torsdag den 29. december 2011

Grunden til jeg ikke dater

Godt så. Så sidder man her. Med et gevaldigt forklaringsproblem, mest overfor sig selv.

Hr. kok har været rimelig fast inventar siden singlelivet startede med et brag i mine studenterdage i sommer. Vi så solen stå op over Nyhavn sammen, og jeg kyssede med en af hans venner (som jeg mistænker for at have givet mig kyssesyge). Måneder med sparsom kontakt passerede, men pludselig blev det intensiveret. Af uransagelige årsager. Vi sms'ede dagligt, og havde planer om at ses. Indtil han begyndte på "gid du var her lige nu, for så ville jeg kysse dig" -agtigt-pjat. Så jeg trak lidt i land, og blev meget hurtigt afklaret med, at han ville en ting. Smed selvværdet ud, endnu engang. En til, der ser dig som et hul. Flot - ikke mer' ham. Bibeholdte dog lidt kontakt og lidt planer. Og beundrede ham på afstand. For han er sådan en, som jeg godt kunne blive virkelig, virkelig forelsket i. Om ikke andet, så fordi han ikke vil mig. Han er klog, sjov, løber maraton, har fancy karriere og mål i livet - på trods af sine sølle 21 år. Ikke skidt, vel? Og så er han pæn, på en virkelig sød måde. Og ved at finde sammen med en anden. Og selvom jeg kun har mødt ham en gang, og aldrig rigtig har snakket med manden (han har faktisk ikke en chance for at kende mig, rigtigt), så er min første reaktion at tage kniven frem. Og skære alle de drømme jeg havde helt væk. For jeg er ikke god nok til ham, og egentlig er jeg slet ikke god nok til nogen. Slet ikke når jeg er så idiotisk at skære i mig selv. Og prøver at fortælle mig selv, at han ikke vælger mig fra. Problemet er jo bare, at det gør han. Og det nederlag kan jeg ikke cope med.

Ligesom da hr. eks slog op med mig. Det handlede i bund og grund slet ikke om, at jeg mistede mit livs kærlighed, overhovedet. Var pisse træt af ham og forholdet. Men jeg kunne ikke håndtere, at han ikke elskede mig. Det skulle han. Uanset hvilke følelser jeg havde for ham.

Og det er jo lige så åndssvagt nu. I den tid hr. kok og jeg har snakket sammen har jeg datet flere. Spansk-model-lover (som jeg stadig ser lidt), ham der med det perfekte kys (hvor jeg heller ikke kunne håndtere nederlaget og blev indlagt bagefter), Kreta-dude (som jeg faktisk var lidt forelsket i, og ville have set 1000 gange mere, hvis han ikke havde boet i lorte Randers) og hr. guitarist (som jeg faktisk ser nu, og det går godt -nærmere detaljer følger i andet indlæg).

Og det er kun de fyre, som jeg har set mere end 1 gang. Dvs. der er en masse som jeg har kysset med i byen og snakket med. Og har måske-agtige planer med.

Måske lidt malplaceret billede. Men tog det igår for at forsikre 
mig selv om at jeg ikke døde af overspisningen.
Problemet ved det er bare, at jeg lader alle mine følelser omkring MIG afhænge af fyre, som jeg ikke rigtig ved om jeg er interesseret i og derfor spiller på flere heste, og ikke rigtig giver mig hen til nogen. Fordi jeg er bange. For at det udvikler sig for meget (læs; sex) - for der er jeg slet ikke nået til. Og fordi jeg er bange for ikke at være god nok.

Og jeg burde slet ikke se nogen fyre. Burde finde roen i mig selv så jeg var i stand til at håndtere både at have sex, men også, hvis der bare er noget, der ikke går. Når der er en, som jeg ikke vil betyder det jo ikke, at der er noget galt med ham, men bare, at jeg ikke synes at lige netop han skal blive til vi med mig. Det her er noget rod. Jeg er ked af, hvis du har læst det hele, men det er altså grunden til at jeg ikke burde date, må jeg nok hellere rette det til. For jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Er afhængig af mad og mænd. Sundt.

onsdag den 28. december 2011

Så meget kvalme. Har lyst til at kaste op, eller dø.

I dag har jeg spist:

5 skåle branflakes (ca. 200 gr.) med ca. 1 l. minimælk
5 småkager
11 skumfiduser
2 æbler
3 rugboller
2 stykker rugbrød
6 frikadeller
1/4 kransekage
10 Pebernødder
1 stk. toastbrød
20 gr. ren nougat

Det her er lort. Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor kan jeg ikke stoppe? Det virker som om, at min eneste mission er at give mig selv kvalme. Og hvis ikke jeg gør det via sult, så skal jeg fandeme bare æde løs. Spis dig selv ihjel.

Om virkelighed og mad

Jeg har gerne villet skrive noget. Altså noget sigende, noget godt. Men ordene er blevet væk, og jeg har været for træt til at lede efter dem. Og det er svært at slå sig til tåls med at skrive noget, som jeg selv synes er kedeligt. Og måske også fordi jeg føler mig meget syg. Og når jeg skriver det bliver det ikke kun i min virkelighed, men i en helt anden virkelighed som også er på skrift og den føles lidt mere virkelig, end det her misk-mask af farver, hvor alt flyder sammen, der er min virkelighed.

Min virkelighed er, at jeg kæmper. Og jeg har fuldstændig glemt for hvad. Jeg ved ikke, om det er for at spise eller lade være. Og jeg ved heller ikke, hvad der er mest selvdestruktivt. I det hele taget føler jeg nok mest, at verden tårner sig op foran mig med masser af spørgsmål, som det er nødvendigt, at jeg tager stilling til. Og alle andre kender svarene, men jeg er helt, helt uvidende; alle de andre tror bare, at jeg spiller dum.

Jeg havde et par gode dage efter jul, hvor jeg nåede op på omkring 1000 kcal - og det er noget jeg kan leve med. Ikke for meget, ikke for lidt. Og vægten sagde imorges 71,4. Men depressiv på min måde fordi det idag er lidt over en uge siden jeg sidst skar, og min veninde ikke svarede mig og alle de her spørgsmål jeg ikke kunne svare på gjorde at jeg har ædt. Ædt indtil jeg fik kvalme, også lidt endnu. Jeg er virkelig en gåde. Nogle dage er det svært for mig at spise en kartoffel, andre dage er det svært for mig ikke at spise 3 kg kartofler. Her til aften før jeg gik i bad sagde vægten 74,6. Det må være næsten en måned siden jeg vejede det. Har  lyst til at spise og kædehade mig selv. Det sidste har jeg gjort i lang tid, og ser ikke ud som om jeg rent faktisk er i stand til at stoppe. I morgen, der vil jeg ikke spise. Og det bliver simpelthen så let. Glæder mig lidt. Det er det eneste, jeg glæder mig til.

torsdag den 22. december 2011

Glædelig jul!

Om lidt henter min far mig, også kører vi hjem til ham og holder præjul med københavnerne. Imorgen går turen til noget Jylland. Vender stærkt tilbage til mit elskede København d. 25/12.
Det bliver svære dage, hårde dage - det ved jeg. Men planlægger allerede hvordan jeg skal klare det. Og glæder mig virkelig meget til at give de gaver jeg de sidste par dage har styrtet rundt på strøget og købt for alt, alt for mange penge. Glædelig jul og gløggen i håret!

onsdag den 21. december 2011

71,9 kg. - 13,9 kg til mål.

Har nordens underligste følelse. På den ene side føler jeg mig helt lille, introvert og sårbar på en sådan jeg-vil-helst-gemme-mig-for-verden-for-alt-er-skræmmende-måde. På den anden side vil jeg jeg ud og være ekspressiv. Råbe og skrige til hele verden, helst. Jeg er fuldstændig manisk og styrter derud af hele tiden med 300 km/t, uden benzin. Og det giver det fedeste kick. Er høj på adrenalin. Og aldrig har jeg født mig så lykkelig og så fri. Og aldrig har jeg følt mig så bange, så usikker på hvert et skridt jeg tager og så lidt in charge. For det føles kun nogen gange som om det er mig der har hænderne på rettet. Det meste af tiden slingrer jeg faktisk så meget, at jeg tvivler på, at der overhovedet er nogen der styrer. Men jeg ved, at jeg har foden på speederen.
Jeg bruger al min tid på at tænke på al det mad, jeg ikke har tænkt mig at spise. I går løb jeg 9 km på en time ved 21-tiden efter at have indtaget 200 gr. youghurt (90 kcal) til morgenmad og ellers intet andet end kaffe. Da jeg stoppede var jeg så svimmel, at jeg blev nødt til at støtte mig til hver lygtepæl jeg kæmpede mig hen til. jeg er stolt over at have tabt 35,1 kg på 11 mdr, men er også sindssygt bange. Bange for at jeg aldrig når mit mål, og jeg er bange for at jeg når det. Har helt mistet lysten til enhver behandling. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne fortsætte sådan her. Men hver gang jeg stiller mig op på vægten og er forsvundet lidt mere, har jeg lidt mere mod på at fortsætte. Fortsætte på min måde. Selvom det mest indebærer at give mig selv kvalme og presse mig selv ud over alle grænser, er det det her jeg vil.
Og jeg ved godt, at det hverken er smukt, flot, sejt eller rart - men det her er mig, det er sandheden, og det er en sygdom som jeg lige nu slet ikke har kræfter til at prøve at bekæmpe.

mandag den 19. december 2011

Overblik (nok mest for selv at holde styr på det)

I sensommeren 2008 crashede jeg på en måde, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg gik til lægen, der sendte mig til ungdomspsykiatrisk ambulatorium, hvor jeg først blev afvist. Fordi jeg ikke ville have samtaler sammen med mine forældre. Insisterede lidt og de tog mig ind og hjalp mig, indtil jeg blev 18. Så var det ud og væk.

Der gik et halvt års tid før jeg fandt kræfterne til at finde noget nyt. Til lægen igen, og denne gang blev jeg sendt på Stolpegården til gruppeterapi. De mente i høj grad, at jeg havde brug for noget - men det eneste de kunne give mig ville gøre, at jeg ikke kunne færdiggøre min uddannelse.

Så gav jeg op. De skrev godt nok en henvisning, men jeg orkede ikke at gøre mere selv. Så jeg lod mig synke. Lod mit sind tale det sprog, som min stilhed har lært det. Jeg coper, som jeg kan gøre det alene.

9 mdr. efter Stolpegården, talte mit sind i koder, som ikke engang jeg kunne kontrollere. Og jeg kunne bare virkelig ikke mere. 2 døgn på psykiatrisk skadestue også ud med en henvisning til psykologhjælp. Jeg kontakter min læge, og prøver at forklare hende, hvad der sker i mig. Men ordene der beskriver, hvad det hele egentlig handler om findes slet ikke i mig mere. Og det hele føles meget svært. Men hun vejer mig, og beslutter at jeg selv skal finde en psykolog på nettet også skulle vi have en opfølgende samtale.

11 dage og adskillige afslag og "du kan komme på ventelisten, men vi har ikke noget nu" efter gik jeg så til lægen i dag. Trådte op på vægten, der viste 3,9 kg mindre, end sidst. Hun bliver noget chokeret. Jeg er jo ikke tynd, der står ikke spiseforstyrrelse skrevet i panden på mig, så ved ikke om hun troede mig da jeg sidst prøvede at forklare, at jeg bare ikke har lyst til at spise. Hun prøvede ihvertfald at fortælle mig idag, at jeg ødelægger mine organer, og det er fint at jeg har tabt mig - men ikke mere nu. Hun vil have mig til at drikke kalorieholdige proteinshakes (det kan hun godt glemme). Også skrev hun henvisning til psykiatrisk afdeling igen, og de skal så ringe mig op, også skal jeg over og snakke med dem. Og til en opfølgende samtale og vejning og svar på blodprøver (noget med stofskiftet, forstod det ikke helt) hos hende i start januar.

Jeg ved ikke, hvad det skulle gavne mig at være indlagt. Jeg ved godt, at jeg skader mig selv hele tiden lige nu. Men jeg kommer også ud hver dag, og ser venner der intet aner om mine problemer; og det gør mig bare så meget godt at holde fast i noget "normalt". Og jeg er heller ikke klar til den stigmatisering som indlagte er ofre for. Og JEG ER IKKE SYG, jeg har bare oplevet fucked up ting, og ikke vidst, hvilke kasser jeg skulle putte det i.

lørdag den 17. december 2011

Pigeaften, mad, drinks og drenge

I et stykke tid har jeg prøvet at få en aften med nogle gamle veninder til at ske. Noget med et par drinks og en fest. I går var så blevet aftenen, hvor vi skulle mødes. Torsdag foreslog en af dem, at vi også spiste noget mad sammen, og to af dem var fast besluttet på, at det skulle være på det lokale pizzeria i området, hvor vi er vokset op. Fik en af dem på mit hold og vi protesterede og fik lavet aftalen om til, at vi mødtes ved Torvehallerne i stedet, og vi gik på en rustik café, jeg engang har arbejdet på, ikke langt derfra. Så langt, så godt.
Jeg fik bestilt en salat, og et glas vin. Min bedste veninde spiste parmaskinken, og en af de andre spiste brødet der hørte til, så jeg kunne nøjes med at spise salat-bladene. Der var heldigvis ingen, der kommenterede mit spiseri, eller min vægt. Selvom flere af dem i løbet af aftenen udbrød; "fuuuuuuuck, hvor ser du godt ud". Intet er mere ødelæggende end et sådan kompliment; en bekræftelse af, at jeg gør det rigtige.

Vi tog videre, drak et par drinks et sted. Tog igen videre til et sted m. fri bar, og ville egentlig kun blive der til den frie bar sluttede. Men timerne løb fra os, og vi endte med at bruge resten af aftenen der.
Jeg mødte nogle drenge, som jeg har festet med før (og kysset med en af dem), og vi havde det sjovt. En dreng jeg mødte i byen for et par måneder siden dukkede også op, faktisk for at se mig. Det viser sig så, at han har gået i folkeskole med ham drengen, som jeg har kysset med for et halvt års tid siden. Men ham der har joinet vores selskab for mig ved jo ikke, at vi har kysset. Og det er jo lang tid siden, og betød intet. Så jeg snakker videre med ham, og synes faktisk at han virker rigtig sød.
Jeg går op i baren for at finde noget vand, og der sidder ham den gamle fyr, og vi snakker så lidt. Da jeg vender tilbage til bordet sidder den nye fyr og holder i hånd med en af mine veninder. Sætter mig ned, og stirrer lidt ud i luften. Den gamle fyr kommer hen til mig, og rykker min stol tættere på hans. Følte mig rastløs, følte mig droppet. Han kom, han så, han snakkede, og besluttede sig for, at min veninde var mere spændende. Fik lyst til at skære, og var lykkelig over, at jeg ikke var mæt. Den gamle fyr lægger mere og mere an på mig, og jeg beslutter mig for at tage en cigaret, så går ind i rygerummet, for at ryge og tænke. Da jeg næsten har røget færdigt kommer den nye fyr hen til mig og undskylder hans opførsel. Min veninde havde bare fortalt ham historien om mig og den gamle fyr, og han var blevet jaloux og forvirret.
Vi går tilbage og snakker lidt mere, og han prøver at varme mig lidt. Fryser altid i øjeblikket. Og så kysser han mig. På en ret perfekt måde. Stedet lukker, og mig, en anden veninde og ham går ud for at finde noget pizza til dem. Han betaler et stykke pizza til min bedste veninde, og tilbyder selvfølgelig også mig, der hører mig selv sige, at jeg ikke spiser pizza.
Vi følges op til Nørreport station, hvor jeg siger farvel til min veninde. Og der står vi så, og han holder om mig. Og selvom jeg er ret høj, er han endnu højere. Og når jeg læner mit hoved ind mod ham, kan jeg hvile det mod hans brystkasse. Og det føles trygt, rart. At stå midt i alt vinterkulden, midt i alle mine depressioner, al min selvskade, også blive passet på. Og det er vel derfor jeg bliver ved med det her. At finde alle de her fyre, som kan få mig til at få det så dårligt med mig selv. Og på en eller anden måde altid beviser, at det eneste de vil have er sex, det er det eneste jeg kan. For selvom det er en løgn, er der altid de par sekunder, hvor de lades som om, at de holder af mig og kan redde mig lidt væk fra mig selv. Og de sekunder er så meget værd.
Idag har jeg hørt lidt fra ham. Noget med noget vin og film en af dagene. Og jeg ved ikke, om jeg skal se ham, tage chancen. Eller bare lade det glide ud i sandet, så jeg kan holde fast i det gode minde fra tidligt imorges. Det er sådan en af de der ting, hvor at hvis det lykkedes, tror jeg, at det kan gøre mig rigtig meget godt. Men hvis det ikke gør, tror jeg, at jeg kan falde helt fra hinanden. Og måske skal jeg fortælle ham, at sidst jeg forsøgte endte jeg på psykiatrisk skadestue i to døgn. Så om han ikke nok vil passe på mig. Og forstå, at vi godt kan kysse og blive mere intime. Men jeg kan ikke have sex lige nu. Også har jeg jo også ar, der skal forklares. Og hvor er det lige jeg skal starte? Jeg blev født, og min far var min mor utro, eller det var faktisk mens hun var gravid med mig, men det barn hørte jeg først om for et år siden. Og hele min barndom gik med at prøve at være så let som mulig, for at min psykisk syge søster kunne få sin plads. Og da hun endelig flyttede og al volden, problemerne og alt det andet forsvandt. Så fik min mor diagnosticeret dissemineret sklerose. Også blev jeg forælder for to af mine søskende. Og så blev jeg forresten også voldtaget. Og har fået psykolog hjælp i halvandet år. Og har solgt mig selv. Og generelt været ret billig. Og har du ikke lyst til at elske mig? Det er jo sindssygt, og hvordan skulle han (eller nogen, for den sags skyld) kunne håndtere alt det? For helvede, jeg kan jo ikke engang selv. 

torsdag den 15. december 2011

Det ser ikke altid pænt ud, når man hader sig selv





Har spist alt for meget i dag. Og har ikke været på toilettet i et par dage, og har ikke kunnet tage mine HUSK, fordi jeg har været meget ude og kan altså ikke være ude, når jeg har taget dem. Er så bange for, hvad vægten siger imorgen til min ugentlige vejning. Hvis jeg skal følge den overordnede plan og nå mit mål til februar skal jeg veje 73,3 kg. imorgen. Men hvis jeg bare skal have tabt mig 1 kg. siden sidste uge skal det være 74,4. Er gået fra BMI på 33 til 23 på 10 måneder. Er lige blevet tagget på nogle billeder fra februar i år, taget lidt efter det her havde fået magten over mig. Ser tyk og ulykkelig ud. Og det er jeg stadig. Men kan slet ikke holde ud, at jeg har set sådan ud. Vil helst forsvinde, helst lige nu.

Min hjerne er omdannet til et klipperum, hvor jeg prøver at redigere alle de forbudte scener ud



73,9 kg. Sult, sult, sult. Selvskade. Ar på ar på ar. Var til møde hos landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser igår. Men de kunne ikke rigtig gøre noget. Skal have en samtale med deres psykolog inden jul. Kan slet ikke overskue julen. Alt handler nok om mad og motion, jeg har ikke brug for, at der skal være mere fokus på det. Føler, at jeg bliver kvalt.
Så ambivalent. Vil så gerne have det godt, men kan virkelig ikke spise noget. Så bange, så angst.

lørdag den 10. december 2011

Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe med at tænke på...

... at jeg den dag min søster, høj, skæv og ved siden af sig selv, brød ind i vores hus og i en psykose smadrede for over 2 mio. kroner, havde fortalt hende, at vi ikke var hjemme.

... om jeg kan elskes.

... hvor meget jeg har spist.

... om jeg nogensinde har været 700 kroner værd.

... hvordan mit liv havde været, hvis jeg havde haft forældre.

... at jeg hele mit liv har fundet en trøst i at kunne være noget nyttigt for nogen. Og at i takt med at jeg får dårligere, bliver mere en byrde, end en nytte.

... at efter Michael havde taget min mødom med hans overgreb var han sammen med min søster. Og jeg var sammen med ham efter det, frivilligt. Mest fordi jeg håbede på at jeg på en magisk måde kunne betyde noget for ham. Men det kunne jeg ikke. Legen var kun sjov, når jeg ikke ville.

...at min ekskæreste er flyttet sammen med hans nye kæreste i Birkerød.

... at skære.

... at det er min skyld.

... at de er ligeglade.

Men mest af alt ville jeg ønske, at jeg kunne stoppe med at stille det farlige spørgsmål, der hjemsøger mit sind. Hvad er pointen? Hvorfor leve, hvis det skal være sådan en smerte og jeg bare mere og mere bliver en byrde, der kræver energi og ressourcer som mine elskede slet ikke har? Hvorfor fortsætte? 

søndag den 4. december 2011

bange, bange, bange

Jeg sidder og spiser. Min mor har lavet en skinke/porretærte og nogle frikadeller. Jeg blev ked af det, da jeg hørte det. Ikke noget "sikker mad", ikke noget som jeg kunne spise meget af. Og jeg ville egentlig gerne spise, har været på svensk julemarked hele dagen, og har kun spist en halv bolle og en clementin, så jeg var sulten. Jeg ville virkelig gerne. Så da jeg sætter mig ned, prøver jeg at sætte mig ned uden regler om hvor meget. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg gerne må spise. Tærten smager dejligt, og det mikroskopiske første stykke spiser jeg uden problemer. Det samme med det andet. Kan stadig mærke sulten og tager et stykke rugbrød, hvor jeg placerer frikadelle ovenpå. Jeg spørger min mor, om hun har puttet ost på tærten - hvis ikke hun har, kan jeg jo måske tage et 3. stykke. Ja, hun har puttet parmesan-flager på samt fløde og creme fraiche i tærten.

Og jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg bryder fuldstændig sammen. Råber foran hele min familie, hvorfor hun altid skal putte de ting i maden og jeg kan ikke huske, hvad jeg mere sagde. Men jeg græder og græder og græder. Og bliver pisse bange. For det var ligesom om, at jeg ikke selv kunne styre det. Jeg kunne ikke kontrollere, hvad jeg sagde eller gjorde.

