torsdag den 28. juli 2011

Maneater

Så har hun været i byen igen. Og scoret. Igen. Siden d. 16/6 har jeg kysset med 8 fyre. Og jeg har det ikke skidt med det. Jov, med en af dem. For vi kom også til at have sex. Men det er en anden historie.

Det er for sjov, med de fleste af dem. Der er en, der skiller sig ud fra mængden, som jeg måske godt kan lide. Men han bor i Jylland, og tiden må vise, hvad der sker :)

Og det er det jeg egentlig ville dele. Det er mit total cool og afslappede forhold til det. Der er forskellige fyre, som jeg på en eller anden måde ender med at snakke med, og vi kysser og har det sjovt. Og så skiller jeg mig af med ham før det bliver til mere. Og det er bare bekræftelse i øjeblikket, og jeg har ikke noget behov for at have en kæreste. Selvom det ville være rart at se ham der fra min ferie igen. Rigtig rart. Men jeg bliver ikke såret. Det er måske også skræmmende, hvor lidt følelser jeg har med i det hele. Men på den anden side er jeg single, og jeg har aldrig kunnet tage så let på et kys som jeg har nu. Og det er rart. At jeg bare kan smile af det, i stedet for at tænke tilbage på det som noget hæsligt, hvor jeg bare blev såret.

Selvfølgelig er der nogle aftener, hvor jeg ender med en heldigere fyr, end andre. F.eks. har der været nogle virkelig pæne nogle, som kyssede super. Hvor det bare føltes perfekt for det sekund. Men der var f.eks. også den første fyr efter bruddet med min kæreste, der i stedet for at kysse lavede sugemærker på min mund. Det gjorde ondt i mange dage efter, og mine læber var blå og hævede.

 

mandag den 25. juli 2011

Aftenens lækkerier

Jeg har altid elsket mad, og siden jeg begyndte at lave mad som 13-årig har jeg også elsket det. Og de sidste par dage har jeg haft nogle kampe med maden, så jeg besluttede mig for at prøve at gøre maden til noget positivt. Og her kommer resultatet:

 Rødspættefilet stegt m. hakket hvidløg, groft hakket rødløg, salt og til sidst dryppet m. citronsaft (Ca. 150 kcal - 100 kcal fisk, 50 kcal til becel, løg, hvidløg)
 En salat  m. bund af romaine og radicchio rosso salat, pære i tern og finthakket rødløg vendt i hvid balsamico og med pære i skiver og grofthakket hasselnød på toppen (Max 150 kcal)
 Ordinær tomatsalat m. cherrytomat, rødløg, hvid balsamico og lidt purløg på toppen (max 100 kcal)

Kartoffelbåde stegt i ovnen m. olivenolie, salt og sesamfrø (hvis man sætter ovnen på grill de sidste 2 min. er der ekstra crunch :)) (Max 250 kcal )
Det samlede måltid - alt maden er lavet efter egen fantasi. Det smagte sgu godt,og nu er jeg mæt på en rar måde, og jeg har det overhovedet ikke dårligt med at have spist det hele, og der var ca. 650 kcal så det er endda helt acceptabelt.

søndag den 24. juli 2011

Og keep in touch!!

Det er søndag nat. Og sidst jeg så et levende menneske, som jeg kendte og snakkede med i virkeligheden var onsdag aften, og det var min mormor.
Siden der har jeg skrevet med et par stykker og modtaget enkelte opkald. Men det er ikke første gang det sker. Det sker tit for mig, når jeg er alene. At jeg glemmer at se mennesker, glemmer at det godt kan være vigtigt. For jeg fungerer okay med ikke at se nogen. Humøret er ikke så højt, men jeg får taget mig sammen til forskellige ting, nogle gange. Savner et job, noget skole, noget hverdag. Men savner ikke at hænge ud på cafeer og drikke litervis af kaffe, eller smalltalke om underlige ting.

Det sidder jeg og tænker lidt over, imens jeg kommer til at kigge ned på bordet ved siden af mig, hvor mit gamle klassebillede tilfældigvis ligger. Kigger ud over de 20-25 piger og drengen på billedet. Jeg har snakket med alle de her piger i min fritid, været hjemme hos de fleste, kender til alles kærlighedsliv og til nogle af dems problemer. For jeg har været der, og lyttet. Men nu, når skolen ikke længere binder os sammen, har jeg faktisk næsten ikke noget til fælles med nogen. Jo, der er da en, som jeg har snakket specielt godt med, men hun er ikke en jeg ville savne. Og den sidste måneds tid, og i læseferien, har jeg ikke savnet en eneste af dem. De tre år var helt specielle, og for mig helt kaotiske. Og jeg har fået en masse minder, jeg vil værne om, men også minder, jeg faktisk helst vil glemme. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at holde kontakten med nogen. Og det er okay med mig.

fredag den 22. juli 2011

Ferieminde

torsdag den 21. juli 2011

Obligatorisk pligt?

