Grunden til jeg ikke dater

Godt så. Så sidder man her. Med et gevaldigt forklaringsproblem, mest overfor sig selv.

Hr. kok har været rimelig fast inventar siden singlelivet startede med et brag i mine studenterdage i sommer. Vi så solen stå op over Nyhavn sammen, og jeg kyssede med en af hans venner (som jeg mistænker for at have givet mig kyssesyge). Måneder med sparsom kontakt passerede, men pludselig blev det intensiveret. Af uransagelige årsager. Vi sms'ede dagligt, og havde planer om at ses. Indtil han begyndte på "gid du var her lige nu, for så ville jeg kysse dig" -agtigt-pjat. Så jeg trak lidt i land, og blev meget hurtigt afklaret med, at han ville en ting. Smed selvværdet ud, endnu engang. En til, der ser dig som et hul. Flot - ikke mer' ham. Bibeholdte dog lidt kontakt og lidt planer. Og beundrede ham på afstand. For han er sådan en, som jeg godt kunne blive virkelig, virkelig forelsket i. Om ikke andet, så fordi han ikke vil mig. Han er klog, sjov, løber maraton, har fancy karriere og mål i livet - på trods af sine sølle 21 år. Ikke skidt, vel? Og så er han pæn, på en virkelig sød måde. Og ved at finde sammen med en anden. Og selvom jeg kun har mødt ham en gang, og aldrig rigtig har snakket med manden (han har faktisk ikke en chance for at kende mig, rigtigt), så er min første reaktion at tage kniven frem. Og skære alle de drømme jeg havde helt væk. For jeg er ikke god nok til ham, og egentlig er jeg slet ikke god nok til nogen. Slet ikke når jeg er så idiotisk at skære i mig selv. Og prøver at fortælle mig selv, at han ikke vælger mig fra. Problemet er jo bare, at det gør han. Og det nederlag kan jeg ikke cope med.

Ligesom da hr. eks slog op med mig. Det handlede i bund og grund slet ikke om, at jeg mistede mit livs kærlighed, overhovedet. Var pisse træt af ham og forholdet. Men jeg kunne ikke håndtere, at han ikke elskede mig. Det skulle han. Uanset hvilke følelser jeg havde for ham.

Og det er jo lige så åndssvagt nu. I den tid hr. kok og jeg har snakket sammen har jeg datet flere. Spansk-model-lover (som jeg stadig ser lidt), ham der med det perfekte kys (hvor jeg heller ikke kunne håndtere nederlaget og blev indlagt bagefter), Kreta-dude (som jeg faktisk var lidt forelsket i, og ville have set 1000 gange mere, hvis han ikke havde boet i lorte Randers) og hr. guitarist (som jeg faktisk ser nu, og det går godt -nærmere detaljer følger i andet indlæg).

Og det er kun de fyre, som jeg har set mere end 1 gang. Dvs. der er en masse som jeg har kysset med i byen og snakket med. Og har måske-agtige planer med.

Måske lidt malplaceret billede. Men tog det igår for at forsikre 

mig selv om at jeg ikke døde af overspisningen.

Problemet ved det er bare, at jeg lader alle mine følelser omkring MIG afhænge af fyre, som jeg ikke rigtig ved om jeg er interesseret i og derfor spiller på flere heste, og ikke rigtig giver mig hen til nogen. Fordi jeg er bange. For at det udvikler sig for meget (læs; sex) - for der er jeg slet ikke nået til. Og fordi jeg er bange for ikke at være god nok.

Og jeg burde slet ikke se nogen fyre. Burde finde roen i mig selv så jeg var i stand til at håndtere både at have sex, men også, hvis der bare er noget, der ikke går. Når der er en, som jeg ikke vil betyder det jo ikke, at der er noget galt med ham, men bare, at jeg ikke synes at lige netop han skal blive til vi med mig. Det her er noget rod. Jeg er ked af, hvis du har læst det hele, men det er altså grunden til at jeg ikke burde date, må jeg nok hellere rette det til. For jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Er afhængig af mad og mænd. Sundt.

Så meget kvalme. Har lyst til at kaste op, eller dø.