Da jeg var kommet lidt til mig selv sagde jeg undskyld, og begrundede episoden med træthed. Hvad fanden skal man sige? Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Det føles bare som om, at jeg har mistet mig selv lidt, og en eller anden psykisk syg har taget over. Og jeg er så bange.

lørdag den 3. december 2011

Ikke et offer

Da hun åbner skuffen og mærker knivens træ-håndtag på fladen i hendes hånd
falder hun
lidt tættere på hvem hun måske i virkeligheden er
og længere og længere væk fra den de tror
Hun har bygget sig op
og er faldet sammen
I stykker der slet ikke passer sammen
er hun faret vild ned af veje der kun fører hende de samme steder hen
Og da hun prøver at grine gør det ondt fordi der jo slet ikke er noget der er lige så sjovt
som den smerte der dag og nat forfølger hende og udkonkurrerer, udkører, udtørrer alt det hun
i virkeligheden måske slet ikke er, men stille og stædigt insisterer på at være.
"Jeg er ikke et offer, jeg er ikke et offer, jeg sagde, jeg ikke er et offer"
Og på dage, hvor hun næsten ikke falder tror hun nogle gange næsten selv på det, at hun ikke er et offer, men en overlever. Og så er der de dage, hvor alt er sløret, men hun stadig ikke er et offer, for det var jo hende der ikke sagde nej nok gange, det var jo hende der gik med pengene. Og hvordan skal man kunne høre én der aldrig skriger, men bare sulter sig i et desperat håb om måske en dag bare at forsvinde.
Og hun ved, at det er forkert.
Men det føles så rigtigt som vandmelon på en sommerdag
og clementin i december, når selvhadet igen skærer de gamle ar op
ikke fordi hun er et offer, men fordi
det er hendes egen skyld.

torsdag den 1. december 2011

Så fint klædt ud som sig selv

Jeg har ofte følt at jeg døde. Jeg har ikke haft lyst til at dø, men jeg har ikke haft lyst til at leve. I går kom de første selvmordstanker i meget lang tid. De har været på vej længe. En hvisken, der på sin egen stille altoverdøvende facon skriger; jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere. Og i går blev mit lys, mit sidste desperate håb taget endnu længere bort til et sted i fremtiden, jeg slet ikke ved om findes. I hvert fald for mig.
Jeg ringede til min læge, for at høre hvad der skulle ske. Hun vidste først slet ikke, hvad jeg snakkede om. Hun påstod først, at hun ikke skulle gøre noget. Da jeg insisterede fandt hun henvisningen fra skadestuen frem og indrømmede, at jo hun skulle gøre noget. Men da gør hun mig opmærksom på, at det jeg kan blive henvist til er maks. 12 gange krisepsykolog hvor jeg selv skal betale 3-400 kr. Det er jo ikke det, jeg har brug for. Jeg kan ikke mere. Så vi aftalte at mødes og snakke om det, og det tidligste hun har tid er på næste onsdag. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for hjælp, og jeg har brug for hjælp nu.
For siden jeg kom hjem har jeg godt nok prøvet at spise, hvilket selvfølgelig har resulteret i, at jeg har taget lidt på og er oppe på omkring 76 kg igen. Og det kan jeg jo ikke holde ud og jeg har skåret og skåret. Ikke så dybt, men jeg har skåret. Og det her er ikke bare et råb om hjælp, det er et skrig. For denne her verden, hvor alt bare gør så ondt og hvor jeg er så ked af det og jeg hele tiden træder vande for ikke at drukne.. Kan ikke mere, jo..  

fredag den 25. november 2011

I don't care if it hurts; I want to have control - I want a perfect body, I want a perfect soul

Jeg er tom for ord. Mættet i egne tanker. De sidste 48 timer har været så kaotiske. Jeg har i længere tid været på vippen, psykisk. Men har kæmpet røven ud af bukserne for at få mit liv til at hænge sammen.

Søndag var jeg hjemme hos en fyr, som jeg havde mødt i byen. Han var verdens aller-sødeste. Virkelig. Vi sad og snakkede i timer, også rakte han pludselig hånden ud; jeg tog hans hånd også lænede han sig ind - I det øjeblik vores læber mødtes startede U2's "With or without you". Har aldrig oplevet noget så romantisk.
Da han derefter spurgte om jeg ville se ham igen svarede jeg ja. Og det blev altså onsdag. Også selvom jeg havde været på arbejde, ikke havde spist tirsdag eller onsdag - og jeg bare var et rod. Jeg tog mig sammen, lagde alt det crazy jeg har, helt helt væk. Men ikke nok. Aftnen endte katastrofalt, jeg ødelagde det. Ved at være mig. Og jeg kunne bare ikke mere. Ville ikke begå selvmord, men jeg ville virkelig ikke leve mere. Jeg kunne bare ikke se pointen i at fortsætte, når alt skal være sådan en kamp for mig. Specielt når det føles som om, at jeg taber kampen.

Tanken om, at jeg bare ikke var god nok til at nogen nogensinde kunne elske mig, gjorde at jeg tog hen til psykiatrisk skadestue. Jeg fik snakket med sygeplejerske og læge og blev derefter indlagt. Og det har jeg været indtil frokost idag. Jeg har grædt sindssygt meget, fået tænkt en del og haft det virkelig skidt. Trangen til at skære var så slem, at jeg borede neglene ind i mig selv så hårdt, at mærkerne stadig er der. Jeg var glad for at være der. Glad for at de passede på mig. De gav mig en halv indsovningspille den anden nat, så jeg kunne sove - og nu har jeg fået lidt med hjem. Det var virkelig den rette beslutning for mig.

Min familie er meget sød. Min mor sørgede for, at der var lækkert, indisk mad (min favorit) til aftensmad, da hun hørte jeg ikke havde spist under min indlæggelse. Så der fik jeg en kæmpe portion, og her til aften har jeg tvunget mig selv til at spise 4 toffifee (44 kcal pr stk.). Aner ikke hvad jeg vejer lige nu, men det må blive i morgens kamp.

Er blevet henvist til en psykolog til noget ambulant behandling. Og kæft, hvor er jeg lykkelig for det. Det bliver det første faste behandling siden ungdomspsykiatrien sluttede i maj 2010. Da jeg fortalte på afdelingen, at jeg ikke havde fået noget hjælp siden der, rystede de også bare på hovedet.

Men status er nu, at jeg stadig er rystet og i et underligt humør. Men samtidig utrolig lettet over, at nogle ved at jeg har det skidt, og at jeg har brug for hjælp - og ikke mindst får hjælp. Snart.

Måske var jeg ikke så tom for ord alligevel.

lørdag den 19. november 2011

Et minde

Da jeg var omkring 10 år var vi lige flyttet. Det var en af de der meget kaos-agtige perioder. Vi havde boet det samme sted i halvandet år, men så var min mor blevet gravid igen og vi blev nødt til at flytte til et større sted. Da lejligheden var solgt, var huset ikke klar til overtagelse og vi flyttede ca. 30 km væk fra min skole, og boede i min mormors kolonihavehus i 3-4 måneder.
Da vi endelig flyttede ind i huset blev problemerne med min søster bare større og større. Huset lå omkring 3 km fra min skole, og jeg gik ofte frem og tilbage, hvor jeg tænkte. Jeg forestillede mig alt muligt. Jeg forestillede mig, at der fandtes en parallel-familie til min. Med præcis de samme problemer. De boede bare forskudt af os, men vi krydsede hinandens veje hver eneste dag. Så selvom jeg var meget indadvendt skulle jeg kigge alle dem jeg gik forbi på vejen frem og tilbage fra skole i øjnene, og hvis de kiggede tilbage skulle jeg prøve at sige hej til dem. Og hvis det var en fra min parallel-familie ville jeg vide det med det samme; også måtte jeg gerne fortælle dem om alt det der skete og alt det jeg følte - for de vidste det jo faktisk godt i for vejen, og gik selv igennem det samme. Jeg savnede dem meget, min parallel-familie. De dukkede aldrig op.

torsdag den 17. november 2011

Spørgsmål

Hvad er det jeg gør?
Hvor helvede er det jeg vil hen?
Hvem prøver jeg at ødelægge?
Hvem bliver ødelagt?
Hvorfor bliver jeg ved og ved og ved?

Hvem er jeg hvis jeg stopper?

Hvem er jeg, hvis jeg bliver ved?
 
 

søndag den 13. november 2011

Update

Hej verden

Jeg har ikke været til stede. Ihvertfald ikke et sted der var tæt på her, har været langt, langt væk. Ikke kun fordi min computer stadig er i udu, men fordi jeg ikke har haft det godt. En aften, for at berolige mig selv, lagde jeg en plan om, at jeg skulle tabe mig 1 kg om ugen, så jeg kan nå mit mål indenfor en tidsramme, som jeg kan overskue. Det har jeg nået indtil videre, men jeg har været så angst for ikke at nå det, at jeg kun spiser aftensmad.

Tv programmet "Mormors Bordel" og retssagen imod Amagermanden tricker også et eller andet meget ubehageligt i min psyke. Jeg bryder tit bare fuldstændig sammen, og det føles som om, at jeg er gået i stykker.

Jeg har skåret i mig selv. Lysten har bare siddet i mig så længe, og vokset og vokset. Og for et par dage siden skar jeg. 2 gange, også stoppede jeg. Kniven ligger nu i en skuffe på mit værelse, og jeg prøver at vælge ikke at skære, men det føles som om jeg ikke kan.
Det føles som om, at jeg står op hver dag for at kæmpe en kamp, som nogen har bestemt jeg skal tabe. Jeg har overvejet at tage over på psykiatrisk skadestue, men jeg er bange. Bange for, at de vil grine og sige jeg slet ikke er syg nok til at få noget hjælp, og bange for de siger, at jeg er syg nok. Det føles mere som et når, end som hvis at jeg tager derhen en af dagene.

Jeg mødte min gamle psykolog fra Bispebjerg tilfældigt forrig fredag aften, hvor jeg var rimelig langt nede. Hun sagde, at hun ville skrive til mig - men det har hun ikke gjort. Er rimelig skuffet. Jeg ved jo godt, at hun ikke har pligt til noget som helst, men jeg kan ikke det her selv. Og jeg har slet ikke energi til at overbevise nogen om, at de skal hjælpe mig. Jeg vil ikke have det sådan her - men jeg vil ikke spise. Jeg har spist rimelig normalt her i weekenden, og har taget på. Så nu skal jeg nå 1,5 kg indtil på fredag. Det bliver hårdt, men jeg ved, at jeg bliver nødt til det.
Jeg kan ikke tage ansvaret for mig selv lige nu. Og jeg har brug for, at der er nogle der gør det. Meget snart.
Jeg snakkede med min bedste veninde om det her med maden. Hun blev helt stille. Så grinte jeg, og sagde; "Det er noget lort". Hun kiggede mig lige i øjnene, helt uden et smil: "Det er ikke bare noget lort. Det er en spiseforstyrrelse." Fedt, fedt, fedt. Nu skal jeg sikkert også til at overbevise hende om, at jeg spiser. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?

Jeg skrev en mail til et ugeblad, fordi de havde haft et interview med Susanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Fortalte min historie. Mit brev vil højst sandsynlig komme med i et andet ugeblad, men jeg vil lige opdatere jer omkring hvad der sker med det. Det er ihvertfald optur - at få noget trykt. At nogle kan læse min historie.

Det med mænd er noget rod. Og en hel roman. Et eller andet ved min ligegyldighed tiltrækker åbenbart utrolig mange, og jeg kan slet slet ikke overskue at blive rørt ved, eller at nogle skal se mine nu friske ar. Kan heller ikke overskue at skulle forklare noget om voldtægt, prostitution, sclerose, psykisk sygdom eller de andre glædelige ting, der påvirker min verden.

Jeg håber, I har det bedre end mig.

Kram Ditte

fredag den 28. oktober 2011

Bum!

Min computer er i stykker, så er lidt fraværende indtil den er fixet, eller pengene er til at tage spenderbukserne på og bruge penge på en ny. Den er trods alt 5 år gammel. Nu må vi se. Gør mit bedste :)

lørdag den 22. oktober 2011

Efterårshumør

idag

fredag den 21. oktober 2011

Tankestrøm og konkretisme.

Jeg landede i København igår eftermiddags kl. 16. Lyset var klart og luften var kold. Jeg kan godt lide den slags luft. Er faktisk pæn stor fan af efterår. Jeg kom hjem, catchede lidt op med virkeligheden (dvs. min netbank og facebook). Ikke videre opmuntrende. En venneanmodning, en irrelevant notifikation, endnu en besked fra min eks og ikke så mange penge tilbage. Lafayette ruinerede mig. Nårh ja, byen var Nice og det var med min familie. Det er lidt underligt. "Min familie". Det er jo det de er. Bortset fra, at det er jo ikke min far. Jeg ved ikke. Føler mig lidt udenfor, lidt malplaceret. Jeg vil gerne på Chagall museum, spise muslinger og gå ture på srandpromenaden. De vil gerne spise friturestegte ting, kæmpe isdesserter og slappe af på værelset. Så jeg fandt min rolle som min mors assistent (hun vil lidt det samme som jeg (nogengange)). Hende skubbede jeg så rundt i Nice i kørestolen. Og de var jo fint. Men også lidt underligt at den eneste måde man kan være sammen med sin "familie" på er at være handicaphjælper. De ni dage føltes lange.

Kalorier blev indtaget i overflod og sirligt skrevet ned i min notesbog. Dag for dag. Men igår da jeg skulle tilbage til virkeligheden (vægten), gik min hjerne på autopilot. Jeg sultede mig fra morgen til aften. Kom under de gyldne 500 i madvarer, men indtog også lidt af de våde varer, så kom lidt over.
Da jeg var hjemme crashede min psyke lidt. Kunne ikke bære at fortsætte på den her måde. Det gør mig jo pisse ulykkelig. Men jeg er jo heller ikke glad når jeg spiser og er overvægtig. Derfor det lidt mystiske indlæg igår. Jeg ved ganske simpelt ikke, hvad jeg skal gøre. Og ville ønske, at nogen kunne hjælpe mig. Så jeg kunne blive glad. Selvom jeg ikke har lyst til at spise. Og virkelig ikke har nogen intentioner om at begynde på det. Ved jo, at det ikke gør mig glad. For helvede.

Idag har jeg nyd livet. København er pæn. Var på kaffebar med en veninde for at ordne praktiske gøremål. Derefter cyklede jeg ind til søerne og kiggede på hvor pænt det var der. Jeg købte to kager, fordi jeg ikke bare kunne købe en, fordi så ville damen vide, at jeg skulle spise den alene. Jeg spiste den omkring lidt i otte. Lige nu er klokken lidt over elleve. Jeg spiste dem på lidt under et kvarter og fik det super dårligt. Det er det eneste jeg har spist idag. Jeg har været ude på toilettet otte gange siden. Har siddet foran kummen med to fingre langt nede i halsen og grædt og grædt. Men jeg har ikke kunnet kaste op. Selvom det er det eneste jeg har lyst til. Fortæller mig selv, a jeg bare må træne ekstra hårdt i fitnesscenret, men kagernes sødme fylder mig og giver mig kvalme. Jeg ved ikke hvor mange kalorier, der er i dem. De har jeg siddet og googlet lidt på. I min bog har jeg skrevet 1000 kalorier. Så det er sådan en fredag aften er for mig. Jeg googler kalorietabeller og hvordan man kaster op.

torsdag den 20. oktober 2011

Hjemme. Lykkelig. Forstyrret. Syg. Nok mest i mit hoved.

Hvorfor er der ikke nogen, der siger jeg skal stoppe?

mandag den 10. oktober 2011

Lufthavn

Har så mange tanker, så mange ord der skal skrives, og kommaer i mit liv. Alt vil jeg. Men først vil jeg forlade Danmark i lidt over en uge. Til fordel for det her (så må I selv gætte, hvor det er) :

lørdag den 8. oktober 2011

Gid jeg havde haft forældre, der havde fået mig til at tro på, at jeg var noget værd. I stedet for forældre, der dyrkede selvhad. Til mig. Og dem.

Det der med taber og vinder, som jeg engang i januar fablede om er stadig mere aktuelt. Og hold da kæft, hvor jeg hader det. Også selvom det ikke er fair.
Tænk at have det gå-på-mod og en følelse af, at man fandeme er det værd. Man er alt værd. Den følelse har jeg ikke, og har jeg aldrig haft. Jeg slipper selvfølgelig for nogle skuffelser, fordi jeg ikke skal finde ud af, at jeg ikke er den bedste til noget, men tænk bare at kunne have den selvtillid. Også selvom den nedbrydes. Det er jo ikke fordi det er nogen fest; hverken at hade sig selv, eller blive bekræftet i, at det er med rette man gør det.

fredag den 7. oktober 2011

Copenhagen

Ensomheden ramte mig som en lussing for hvert et ansigt jeg ikke genkendte, da jeg gik ud i ankomsthallen. Det her er ikke let. Fortalte jeg mig selv igen og igen. For ikke at bryde sammen. Indenfor 20 min. stod jeg, helt frosset på Nørreport st. Og rystede af angst. Angsten for alle de ansigter, jeg ikke kender. Og jeg tog hånden op til min mund, og det lykkedes mig at ryge. Hvæs på hvæs indtil noget stærkere dræbte følelserne i mig. Og det var måske det, der skræmte mig mest. Ligegyldigheden.
For en uge i paradis kan godt gøre det lettere at leve i helvede, men det bliver aldrig let.

Jeg er hjemme!

torsdag den 29. september 2011

Vægt, vægt, vægt

Jeg gør lige det her hurtigt. Ellers får jeg det aldrig ud af hovedet.
Har fået ny vægt, den gamle var i stykker. Den nye vægt viser to kilo mere, end den anden. Ikke fordi jeg har taget på, men fordi den anden bare vejede mindre. Det er jeg fuldstændig overbevist om.
I stedet for at stresse over det, selvom det selvfølgelig gør mig virkelig ked af det. Jeg var lige på et BMI, der viste, at jeg var normalvægtig, er jeg nu lige på grænsen til overvægtig igen. Også selvom mine knogler er over det hele - og jeg elsker det, mer af det (hjælp mig, gud....).
Så jeg var på 76-77 kilo, men da jeg stod på vægten igår viste den 80,3. I dag var den dog nede på 78,9, og jeg har ikke tabt mig 1,4 kg på en dag, så må bare have haft meget vand i kroppen.
Har planer om at spise lidt mere på ferien, dyrke lidt mere motion og drikke drinks. Med lidt omtanke, ikke? Kunne være fedt, hvis vægten var på 77,9, når jeg kommer hjem på fredag.

Jeg talte forresten med min bedste veninde om vægt og mad i går. Det gør vi sådan set tit, men jeg er ikke rigtig ærlig. Det var jeg igår. Fortalte, at det var svært for mig at spise og de følelser jeg får, når jeg har spist. Hun blev meget bekymret, og jeg kan jo godt høre, at jeg lyder fuldstændig sindssyg. Og sådan føler jeg mig også. Men jeg vil jo bare tabe mig. Fortrød, at jeg havde sagt noget, lige efter jeg havde nævnt det. Det er bare svært, at det fylder så meget i mit liv, men bliver nødt til at være en hemmelighed, for ellers vil alle begynde og holde øje og stoppe mad i mig. Hvilket jo er komplet latterligt, når jeg ikke engang er tynd.

Det var bare det, jeg havde brug for at skrive, inden jeg tager på ferie. Jeg skal nok gøre det bedre, jeg skal nok prøve mere.

onsdag den 28. september 2011

Afbudsrejse!!

Det var det jeg havde brug for! Flyver fredag! Ses ved poolen!!!!!!!! Er helt manisk!

tirsdag den 27. september 2011

Æblekinder

Jeg er startet på Maria Hirses bog "Æblekinder" i dag. Har læst omkring 50 sider. Og det er enormt rørende. Jeg er ikke syg, men de tanker og følelser hun beskriver er så rammende. Jeg er ved at kaste op over denne her skitzofrene fornemmelse. Jeg er en overspiser, der sulter mig selv. Der findes ingen mellemvej for mig. Jeg spiser intet, eller for meget. Og jeg er jo stadig normalvægtig, i den høje ende endda. Jeg vil så gerne kunne tabe mig de sidste 10 kilo på en sund måde, men jeg kan ikke finde ud af det. Og min krop og min mad fylder 90 % af mit liv. Det er også derfor det fylder på min blog.
En af mine tætte veninder nævnte for mig, hvor meget jeg snakker om mad og kalorier og hvad jeg har spist. Og jeg ved godt, at det er rigtigt. Hver gang jeg snakker om det har jeg lyst til at slå mig selv i hovedet. Men jeg kan ikke stoppe mig selv.
Jeg spiste havregryn til morgenmad og har slået mig selv 1000 gange i hovedet over, at jeg gjorde det. Jeg ved, uden at slå op nogen steder, at der er 366 kcal i 100 gr. havregryn, 290 kcal i 100 gr. rosiner, 40 kcal pr. 100 ml minimælk, 400 kcal i 100 gr sukker og 52 kcal i 100 gr. æble. Jeg skulle have taget en kop kaffe i stedet. Og indtil videre i dag har jeg indtaget 21 vindruer. Jeg ved ikke, hvor meget det vejer, men jeg ved, at der er omkring 60 kcal i 100 gr. vindruer. Og jeg ved godt, at det er helt normalt, måske endda i underkanten, når man tænker på de obligatoriske 2000 man skal nå op på, men tankerne og tallene der farer rundt i mit hoved hvert eneste sekund stopper ikke.
Jeg vil ikke være anoretisk, jeg vil ikke have det på denne her måde. Men jeg vil være tynd, jeg vil tabe mig.
Det er for helvede da ikke særlig fedt og stå og tænke på, om der kalorier i tandpasta, og hvor meget man egentlig indtager af det. Og at der er 2 kcal i hvert eneste lille stimorol man kommer til at tygge. Og, at der vist nok er kcal i instant kaffe, men ikke i filter kaffe. Og igår, da jeg lavede aftensmad til hele min familie, hvor jeg lavede pizza til hele min familie, hvor jeg blev nødt til at lave et hjørne uden ost og chorizo-pølse fordi det ville være for meget. Og at jeg blev nødt til at cykle ned og træne bagefter, fordi jeg følte, at jeg havde spist for meget.

Jeg vil så meget i mit liv, så meget andet end bare at tænke på mad, som jeg har gjort hvert eneste sekund de næste 9 måneder. Da min kæreste gik fra mig, var der en del af mig, der blev glad, fordi nu var der et menneske mindre, til at holde øje med, hvad jeg spiste. Jeg kan ikke nyde, når nogen komplimenterer mig, fordi i mit forskruede hoved betyder det, at de hadede mig før jeg tabte mig.
Og jeg har bare lyst til at græde nu, fordi jeg spiste det forbandede havregryn, og mest fordi jeg ikke kan forklare de her følelser uden at tallene og maden fylder størstedelen.

lørdag den 24. september 2011

I starten af mine teenageår spillede jeg volleyball. Rigtig meget. Var fuldstændig forelsket i sporten. Og spillede på et hold, hvor vi vandt. Har medaljer fra sjællandsmesterskaberne og danmarksmesterskaberne. Men jeg var depressiv, lidt socialt handicappet og meget introvert. De andre piger på holdet kunne ikke lide mig.
Jeg kan huske, at jeg havde det dårligt med min krop. Specielt mine lår. Så nægtede at tage de små volleyball tights på. Som mest bare er underbukser, faktisk.

onsdag den 21. september 2011

Magtesløshed

Min bedste veninde henvendte sig på psykiatrisk skadestue for et par dage siden. Hendes angst har i mange år været tiltagende uden at det er blevet taget seriøst. Og jeg har bare grædt og grædt.
Jeg elsker hende helt til månen og tilbage igen. I løbet af de sidste 13 år har vi været der for hinanden igennem alt, hvad to mennesker kan gennemgå. Nye liv, depressioner, dødsfald, succeser, angst, kærester, søskende problemer, behandlinger. Alt. Og vi kender hinandens historier ud og ind. Der er ikke den ting, vi ikke kan snakke om.
Engang var jeg fortrolig med min søster. Hende har jeg mistet fuldstændig til hendes sygdom. Det gør så ondt, at min bedste veninde skal have det på den måde. Det fortjener hun ikke. Ikke at nogen fortjener det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for hende. Jeg vil ikke miste hende. Hun må ikke blive så syg. Ikke mere sygdom, ikke flere psykiatriske afdelinger. Hvis der er en gud et eller andet sted, beder jeg til den nu.  

søndag den 18. september 2011

Den selvopfyldende profeti


Kæmper en kamp. Mod mig selv. Har det mildest talt elendigt. For den her kamp kan tage hele mit liv at vinde. For i det her efterårslys skinner sandhederne mig lige i øjnene.
Også dem jeg ikke bryder mig om.

Jeg troede aldrig, at jeg var en luder. Jeg følte mig som en, følte mig billig, følte, at mine grænser ikke var noget værd. Men troede aldrig, at jeg var en. Det lyder måske fjollet, når jeg nu faktisk tog penge for sex. Det der bare er gået op for mig i løbet af de sidste 24 timer er, at jeg i hele min seksualitet er prostitueret.
Det vigtigste for mig er hans orgasme. Det er, at han er glad. Det eneste, der kan få mig til at være i fokus er, hvis det er vigtigt for ham, at jeg får noget ud af det. Det gør jeg ofte ikke. Faktisk er det år siden jeg gjorde. Og jeg har heller ikke lyst til at få noget ud af det. Det bliver for personligt. Så kommer han for tæt på.
Og det må han ikke. Han må helst ikke vide noget om mig. For alt han ved, kan blive brugt imod mig.
Jeg er så forberedt på, at jeg ikke er god nok til andet end et knald, at det er det der bliver min skæbne.
Det bliver en selvopfyldende profeti, fordi jeg bygger så mange murer op omkring mig for at undgå at blive såret, når det sker. Og hver gang det sker, gør det så ondt at blive bekræftet i.

lørdag den 17. september 2011

Lort, lort, lort, lort

Det er jo klart vi havde så god sex. Eller at han havde. Jeg var jo ligeglad. Havde ingen forventninger, havde ingen grænser. For helvede, jeg var jo en man kunne købe. For mig handlede sex aldrig om mig. Det handlede om ham, og om hans orgasme. Jeg var altid bange for ikke at være pengene værd.
Så jeg lyttede til hvert eneste lille støn for at finde ud af, hvad han kunne lide. For at jeg kunne være god nok.
Det kan godt være, at han aldrig har haft så god sex. Men det betyder vel bare, at han aldrig har været sammen med en prostitueret.
Jeg hader mig selv. Jeg hader, hader, hader, hader mig selv. Hader alt jeg har gjort. Hader den jeg er. Jeg forstår godt, at han ikke kunne elske mig. Det kan jeg heller ikke selv.

Why I'm not where you are

" Jeg stoler ikke på dig. Og du sårede mig. At give dig tilladelse til at være i mit i liv, selv bare som en bekendt/ven, er at give dig muligheden for at såre mig igen. Det tror jeg næppe, jeg vil tilgive mig selv.

Jeg har selvtillidsproblemer. Hvor banalt. Min frygt er, at jeg bare er et hul. Bogstaveligt talt. Og ikke noget som helst mere end det. Så hvis det er fordi, du savner et knald. Vil du så ikke bare finde en anden? Min selvtillid holder ikke til flere, der egentlig ikke gider mig.

Jeg synes det er skræmmende, og lokkende at åbne op for 08/09 boksen. Jeg kan ikke huske særlig meget andet, end smerte. Og det ville være rart også at kunne huske nogle positive ting.
Jeg var så ung, og så depressiv. Jeg var så meget et offer. Jeg vil gerne vise dig, resten af verden - og mig selv, at idag er jeg ikke et offer, jeg er en overlever.
Jeg kunne godt tænke mig at forklare, hvorfor jeg handlede som jeg gjorde. Er sikker på, at folk syntes jeg var verdens underligste.
Men på den anden side er jeg bange for, at det hele kommer for meget op; for de fleste ting jeg kan huske, kunne jeg godt tænke mig at glemme."
 



Et uddrag af mine tanker omkring at mødes med min eks, sendt til ham. 


"Jeg er stolt og imponeret over din ærlighed. Og nej, du starter ikke et nyt skænderi.

Jeg vil også godt være ærlig over for dig: Jeg er ret sikker på, vi ikke så hinanden på samme måde dengang. Vi mødtes, kyssede, dyrkede sex, snakkede og hyggede. Scenariet gentog sig, og det blev en slags vane på et tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg sansede, at du blev glad for mig på den måde. Jeg havde nok i tankerne, at du ligesom mig nød den helt fantastiske sex, vi havde. Seriøst, jeg har aldrig haft så god sex med nogen som med dig. Men jeg misforstod. Og det må du undskylde.
På vores ferie var jeg bare dum. Det tangerede ren udnyttelse, kan jeg godt se i bagklogskabens ulidelidt klare lys. Og det må du virkelig, virkelig undskylde. Selvfølgelig er det ikke nok at sige undskyld, men ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. "



Hans svar. Det er så klart, at det eneste han vil mig, er at bruge mig. Men jeg bliver ikke brugt mere. Jeg er ikke et offer. Og jeg er slet ikke hans offer, ikke mere.  

fredag den 16. september 2011

Vi flytter kun kommaer

Livet er for kort. Ihvertfald til at lade sig deprimere og true med flytninger og verdens undergang pga. en dansk, rød regering. Det betyder noget, men så meget betyder det ikke.
Vi vil alle sammen det samme. Vi vil have at syge kan få behandling, at arbejdsløsheden er lav, at væksten er høj, pengene er i overflod og uddannelsen blandt de bedste. Er der nogen, der siger nej til dette?
Det eneste valgets resultat betyder er, at vejen til det samfund vi gerne vil have bliver lagt om. Lagt om på en måde så der stadig er plads til alle. Dem der har de bredeste skuldre må bare bære på mere. Men ingen laster så meget på de brede skuldre, at de falder sammen. Og hvis de skulle briste alligevel har deres egne penge sørget for korte ventelister og minus brugerbetaling :-)
Som en af mine venner udtrykte sig "Vi flytter kun kommaer i dansk økonomi-politik"


Forresten stemte jeg på SF's Özlem. For min stemme skulle gå til forbedring af psykiatrien, det har jeg drømt om siden jeg var 14. Og det kryds, det føltes fandeme godt. Nu håber jeg bare, at hun kommer ind.
 

onsdag den 14. september 2011

Hellere fortryde det man gjorde, end det man lod være med?

Det er en af de klicheer nogle mennesker lever deres liv efter. Og i situationer, hvor jeg godt vidste, at jeg gjorde noget fuldstændig hovedløst er det den sætning jeg har trøstet mig selv med.
For den kliché man burde leve efter er, at man skal følge sin intuition.

Alligevel er det den falske kliché jeg nu sidder og messer. Imens jeg har lyst til at græde. For et par uger siden kontaktede min gamle eks mig. Ham, jeg var kærester med i 08/09. Samtalen har langsomt, men sikkert, bevæget sig derhen af, hvor spørgsmålet så igår kom; "Har du lyst til at se mig igen?".

Og ja, lysten er der. Men det er jo ikke det spørgsmålet handler om. Og det er slet ikke det, jeg skal tage stilling til. Det jeg skal vælge er, om jeg vil have ham i mit liv. Om jeg vil give ham muligheden for at såre mig igen.

mandag den 12. september 2011

Karrygul fest

Nogle gange må man sgu fnise lidt af sig selv. Har i lang tid haft ualmindeligt varme følelser for den karrygule/ mustard/ whatever farve. Startede år tilbage. Men for lidt under et år siden tog det sådan rigtig fat. Og det er blevet til en stor fest.
Kan fortælle jer, at det udfra hvad jeg har lige har ved hånden er blevet til:
1 trøjekjole
3 trøjer
1 sweater
1 pa r strømpebukser
3 halstørklæder

Billedet gør ikke mængden af tøj retfærdighed. Nu må jeg lige lade være med at lade denne her psykose tage over. Det er jo ikke engang fordi jeg går i farven. Synes bare den er pæn. Kuk kuk, er der nogen hjemme?

tirsdag den 6. september 2011

Dybt forvrænget

Har lige set kanal 4's QTV, som idag handlede om anoreksi. Ved i hvad? Det fik mig til at savne den helt specielle træthed og rusen, når man næsten uden energi formår at løbe 5 km.
Jeg savner at ryste af sult, og hele tiden være på grænsen. Savner at have helt kolde hænder. Savner ikke at spise.
Og de piger får mig kun til at væmmes ved mig selv. Fordi jeg ikke ser sådan ud. Det er jo det, der er det syge. Selvom jeg ikke er syg. Ikke som dem. Hvis jeg var det, ville jeg jo ikke have den her kamp med mig selv. Hvor jeg overspiser hver dag, og her til aften vejede jeg 77,9. Søndag morgen vejede jeg 76,4. Jeg bilder mig selv ind, at jeg spiser, så jeg hurtigst muligt kan blive rask, og få lov til at træne igen, og så vil jeg træne og træne, og ikke spise. Og jeg vil komme ned og veje måske 65 kg. Mmmh 65 kg. smager sødt, smager bedre end noget mad kan gøre.

