Det er søndag nat. Og sidst jeg så et levende menneske, som jeg kendte og snakkede med i virkeligheden var onsdag aften, og det var min mormor.
Siden der har jeg skrevet med et par stykker og modtaget enkelte opkald. Men det er ikke første gang det sker. Det sker tit for mig, når jeg er alene. At jeg glemmer at se mennesker, glemmer at det godt kan være vigtigt. For jeg fungerer okay med ikke at se nogen. Humøret er ikke så højt, men jeg får taget mig sammen til forskellige ting, nogle gange. Savner et job, noget skole, noget hverdag. Men savner ikke at hænge ud på cafeer og drikke litervis af kaffe, eller smalltalke om underlige ting.
Det sidder jeg og tænker lidt over, imens jeg kommer til at kigge ned på bordet ved siden af mig, hvor mit gamle klassebillede tilfældigvis ligger. Kigger ud over de 20-25 piger og drengen på billedet. Jeg har snakket med alle de her piger i min fritid, været hjemme hos de fleste, kender til alles kærlighedsliv og til nogle af dems problemer. For jeg har været der, og lyttet. Men nu, når skolen ikke længere binder os sammen, har jeg faktisk næsten ikke noget til fælles med nogen. Jo, der er da en, som jeg har snakket specielt godt med, men hun er ikke en jeg ville savne. Og den sidste måneds tid, og i læseferien, har jeg ikke savnet en eneste af dem. De tre år var helt specielle, og for mig helt kaotiske. Og jeg har fået en masse minder, jeg vil værne om, men også minder, jeg faktisk helst vil glemme. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at holde kontakten med nogen. Og det er okay med mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar