Jeg vil.

Idag er jeg træt. Jeg har lyst til at skrige. For det her liv, den her måde at vågne på, og vide, at jeg trækker vejret. Ånder ud og ind. Men jeg gør ikke det jeg kan, jeg lever ikke. Jeg er død. Kan ikke det mere.
De drømme, jeg drømmer, om liv og blomster og kærlighed og grøn sofa og at være lykkelig. De drømme er drømme, jeg så gerne vil have skal være virkelighed.
Jeg vil alt. Alt i verden.

Men jeg er så træt. Vil gemme og glemme, så alt er, som om intet er sket. Som om, jeg var det, jeg ville. Og jeg er misfortolket, misforstået. Jeg er ikke syg, ikke en eneste dråbe i mit blod, ikke en eneste tanke i mit hoved er sygt.
Det eneste jeg vil er at have hjælp. Så jeg stopper med at græde. så jeg stopper med at længes. Længes efter det, jeg ikke vil. Jeg vil stoppe med at hade. Jeg vil ikke have lyst til skrige mere, ikke flere tårer. Jeg vil så gerne være lykkelig. Og alligevel er jeg aldrig helt glad.