Jeg har været væk et stykke tid. Mest på grund af det der med at blive student. Også tog jeg et smut på to uger til Grækenland med et par veninder. Også tog jeg til DK og passede hus. Og jeg vil elske at vise jer billeder, fortælle historier fra det varme land og alt det der - for jeg har faktisk haft det godt.

Men aldrig noget godt uden et men. At komme fra Grækenland til Danmark er ligesom.. Ja, at få hældt en spand iskoldt vand i hovedet. Og det kan mærkes. Specielt fordi jeg er alene hjemme og alle mulige negative tanker om alt muligt dukker op. Og det er svært at forholde sig til, når man faktisk næsten var lykkelig.

Min storesøster har fået ny lejlighed, og skal flytte lige om lidt. Problemet er, at der er meget der skal ordnes, og hun har faktisk ikke rigtig nogen til at hjælpe hende. Dels fordi hun er syg, og sygdommen har ødelagt mange af hendes relationer og dels fordi de resterende er på ferie.
Så i søndags tog jeg med vores lillebror ud for at hjælpe lidt, men også hygge og catche up, for det var lang tid siden jeg havde set dem begge. Men lige fra start af opførte hun sig ubehageligt overfor mig. Hun talte ned til mig, når hun skulle forklare mig noget, hundsede med mig, når noget ikke blev gjort i det tempo hun ønskede - og hvis jeg snakkede med vores bror om andet end lejligheden fik vi at vide, at vi skulle tage os sammen og få lavet noget. Tilsidst blev jeg så sur, at jeg havde lyst til at gå derfra. Istedet for bad jeg hende om at tale pænere til mig, og for den sags skyld også vores bror, selvom han ikke sagde noget til det.
Hun lovede at tage sig lidt sammen, hun var bare lidt stresset, sagde hun. Så vi arbejde videre til aftensmadstid, hvor jeg tog hjemad.

Her til aften ringede hun så til mig. Hele dagen har jeg kæmpet med overspisning, depressive tanker og selvskade (jeg har dog ikke gjort noget endnu). Fysisk har jeg haft kvalme, hovedpine og ondt i maven siden jeg vågnede. Jeg havde ingen planer, intet at stå op til - og det gjorde alt værre. Så dagen er gået med at spise, forsøge at kaste op, og ja.. Ingenting.
Men kl. 20 ringede hun og ville have mig til at cykle 10 km for at hente en lampe til hende i det her møgregnvejr. Kort fortalt siger jeg nej, og beder hende spørge vores fætter som bor lige ved siden af der, hvor lampen er. Hun accepterer, men ringer mig kort efter op igen, og forklarer at han ikke er hjemme, og om jeg ikke bare kan gøre det. Jeg stikker den hvide løgn, at jeg har en aftale, og derfor ikke kan. Hun vil have mig til at tage min fiktive veninde med ud på en cykeltur på 20 km i alt i regn for at hente hende lampen. jeg siger igen nej, hvorefter hun forkorter turen til 10-15 km, og at jeg bare skal aflevere nøglen til hende. Da jeg siger nej til dette bryder helvede løs;
"Min familie er der aldrig for mig, der er aldrig nogen der vil hjælpe mig. I er allesammen pisse ligeglade. Jeg havde fandme gjort det, hvis det var dig der havde spurgt. Og i søndags kom du med den mest negative attitude og opførte dig helt latterligt"

Blandet med mit dårlige humør er de ting hun får sagt, ja, ikke særlig hjælpsomme til min eventuelle hjælpsommelighed, og får råbt noget i stil med, at jeg fandme altid har været der for hende, men hverken jeg eller vores familie kan planlægge vores liv rundt om hendes liv, eller hendes projekt - specielt når hun er gået ind til det uden at spørge om nogen af os har lyst til at hjælpe hende.
Og mere får jeg sikkert også sagt, jeg blev så vred, at jeg ikke kan huske det. Jeg smed røret fra mig. Slukkede alt lyset i hele huset, og sidder nu og gemmer mig, hvis hun skulle komme.

Jeg er bare træt af, at det altid handler om hendes behov, som hun aldrig synes at nogen opfylder. Vores mormor har stået på tungen for hende igennem de sidste tre år, hvor hun været indlagt, og hendes tak er, at få lavet en tatovering af en blomst, som hun siger symboliserer vores mormor. Den blev vores mormor ikke ret glad for, hun ville hellere have haft min søster havde brugt pengene til husleje, så kommunen ikke endnu engang skulle redde hende. Og ja, hele det her lejlighedsprojekt.. Jeg ved godt, at hun ikke kan male uden den fucking lampe - men lige nu har jeg ikke energien til at tage tøj på, eller bevæge mig udenfor. Og kan man egentlig forvente det af andre? At de skal stå til rådighed på den måde?

Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke grænsen. Men lige idag kunne jeg mærke, hvor min grænse lå. Og den lå altså ikke til at hoppe på tungen for nogen.