Og så kan jeg tænke på februar, hvor der stod 103 kg på vægten, og jeg troede alt ville være godt, hvis bare jeg kunne komme ned under de 90 kg.
Og jeg føler mig ikke tyndere nu, end da jeg vejede 98 kg. Jeg er ikke lykkeligere. Jeg kan godt se forskellen på billeder - men når det bare er mig og spejlet er det eneste jeg kan se, alt det fedt der skal væk.

Tror i, der er nogle, der kan finde ud af det der med mad og kropsbillede og selvværd og få alt til at hænge godt sammen? Jeg tvivler.

mandag den 5. september 2011

Månedsdag

3 dage. Så har jeg været syg i en måned i træk. Min milt og lever ter sig, og har været til lægen med smerterne idag. Hun tog blodprøve, som jeg får svar på torsdag.

Er helt ødelagt. Og har egentlig ikke så meget at sige. Jeg vender stærkt tilbage.

onsdag den 31. august 2011

Kræver en how-to guide. Nu.

Mononukleosen, eller på dansk kyssesygen, har påvirket mig meget. Har aldrig i mit liv oplevet at være så syg, fysisk. Når folk siger, de er syge, himler jeg altid lidt øjne. Og kyssesyge lyder ikke så seriøst, og symptomerne lyder ikke af noget særligt. Og det rammer folk forskelligt. Nogle kan ikke mærke de har det, mens andre bogstaveligt talt kan dø af det.

Det foregår i omkring 3 faser. En hvor man er smittet, men ikke er syg (varer 30-50 dage) . En, hvor man er syg (1-2 uger). Og til sidst et, hvor man er træt og skal passe på sin krop. Man må ikke være fysisk eller psykisk stresset. Der er jeg. Jeg er begyndt at arbejde, passe børn, gøre rent, lave mad og alle de ting jeg normalt gør. Undgår dog træning og alkohol. Og sørger for masser af søvn.

Mit problem er, at jeg slet ikke kan finde ud af at passe på mig selv. Hvilket er sagens kerne. Jeg kan slet ikke mærke mig selv. Jeg ved ikke, om det bare er fordi jeg har ignoreret mig selv ret længe, eller bare noget jeg aldrig har lært. Det føles ikke som om, at jeg presser mig selv. Jeg gør jo det, jeg bliver nødt til at gøre. Og lige nu er det for meget for min krop. Får voldsomt ondt i ribbenene som om min milt og lever er ved at presse sig ud hver eftermiddag, når jeg er færdig med arbejde, indkøb og rengøring. Men når jeg ikke laver noget føler jeg mig ikke afslappet, jeg bliver bare rastløs.
Jeg kender ikke grænsen. Jeg ved ikke, hvornår jeg ikke kan mere. Jeg kan ikke høre mig selv. Jeg ved ikke, hvornår min krop siger nej. Ikke før, at det gør så ondt, at jeg ikke kan holde mine tårer tilbage. Har bestilt tid til lægen i håb om, at hun kan fortælle mig, at smerterne ikke betyder noget, og fortælle mig, hvor meget jeg fysisk kan lave. Bryder mig jo heller ikke om at tage helt vildt på. Og savner min træning.
Åh, hvor jeg ævler. Men er der ikke nogen, der gider fortælle mig, hvornår nok er nok?

søndag den 28. august 2011

Status: Lidt glad

Jeg har spist meget kage idag, og har kvalme. Men tror det passer fint med 2000 kcal, for har ikke spist så meget andet.
Har været til fødselsdag idag. Min farfar var der, ham ser jeg 2-3 gange om året. Ved I, hvad han sagde?

"Du bliver jo så tynd, at man næsten ikke kan se dig"

Og det er selvfølgelig ikke rigtig, for har BMI på 24. Men det varmede.

Forresten; omtalte kraveben:


lørdag den 27. august 2011

Kraveben

Det var så den mest intelligente overskrift jeg kunne komme på.

Daten søndag gik fint. Vi sås igen igår. Det var fint nok. Han er ikke kæreste-materiale. Men jeg leder heller ikke efter en kæreste.
Jeg er lidt forvirret på det punkt. På flere, faktisk. Men altså. Jeg har slet, slet ikke lyst til at være sammen med nogen, jeg ikke har følelser for. Men jeg har ikke lyst til at have følelser for nogen. For jeg kan ikke overskue, hvis det ikke er gengældt, og jeg kan heller ikke overskue at være i et forhold.
Så hvorfor fanden har jeg lyst til at se nogen? Det er jo dødsdømt på forhånd.

Det var rart, at jeg levede op til hans fulde hukommelse, og han stadig synes jeg er guddommelig. Og måske ser jeg ham igen, men hvis ikke, har jeg ikke mistet noget.

Min psykolog har ikke svaret på mailen jeg sendte hende for en uge siden. Det gør mig faktisk lidt ked af det. jeg ved jo, at hun kan have travlt. Og det kan være svært at overskue, hvad man sådan lige skal svare.

I det hele taget står både min konto og mit humør i nul. Jeg ved ikke, om det er årstiden, vejret, mine fremtidsudsigter, min spisning eller hvad det er. Men føler mig bare sådan.. Nede. Har nevet meget i mig selv idag. Prøver at muntre mig selv lidt op ved at høre noget musik, og danse lidt rundt. Og har købt noget nyt tøj idag, der var sat meget ned. Og er også igang med at rydde op, og gøre mit værelse rigtig fint.
Men har egentlig bare mest lyst til at gemme mig, under dynen med en kæmpe kop te. Men det får jeg det jo ikke bedre af.
Så henter styrke i små, latterlige ting. F.eks. kan jeg godt lide den måde mine kraveben ser ud på idag.


søndag den 21. august 2011

Jeg lever!

Jeg trækker vejret og er vågen! Det er imponerende!
Aldrig har jeg prøvet at være så syg. Det er helt uforklarligt, hvor dårligt jeg har haft det de sidste tre uger.
mine mandler og samtlige lymfeknuder var hævet op, så min hals havde dobbelt størrelse. Jeg har tabt mig 5 kg (og taget 1,5 kg igen :) ) fordi jeg ikke kunne spise noget. Har haft sår i min mund pga. væskemangel. Har haft 39 i feber i to uger. Helt latterligt hvor slået ud jeg har været.

Men videre i teksten. Jeg har det godt igen. Eller det vil sige, at jeg er meget træt og min krop ikke har en muskel tilbage. Men jeg er ved at være klar igen. Igår var jeg ude i flere timer for at drikke kaffe med min bedste veninde. Var vanvittigt træt bagefter, men det var det værd.
Det indlæg i blev fodret med fredag, tror jeg det var, er udkastet til et brev til min gamle psykolog. Havde samtaler med hende i halvandet år. Sidst jeg så hende var i december før retssagen, hvor hun hjalp mig med at forberede mig på at skulle vidne. Jag har rettet nogle ting, men ellers sendt det af sted.

I aften skal jeg på date. Jeg glæder mig, og er super nervøs. Jeg ved ikke om jeg kan holde mig vågen. Det er en jeg mødte i ben for en måneds tid siden, og jeg aner næsten intet om ham. Men jeg kan jo ikke tabe noget på det. Han husker mig som gudesmuk, så jeg har noget at skulle leve op til.
Den sidste "date2 jeg var på, var på min ferie med min søde feriekæreste. Der startede vi med at skulle spise noget frokost, hvor han meget sødt startede med at sige til mig, at jeg skulle gå på toilettet. Også havde jeg en kæmpe bussemand siddende i næsen. Den første halve time var jeg helt rød i hovedet, og ønskede mest at jeg kunne synke i jorden. Men han var jo den sødeste, så han var upåvirket. Og det var en rigtig hyggelig dag. Hvorfor skal Jylland have alle de søde drenge?

I aften er det den spanske model lover. Og hvis det er akavet og pinligt er det jo bare det, og så har jeg haft den oplevelse, ikke?

fredag den 19. august 2011

Jeg ved ikke om jeg sender den her mail, men jeg er ihvertfald raskere - er dog meget, meget træt og falder i søvn hele tiden


Kære Ida

Vi talte om, at du godt kunne tænke dig at høre lidt fra mig en gang imellem, og i løbet af de sidste par måneder har jeg rigtig gerne villet skrive til dig, men jeg er bange for at tage din tid fra dig, for jeg tror ikke jeg kan holde det kort. Så hvis du ikke har overskuddet til at læse det må du selvfølgelig gerne bare slette mailen.

Puha, så er det bare, hvor man skal begynde. Det må jo blive fra en ende af. Min kæreste og jeg gik fra hinanden i juni. Vi ville meget forskellige ting – og jeg tror ikke rigtig jeg elskede ham, men mere den der idé om noget stabilt og en mulighed for at komme lidt væk fra mit eget hjem. Så det har ikke været hårdt.
Vi nåede ikke at flytte sammen i egen lejlighed, så jeg bor stadig hjemme. Og der har vi fundet nogle roller som gør, at det fungerer, men det er svært.
Mest fordi jeg hader at se min mor blive mere og mere syg. Men det ændrer sig jo ikke fordi jeg flytter. Hun blev opereret i april måned i Tyskland, hvor der var 75% chance for, at hendes symptomer fra sclerosen ville blive lettet. Desværre hjalp det ikke, og bivirkningerne fra operationen og den ekstra medicin fik hende faktisk til at have det værre.

Min storesøster og jeg havde mange skænderier i løbet af efteråret og vinteren. Hun truede bl.a. med at ville banke mig. I januar forsøgte hun selvmord, igen. Hun blev indlagt og hurtigt udskrevet. Jeg blev ikke så hårdt ramt af det, havde ingen kontakt med hende der.
Det blev jeg så tvunget til at have kort efter. For så skete der noget af det mest surrealistiske, der er sket i mit liv. Lige pludselig fik jeg en bror. Altså for at gøre en lang historie kort: en dreng på 18 kontakter Amalie og fortæller, at han er vores bror. Vi kontakter vores far, der bekræfter, at da min mor var 3 måneder henne med mig, var han sammen med en anden kvinde. Han kendte godt til barnet, men ville ikke have noget med ham at gøre.
Jeg har snakket med moren, og vores bror er autistisk og har ingen anden familie, end hende selv. Derfor ønskede hun, at vi kunne få et bånd. Så siden februar har vi alle mødtes, og hygget os. Og jeg er rigtig, rigtig glad for ham – og samtidig skuffet over min far. Men det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Situationen gjorde, at hun og jeg så hinanden, da jeg ikke ønskede at vores nye bror straks skulle hives ind i et livslangt skænderi og tage stilling til alt muligt.
Det gik fint indtil for nyligt, hvor hun begyndte at stille krav, og jeg begyndte at sætte grænser. Vi havde noget af et skænderi, og hun vil mødes for at snakke. Men jeg har ikke rigtig noget at sige. Hun har bare såret mig så mange gange, og jeg har gjort så mange ting for hende. Og jeg har faktisk ikke lyst til at bruge mere af mit liv på at være trist over hende.

