onsdag den 29. december 2010

Gammel smerte

Alt, hvad du sagde var magisk. Og når du rørte mig følte jeg alt, alt i hele verden var hos dig. Og det skulle være os, ikke? Dig, mig, Amager, Aldi, kollegieværelset, Hanne Boel, sex. Og du ved det godt, ikke? Hvor heartbroken, jeg var? Hvordan jeg lå i sengen i flere dage, og kastede op og så dig og hende for mine øjne hver gang jeg prøvede at sove? Og hvordan jeg tænkte på alt, hvad vi havde oplevet sammen, og hvem vi var sammen og hvor meget jeg savnede os sammen? 
At det er to år siden nu, og jeg har en kæreste, jeg er forelsket i, men stadig græder nogle aftener, fordi du gjorde mig så forbandet ondt, siger det ikke lidt?

For at leve, skal jeg hade dig. For at være videre, skal jeg lægge dig bag mig. For at kunne være det jeg vil, skal du ikke være en del af mit liv.

Så jeg virker hård, ikk? At jeg bare afviser dig, når du kommer med din sindssyge form for fredspibe, og ønsker mig god jul og alt det lort. Og fint. Så må jeg være den kolde kælling. Jeg vil hellere have, at du hader mig, og ikke kontakter mig, end, at du tror, der er en chance for, at du kan få dig et knald, og jeg skal hade mig selv. Det gør jeg rigeligt i forvejen.

tirsdag den 28. december 2010

Essens




Nye smykker - Øreringe fra Rosgaard, ringe og halskæde fra Vila

Halskæder - hængt op på søm

Smuk karrygul t-shirt


Brune strømpebukser


Julegave fra lillesøster

Neglelak, store ringe, fine øreringe, bøger, stearinlys og maleri. Det er essensen, det er stemningen af mig. 

Glædeligt nytår

// Ditte

fredag den 24. december 2010

Ret ynkelig, egentlig vl. 2

Også ret ynkeligt at bekende sig på en offentlig blog, ingen alligevel læser. 80 af de 100 besøgende er mig selv. Kunne sgu næsten lige så godt have en dagbog.

Ret ynkelig, egentlig

Rygestop går elendigt. Er i minus på overskudskontoen til alt det der familie-noget. Orker simpelthen ikke at skulle smile en gang til. Eller at prøve at få flere folk til at grine. Min krop har besluttet sig for at søvn, det bør man egentlig ikke spilde tid på. Har grædt i dag, på den opgivende måde. Fordi den her tid på året er en forbandet milepæl. Og man spørger sig selv, hvad har du nået på det sidste år, og er nogle af de planer, du havde sidste år på denne her tid, blevet realiseret?
Jeg ville til Paris. Jeg ville flytte. Jeg ville sgu egentlig gerne være sådan lidt lykkelig. Eller bare lykkeligere. Have styr på økonomi, følelser og være blevet klog. Ikke sådan en wannabe intellektuel, hvor jeg får bøger om, hvilke bøger jeg egentlig bør læse. Men sådan en, der læser Virginia Woolf, imens jeg lytter til Chopin og drikker the fra perchs. Og måske tager en pause for at gå en tur og kigge på noget grønt og tænke over noget eksistentialistisk. 
Men lille Ditte er stadig opslugt af sit eget bræk. Og stadig egentlig bare lille, dog nu et år ældre. Og kæmper med de samme fucking problemer igen og igen. Og kommer ingen vegne, for fanden da også.  "Du er i proces, lad tiden hele din sorg" - NÆHÆ. Hvorfor skal jeg bruge mit liv på at vente på, at jeg får det bedre? Når der fandeme ikke sker noget som helst, ikke en dyt. Står bare i køen i Netto, med en ny kassedame, som nægter at åbne en til kasse, eller tilkalde nogen, fordi hun ikke kan finde ud af at taste nummeret til mine peberfrugter ind.
Øv-følelse og minus på alle konti. Gider sgu ikke holde jul, eller nytår, eller noget. Når det kun minder mig om, alle de forventninger jeg har. Og at der ikke rigtig er nogen, der står i køen til at opfylde dem.

Jävla Netto.

mandag den 20. december 2010

Irrationel vrede

Jeg har en sød kæreste. En rigtig sød en, der kan holde mig ud, selv når jeg er neurotisk og hysterisk og råber, fordi kalenderlyset ikke brændt ned til den rigtige dato.
Og vi har selvfølgelig nogle problemer, hvem har ikke det. Men de skænderier vi har, handler som regel om den samme problemstilling.
Nemlig hans såkaldte "optimisme", som jeg betragter, som naivitet contra min såkaldte "realisme", som han betragter som pessimisme. Og de skænderier har vi aldrig nogen løsning på. Han siger, at hvis han vil have et job, får han det. Jeg siger, at det siger sandsynligheden ikke. Han siger, vi skal være sammen resten af livet. Jeg siger, at det siger sandsynligheden ikke. Og sådan kan vi blive ved, for det er bare to forskellige måder at se verden på, der er ikke rigtig nogen kompromisser at lave.
Han har levet et hårdt liv, synes han. Jeg synes, at han har været heldig. At vokse op i en kernefamilie med kærlige forældre. At have en stabil base, man altid kunne komme hjem til med sine problemer, og så var der plads og overskud til at rumme dem.
Sådan et hjem har jeg ikke haft. Jeg har haft et hjem med vold, død, kaos og alle former for sygdomme. Hvis der opstod en situation, endte det altid ud i worst case scenario. Det han synes er pessimisme, er jo bare for mig, en reel mulighed.