I dag har jeg spist:

5 skåle branflakes (ca. 200 gr.) med ca. 1 l. minimælk
5 småkager
11 skumfiduser
2 æbler
3 rugboller
2 stykker rugbrød
6 frikadeller
1/4 kransekage
10 Pebernødder
1 stk. toastbrød
20 gr. ren nougat

Det her er lort. Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor kan jeg ikke stoppe? Det virker som om, at min eneste mission er at give mig selv kvalme. Og hvis ikke jeg gør det via sult, så skal jeg fandeme bare æde løs. Spis dig selv ihjel.

Om virkelighed og mad

Jeg har gerne villet skrive noget. Altså noget sigende, noget godt. Men ordene er blevet væk, og jeg har været for træt til at lede efter dem. Og det er svært at slå sig til tåls med at skrive noget, som jeg selv synes er kedeligt. Og måske også fordi jeg føler mig meget syg. Og når jeg skriver det bliver det ikke kun i min virkelighed, men i en helt anden virkelighed som også er på skrift og den føles lidt mere virkelig, end det her misk-mask af farver, hvor alt flyder sammen, der er min virkelighed.

Min virkelighed er, at jeg kæmper. Og jeg har fuldstændig glemt for hvad. Jeg ved ikke, om det er for at spise eller lade være. Og jeg ved heller ikke, hvad der er mest selvdestruktivt. I det hele taget føler jeg nok mest, at verden tårner sig op foran mig med masser af spørgsmål, som det er nødvendigt, at jeg tager stilling til. Og alle andre kender svarene, men jeg er helt, helt uvidende; alle de andre tror bare, at jeg spiller dum.

Jeg havde et par gode dage efter jul, hvor jeg nåede op på omkring 1000 kcal - og det er noget jeg kan leve med. Ikke for meget, ikke for lidt. Og vægten sagde imorges 71,4. Men depressiv på min måde fordi det idag er lidt over en uge siden jeg sidst skar, og min veninde ikke svarede mig og alle de her spørgsmål jeg ikke kunne svare på gjorde at jeg har ædt. Ædt indtil jeg fik kvalme, også lidt endnu. Jeg er virkelig en gåde. Nogle dage er det svært for mig at spise en kartoffel, andre dage er det svært for mig ikke at spise 3 kg kartofler. Her til aften før jeg gik i bad sagde vægten 74,6. Det må være næsten en måned siden jeg vejede det. Har  lyst til at spise og kædehade mig selv. Det sidste har jeg gjort i lang tid, og ser ikke ud som om jeg rent faktisk er i stand til at stoppe. I morgen, der vil jeg ikke spise. Og det bliver simpelthen så let. Glæder mig lidt. Det er det eneste, jeg glæder mig til.

Glædelig jul!

Om lidt henter min far mig, også kører vi hjem til ham og holder præjul med københavnerne. Imorgen går turen til noget Jylland. Vender stærkt tilbage til mit elskede København d. 25/12.
Det bliver svære dage, hårde dage - det ved jeg. Men planlægger allerede hvordan jeg skal klare det. Og glæder mig virkelig meget til at give de gaver jeg de sidste par dage har styrtet rundt på strøget og købt for alt, alt for mange penge. Glædelig jul og gløggen i håret!

71,9 kg. - 13,9 kg til mål.

Har nordens underligste følelse. På den ene side føler jeg mig helt lille, introvert og sårbar på en sådan jeg-vil-helst-gemme-mig-for-verden-for-alt-er-skræmmende-måde. På den anden side vil jeg jeg ud og være ekspressiv. Råbe og skrige til hele verden, helst. Jeg er fuldstændig manisk og styrter derud af hele tiden med 300 km/t, uden benzin. Og det giver det fedeste kick. Er høj på adrenalin. Og aldrig har jeg født mig så lykkelig og så fri. Og aldrig har jeg følt mig så bange, så usikker på hvert et skridt jeg tager og så lidt in charge. For det føles kun nogen gange som om det er mig der har hænderne på rettet. Det meste af tiden slingrer jeg faktisk så meget, at jeg tvivler på, at der overhovedet er nogen der styrer. Men jeg ved, at jeg har foden på speederen.
Jeg bruger al min tid på at tænke på al det mad, jeg ikke har tænkt mig at spise. I går løb jeg 9 km på en time ved 21-tiden efter at have indtaget 200 gr. youghurt (90 kcal) til morgenmad og ellers intet andet end kaffe. Da jeg stoppede var jeg så svimmel, at jeg blev nødt til at støtte mig til hver lygtepæl jeg kæmpede mig hen til. jeg er stolt over at have tabt 35,1 kg på 11 mdr, men er også sindssygt bange. Bange for at jeg aldrig når mit mål, og jeg er bange for at jeg når det. Har helt mistet lysten til enhver behandling. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne fortsætte sådan her. Men hver gang jeg stiller mig op på vægten og er forsvundet lidt mere, har jeg lidt mere mod på at fortsætte. Fortsætte på min måde. Selvom det mest indebærer at give mig selv kvalme og presse mig selv ud over alle grænser, er det det her jeg vil.
Og jeg ved godt, at det hverken er smukt, flot, sejt eller rart - men det her er mig, det er sandheden, og det er en sygdom som jeg lige nu slet ikke har kræfter til at prøve at bekæmpe.

