Vind eller forsvind

Der er gået for lang tid. Alt for lang tid. Men livet har været livet og jeg har været tvunget til at leve det. Timer er forsvundet som (advarer imod kliché) sand imellem mine fingre.
Har ikke været glad, har ikke været trist. Har ikke haft lyst til at dø, har ikke haft lyst til at leve. Har ikke sovet, har ikke været vågen. Er en hel masse modsætninger, der på en måde opvejer hinanden en lille smule og gør mig helt.. grå.
I morgen skal jeg se min kæreste, og har aftalt med min læge at jeg bliver nødt til at fortælle ham om overgrebene. For ellers er det for svært, og det vil gå i stykker, fordi han ikke vil forstå noget. Problemet er, at selvom jeg forklarer kan det være han alligevel ikke vil forstå og bare synes jeg bliver en trist byrde. Men som min læge sagde, så er han ikke den rigtige og så elsker han mig ikke for den jeg er, men den jeg lades som om. Synes bare ikke rigtig, at jeg er i en position, hvor jeg kan tillade mig at stille krav til accept og tolerance. Kan jo ikke selv finde ud af det. I alle fald er det vind eller forsvind i morgen. Og hvis det bliver forsvind må jeg have en nødplan, der hedder skadestuen.
Øv. Hader at være den her person.

Holder fødselsdag.

 Helt alene. I mit lille hjem. Med masser af musik, tårer, selvskade og selvmordstanker. Om lidt skal jeg til psykolog. Hip, hip, hurra.

Tillykke til mig - det er dagen, hvor alle skal vise hvor ligeglade de er

Jeg ved det godt. Jeg gør det hvert år - uden undtagelser. Præcis d. 19. april er jeg i et lorte humør og har travlt med at kædehade alle. Nok lidt for at undgå at komme til at kigge den anden vej.
For i virkeligheden elsker jeg jo ideen om dagen. Og glæder mig. Lige ind til den kommer. For følelsen af at stå med en kæmpe bunke forventninger og ikke rigtig nogen til at indfri dem er lidt for meget.
Og selvom jeg ELSKER at være flyttet, kommer det altså til at være underligt ikke at have sin familie på denne dag. Føler mig alene. Meget alene. I hvert fald lige nu.
Hvorfor er det, der skal findes dage som for nogle er fantastiske og for andre er en hyggelig lille reminder om, at ens mor kun bliver sygere, ens far er ligeglad, ens venner og kæreste har for travlt. Har ikke brug for at blive mindet om, hvor lidt elsket jeg er.

Ps. de der antidepressive virker ikke. Synes kun jeg har fået flere suicidale tanker. Og sovepillerne er et helvede. Når jeg ikke tager dem sover jeg ikke før sent (eller måske kalder man det tidligt på det tidspunkt?), og når jeg tager dem sover jeg over mig, og er træt hele dagen.

Jeg er ruuuuundt på gulvet. Har for travlt. Og min veninde, der er på Bali, har skrevet en mail. For en måned siden. Som jeg ikke har svaret på. Fordi jeg så gerne vil skrive noget positivt.

Min største frygt

Da jeg gik i 1.g og havde billedkunst fik vi opgaven at skulle male vores største frygt. Resultatet fandt jeg, da jeg flyttede. Og selvom det ikke er feel-good kunst så elsker jeg det, fordi det er sandt og ægte og en virkelighed jeg aldrig vil glemme at have levet i og ikke ved om man kan stoppe med at leve i. Ville ønske jeg var stærk nok til at have det hængende.

Du føler dig glad for, at der ikke er noget kamerahold, der følger efter dig når...

... du spiser 400 gr. cornflakes udem mælk og får sår i munden (alt.for.ynkelig.)
... du vasker en helt hvid kogevask, men sniger lige et lilla håndklæde med. Det sker der vel ikke noget ved, vel? Jo, blondie, det var NYT. Sig goddag til fesen lyslilla lagener, undertøj og tanktops...
... du putter det i tørretumbleren, men i et forsøg på at spare lidt overfylder den og nu er din 40 kvm mansion et stort tørrestativ.
... du morgenen efter nattens slutspurt på eksamensopgave forsøger at fjerne det, som du er OVERBEVIST om er make-up rester må give op og indSE, at det er din hud. Hurra for sorte rander. Mindre hurra for dårligt dækkende foundation.
... du for 2. gang på en uge tager skraldespanden med som fin og lugtende håndtaske i stedet for at bruge den der container. (Note to self: mindre distræt, NU TAK!)

(tegning fra heltnormalt.dk (ps. perfekt overspringshandling)

I sin every single day - we never change, do we?

