tirsdag den 27. januar 2015

Måske er det bare fordi det er så gråt udenfor

Jeg ligger i sofaen med min kaffe. I mine natbukser med egern på, og en gammel top.

Jeg har ikke været ude at løbe, jeg har ikke været i bad, jeg har ikke snakket med nogen mennesker, jeg har ikke vasket op, jeg har ikke redt seng.

Jeg har set go' morgen DK, jeg har spist en skål branflakes, jeg har spist 1/2 grapefrugt, drukket et 1/2 glas friskpresset juice...

Jeg SKAL hjem til min mor, og købe ind + lave aftensmad.
Jeg SKAL med min lillesøster til orienteringsaften på gym i aften.
Dvs. at jeg skal i bad i dag.. Og det skal jeg, når jeg har været ude at løbe. Så kan min dag starte.. Bortset fra, at jeg ikke orker noget som helst.

Jeg har slukket fjernsynet, og det eneste jeg kan høre er vores ur. Sekunderne går virkelig hurtigt. Det føles som om, at jeg ikke kan følge med - måske er det også sandheden. Vores vinkekat er drevet af sollys, så den vinker kun ganske lidt. På dage med skyfri, blå himmel banker dens arm derudaf. Den kan ikke ønske os held og rigdom nok.

Min mor fylder 52 på fredag, der skal hun have sin anden omgang kemo. Hun kunne godt bruge lidt held, og måske også lidt hjælp til at følge med tiden.

Jeg besøgte min far igår - jeg spiste et stykke kage hjemme hos ham - han har det godt. Rigtig godt, efter omstændighederne. De siger, at blodproppen har ramt et heldigt sted. Sammen mindedes (mandtes?) vi tider fra min barndom..

Det har nu taget mig over en time at få skrevet det her.. Det sædvanlige: skriv og slet, skriv og slet.. Jeg har stadig natbukser på, det enester, der virkelig har ændret sig er, at min kaffekop nu er tom - og jeg har mindre tid..  

onsdag den 21. januar 2015

Mareridt

Jeg sover dårligt i øjeblikket. Det tager lang tid for mig at falde i søvn. Jeg drømmer mange drømme, men vågner samtidig ved det mindste.

Igår vågnede jeg ved lyden af en bombe, der sprang. Om det var rester fra en drøm, eller nogen fyrede ulovligt fyrværkeri af kl. 6 om morgenen ved jeg ikke. Men bagefter syntes jeg, at jeg kunne høre nogen råbe og løbe op ad trapperne i min opgang. Jeg blev mere og mere bange. Men var ikke helt vågen. Jeg stod op, fordi jeg syntes jeg hørte nogen tage i vores hoveddør. Jeg styrtede ud - bare for at konstatere, at der ikke var nogen, der tog i dørhåndtaget..

I dag vågnede jeg med høj puls og mindet om en drøm. Jeg var låst inde i et hus med en masse fremmede mennesker. En af dem, en mand, havde helt kolde øjne. Han var lav, og havde ar i hele ansigtet. Han begyndte at skyde de fremmede, og de faldt om rundt omkring mig. Så skød han mig, og jeg kiggede direkte på ham - før jeg løb. Jeg løb så langt væk jeg kunne, og fik lidt fred før han igen dukkede op og skød på mig. Det var ikke normale patroner, men kanyler fyldt med gift. En af de andre så forundret på mig, da jeg ikke faldt om. Jeg måtte være immun, måske fordi jeg kiggede ham i øjnene, mens han skød..

Behøver jeg at sige, at jeg har haft en lang dag, hvor jeg har følt en slags angst, og haft svært ved at koncentrere mig?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da min mor igen sagde; "Jeg synes altså, at du går og taber dig..."

Kunne ikke kigge hende i øjnene, så kiggede ud af vinduet.

Gik ud i køkkenet og begyndte at lave deres aftensmad.

