Jeg har ofte følt at jeg døde. Jeg har ikke haft lyst til at dø, men jeg har ikke haft lyst til at leve. I går kom de første selvmordstanker i meget lang tid. De har været på vej længe. En hvisken, der på sin egen stille altoverdøvende facon skriger; jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere. Og i går blev mit lys, mit sidste desperate håb taget endnu længere bort til et sted i fremtiden, jeg slet ikke ved om findes. I hvert fald for mig.
Jeg ringede til min læge, for at høre hvad der skulle ske. Hun vidste først slet ikke, hvad jeg snakkede om. Hun påstod først, at hun ikke skulle gøre noget. Da jeg insisterede fandt hun henvisningen fra skadestuen frem og indrømmede, at jo hun skulle gøre noget. Men da gør hun mig opmærksom på, at det jeg kan blive henvist til er maks. 12 gange krisepsykolog hvor jeg selv skal betale 3-400 kr. Det er jo ikke det, jeg har brug for. Jeg kan ikke mere. Så vi aftalte at mødes og snakke om det, og det tidligste hun har tid er på næste onsdag. Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for hjælp, og jeg har brug for hjælp nu.
For siden jeg kom hjem har jeg godt nok prøvet at spise, hvilket selvfølgelig har resulteret i, at jeg har taget lidt på og er oppe på omkring 76 kg igen. Og det kan jeg jo ikke holde ud og jeg har skåret og skåret. Ikke så dybt, men jeg har skåret. Og det her er ikke bare et råb om hjælp, det er et skrig. For denne her verden, hvor alt bare gør så ondt og hvor jeg er så ked af det og jeg hele tiden træder vande for ikke at drukne.. Kan ikke mere, jo..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar