Skal nok, Dr. Phil!!

Radioen summer i baggrunden, for det er endelig lykkedes mig at slukke for fjernsynet. Det har taget mig tre dage, men det står nu, som et glemt alter, helt mørkt - og jeg skal ikke tænde igen lige foreløbig.

Jeg elsker at se fjernsyn. Ikke bare sådan som lidt tidsfordriv, nej, jeg virkelig elsker det. Jeg kan forsvinde imens. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg sagtens kan lave andet, end at se fjernsyn. Bare det altså er tændt. Og det kan jeg også; ordner negle, tager mavebøjninger og i reklamepauserne vasker jeg op.

Jeg levede engang mit liv i reklamepauserne. Og lavede alle planer udfra, hvornår der kom Beverly og Gilmore Girls.

Og det er egentlig en meget tryg base at vende tilbage til.

Når man sidder med reel eksamensangst, og det hele bliver så selvmodsigende; fordi jeg netop ikke læser op, fordi det betyder, at eksamen er tæt på, og det håber jeg virkelig ikke at den er. Men det eneste, der kan tage toppen af angsten er rent faktisk at være rigtig godt forberedt. Derfor skal jeg igang. Og tasterne r også ved at være varme nu.

Og jeg har vist egentlig også set min del af Dr. Phil.

Det er bare pjat, du er jo fjollet

Jeg ville ønske, at jeg magtede at skrive mere. Det gør mig jo så godt. Og få det ned på papir [okay så, på skærmen], såvel som at få det læst igennem, når jeg får de snæversynede briller af.
Så nu prøver jeg. Selvom jeg er ude af træning, og ikke helt ved, hvor jeg vil hen.

 

Men også uden et klart mål, kan man udvikle sig.

Jeg er angst, jeg er lykkelig, jeg er fuld, jeg er deprimeret, jeg er levende, jeg er angst.

Angst for at miste - og netop fordi; bliver holder jeg ekstra, ekstra godt fast - og bliver angst for, at min angst for at miste, får mig til at klemme livet - kærligheden - ud af det hele. Så luften går af ballonen, så at sige. Og sådan kører jeg i selvsving. Igen og igen.

Det værste er, når han er fuld.

Hvis han kommer hjem lige om lidt - og han ikke lige kysser mig indenfor 17 sekunder - så har han kysset med en anden. Så fortæller han mig, hvordan han elsker hende - og ikke mig, mere. Og jeg vil glædes over, at han har elsket mig. Men bagefter falde sammen, helt og absolut. Vi vil gå op og ned ad hinanden med klumper i maverne i måneder, før han endelig finder et nyt sted at bo.
Så vil jeg måske være et svagt minde for ham; den sindssyge kælling han engang så. Nej, jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på.
Og jeg vil have noget at falde tilbage på. Men det vil mest være spiseforstyrrelse, selvskade og måske krydret med lidt promiskuitet. I det mindste vil jeg være tilbage i behandlingssystemet, hvor jeg for evigt vil befinde mig. Måske endda indlægge mig, i måneder. Bare for at få en lille pause, I ved.

Også når han kysser mig i 18. sekund, er jeg 3 år ude i en sørgelig fremtidsprofeti, om mit eget forfald - og han forstår ikke, at jeg virker lidt mærkelig..

Og sådan er der så meget, når man lever inde i sit eget hoved. Nogle gange bliver jeg bare sindssyg. Og lidt træt af, temmelig levende at blive forladt et par gange om dagen i mit eget sind. Og gentagende prøve at fortælle mig selv ; "det er bare pjat, du er fjollet".

Men så synger jeg med på Vågner i natten; "det bedste her i verden sker med dig, og kuuuuun dig"

- Og han siger; "Rimelig omklamrende type.. Altså jeg tror, jeg ville bakke ud med præstationsangst, hvis nogen havde det sådan med mig"

- Og jeg, kujonen, tør ikke at fortælle ham, at han er noget af det vigtigste. Også kører forestillingerne igen.

Det ER altså temmelig udmattende at være mig.