Det er det eneste, der er okay for mig lige nu.. Det er at spise lidt mindre. Det giver mig lidt glæde. En lille sejr, en lille succes.. Jeg har ikke lyst til at gøre noget ved det.. lige nu. Jeg er LANGTFRA undervægtig og vi snakker måske om 5 kg de sidste par måneder. Jeg spiser normal aftensmad HVER dag. Det er bare de andre måltider, det kniber lidt med..

lørdag den 17. januar 2015

Den sidste uge

I aften er jeg ikke rigtig mig selv. Jeg er ikke ude af mig selv, men lidt ved siden af. Jeg har ikke lyst til at være alene, men jeg har virkelig ikke lyst til at se nogen mennesker. Jeg er udmattet for talte ord, jeg har ikke rigtig noget at sige til nogen.

Forrige torsdag fik min mor sin første omgang kemo. Manden og jeg var inviteret til middag hos dem lørdag aften - min mor, min lillesøster og jeg hjalp hinanden med at lave maden, og min stedfar tog opvasken. En rigtig hyggelig aften, hvor manden og jeg gik hjem i stormvejret, og så film det mest af natten.

Søndag sov jeg længe, løb 5 km og hjalp manden med at skrive en opgave til hans skole.

Mandag brugte jeg selv på at læse og forberede mig. Både til studiegruppemøde tirsdag og til foredraget jeg skulle holde om aftenen. Jeg havde kun 20 min., og de gik alt for stærkt - jeg nåede ikke i dybden, men de lyttende var glade. Jeg cyklede hjem i stormvejret med en lidt underlig fornemmelse. Altså, de andre gange har jeg været overdrevet glad efter et foredrag - men denne gang blev jeg ikke ramt af samme følelse af mod og styrke. Måske er det bare fordi jeg er ved at vænne mig til det?

Tirsdag var jeg kort til gruppemøde og cyklede hjem bagefter. Min mor ringede, og spurgte om jeg kunne lave mad til dem onsdag. Hun havde ligget i sengen siden lørdag aften. Kemoen havde ramt hende, hårdt. Jeg tog løbetøj på, løb hjem til min mor, hvor min mormor også var. Vi aftalte vagtskema hos min mor (jeg fik onsdag og fredag). Hun kunne ikke rigtig snakke. Hun lå bare med lukkede øjne. Kunne hverken drikke eller spise. Efter et par timer hos min mor tog jeg løbeskoene på og løb hjem igen.

Onsdag stod på lang studiegruppedag. Efter det cyklede jeg hjem til min mor. Tog min lillesøster under armen, og sammen købte vi ind, var på apoteket for at hente opkastposer til min mor (hun havde haft en rigtig dårlig nat) og købte noget kage min lillesøster skulle have med i skole næste dag. Så lavede vi mad sammen, spiste, jeg vaskede op og tog hjem.
Da jeg kom hjem kunne jeg ikke stoppe med at græde. Jeg gik direkte i seng. Min mors stemme kørte inde i mit hoved; "Hvorfor skal jeg det her? Jeg er jo rask?"
Der er noget fundamentalt mærkeligt ved at føle sig som den voksne overfor ens mor. Som om hun var min syge lille pige, sagde jeg roligt og forklarende, at hun gjorde det denne ene gang for at kræften ikke skulle blive ved med at komme igen.
Manden kom ind til mig, og jeg bad ham fortælle mig noget rart. Han fortalte om børnene på hans fritidshjems lege næsten indtil jeg faldt i søvn. Det var dejligt at lade mig selv synke ind i en verden af fangelege og hårsaloner.

Torsdag havde jeg studiegruppe igen. Jeg vågnede, gik i bad, tog tøj på, så Go' morgen DK. Så åbnede jeg min mail. Han har fået en blodprop i hjernen, stod der. Jeg læste det igen, og kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. Hyperventilerede. Efter nogle minutter gik jeg ind til min mand, vækkede ham, og han holdt om mig lige indtil han skulle ud af døren. Skrev til min studiegruppe, at jeg ikke kom i dag. Tog hjem til min mor, hvor min mormor heldigvis var. Jeg græd og græd. Hun trøstede. Jeg mailede med ham, og han sagde alt var okay. At han snart skulle hjem. Jeg faldt til ro, sov lidt sammen med min mor, og cyklede hjem tidligt på aftenen.

Fredag var han ikke udskrevet endnu, så jeg cyklede over til ham lige efter jeg var vågnet. Heldigvis har det ikke gjort så meget skade, som man ellers kan høre om. Hans synkereflekser er påvirkede, hans tale er lidt snøvlende og hans ansigt og mimik er forandret. Men humoren er i behold. På trods af alt.
Jeg havde jo "vagt" hos min mor den fredag så bagefter cyklede jeg derhjem. Hun var lidt friskere, og havde brug for at spise frugt og sodavandsis. Derudover var hun ved at udvikle lidt svamp i munden. Så jeg cyklede igen byen rundt for at købe frugt, is og medicin. Jeg skar melon og ananas ud i bidder til hende og hun spiste lidt astronaut is. Til resten af familien fik jeg lavet et par pizzaer, en pastasalat og frugtsalat med vanilje creme - det var jo fredag. Så cyklede jeg hjem til manden. For 2. gang i den her uge fik vi andet end rugbrød til aftensmad, og for en gang skyld lavede vi mad sammen. Kylling i karry m. bulgur og bananasplit til dessert. Vi så film og lå i ske, og jeg blev aet og nusset til jeg slappede helt af.

I dag skulle jeg have været til familie-kom-sammen, men jeg orkede ikke. Det er ærgerligt, for jeg ser kun den del af familien 2 gange årligt, og sidst blev jeg nødt til at aflyse pga. eksamen. Men helt ærligt, så kan jeg ikke sidde og smalltalke, når min hjerne er fyldt med kemo, kræft, bekymringer for mine søskende, blodpropper og SF.
Istedet løb jeg en tur og inviterede mine små søskende over. Vi bagte macarons sammen alle tre, og så to film. Vi spiste aftensmad sammen, hyggede og snakkede. Ingen af dem er særlig eksplicitte med deres følelser, og da jeg heller ikke rigtig er bliver det rigtig svært at snakke om. Jeg håber derfor, at det gør en forskel, at de kommer væk fra kemo-hjemmet i et par timer og ser en sjov film med deres gamle søster..

Nu er de taget hjem, og jeg er alene. For første gang i mange dage. Jeg fordøjer langsomt hele den her uge.. Det føles som om, at nogen laver et terrorangreb på mit liv.. Je suis Ditte...
Men jeg giver ikke op, jeg giver aldrig op.

tirsdag den 6. januar 2015

2015 må helst gerne være året, hvor jeg...

... tager min bachelor færdig

...beslutter mig for, hvad der så skal ske i mit liv

... ikke skal i psyk. behandling

... ikke dræber min basilikumplante

... får en lille sød kat

... vasker tøj lidt før, at det egentlig har været last call

... fejrer tre år sammen med min mand

... læser mere litteratur

... løber min. 1 gang om ugen og maks. 3

... ikke stopper med at spise, men holder overspisningen væk

... ser veninder mere

... øver mig på at tage initiativ

... ignorerer min spontane rejselyst og sparer op til en større, længere rejse

... skriver mere




mandag den 5. januar 2015

2014 var året, hvor jeg....

... lavede min første gæld
... men KØBTE en andelslejlighed og dermed officielt flyttede sammen med min mand
... opdagede hvor svært min mand har ved at bruge en vasketøjskurv

... blev foredragsholder
... lærer mig selv bedre at kende efter hvert foredrag
... kender mine grænser bedre og bedre

... tog matematik på B niveau
... fik 02 til en eksamen for første gang
... lærte integraleregning og en masse andet, jeg allerede har glemt...

... altid først vaskede tøj, når jeg ikke havde flere rene trusser
... er begyndt at tisse med ulåst dør, når min kæreste hjemme
... har holdt en plante i live (en basilikum) (ps. vi snakker ikke om, hvor mange, der ikke har overlevet)

... lærte at slå masker op og strikke vrang
... fik en varmepude i julegave (af manden)
... følte mig en del ældre, end mine 22 år

... var i IKEA mere end 5 gange
... tog på ferie med (næsten) fremmede mennesker til bryllup
... havde nogle fantastiske dage i Prag

... besøgte Berlin for første gang
... begyndte at spare op og planlægge rejsen til Bahamas
... sagde mit hade-job op


Alt i alt et ok år