fredag den 29. november 2013

Fredage

Han stryger hende let over lænden

Med sin hånd

Der bagefter

Legende let

Tager på hendes skulder

Og de er lykkelige

Og det eneste jeg har at sige, er;



Har du lyst til at være min kæreste?
JA
Har du lyst til at flytte sammen med mig?
JA
Hvorfor?
Fordi, jeg er U S I K K E R

torsdag den 21. november 2013

Ævl

Så langt tilbage jeg kan huske har jeg villet læse psykologi. Jeg har mange gange taget netop den drøm op til revision, fordi den syntes så umulig. Hvorfor skal det lige være den drøm, som så mange andre også har?

Men jeg kan ikke komme uden om det.

Nogle elsker at lave mad, andre at samle modeltog; min hobby, min fritidsinteresse? Det er psykologi. Og der er ikke noget andet, det er min helt store og absolutte passion.

Jeg elsker mennesker, forsøg, teori - jeg elsker at forstå det, andre finder uforståeligt. Og jeg mener endda, at hvis jeg nu endelig skulle have et naturtalent - I ved, den ting man er bedst til i verden - så tror jeg, at det er det.

Da min spiseforstyrrelse, den restriktive del, var på sit højeste i efteråret/vinteren '11 tog jeg mange billeder. Både fordi jeg ikke lavede andet, end at være syg, men også fordi jeg havde et enormt behov for at dokumentere det smukke og æstetikken. Men også fordi jeg i spejlet altid kun så en pige, der var godt over de 100 kg - i fotografiet så jeg et lidt mere virkelighedsnært billede.

Min vægt var lavest i slut december/start januar,og det var faktisk igennem et billede, at det gik op for mig, at den kontrol jeg desperat kæmpede mig til var ved at indtage mig. Jeg var ved at dræbe mig selv, langsomt. Derfor begyndte jeg at spise, bare lige lidt mere, men så begyndte opkastningerne og afføringsmidlet at kompensere. Men min vægt blev aldrig så lav igen, som i den vinter.

Her til aften har jeg kigget alle de billeder jeg har fra 2011. Billeder af træer, kaffe, vin, blade, Søerne, halstørklæder, ribben, hofteknogler, kæmpe "thigh gap" og portrætter af en pige, der engang var mig, bare helt uden liv i øjnene.
Det vækker en kæmpe ambivalens; min spiseforstyrrelse, der bebrejder, at jeg ikke længere lever sådan - min raske side, der har et enormt behov for at få en "belønning".
Jeg har været igennem smertehelvede, og det jeg bare gerne vil, er at få lov til at læse det jeg virkelig brænder for.

Jeg vil så gerne, jeg vil så gerne, jeg vil så gerne - hvordan får man kvote 2 vurderingsenheden til at SE det?

Jeg vil så gerne!