør alt det her på Falster, hvor hun kommer fra
Jeg er en stille pige fra Vesterbro
opfyldt af had, mest mod mig selv
Fyldt på en måde, jeg slet ikke er stærk nok til at bære

Og det eneste jeg rigtig har brug for
er en kop kaffe
og din kærlighed
Og det er virkelig alt for meget

Du må gerne glemme kaffen.

Når jeg ser ud i fremtiden forventer jeg, at jeg vil blive lykkeligere, end jeg er nu. Rigtigt eller forkert?

Udfylder spørgeskema til mit nye behandlingssted. Græder lidt.
føler stor trang til at græde - særdeles meget


Er igang med rigtig/forkert udsagn omkring fremtiden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Kan slet ikke forestille mig en fremtid lige nu.
Fyldt at tomhed og håbløshed kæmper jeg videre, uden egentlig at have lyst. For jeg er nået til det punkt i mit liv og i mit spørgeskema, hvor jeg måske skal tage stilling til, at der findes en imorgen. Men jeg er slet ikke i stand til at overskue bare resten af dagen.
Min seng skriger på mig.
Men jeg har en million ting jeg burde gøre. For det plejer at hjælpe lidt.
Jeg har ikke tænkt mig at begå selvmord. Men alligevel lukker jeg øjnene i mørket, når jeg uden lygter cykler over vejen for rødt.

Jeg har brug for dig. Jeg har brug for luft. Jeg har brug for at trække vejret.

Jeg drukner

Overvældet af depression ligger jeg dag efter dag i min seng. Græder ikke rigtig mere, til gengæld er jeg også stoppet med at gå udenfor min dør.

Han dukkede jo bare op ud af det blå og forvandlede mig. I måneder havde depression og spiseforstyrrelse holdt mig nede under vandets overflade; med ham kunne jeg gispe efter vejret, få lidt luft, klar til næste dyk.

D. 1. Maj forlod han mig.
Stod helt alene i fremmed verden uden luft. Blev indlagt på lukket afdeling, fik beroligende, sov med kugledyne, spiste ikke i 6 døgn. Og i løbet af to uger tabte jeg mig 6-7 kg.

Langsomt, minimalt, blev alting lidt bedre. Jeg var stoppet med at falde, men havde ikke samlet mig selv endnu.

Nu har han fundet en ny. En sød pige, der slet ikke er lige så fucked up som jeg er. Som ikke kaster op eller tager overdosis dulcolax hver dag. En, der ikke har solgt sig selv, en der ikke er blevet voldtaget. En, der ikke har en handicappet mor, to psykisk syge søskende. En, der ikke har tre diagnoser. Og er fuldstændig umulig at elske.
Hvor ved jeg det fra?

Jeg går i klasse med hende.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare nogen, at jeg ikke kan gå nogen steder. At jeg er alt for træt. Jeg græder ikke. Er bare ved at drukne lidt. Og jeg bliver liggende her. Bliver bare liggende her.

Om dørtelefonen

Jeg overvejer at begynde at date. Bare for at få tiden til at gå.

Oprettede faktisk en dating profil for en lille måneds tid siden. Har ikke svaret nogen. Andet end dem, jeg har taget pis på. Jeg er egentlig en ret ynkelig person.
Ikke desto mindre er jeg ved at blive sindssyg. Egentlig ikke af kedsomhed, som jeg før har givet skylden. Ensomheden er nok den, der mere bærer skylden.

Savner M helt vildt, og jeg har stadig svært ved at forstå det. Har mit vindue stående på klem, og hver gang jeg hører, at nogen ringer på i min opgang løber jeg hen til dørtelefonen, fordi jeg tror jeg hører et "hej skat, det er mig". Men det er ikke min dørtelefon, der ringer. Hvor ynkeligt er det lige??

Jeg har heller ikke lyst til at se andre. Det gør jeg alligevel. Fordi jeg måske i et par sekunder kan være tilstede i det her nu, hvor alt burde være okay. Kan jeg ikke bare være okay nu?

RASTLØSHED

Jeg burde have været et varmere sted. Nu, tak. Men sådan er verden ikke. Åbenbart. Har først planer d. 31/7, hvor jeg starter arbejde op igen. Hvad skal der ske indtil da?

Hun var dødeligt syg

Tæt på kanten, vaklede hun, som en kræftsyg - helt uden kræfter til at leve. I mange år blev hun forladt og forladt, og jo mere hun opgav - gav alle andre op.

Tappet for tapperhed og optimisme og for alle de muligheder og hele den verden, der lå for hendes fødder. Men som hun ikke evnede at træde ud i. Hun var det sorteste mørke; kun oplyst i sekunder og kun af noget, der kunne ødelægge hende.
Mange gange var hun i sekunder ikke kun næsten død, men havde helt forladt drømmen om livet og selve livet.

Sten på sten byggede hun sig op. Et helt mirakuløst liv, der kun består fordi hun vil.

Og alligevel gør hun ikke helt. For hun betaler den gæld, hun har skabt. Hun står i aske til knæene fra alle de broer hun brændte. Grædende. For hun kan ikke komme videre. Det, der startede det hele - tvivlen om dem, der skabte hende fortryder. Er stadig det, der plager hende.
Alle de grænser hun prøvede af, endte med at de satte én definitiv grænse - vi vil ikke hjælpe.

