søndag den 28. juni 2015
onsdag den 3. juni 2015
Bachelor og bulimi
Det sidste punktum er sat. Projektet er sendt ind. Jeg er hverken stolt eller lettet. Min krop har ikke opfanget det, endnu.
Igennem hele projektet har jeg haft et stabilt mad mønster.
I hverdagene har jeg spist morgenmad (enten en halv grapefrugt eller havregrød på vand), nogle gange frokost (som for mig har været frugt eller tyggegummi) og normal aftensmad (dvs. ingen restriktioner på mængde eller kulhydrater). I weekenderne har jeg spist lidt mere, men der har ikke været et mønster. Når jeg har skulle spise aftensmad alene har jeg (for det meste) klaret det uden overspisninger.
Udover det har jeg løbet 5 km. 2-3 gange om ugen.
Jeg vejer mig ikke, men kan mærke på mit tøj, at jeg har tabt mig. Det er dog ikke meget, og jeg tror vægten har stået stille siden marts.
Indtil jeg afleverede. Indtil jeg satte det sidste punktum. Så er det som om, at de sidste måneders alt-for-meget-kaffe-alt-for-lidt-mad har resulteret i orgier. Jeg spiser den samme morgenmad, men ved frokost er jeg så sulten, at jeg slet ikke kan styre det. De sidste par dage har jeg brugt to timer på at spise frokost. Jeg kan ikke stoppe. Jeg tænker hele tiden på mad, jeg tænker hele tiden på hvad jeg skal spise, hvad jeg ikke skal spise, hvad der vil være godt at spise, hvad det vil gøre ved min krop at spise, hvad jeg kan lade være med at spise, hvis jeg spiser noget NU. Jeg lover mig selv, at hvis jeg bare får den bid af det, så kan jeg stoppe, og så kan jeg styre mig. Men det kan jeg ikke. Det er ikke nok, jeg er ikke mæt. Mere vil have mere.
Jeg ved egentlig godt, hvad der stopper orgierne, hvis jeg tænker mig om. De stoppes ikke af ekstra kaffe eller 4 liter cola zero - det udsætter dem blot. Orgierne stoppes af mæthed, af mekanisk spisning, af mellemmåltider. Det vil også forhindre mig i at være så forbandet træt, som jeg er. Jeg er bare bange. Bange for ikke at have min sult, bange for at tage det på jeg har tabt. Bange for at mine bukser igen skal stramme, og, stadig, bange for, at maden vil få mig til at svulme op til, at jeg ikke længere er mig.
Igennem hele projektet har jeg haft et stabilt mad mønster.
I hverdagene har jeg spist morgenmad (enten en halv grapefrugt eller havregrød på vand), nogle gange frokost (som for mig har været frugt eller tyggegummi) og normal aftensmad (dvs. ingen restriktioner på mængde eller kulhydrater). I weekenderne har jeg spist lidt mere, men der har ikke været et mønster. Når jeg har skulle spise aftensmad alene har jeg (for det meste) klaret det uden overspisninger.
Udover det har jeg løbet 5 km. 2-3 gange om ugen.
Jeg vejer mig ikke, men kan mærke på mit tøj, at jeg har tabt mig. Det er dog ikke meget, og jeg tror vægten har stået stille siden marts.
Indtil jeg afleverede. Indtil jeg satte det sidste punktum. Så er det som om, at de sidste måneders alt-for-meget-kaffe-alt-for-lidt-mad har resulteret i orgier. Jeg spiser den samme morgenmad, men ved frokost er jeg så sulten, at jeg slet ikke kan styre det. De sidste par dage har jeg brugt to timer på at spise frokost. Jeg kan ikke stoppe. Jeg tænker hele tiden på mad, jeg tænker hele tiden på hvad jeg skal spise, hvad jeg ikke skal spise, hvad der vil være godt at spise, hvad det vil gøre ved min krop at spise, hvad jeg kan lade være med at spise, hvis jeg spiser noget NU. Jeg lover mig selv, at hvis jeg bare får den bid af det, så kan jeg stoppe, og så kan jeg styre mig. Men det kan jeg ikke. Det er ikke nok, jeg er ikke mæt. Mere vil have mere.
Jeg ved egentlig godt, hvad der stopper orgierne, hvis jeg tænker mig om. De stoppes ikke af ekstra kaffe eller 4 liter cola zero - det udsætter dem blot. Orgierne stoppes af mæthed, af mekanisk spisning, af mellemmåltider. Det vil også forhindre mig i at være så forbandet træt, som jeg er. Jeg er bare bange. Bange for ikke at have min sult, bange for at tage det på jeg har tabt. Bange for at mine bukser igen skal stramme, og, stadig, bange for, at maden vil få mig til at svulme op til, at jeg ikke længere er mig.
Abonner på:
Opslag (Atom)