Overblik (nok mest for selv at holde styr på det)

I sensommeren 2008 crashede jeg på en måde, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg gik til lægen, der sendte mig til ungdomspsykiatrisk ambulatorium, hvor jeg først blev afvist. Fordi jeg ikke ville have samtaler sammen med mine forældre. Insisterede lidt og de tog mig ind og hjalp mig, indtil jeg blev 18. Så var det ud og væk.

Der gik et halvt års tid før jeg fandt kræfterne til at finde noget nyt. Til lægen igen, og denne gang blev jeg sendt på Stolpegården til gruppeterapi. De mente i høj grad, at jeg havde brug for noget - men det eneste de kunne give mig ville gøre, at jeg ikke kunne færdiggøre min uddannelse.

Så gav jeg op. De skrev godt nok en henvisning, men jeg orkede ikke at gøre mere selv. Så jeg lod mig synke. Lod mit sind tale det sprog, som min stilhed har lært det. Jeg coper, som jeg kan gøre det alene.

9 mdr. efter Stolpegården, talte mit sind i koder, som ikke engang jeg kunne kontrollere. Og jeg kunne bare virkelig ikke mere. 2 døgn på psykiatrisk skadestue også ud med en henvisning til psykologhjælp. Jeg kontakter min læge, og prøver at forklare hende, hvad der sker i mig. Men ordene der beskriver, hvad det hele egentlig handler om findes slet ikke i mig mere. Og det hele føles meget svært. Men hun vejer mig, og beslutter at jeg selv skal finde en psykolog på nettet også skulle vi have en opfølgende samtale.

11 dage og adskillige afslag og "du kan komme på ventelisten, men vi har ikke noget nu" efter gik jeg så til lægen i dag. Trådte op på vægten, der viste 3,9 kg mindre, end sidst. Hun bliver noget chokeret. Jeg er jo ikke tynd, der står ikke spiseforstyrrelse skrevet i panden på mig, så ved ikke om hun troede mig da jeg sidst prøvede at forklare, at jeg bare ikke har lyst til at spise. Hun prøvede ihvertfald at fortælle mig idag, at jeg ødelægger mine organer, og det er fint at jeg har tabt mig - men ikke mere nu. Hun vil have mig til at drikke kalorieholdige proteinshakes (det kan hun godt glemme). Også skrev hun henvisning til psykiatrisk afdeling igen, og de skal så ringe mig op, også skal jeg over og snakke med dem. Og til en opfølgende samtale og vejning og svar på blodprøver (noget med stofskiftet, forstod det ikke helt) hos hende i start januar.

Jeg ved ikke, hvad det skulle gavne mig at være indlagt. Jeg ved godt, at jeg skader mig selv hele tiden lige nu. Men jeg kommer også ud hver dag, og ser venner der intet aner om mine problemer; og det gør mig bare så meget godt at holde fast i noget "normalt". Og jeg er heller ikke klar til den stigmatisering som indlagte er ofre for. Og JEG ER IKKE SYG, jeg har bare oplevet fucked up ting, og ikke vidst, hvilke kasser jeg skulle putte det i.

Pigeaften, mad, drinks og drenge

I et stykke tid har jeg prøvet at få en aften med nogle gamle veninder til at ske. Noget med et par drinks og en fest. I går var så blevet aftenen, hvor vi skulle mødes. Torsdag foreslog en af dem, at vi også spiste noget mad sammen, og to af dem var fast besluttet på, at det skulle være på det lokale pizzeria i området, hvor vi er vokset op. Fik en af dem på mit hold og vi protesterede og fik lavet aftalen om til, at vi mødtes ved Torvehallerne i stedet, og vi gik på en rustik café, jeg engang har arbejdet på, ikke langt derfra. Så langt, så godt.
Jeg fik bestilt en salat, og et glas vin. Min bedste veninde spiste parmaskinken, og en af de andre spiste brødet der hørte til, så jeg kunne nøjes med at spise salat-bladene. Der var heldigvis ingen, der kommenterede mit spiseri, eller min vægt. Selvom flere af dem i løbet af aftenen udbrød; "fuuuuuuuck, hvor ser du godt ud". Intet er mere ødelæggende end et sådan kompliment; en bekræftelse af, at jeg gør det rigtige.

Vi tog videre, drak et par drinks et sted. Tog igen videre til et sted m. fri bar, og ville egentlig kun blive der til den frie bar sluttede. Men timerne løb fra os, og vi endte med at bruge resten af aftenen der.
Jeg mødte nogle drenge, som jeg har festet med før (og kysset med en af dem), og vi havde det sjovt. En dreng jeg mødte i byen for et par måneder siden dukkede også op, faktisk for at se mig. Det viser sig så, at han har gået i folkeskole med ham drengen, som jeg har kysset med for et halvt års tid siden. Men ham der har joinet vores selskab for mig ved jo ikke, at vi har kysset. Og det er jo lang tid siden, og betød intet. Så jeg snakker videre med ham, og synes faktisk at han virker rigtig sød.
Jeg går op i baren for at finde noget vand, og der sidder ham den gamle fyr, og vi snakker så lidt. Da jeg vender tilbage til bordet sidder den nye fyr og holder i hånd med en af mine veninder. Sætter mig ned, og stirrer lidt ud i luften. Den gamle fyr kommer hen til mig, og rykker min stol tættere på hans. Følte mig rastløs, følte mig droppet. Han kom, han så, han snakkede, og besluttede sig for, at min veninde var mere spændende. Fik lyst til at skære, og var lykkelig over, at jeg ikke var mæt. Den gamle fyr lægger mere og mere an på mig, og jeg beslutter mig for at tage en cigaret, så går ind i rygerummet, for at ryge og tænke. Da jeg næsten har røget færdigt kommer den nye fyr hen til mig og undskylder hans opførsel. Min veninde havde bare fortalt ham historien om mig og den gamle fyr, og han var blevet jaloux og forvirret.
Vi går tilbage og snakker lidt mere, og han prøver at varme mig lidt. Fryser altid i øjeblikket. Og så kysser han mig. På en ret perfekt måde. Stedet lukker, og mig, en anden veninde og ham går ud for at finde noget pizza til dem. Han betaler et stykke pizza til min bedste veninde, og tilbyder selvfølgelig også mig, der hører mig selv sige, at jeg ikke spiser pizza.
Vi følges op til Nørreport station, hvor jeg siger farvel til min veninde. Og der står vi så, og han holder om mig. Og selvom jeg er ret høj, er han endnu højere. Og når jeg læner mit hoved ind mod ham, kan jeg hvile det mod hans brystkasse. Og det føles trygt, rart. At stå midt i alt vinterkulden, midt i alle mine depressioner, al min selvskade, også blive passet på. Og det er vel derfor jeg bliver ved med det her. At finde alle de her fyre, som kan få mig til at få det så dårligt med mig selv. Og på en eller anden måde altid beviser, at det eneste de vil have er sex, det er det eneste jeg kan. For selvom det er en løgn, er der altid de par sekunder, hvor de lades som om, at de holder af mig og kan redde mig lidt væk fra mig selv. Og de sekunder er så meget værd.
Idag har jeg hørt lidt fra ham. Noget med noget vin og film en af dagene. Og jeg ved ikke, om jeg skal se ham, tage chancen. Eller bare lade det glide ud i sandet, så jeg kan holde fast i det gode minde fra tidligt imorges. Det er sådan en af de der ting, hvor at hvis det lykkedes, tror jeg, at det kan gøre mig rigtig meget godt. Men hvis det ikke gør, tror jeg, at jeg kan falde helt fra hinanden. Og måske skal jeg fortælle ham, at sidst jeg forsøgte endte jeg på psykiatrisk skadestue i to døgn. Så om han ikke nok vil passe på mig. Og forstå, at vi godt kan kysse og blive mere intime. Men jeg kan ikke have sex lige nu. Også har jeg jo også ar, der skal forklares. Og hvor er det lige jeg skal starte? Jeg blev født, og min far var min mor utro, eller det var faktisk mens hun var gravid med mig, men det barn hørte jeg først om for et år siden. Og hele min barndom gik med at prøve at være så let som mulig, for at min psykisk syge søster kunne få sin plads. Og da hun endelig flyttede og al volden, problemerne og alt det andet forsvandt. Så fik min mor diagnosticeret dissemineret sklerose. Også blev jeg forælder for to af mine søskende. Og så blev jeg forresten også voldtaget. Og har fået psykolog hjælp i halvandet år. Og har solgt mig selv. Og generelt været ret billig. Og har du ikke lyst til at elske mig? Det er jo sindssygt, og hvordan skulle han (eller nogen, for den sags skyld) kunne håndtere alt det? For helvede, jeg kan jo ikke engang selv. 