Jeg kan ikke undskylde, jeg kan kun forstå. Og jeg er ved at dø af forståelse for, at de ikke kunne mere. Og forståelse for, at længes efter accepten, anerkendelsen og al den kærlighed.

Er jeg Bridget Jones?

Okay. Var for sent på den. For det er jeg altid. ALTID. Styrtede derud af på min cykel. Helt rød i hovedet.

Også kommer M, eksen, gående på fortovet. Får et kæmpe chok (jeg forestiller mig jo, at han er død. Det er nemmest. Og det er ikke hver dag man ser døde mennesker, vel?)
Ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere. Så jeg vinker, han vinker tilbage. Og så er jeg ved at vælte. Bogstavelig talt er jeg ved at vælte!!

Kors, altså.. Jeg er Bridget Jones.

Fremtid?

Hun roder i sit pandehår, imens hun stille tager alt fra mig.
"Du er for syg til at læse. Du er for syg til at arbejde. Du er for syg. Du skal fokusere KUN på din behandling."
Prøver mit aller aller bedste at forklare, at jeg har brug for noget at leve for. Jeg kan ikke bare leve. Men alle mine argumenter bliver til tårer og hun hører ingenting.
Og midt i mit totale sammenbrud får jeg lyst til at skrige - "SÅ HØR DOG PÅ MIG,  DET ER MIT LIV"

Skal jeg synke helt sammen på Bispebjergs psykiatriske afdeling og sidde helt bleg og vippe frem og tilbage, imens jeg snakker om hvor lys den fremtid jeg engang havde så ud?
Det er ikke mig.
Jeg er hende, der giver absolut alt jeg har. Og hvis det kræver, at jeg en gang imellem bukker under og følelsen af ingenting at have tilbage at give, og jeg har brug for noget at støtte mig op af, noget til at holde mig fast. Så hvad??

Så kan hun kommentere mit vandrende blik, mine negle jeg borer ned i min arm og rode videre i hendes pandehår til ugenkendelighed. Og alligevel slet ikke høre, men bare blindt konstatere "du bliver aldrig rask, så længe du arbejder og studerer".  

Magter ikke at snakke med min psykolog i dag.

JEG ER SÅ ÆDRU. Det er en fest.

Begynder langsomt at vågne. Begynder langsomt at leve.

Har det seneste døgn:
- Haft mit livs værste tømmermænd
- Ikke røget (kunne ikke gå de 50 meter til kiosken)
- Aldrig været så pinlig over egen opførsel, som jeg er nu (glad for, at jeg ikke har iphone. pinligheder forbeholdt virkelig verden. Virtuel og dermed mere permanente er fritaget)
- Desperat prøver jeg at komme i tanke om, hvad jeg har lavet (sorteste blackout)
- Gennemgået taske for spor
- Fundet: - Brugerundersøgelse for Vanløse Skole???
               - 2 sweatere (en af dem var min. Den anden har ukendt oprindelse)
               - 3 lightere, 2 tomme cigaretpakker
               - 1 glas (bliver åbenbart kleptoman, når promille overstiger 500)
               - 2 flasker vand
               - En bestillingsseddel. Fra michelin-restauranten. Hvor hr. Kok arbejder.

Kors... Jeg mødtes med kokken.. Og jeg har meget svag idé om, hvad der egentlig skete. Det var noget med, at jeg tiggede ham lidt om at komme. Regnede med ingenting og storflirtede på desperado måde m. alle. Lige pludselig var han der sgu. M. 2 venner. Vi tog videre til tramper-agtigt sted, som jeg hader og aldrig kommer på. Var svært at snakke sammen og akavet. Specielt fordi random fyre, der lignede nogen der kommer fra Hvidovre, blev ved med at hive fat i mig.
Ham og hans venner dansede. Jeg var vågen på 24. time og kan ikke huske andet, end at jeg ikke dansede.
Klokken blev 5, jeg skulle arbejde. Fulgte ham til Kongens Nytorv. Aner ikke, hvad vi snakkede om. Tror nok, at jeg snakkede meget. Kram og holden-om-hinanden. Men intet kys. Intet mere.

Det er værste er, at da jeg mødte på arbejde kl. 6:04 var jeg overbevist om at være næsten ædru. Det var jeg ikke. Har ihvertfald ingen idé om, hvad jeg har ævlet om. Kan bare huske, at jeg ikke kunne stoppe med at snakke. Eller spise. I håb om, at kvalmen gik væk.

Giver op. Men kun for i aften.

Vågen i 34 timer i streg. Har det bedst på kanten. At leve det skrå liv.
Min krop er ikke enig med mit sind om, hvad jeg kan. Og den her konflikt bliver ikke løst indenfor den nærmeste fremtid.

Stod op kl. 5, arbejde 6-15 30. Tog hjem, tog bad, tog til fødselsdag, hvor jeg spiste dagens første mad. Tog i byen.
Kl. 5 cyklede jeg hjem, skiftede tøj, cyklede på arbejde og arbejdede 6-13. Har nu sovet og spist og sovet. Og føler mig for træt til at leve.

Måske er nogle mennesker bare skabt til det. For at alle andre kan have det bedre med dem selv.

Hey, I just realized, that this is crazy. So here's my number, don't call me maybe.