Så en i hans familie er blevet syg. Og det var dødeligt, virkelig dødeligt. Til mit forsvar var det ikke en, han havde et tæt forhold til. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ønskede en lille, ond del af mig, at han døde. Sådan så min søde kæreste, kan mærke bare en lille brøkdel af hvad et dødsfald gør ved en, for han har aldrig oplevet sådan et.
Og det er ikke fordi jeg kan lide smerte. Eller det er helt andet indlæg, som nok skal komme. Men jeg er bare træt af at høre, at jeg er en negativ person, for det er jeg ikke. Jeg ønsker virkelig, at det bedste sker. - Jeg er bare klar over, at det gør det sjældent. Sjældent for mig.

// Ditte

søndag den 19. december 2010

Edward Sharpe And The Magnetic Zeros

Det havde været en kold dag, og natten var endnu koldere. Vi havde siddet og snakket. Lidt om alt, fordi alt var så koldt, og natten var alt for mørk, og der var stearinlys på bordet, og vin i vores glas.
Han trak stolen hen til vores bord for at fortælle. Fortælle om solen, om månen, om stjernerne, og dét liv, vi skal leve. Og da baren lukkede, var han slet ikke færdig med at fortælle. Han havde så mange ord, så meget liv, som han havde at dele.
Og det sneede, så han lånte mig sin hue. Og han trak sin cykel ved siden af os, imens vi forsøgte ikke at falde. Og i hans lejlighed havde han vin og øl og flere stearinlys. Og vi talte om musik, og om det ægte og det falske. Vores kærlighed til The Rumor Said Fire, The Floor is made of Lava og om skønheden. Der hvor man bare lukker øjnene og føler det.
Også spillede han dem, de var fantastiske. Så smukt, smukt, smukt.

Vi lagde os i sengen. Flere stearinlys. Også løb vi, væk, væk, væk.
Fantastisk aften.

lørdag den 18. december 2010

Helt derned

Og jeg gemmer mig, ned
ned under dyner og dyner og lagner og puder
og dyner. Dine ord, og mine ord, som jeg
slet slet ikke kan sige. Kun i skrig og mareridt og
sorg, som du slet slet slet ikke ved eksisterer. 
Så bare ned ned ned ned ned ned ned ned

Der er fandeme langt ned, og det gør så forbandet ondt.

torsdag den 16. december 2010

Studieretningsprojekt - En undtagelsestilstand

Kalenderlys, som søde kæreste og jeg lavede
Det er torsdag i dag. Og det har sneet. Sner faktisk stadig. Jeg vil til at rydde lidt op. Har tændt stearinlys, lavet mig en god kande the, købt en pakke med 24(?!?!?!) cigaretter. Og så skal jeg skrive mit redegørende afsnit om socialisme. Og så en delkonklusion. Så er der klaret en tredjedel af opgaven. Lort, lort, lort. Har kun en uge tilbage. Nå, skal lige aflyse alle aftaler.

Jeg lytter til :

http://www.youtube.com/watch?v=PtXzVFYPkyc&feature=list_related&playnext=1&list=MLGxdCwVVULXcCKftmCATtd4BsPCZg6uPJ

onsdag den 15. december 2010

Jeg vil.

Idag er jeg træt. Jeg har lyst til at skrige. For det her liv, den her måde at vågne på, og vide, at jeg trækker vejret. Ånder ud og ind. Men jeg gør ikke det jeg kan, jeg lever ikke. Jeg er død. Kan ikke det mere.
De drømme, jeg drømmer, om liv og blomster og kærlighed og grøn sofa og at være lykkelig. De drømme er drømme, jeg så gerne vil have skal være virkelighed.
Jeg vil alt. Alt i verden.

Men jeg er så træt. Vil gemme og glemme, så alt er, som om intet er sket. Som om, jeg var det, jeg ville. Og jeg er misfortolket, misforstået. Jeg er ikke syg, ikke en eneste dråbe i mit blod, ikke en eneste tanke i mit hoved er sygt.
Det eneste jeg vil er at have hjælp. Så jeg stopper med at græde. så jeg stopper med at længes. Længes efter det, jeg ikke vil. Jeg vil stoppe med at hade. Jeg vil ikke have lyst til skrige mere, ikke flere tårer. Jeg vil så gerne være lykkelig. Og alligevel er jeg aldrig helt glad.

søndag den 5. december 2010

En start

Puha. Mangler en smøg.
Så det her er en form for start på noget absolut fantastisk. Og en slutning, der var en slutning på noget, der har gjort fandens ondt, og stadig gør det. Men i dag er det lidt sådan livet er, og det er der faktisk ikke noget at gøre ved.

Jeg har haft en anden blog, på et andet site, som der desværre kom lidt for mange af de mennesker jeg er i familie med, og kender fra virkeligheden, til at kende.

Jeg skriver om mit liv. Mine sejre, mine nederlag. Og hverdagens trivielle ligegyldigheder. Og jeg lover dig, at hvis du læser her, så kommer du til at kende mig. Men jeg er egentlig ikke i humør til at skrive, ville bare lige starte på en start.

//S