Jeg var til nogle samtaler på Stolpegården, men jeg kunne ikke fortsætte. Behandlingen ville gå for meget ud over min uddannelse til at jeg ville kunne blive student i år. Jeg kunne ikke opgive min kamp for huen for nogle gruppesamtaler.
De mente, at jeg havde posttraumatiskstress syndrom. Jeg var først meget uenig, og følte mig sygeliggjort. Men i nogle situationer kan jeg godt mærke, at jeg har en reaktion jeg ikke har nogen kontrol over, og hvor jeg ligesom kommer til at føle mig som en lille pige på 9-10 år.  

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af Michael og Ole. Har lagt dem langt, langt væk fordi jeg ikke har haft nogen behandling. Men da de spurgte mig til samtalerne vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg har sagt så mange ting om dem, og har været så sikker på, at det var det jeg mente. Men hvordan jeg har det med dem ændrer sig stadig i forhold til, hvordan jeg har det. Og når jeg har det godt, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Men så snart jeg får det lidt dårligt bliver de uudholdelige. Vel, nok nærmere mig og mit selvværd der bliver det. I hvert fald er de midlertidigt så langt væk, som jeg kan få dem. Prøver ikke at svælge rundt i det, for jeg nægter altså at være trist.

Jeg har tabt mig 27 kg siden februar måned. Jeg trængte rigtig meget til det. Jeg er begyndt at tælle kalorier og dyrke rigtig meget motion. I starten gik det fint, men efter en måneds tid gik det galt for mig, og jeg begyndte på absolut max 1000 kcal om dagen og mindst 4 x 5 km løb om ugen.
Efter min ferie, hvor min madvaner har rykket sig tilbage til noget mere normalt, er der begyndt at være en balance i min kost og motion igen. Lige nu ligger jeg dog syg med mononukleose, som også har taget et par kilo fra mig. Min plan er at træne, når jeg har energien og indtage 1500-1700 kcal indtil jeg når et bmi på 22. Jeg er på 24 nu, så jeg ved jeg kan. Også uden at sulte.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kører mig selv så meget nogle gange. Det gør ikke noget godt for mig, eller dem jeg elsker. Nogle gange føler jeg mig bare helt ødelagt, som om jeg aldrig rigtig bliver rigtig. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der skulle hjælpe.

Jeg har ikke skåret i mig selv i halvandet år. Når jeg det føles som om, at jeg bare ikke kan lade være niver jeg mig selv, eller tager is i hånden, som vi snakkede om, eller et eller andet, der ikke giver nogen ar.
Jeg kan stadig ikke bare sige nej til en dreng, men jeg har lært at lyve mig udenom, så det ikke er så ofte, at jeg ender i situationer jeg ikke har lyst til at være i. Det sker stadig, men slet ikke så ofte.

Men denne her sommer har været den bedste i mit liv! At blive student var simpelthen så fantastisk unikt, specielt når prøverne gik fantastisk. 10 i psykologi og historie, 4 i mdt. Fransk, 12 i mit projekt om blogging og 12 i min afsluttende dansk eksamen – det var fantastisk at få den hue på. Jeg blev så nostalgisk og kom til at tænke på alt det jeg har været igennem bare de sidste tre år. Og det er ikke ret tit det sker, faktisk aldrig før der, men jeg blev rigtig, ægte stolt af mig selv. Jeg var så langt ude, at jeg solgte mig selv – og så stod jeg der med huen!
Og det kunne jeg aldrig, aldrig nogensinde have klaret uden din hjælp. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg fik alle de samtaler; og ikke mindst, at det var dig jeg fik dem med. Det lyder virkelig dramatisk, men jeg føler et eller andet sted, at du har reddet mit liv. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg havde været den dag i dag uden dig. Havde sikkert været lige så deprimeret som da jeg gik i 1.g, og tror ikke jeg var stoppet med at sælge mig selv, for jeg kunne ikke se, at jeg ikke var mere værd. Jeg ønskede af hele mit hjerte at blive krænket – for det var det jeg syntes jeg var værd.

Jeg er måske ikke lykkelig, og jeg skal hele tiden arbejde med at være opmærksom på mig selv, og huske at føle efter. Men det går den rigtige vej. Jeg prøver at finde ud af, hvad der gør mig lykkelig, og hvordan jeg kan gøre det. Jeg prøver at skrive fortiden og leve i nutiden. Jeg prøver bare at gøre det, som jeg selv kan.
Jeg er blevet optaget og skal læse til Socialrådgiver til februar med henblik på videreuddannelse. Indtil da har jeg fået midlertidigt job som tilkaldervikar på en folkeskole, men søger stadig noget fast fuldtid.
Jeg er på vej ud i livet og gør mit bedste J

Jeg tror, at det var alt det, jeg havde at fortælle. Jeg håber rigtig meget, at du har det fantastisk og at alt er, som du ønsker det.

Kram

søndag den 14. august 2011

ikke død - kun dødsyg :)

Selvmedlidenheden er på sit højeste. har mononukleose aka kyssesyge og har været lænket til seng med lidt over 39 i feber og ALLE symptomer. er udmattet - i hører mere, når jeg er mere levende.

mandag den 1. august 2011

Hmm

Jeg tror ikke, at jeg er så okay, som jeg selv går og tror. Er ikke okay med at jeg har kysset med endnu en. Det er for meget nu.
Jeg har lige set på nogle billeder af mig fra en housewarming fredag aften. Jeg sidder og niver i mig selv. Ikke noget tydeligt, men jeg gør det. For smerten, du ved. Ikke noget, der giver ar, eller mærker. Måske er jeg ikke så okay.

torsdag den 28. juli 2011

Maneater

Så har hun været i byen igen. Og scoret. Igen. Siden d. 16/6 har jeg kysset med 8 fyre. Og jeg har det ikke skidt med det. Jov, med en af dem. For vi kom også til at have sex. Men det er en anden historie.

Det er for sjov, med de fleste af dem. Der er en, der skiller sig ud fra mængden, som jeg måske godt kan lide. Men han bor i Jylland, og tiden må vise, hvad der sker :)

Og det er det jeg egentlig ville dele. Det er mit total cool og afslappede forhold til det. Der er forskellige fyre, som jeg på en eller anden måde ender med at snakke med, og vi kysser og har det sjovt. Og så skiller jeg mig af med ham før det bliver til mere. Og det er bare bekræftelse i øjeblikket, og jeg har ikke noget behov for at have en kæreste. Selvom det ville være rart at se ham der fra min ferie igen. Rigtig rart. Men jeg bliver ikke såret. Det er måske også skræmmende, hvor lidt følelser jeg har med i det hele. Men på den anden side er jeg single, og jeg har aldrig kunnet tage så let på et kys som jeg har nu. Og det er rart. At jeg bare kan smile af det, i stedet for at tænke tilbage på det som noget hæsligt, hvor jeg bare blev såret.

Selvfølgelig er der nogle aftener, hvor jeg ender med en heldigere fyr, end andre. F.eks. har der været nogle virkelig pæne nogle, som kyssede super. Hvor det bare føltes perfekt for det sekund. Men der var f.eks. også den første fyr efter bruddet med min kæreste, der i stedet for at kysse lavede sugemærker på min mund. Det gjorde ondt i mange dage efter, og mine læber var blå og hævede.

 

mandag den 25. juli 2011

Aftenens lækkerier

Jeg har altid elsket mad, og siden jeg begyndte at lave mad som 13-årig har jeg også elsket det. Og de sidste par dage har jeg haft nogle kampe med maden, så jeg besluttede mig for at prøve at gøre maden til noget positivt. Og her kommer resultatet:

 Rødspættefilet stegt m. hakket hvidløg, groft hakket rødløg, salt og til sidst dryppet m. citronsaft (Ca. 150 kcal - 100 kcal fisk, 50 kcal til becel, løg, hvidløg)
 En salat  m. bund af romaine og radicchio rosso salat, pære i tern og finthakket rødløg vendt i hvid balsamico og med pære i skiver og grofthakket hasselnød på toppen (Max 150 kcal)
 Ordinær tomatsalat m. cherrytomat, rødløg, hvid balsamico og lidt purløg på toppen (max 100 kcal)

Kartoffelbåde stegt i ovnen m. olivenolie, salt og sesamfrø (hvis man sætter ovnen på grill de sidste 2 min. er der ekstra crunch :)) (Max 250 kcal )
Det samlede måltid - alt maden er lavet efter egen fantasi. Det smagte sgu godt,og nu er jeg mæt på en rar måde, og jeg har det overhovedet ikke dårligt med at have spist det hele, og der var ca. 650 kcal så det er endda helt acceptabelt.

søndag den 24. juli 2011

Og keep in touch!!

Det er søndag nat. Og sidst jeg så et levende menneske, som jeg kendte og snakkede med i virkeligheden var onsdag aften, og det var min mormor.
Siden der har jeg skrevet med et par stykker og modtaget enkelte opkald. Men det er ikke første gang det sker. Det sker tit for mig, når jeg er alene. At jeg glemmer at se mennesker, glemmer at det godt kan være vigtigt. For jeg fungerer okay med ikke at se nogen. Humøret er ikke så højt, men jeg får taget mig sammen til forskellige ting, nogle gange. Savner et job, noget skole, noget hverdag. Men savner ikke at hænge ud på cafeer og drikke litervis af kaffe, eller smalltalke om underlige ting.

Det sidder jeg og tænker lidt over, imens jeg kommer til at kigge ned på bordet ved siden af mig, hvor mit gamle klassebillede tilfældigvis ligger. Kigger ud over de 20-25 piger og drengen på billedet. Jeg har snakket med alle de her piger i min fritid, været hjemme hos de fleste, kender til alles kærlighedsliv og til nogle af dems problemer. For jeg har været der, og lyttet. Men nu, når skolen ikke længere binder os sammen, har jeg faktisk næsten ikke noget til fælles med nogen. Jo, der er da en, som jeg har snakket specielt godt med, men hun er ikke en jeg ville savne. Og den sidste måneds tid, og i læseferien, har jeg ikke savnet en eneste af dem. De tre år var helt specielle, og for mig helt kaotiske. Og jeg har fået en masse minder, jeg vil værne om, men også minder, jeg faktisk helst vil glemme. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at holde kontakten med nogen. Og det er okay med mig.

fredag den 22. juli 2011

Ferieminde

torsdag den 21. juli 2011

Obligatorisk pligt?

Jeg har været væk et stykke tid. Mest på grund af det der med at blive student. Også tog jeg et smut på to uger til Grækenland med et par veninder. Også tog jeg til DK og passede hus. Og jeg vil elske at vise jer billeder, fortælle historier fra det varme land og alt det der - for jeg har faktisk haft det godt.

Men aldrig noget godt uden et men. At komme fra Grækenland til Danmark er ligesom.. Ja, at få hældt en spand iskoldt vand i hovedet. Og det kan mærkes. Specielt fordi jeg er alene hjemme og alle mulige negative tanker om alt muligt dukker op. Og det er svært at forholde sig til, når man faktisk næsten var lykkelig.

