... at jeg den dag min søster, høj, skæv og ved siden af sig selv, brød ind i vores hus og i en psykose smadrede for over 2 mio. kroner, havde fortalt hende, at vi ikke var hjemme.
... om jeg kan elskes.
... hvor meget jeg har spist.
... om jeg nogensinde har været 700 kroner værd.
... hvordan mit liv havde været, hvis jeg havde haft forældre.
... at jeg hele mit liv har fundet en trøst i at kunne være noget nyttigt for nogen. Og at i takt med at jeg får dårligere, bliver mere en byrde, end en nytte.
... at efter Michael havde taget min mødom med hans overgreb var han sammen med min søster. Og jeg var sammen med ham efter det, frivilligt. Mest fordi jeg håbede på at jeg på en magisk måde kunne betyde noget for ham. Men det kunne jeg ikke. Legen var kun sjov, når jeg ikke ville.
...at min ekskæreste er flyttet sammen med hans nye kæreste i Birkerød.
... at skære.
... at det er min skyld.
... at de er ligeglade.
Men mest af alt ville jeg ønske, at jeg kunne stoppe med at stille det farlige spørgsmål, der hjemsøger mit sind. Hvad er pointen? Hvorfor leve, hvis det skal være sådan en smerte og jeg bare mere og mere bliver en byrde, der kræver energi og ressourcer som mine elskede slet ikke har? Hvorfor fortsætte?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar