Den sidste uge

I aften er jeg ikke rigtig mig selv. Jeg er ikke ude af mig selv, men lidt ved siden af. Jeg har ikke lyst til at være alene, men jeg har virkelig ikke lyst til at se nogen mennesker. Jeg er udmattet for talte ord, jeg har ikke rigtig noget at sige til nogen.

Forrige torsdag fik min mor sin første omgang kemo. Manden og jeg var inviteret til middag hos dem lørdag aften - min mor, min lillesøster og jeg hjalp hinanden med at lave maden, og min stedfar tog opvasken. En rigtig hyggelig aften, hvor manden og jeg gik hjem i stormvejret, og så film det mest af natten.

Søndag sov jeg længe, løb 5 km og hjalp manden med at skrive en opgave til hans skole.

Mandag brugte jeg selv på at læse og forberede mig. Både til studiegruppemøde tirsdag og til foredraget jeg skulle holde om aftenen. Jeg havde kun 20 min., og de gik alt for stærkt - jeg nåede ikke i dybden, men de lyttende var glade. Jeg cyklede hjem i stormvejret med en lidt underlig fornemmelse. Altså, de andre gange har jeg været overdrevet glad efter et foredrag - men denne gang blev jeg ikke ramt af samme følelse af mod og styrke. Måske er det bare fordi jeg er ved at vænne mig til det?

Tirsdag var jeg kort til gruppemøde og cyklede hjem bagefter. Min mor ringede, og spurgte om jeg kunne lave mad til dem onsdag. Hun havde ligget i sengen siden lørdag aften. Kemoen havde ramt hende, hårdt. Jeg tog løbetøj på, løb hjem til min mor, hvor min mormor også var. Vi aftalte vagtskema hos min mor (jeg fik onsdag og fredag). Hun kunne ikke rigtig snakke. Hun lå bare med lukkede øjne. Kunne hverken drikke eller spise. Efter et par timer hos min mor tog jeg løbeskoene på og løb hjem igen.

Onsdag stod på lang studiegruppedag. Efter det cyklede jeg hjem til min mor. Tog min lillesøster under armen, og sammen købte vi ind, var på apoteket for at hente opkastposer til min mor (hun havde haft en rigtig dårlig nat) og købte noget kage min lillesøster skulle have med i skole næste dag. Så lavede vi mad sammen, spiste, jeg vaskede op og tog hjem.
Da jeg kom hjem kunne jeg ikke stoppe med at græde. Jeg gik direkte i seng. Min mors stemme kørte inde i mit hoved; "Hvorfor skal jeg det her? Jeg er jo rask?"
Der er noget fundamentalt mærkeligt ved at føle sig som den voksne overfor ens mor. Som om hun var min syge lille pige, sagde jeg roligt og forklarende, at hun gjorde det denne ene gang for at kræften ikke skulle blive ved med at komme igen.
Manden kom ind til mig, og jeg bad ham fortælle mig noget rart. Han fortalte om børnene på hans fritidshjems lege næsten indtil jeg faldt i søvn. Det var dejligt at lade mig selv synke ind i en verden af fangelege og hårsaloner.

Torsdag havde jeg studiegruppe igen. Jeg vågnede, gik i bad, tog tøj på, så Go' morgen DK. Så åbnede jeg min mail. Han har fået en blodprop i hjernen, stod der. Jeg læste det igen, og kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder. Hyperventilerede. Efter nogle minutter gik jeg ind til min mand, vækkede ham, og han holdt om mig lige indtil han skulle ud af døren. Skrev til min studiegruppe, at jeg ikke kom i dag. Tog hjem til min mor, hvor min mormor heldigvis var. Jeg græd og græd. Hun trøstede. Jeg mailede med ham, og han sagde alt var okay. At han snart skulle hjem. Jeg faldt til ro, sov lidt sammen med min mor, og cyklede hjem tidligt på aftenen.

Fredag var han ikke udskrevet endnu, så jeg cyklede over til ham lige efter jeg var vågnet. Heldigvis har det ikke gjort så meget skade, som man ellers kan høre om. Hans synkereflekser er påvirkede, hans tale er lidt snøvlende og hans ansigt og mimik er forandret. Men humoren er i behold. På trods af alt.
Jeg havde jo "vagt" hos min mor den fredag så bagefter cyklede jeg derhjem. Hun var lidt friskere, og havde brug for at spise frugt og sodavandsis. Derudover var hun ved at udvikle lidt svamp i munden. Så jeg cyklede igen byen rundt for at købe frugt, is og medicin. Jeg skar melon og ananas ud i bidder til hende og hun spiste lidt astronaut is. Til resten af familien fik jeg lavet et par pizzaer, en pastasalat og frugtsalat med vanilje creme - det var jo fredag. Så cyklede jeg hjem til manden. For 2. gang i den her uge fik vi andet end rugbrød til aftensmad, og for en gang skyld lavede vi mad sammen. Kylling i karry m. bulgur og bananasplit til dessert. Vi så film og lå i ske, og jeg blev aet og nusset til jeg slappede helt af.

I dag skulle jeg have været til familie-kom-sammen, men jeg orkede ikke. Det er ærgerligt, for jeg ser kun den del af familien 2 gange årligt, og sidst blev jeg nødt til at aflyse pga. eksamen. Men helt ærligt, så kan jeg ikke sidde og smalltalke, når min hjerne er fyldt med kemo, kræft, bekymringer for mine søskende, blodpropper og SF.
Istedet løb jeg en tur og inviterede mine små søskende over. Vi bagte macarons sammen alle tre, og så to film. Vi spiste aftensmad sammen, hyggede og snakkede. Ingen af dem er særlig eksplicitte med deres følelser, og da jeg heller ikke rigtig er bliver det rigtig svært at snakke om. Jeg håber derfor, at det gør en forskel, at de kommer væk fra kemo-hjemmet i et par timer og ser en sjov film med deres gamle søster..

Nu er de taget hjem, og jeg er alene. For første gang i mange dage. Jeg fordøjer langsomt hele den her uge.. Det føles som om, at nogen laver et terrorangreb på mit liv.. Je suis Ditte...
Men jeg giver ikke op, jeg giver aldrig op.