Har slukket min cigaret og alt lyset.
Har taget min sovepille, min lykkepille og venter. Venter på effekten af medicinen, som skal fremkalde alt det, som jeg ikke selv kan føle. Husk det ord, det er vigtigt.
Jeg kunne godt bruge lidt lys, bare til at kunne se resten. For lige nu ser jeg brudstykker af puslespilsbrikker, som jeg prøver at få til at hænge sammen til et eller andet større, som burde være vigtigt, men jeg kan ikke se det.
Jeg ser et liv. Der er formet af en adfærd, som jeg kan mærke gør mig ondt. Og den næste brik er jeg ikke helt sikker på, men på den anden side så kan jeg ikke huske, hvornår, hvis nogensinde, jeg sidst var sikker. For når jeg ved, at det ikke er godt - hvorfor stopper jeg så ikke bare?
Adfærden er symptomer, en måde at reagere på, på følelser som jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal reagere på. Så selv, hvis alle mine mønstre bliver brudt og et helt nyt liv former sig ud foran mig, så har jeg stadig følelsen. Og hvordan stopper man med at føle en følelse?
Jeg tænker rationelt.
Det var ikke min skyld, at han voldtog mig. Men følelsen af, at jeg kunne have forhindret det og at det dermed er min skyld - den er der stadig.
Jeg var bare en lille pige - jeg kunne ikke forhindre slagsmål, trusler, utryghed og kaos i en hel familie. Men alligevel føler jeg, at jeg kunne have gidet min søster plads til den toast også havde min stedfar måske ikke prøvet at kvæle hende.
Mine grænser var overskredet, jeg ville ikke rigtig leve og han var en pædofil mand, der manipulerede mig. Men jeg kunne have gået, han tvang mig ikke til noget. Ikke med vold, ligesom Michael.
Jeg er så træt af at føle, at jeg ikke er noget værd og at alt jeg gør og nogensinde har gjort har været forkert. Og selvom jeg rationelt kan tænke, at det ikke er sådan - så er følelsen der stadig. 

Lige meget, hvor gammel jeg føler mig, så er jeg stadig bare en lille pige. 
Helt magtesløs. 
Overfor følelsen af, at jeg ikke er noget værd. 

Er glad for jeg ikke har alle de sovepiller lige nu.

Imoclone

I dag var jeg til lægen. Fik 15 sovepiller. Den første tanke jeg fik, da jeg trådte ud fra hospitalet var, at nu skulle jeg dø. Ingen vej uden om. Intet vil ændre sig og nu har jeg pillerne. Jeg røg en cigaret på det og gik så tilbage til min læge og afleverede nogle af pillerne, så hvis jeg tager dem alle sammen på en gang sover jeg bare i et døgns tid. Jeg ved ikke, om jeg har valgt at leve. Men jeg har fravalgt døden. Små skridt.

En gammel ven

Jeg har haft besøg i dag.
Da min søster var indlagt besøgte jeg hende dagligt. Men det var langt fra hver dag hun ville se mig. Så jeg hang ud på den åbne afdeling, røg alt for mange cigaretter og small talkede med de andre patienter. En af dem var en mand, som min søster også var gode venner med. De blev begge udskrevet, men holdte kontakten og blev rigtig gode venner. En dag huggede han mit telefonnummer fra min søsters telefon og skrev til mig for at spørge, om jeg havde lyst til en kop mokka.
I dag kom han forbi. Først var han rimelig stille, men jeg har kendt ham i 4 år og ved, at sådan er han. Han rystede, og virkede ikke som om, at han havde det særlig godt. Men efter en kande kaffe, et par liter the og 5 glas Ribena livede han lidt op og vi snakkede i mange timer. Om alt.
Han fortalte, at første gang han mødte mig blev han forelsket i mig. Men han håbede ikke, at det påvirkede vores venskab.
Det lovede jeg ham. Nu har han inviteret mig ud at spise. Årh, gud. Han er virkelig sød, men jeg har altså en kæreste som jeg altså pænt rigtig godt kan lide.
På et eller andet tidspunkt meget snart går jeg under jorden. Og så snakker jeg ikke med nogen, går ikke uden for min dør og spiser ikke noget. Det er min drøm lige nu. Er det fucked? Jeg vil bare gerne sove fra det hele, tak.

Pænt goddag hr. psykiater. Jeg har ikke nogen penge, men til gengæld har jeg fået følelser på min børneopsparing.

har brugt min dag på hospitalet. Og føler mig sygere end nogensinde. Skulle man ikke blive rask af behandling?

"Nu tager de mig med. Blå vogn. Hvor tager de mig hen?"

overskrift + citat er fra Flødeklinikkens Blå Vogn
 

And I can't be holding on to what you've got when all you've got is hurt

Jeg mente det altså. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne. 
Jeg kan stadig ikke. 
Jeg ødelægger alt. Og med det mener jeg, at jeg ødelægger mig selv. Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø. Jeg holder fast i tanken med næb og kløer og negle og tænder og en stædighed, som egentlig slet ikke ligner mig. Og den er heller ikke mig, for det lykkedes ikke rigtig at holde helt fast. For nej, jeg vil ikke dø. Men jeg vil ikke leve, jeg vil ikke leve på denne her måde. 
Hvorfor er det forkert at spise og forkert at lade være og forkert at kaste op? Og hvordan kan jeg stoppe med at gøre alt det her, der er forkert og blive helt, helt rigtig? 
Altså ikke rigtig på den måde, hvor andre synes at jeg er det. Men rigtig som i en følelse i maven. Jeg har to jobs, jeg godt kan lide. En uddannelse jeg synes er spændende, i en sød klasse. Jeg har en kæreste, som jeg er forelsket i. Og ifølge mange er jeg helt rigtig, men det er jeg ikke. For jeg fortsætter med at skuffe mig selv dagligt og jeg er træt af at være vred og skuffet over mig selv. 
Jeg kan ikke fortsætte og jeg kan ikke stoppe. 
Og ingen andre end mig selv kan hjælpe mig, og jeg aner ikke hvordan. Så jeg sulter, jeg æder, jeg kaster op. Og hver aften forsøger jeg at holde fast for jeg vil virkelig ikke dø. Jeg vil ikke tage mit eget liv.  Problemet er, at det allerede føles som om, at jeg er død.

Er glad!

Haha, aprilsnar......

Senere, mine elskede, senere.