Min storesøster har fået ny lejlighed, og skal flytte lige om lidt. Problemet er, at der er meget der skal ordnes, og hun har faktisk ikke rigtig nogen til at hjælpe hende. Dels fordi hun er syg, og sygdommen har ødelagt mange af hendes relationer og dels fordi de resterende er på ferie.
Så i søndags tog jeg med vores lillebror ud for at hjælpe lidt, men også hygge og catche up, for det var lang tid siden jeg havde set dem begge. Men lige fra start af opførte hun sig ubehageligt overfor mig. Hun talte ned til mig, når hun skulle forklare mig noget, hundsede med mig, når noget ikke blev gjort i det tempo hun ønskede - og hvis jeg snakkede med vores bror om andet end lejligheden fik vi at vide, at vi skulle tage os sammen og få lavet noget. Tilsidst blev jeg så sur, at jeg havde lyst til at gå derfra. Istedet for bad jeg hende om at tale pænere til mig, og for den sags skyld også vores bror, selvom han ikke sagde noget til det.
Hun lovede at tage sig lidt sammen, hun var bare lidt stresset, sagde hun. Så vi arbejde videre til aftensmadstid, hvor jeg tog hjemad.

Her til aften ringede hun så til mig. Hele dagen har jeg kæmpet med overspisning, depressive tanker og selvskade (jeg har dog ikke gjort noget endnu). Fysisk har jeg haft kvalme, hovedpine og ondt i maven siden jeg vågnede. Jeg havde ingen planer, intet at stå op til - og det gjorde alt værre. Så dagen er gået med at spise, forsøge at kaste op, og ja.. Ingenting.
Men kl. 20 ringede hun og ville have mig til at cykle 10 km for at hente en lampe til hende i det her møgregnvejr. Kort fortalt siger jeg nej, og beder hende spørge vores fætter som bor lige ved siden af der, hvor lampen er. Hun accepterer, men ringer mig kort efter op igen, og forklarer at han ikke er hjemme, og om jeg ikke bare kan gøre det. Jeg stikker den hvide løgn, at jeg har en aftale, og derfor ikke kan. Hun vil have mig til at tage min fiktive veninde med ud på en cykeltur på 20 km i alt i regn for at hente hende lampen. jeg siger igen nej, hvorefter hun forkorter turen til 10-15 km, og at jeg bare skal aflevere nøglen til hende. Da jeg siger nej til dette bryder helvede løs;
"Min familie er der aldrig for mig, der er aldrig nogen der vil hjælpe mig. I er allesammen pisse ligeglade. Jeg havde fandme gjort det, hvis det var dig der havde spurgt. Og i søndags kom du med den mest negative attitude og opførte dig helt latterligt"

Blandet med mit dårlige humør er de ting hun får sagt, ja, ikke særlig hjælpsomme til min eventuelle hjælpsommelighed, og får råbt noget i stil med, at jeg fandme altid har været der for hende, men hverken jeg eller vores familie kan planlægge vores liv rundt om hendes liv, eller hendes projekt - specielt når hun er gået ind til det uden at spørge om nogen af os har lyst til at hjælpe hende.
Og mere får jeg sikkert også sagt, jeg blev så vred, at jeg ikke kan huske det. Jeg smed røret fra mig. Slukkede alt lyset i hele huset, og sidder nu og gemmer mig, hvis hun skulle komme.

Jeg er bare træt af, at det altid handler om hendes behov, som hun aldrig synes at nogen opfylder. Vores mormor har stået på tungen for hende igennem de sidste tre år, hvor hun været indlagt, og hendes tak er, at få lavet en tatovering af en blomst, som hun siger symboliserer vores mormor. Den blev vores mormor ikke ret glad for, hun ville hellere have haft min søster havde brugt pengene til husleje, så kommunen ikke endnu engang skulle redde hende. Og ja, hele det her lejlighedsprojekt.. Jeg ved godt, at hun ikke kan male uden den fucking lampe - men lige nu har jeg ikke energien til at tage tøj på, eller bevæge mig udenfor. Og kan man egentlig forvente det af andre? At de skal stå til rådighed på den måde?

Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke grænsen. Men lige idag kunne jeg mærke, hvor min grænse lå. Og den lå altså ikke til at hoppe på tungen for nogen.

tirsdag den 28. juni 2011

Grænseland

Jeg bevæger mig igennem nattens røg og kulde og mennesker, der alle sammen virker lidt for fulde.
Nogle af dem smiler og vil snakke og tale, men de fleste er i virkeligheden for langt væk i rusen og musikken. Og en stærk arm holder om mig, og jeg læner hovedet mod en rar skulder og lukker øjnene og i sekunder er han den jeg vil leve med, elske med og røre ved og lave mad med og skændes over opvasken med. Og så selvom jeg godt ved, at jeg helst nok bare ville være bare mig, uden nogen ham, så står jeg alligevel der - midt imellem at håbe, at han vil elske mig og håbe, at han glemmer mig, og at han bare er en løgn.

mandag den 27. juni 2011

De sidste tre år - dræbende langt indlæg

Da jeg begyndte på gymnasiet var jeg midt i en depression. Havde været på socialforvaltningen for at tigge om at få lov til at flytte, skrev tusinder af digte om mørke og selvhad og jeg prøvede virkelig hårdt at fortrænge Michaels krænkelse. Virkelig hårdt. Jeg knaldede rundt omkring med lidt af hvert. Jeg var ret langt ude. Jeg begyndte til psykolog efter lægesamtaler i efteråret, og jeg begyndte at sælge min krop.
Og den vinter var ubestridt den hårdeste i mit liv.
Min søster afleverede min nevø på børnehjem, og blev indlagt på den lukkede. Jeg fik min første kæreste, der byggede mig for at total smadre mig, der var politiafhøringer og møder på socialfovaltningen. Min søster forsøgte igen og igen at tage livet af sig selv igennem hele foråret. Og jeg levede halvt på afdelingen, hvor jeg besøgte hende og alle de andre syge mennesker, der blev mine venner, hver dag. Og pludselig var det slut. Altså 1.g.

2.g skulle være et rart år, det havde jeg selv bestemt. Jeg kickstartede ved at tage vildt meget på og have sex med eks. Og alle mulige andre. Og det blev for meget, jeg ville have det godt, virkelig. Så jeg gik i cølibat, fortsatte til psykolog. Min søster forsøgte igen og igen at begå selvmord og hun blev indlagt på den lukkede i to måneder, hvor hun fik elektrochok. Og ellers prøvede jeg bare at hænge i, og fortsætte. Fortsætte med det liv og den uddannelse jeg faktisk var igang med, selvom hvert sekund føltes som en kamp. Jeg kæmpede mig op af sengen hver dag, tog i skole hver dag, tog hjem og sov hver dag. Jeg afsluttede mine psykologsamtaler om sommeren, fordi jeg var fyldt 18.

Sommeren var rar og dejlig. Jeg havde ryddet op i mennesker. Veninder, der var dårlige for mig, og min søster havde jeg smidt ud af mit liv. Fordi med dem i mit liv kunne jeg ikke være lykkelig, der var for meget drama. Jeg mødte en sød dreng, og følte endelig at jeg var ved at komme mig over min eks. Skolen startede og det gjorde vores forhold også. Jeg slap for at være hjemme, vi var elskende. Efter kun 2-3 måneders forhold blev magien brudt og et brev med en vidneindkaldelse ødelagde meget i mig. 3 måneders frygt endte med en retssag, hvor jeg alligevel ikke skulle vidne og svinet fik 3 mdr. betinget og 3 mdr. ubetinget.
Starten af det nye år var hårdt. Kærestens mor fik konstateret brystkræft, min mor skulle til Tyskland og opereres, jeg kæmpede med vægten. Og gør forresten stadig. Og det er vel det, der har overskygget alt det sidste halve år. Mad og vægt. Ikke en dag uden tankerne går på kalorier og mad og skal jeg spise idag, eller skal jeg lade være?

Tykke Ditte for et år siden

Efter vognturen har jeg mistet stemmen og taget to kilo på - men  her var jeg endelig nede under de 80. 

Endelig fik jeg den nu højt elskede hue



Og nu sidder jeg her, med huen på. Jeg klarede det fandeme. Imod alle odds. I 1.g sagde en af mine lærere til mig, at jeg nok ikke skulle betale depositum til studietur - jeg ville jo nok ikke gå der til den tid. Men jeg gjorde det - og det endda med et snit på 7,7. 2 12-taller, 3 10-taller, 1 7-tal og 2 4-taller blev mine eksamenskarakterer. Og i ved i hvad? Jeg er faktisk stolt af mig selv. Jeg kunne have gjort mange ting bedre, men jeg kunne godt nok også have klaret alt værre. Tror jeg vil skrive en mail til min gamle psykolog og sige tak. Uden hende var jeg knækket i 1.g. Ikke bare i skolen, men i livet.




"Cause it makes me that much stronger 
Makes me work a little bit harder 
It makes me that much wiser 
So thanks for making me a fighter 
Made me learn a little bit faster 
Made my skin a little bit thicker 
Makes me that much smarter 
So thanks for making me a fighter "

søndag den 19. juni 2011

1 eksamen

Dansk imorgen. kl. 14 får jeg huen på - det bliver sindssygt!!!

fredag den 17. juni 2011

Karakterer

Jeg er lidt tom. Lidt meget. Eksamenerne går godt - rigtig godt. 4 i mundtlig og skriftlig fransk, 10 i psykologi og historie og 12 i AT projekt. 7 i skriftlig engelsk og 10 i skriftlig dansk. Mit snit er på 7,5, som er mere end rigeligt til at komme ind på den uddannelse jeg gerne vil have. 
Lidt tom, fordi det er slet ikke karaktererne der betder noget. Kun hvis det går dårligt. Men når det går godt, gør det jo ikke en lykkelig. 

Jeg kommer tit til at skrive "man" og "en" istedet for at skrive "Jeg". Det er det, det konforme menneske gør. Man-mennesket, der ikke tager ansvar for noget. Men jeg føler, at jeg hele tiden tager ansvar, og hele tiden tager livet op til revurdering. Og har taget eksistentialistiske beslutninger. Men det var bare en tanke. 

onsdag den 15. juni 2011

Eksamen

Jeg har 24 timers eksamen i psykologi lige nu. 
Tanker om mit skænderi med min far igår, papirerne om min søster jeg fandt, kalorier, hele det her med min nye bror, at min kæreste er min ekskæreste,  vægttab på over 22 kg, alt det der er sket, det løber rundt i mit hovedet sammen med det emne jeg har trukket; "Ungdom og senmodernitet" og "Socialpsykologi" og navne som Giddens, Bourdieu, Sartre, Riesmann, Frankl og Mahler  står på indersiden af mine øjenlåg. 
Og jeg kan ikke fokusere.
 Imorgen. Imorgen kl. 10 er der kun en eksamen til huen, og huen er min fortjeneste ingen tage fra mig. - den kan ingen tage fra mig. Det er den jeg har kæmpet for. Også forhåbentlig et gennemsnit der kan tage mig steder hen, hvor jeg kan blive til noget.