#selvindsigt

Jeg tror, jeg er ensom. Hvordan får man ægte venner?

VÆGTEN

Min vægt står på loftet, og jeg burde smide den ud. Med tiden har jeg været nødt til at indse, at en vægt aldrig ville fortælle mig  noget, jeg ville være tilfreds med.

Min spiseforstyrrelse var tal og regnestykker. Vægt og kalorier, der altid skulle stå i minus. Altid.

Stolpegårds kontrolvejninger var vildt ubehagelige. Men - at blive vejet på samme tid, en gang om ugen med de samme mennesker, der fortæller en, at alt er normalt (ihvertfald de fleste gange) - det gav mig en tillid til min krop.
Min største frygt er og bliver, at jeg vågner op en dag og vejer over 100 kg. Rationelt ved jeg, at det kommer jeg ikke til af ingenting. Men jeg ved også, at da jeg vejede over 100 kg var jeg slet ikke bevidst i den proces, hvor jeg kom dertil. Og i ren teknisk forstand kan mine mentale barrierer godt skyde i vejret på samme måde. Så måske vågner jeg en dag op samme sted.

Min psykolog ville helt sige, at det er spiseforstyrrelsen der snakker der. Men SF havde en funktion, den var der af en grund - og jeg vil ikke være overvægtig igen.

Hvordan sikrer jeg mig så, at jeg ikke vågner op den der dag og vejer alt for meget? Jeg bodychecker på anden vis. Kan jeg passe de her bukser? Buler min mave ud? Sidder min top stramt? Var den delle der igår?

Men... det fjerner ikke frygten helt. Til tider er jeg kropsblind. Jeg har stadig body dismorphia i en grad, der gør at om tøj passer hænger næsten altid sammen med min psykiske tilstand.
Så har jeg en dårlig dag, kan jeg se at mine lår er enorme, dermed er jeg sikker på at mit tøj strammer og jeg føler mig sikker på, at jeg ihvertfald er over de 90 kg.

Og der får jeg lyst til at hente vægten ned og få afklaret sagen. På den ene side kunne det måske give mig trygheden i at være sikker på, at min vægt er stabil og normal. På den anden side kunne det blusse SF op, hvis tallet bare er 1 kg. højere, end hvad jeg håber, at jeg vejer.

Det er kampen mellem min logik og den rest jeg har af SF - og jeg tror, at det er en kamp, der fortsætter i mange år. Så derfor burde jeg jo bare smide min vægt ud.. Helt ærligt, kommer jeg til at savne den? 

Liste over sårende ting, der kan siges til en, der virkelig prøver at dyrke motion for sjov

"Hvor lang tid tager det dig egentlig at løbe 5 k?" 

"I går tog det mig 35 min."

"Det var da godt nok langsomt"

"Altså tidligere på ugen tog det mig 40 min."

"Ja, altså.. Nu ved jeg godt, at der er forskel på drenge og piger og sådan noget.. Men da jeg løb tog det mig 23 min. at løbe 5 k. "

Min sutteklud, min "instant mommy"

Første gang jeg tog et hvæs af en cigaret var i 9. klasse, hvor jeg lod drengene overtale mig. Jeg gjorde det for at blive respekteret. For at passe ind.

Men jeg kom ikke til at passe ind. Jeg var allerede anderledes. Levede i en parallel virkelighed. 
Og de næste mange cigaretter jeg røg, foregik i skjul. Jeg røg altid helt alene. Fordi jeg deprimeret, fordi jeg håbede, at det ville tage livet af mig. Ingen vidste noget - hverken familie, venner, skole - og jeg hadede at ryge, men jeg så det som en nødvendighed. 

Siden har det været min tryghed. En ny måde at trække vejret på. Cigaretterne var der, når en eksamen skulle fejres. Cigaretterne var der, når min sult skulle fortrænges. Cigaretterne var der, når jeg skulle møde nye mennesker. De blev en forlængelse af mig, en 6. finger jeg altid kunne trække mig tilbage med. Min trøst, min sorg, mit liv og min død.

Og det lyder jo absolut absurd - men jeg tror, at psykisk sårbare, der ikke har så mange at læne sig op af sætter så meget pris på den lille tryghed, der kan være i en cigaret - at det kan være forskellen mellem liv og død. 

Men jeg har det bedre, jeg har det godt. Jeg har tryghed i andet - i andre. Og nu skærer jeg ned.
Normalt har jeg røget ca. 10 om dagen, så månedligt ca. 15 pakker
15 pakker * 40 kr. = 600 kr. månedligt.

600 kr., der kunne gå til restaurant besøg, rejser, bøger, nyt tøj....

Så langsomt lægger jeg vanen fra mig. Idag begynder min 4. uge med 3 eller under cigaretter om dagen. Og ved i hvad? Jeg tror, jeg overlever. Og en dag stopper jeg sgu helt.

Hvad kærlighed egentlig er

De fleste starter med at tro, at kærlighed næsten er en fysisk størrelse. En pil, der rammer en - fjerner sorger, sletter tvivl. En pil, der giver én nyt liv, en pil der sletter alt forhenværende. Men sådan tror jeg ikke, at kærlig er mere. 

Jeg har oplevet kærlighed. Den første ægte kærlighed, der rev mig i stykker. Og det tog tid, for det gjorde så ondt, så ondt. Og jeg troede aldrig, at jeg ville komme mig. I dag kan jeg se ham i øjnene uden at føle det meste. 

Kærlighedshungrende, som jeg var, troede jeg naivt, at kærlighed og tryghed var det samme. Og selvom vi begge to blev ved med at prøve, så kom jeg aldrig til at elske ham. Men alt er jo også nemmere i retrospekt. 

Bagefter prøvede jeg virkelig at lære at elske mig selv, ved at få andre til at elske mig. Min årsopgørelse skræmte mig faktisk lidt, og vidner lidt om den anerkendelse jeg søgte.

Men så mødte jeg ham. Ham, jeg troede skulle ændre mit liv. Og det gjorde han på en måde også, han fik mig ihvertfald til at ændre mit syn på mig selv. Til det værre - tænk, at det var muligt. 

For 2 år siden - mit i mit følelsesmæssige kaos skete der så noget andet. Jeg fandt noget, jeg virkelig kunne mærke var værdifuldt. Og i stedet for at storme ud i det, blev jeg virkelig bange. Men han viste sig at være noget andet, kunne noget andet. Han er den bedste til at være der. Og jeg bliver rolig i hans nærvær. Noget jeg ikke har behov for hele tiden at vise til hele verden, fordi jeg føler mig sikker. Og selvom vi har vores forskelle, og der altid er udfordringer - så elsker jeg ham bare. Og jeg håber på, og vil arbejde for at vi skal være sammen resten af livet.