Det ser ikke altid pænt ud, når man hader sig selv

Har spist alt for meget i dag. Og har ikke været på toilettet i et par dage, og har ikke kunnet tage mine HUSK, fordi jeg har været meget ude og kan altså ikke være ude, når jeg har taget dem. Er så bange for, hvad vægten siger imorgen til min ugentlige vejning. Hvis jeg skal følge den overordnede plan og nå mit mål til februar skal jeg veje 73,3 kg. imorgen. Men hvis jeg bare skal have tabt mig 1 kg. siden sidste uge skal det være 74,4. Er gået fra BMI på 33 til 23 på 10 måneder. Er lige blevet tagget på nogle billeder fra februar i år, taget lidt efter det her havde fået magten over mig. Ser tyk og ulykkelig ud. Og det er jeg stadig. Men kan slet ikke holde ud, at jeg har set sådan ud. Vil helst forsvinde, helst lige nu.

Min hjerne er omdannet til et klipperum, hvor jeg prøver at redigere alle de forbudte scener ud

73,9 kg. Sult, sult, sult. Selvskade. Ar på ar på ar. Var til møde hos landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser igår. Men de kunne ikke rigtig gøre noget. Skal have en samtale med deres psykolog inden jul. Kan slet ikke overskue julen. Alt handler nok om mad og motion, jeg har ikke brug for, at der skal være mere fokus på det. Føler, at jeg bliver kvalt.
Så ambivalent. Vil så gerne have det godt, men kan virkelig ikke spise noget. Så bange, så angst.

Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe med at tænke på...

... at jeg den dag min søster, høj, skæv og ved siden af sig selv, brød ind i vores hus og i en psykose smadrede for over 2 mio. kroner, havde fortalt hende, at vi ikke var hjemme.

... om jeg kan elskes.

... hvor meget jeg har spist.

... om jeg nogensinde har været 700 kroner værd.

... hvordan mit liv havde været, hvis jeg havde haft forældre.

... at jeg hele mit liv har fundet en trøst i at kunne være noget nyttigt for nogen. Og at i takt med at jeg får dårligere, bliver mere en byrde, end en nytte.

... at efter Michael havde taget min mødom med hans overgreb var han sammen med min søster. Og jeg var sammen med ham efter det, frivilligt. Mest fordi jeg håbede på at jeg på en magisk måde kunne betyde noget for ham. Men det kunne jeg ikke. Legen var kun sjov, når jeg ikke ville.

...at min ekskæreste er flyttet sammen med hans nye kæreste i Birkerød.

... at skære.

... at det er min skyld.

... at de er ligeglade.

Men mest af alt ville jeg ønske, at jeg kunne stoppe med at stille det farlige spørgsmål, der hjemsøger mit sind. Hvad er pointen? Hvorfor leve, hvis det skal være sådan en smerte og jeg bare mere og mere bliver en byrde, der kræver energi og ressourcer som mine elskede slet ikke har? Hvorfor fortsætte? 

bange, bange, bange

Jeg sidder og spiser. Min mor har lavet en skinke/porretærte og nogle frikadeller. Jeg blev ked af det, da jeg hørte det. Ikke noget "sikker mad", ikke noget som jeg kunne spise meget af. Og jeg ville egentlig gerne spise, har været på svensk julemarked hele dagen, og har kun spist en halv bolle og en clementin, så jeg var sulten. Jeg ville virkelig gerne. Så da jeg sætter mig ned, prøver jeg at sætte mig ned uden regler om hvor meget. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg gerne må spise. Tærten smager dejligt, og det mikroskopiske første stykke spiser jeg uden problemer. Det samme med det andet. Kan stadig mærke sulten og tager et stykke rugbrød, hvor jeg placerer frikadelle ovenpå. Jeg spørger min mor, om hun har puttet ost på tærten - hvis ikke hun har, kan jeg jo måske tage et 3. stykke. Ja, hun har puttet parmesan-flager på samt fløde og creme fraiche i tærten.

Og jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg bryder fuldstændig sammen. Råber foran hele min familie, hvorfor hun altid skal putte de ting i maden og jeg kan ikke huske, hvad jeg mere sagde. Men jeg græder og græder og græder. Og bliver pisse bange. For det var ligesom om, at jeg ikke selv kunne styre det. Jeg kunne ikke kontrollere, hvad jeg sagde eller gjorde.

Da jeg var kommet lidt til mig selv sagde jeg undskyld, og begrundede episoden med træthed. Hvad fanden skal man sige? Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Det føles bare som om, at jeg har mistet mig selv lidt, og en eller anden psykisk syg har taget over. Og jeg er så bange.

Ikke et offer

Da hun åbner skuffen og mærker knivens træ-håndtag på fladen i hendes hånd
falder hun
lidt tættere på hvem hun måske i virkeligheden er
og længere og længere væk fra den de tror
Hun har bygget sig op
og er faldet sammen
I stykker der slet ikke passer sammen
er hun faret vild ned af veje der kun fører hende de samme steder hen
Og da hun prøver at grine gør det ondt fordi der jo slet ikke er noget der er lige så sjovt
som den smerte der dag og nat forfølger hende og udkonkurrerer, udkører, udtørrer alt det hun
i virkeligheden måske slet ikke er, men stille og stædigt insisterer på at være.
"Jeg er ikke et offer, jeg er ikke et offer, jeg sagde, jeg ikke er et offer"
Og på dage, hvor hun næsten ikke falder tror hun nogle gange næsten selv på det, at hun ikke er et offer, men en overlever. Og så er der de dage, hvor alt er sløret, men hun stadig ikke er et offer, for det var jo hende der ikke sagde nej nok gange, det var jo hende der gik med pengene. Og hvordan skal man kunne høre én der aldrig skriger, men bare sulter sig i et desperat håb om måske en dag bare at forsvinde.
Og hun ved, at det er forkert.
Men det føles så rigtigt som vandmelon på en sommerdag
og clementin i december, når selvhadet igen skærer de gamle ar op
ikke fordi hun er et offer, men fordi
det er hendes egen skyld.

Så fint klædt ud som sig selv

Jeg har ofte følt at jeg døde. Jeg har ikke haft lyst til at dø, men jeg har ikke haft lyst til at leve. I går kom de første selvmordstanker i meget lang tid. De har været på vej længe. En hvisken, der på sin egen stille altoverdøvende facon skriger; jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere. Og i går blev mit lys, mit sidste desperate håb taget endnu længere bort til et sted i fremtiden, jeg slet ikke ved om findes. I hvert fald for mig.
Jeg ringede til min læge, for at høre hvad der skulle ske. Hun vidste først slet ikke, hvad jeg snakkede om. Hun påstod først, at hun ikke skulle gøre noget. Da jeg insisterede fandt hun henvisningen fra skadestuen frem og indrømmede, at jo hun skulle gøre noget. Men da gør hun mig opmærksom på, at det jeg kan blive henvist til er maks. 12 gange krisepsykolog hvor jeg selv skal betale 3-400 kr. Det er jo ikke det, jeg har brug for. Jeg kan ikke mere. Så vi aftalte at mødes og snakke om det, og det tidligste hun har tid er på næste onsdag. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for hjælp, og jeg har brug for hjælp nu.
For siden jeg kom hjem har jeg godt nok prøvet at spise, hvilket selvfølgelig har resulteret i, at jeg har taget lidt på og er oppe på omkring 76 kg igen. Og det kan jeg jo ikke holde ud og jeg har skåret og skåret. Ikke så dybt, men jeg har skåret. Og det her er ikke bare et råb om hjælp, det er et skrig. For denne her verden, hvor alt bare gør så ondt og hvor jeg er så ked af det og jeg hele tiden træder vande for ikke at drukne.. Kan ikke mere, jo..