Grænsen mellem ked af det og depression?

Godt. Så blev klokken over tre. Hvilket vil sige, at jeg har ligget og kigget op i loftet i over tre timer. Og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Så nu stod jeg op. Tændte en cigaret, og nu sidder jeg i sofaen, og har givet op på det der søvn indtil videre. Accepteret, at det kommer ikke til at ske. Oh well, det er søndag i morgen, og jeg skal ikke nå op til noget som helst.

Jeg tænker på at skære i mig selv. Det er halvanden måned siden jeg gjorde det sidst - og før det var det flere år siden. Det var kun ridser, der for halvanden måned siden, og kun 5 ar. Og de er allerede væk. Det blev ikke dybt, og det fortryder jeg. I de 17 timer han var væk tænkte jeg så forbandet meget på det, men holdte mig tilbage - for hvad nu hvis han fortrød; så skulle han se friske ar. Nu er det mig, der fortryder. Jeg har tænkt på det hver dag. Forbandede afhængighed. Til gengæld spiser jeg, og tager på (!).
Jeg ved ikke hvorfor det fylder så meget. Måske er det alt det, der er sket, måske blev jeg bare mindet om, hvor let det er, og hvor godt det føles den nat. Men jeg er ikke rigtig glad, og jeg ved, at det vil hjælpe mig med at have den følelse - lige nu, ihvertfald.

Jeg ved for en gangs skyld ikke hvad jeg skal stille op. Derfor; en liste:

- Psykiatri
Det kræver, at jeg henvender mig til min læge, som intet ved om mig, og derfor skal jeg fortælle heeeeele historien. Uden med sikkerhed at vide, om jeg overhovedet har det dårligt nok til at komme tilbage i psykiatrien. Og helt ærligt, så er det også lidt et nederlag, hvis jeg skal tilbage i distriktspsykiatrien. Og jeg vil IKKE have medicin. Okay, lige nu kunne en sovepille være rar, men antidepressive vil jeg aldrig igen efter jeg blev suicidal i indkæringen sidst.

- Fikse det hele selv
Det har jeg prøvet. Siden november '14. Det er altså 10 måneder, hvor jeg har kæmpet. Og det er ikke blevet bedre, selvom jeg har forsøgt at bruge de værktøjer jeg lærte i mine 5 år i psykiatrien.

- Bruge mine venner og min kæreste
Det har jeg også prøvet. Uden held. Fordi jeg ikke kan være helt ærligt, og fordi de ikke rigtig ved bedre ind at spørge ind til praktiske ting og at sige, at det er noget lort. Og det er jo også ganske rigtigt. Det hjælper bare ikke rigtigt.

- Landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser
Det er mit bedste bud. At ringe ind og få en rådgivningstid. Fortælle hvad der er sket, og hvordan jeg har det, også få råd til, hvad der vil være passende at gøre. Jeg har ikke mange tvivl om, at jeg har en belastningsreaktion, men hvad skal jeg gøre? Vente på at den går over, eller få noget hjælp til at håndtere den?
Problemet er jo bare, at jeg er frivillig. Og jeg elsker at være frivillig der, håbede egentlig på at få flere opgaver, mens jeg er arbejdsløs. Men det kan jeg jo ikke rigtigt, hvis de ser mig som syg. Jeg er bange for at møde rådgivere jeg kender, eller generelt bare folk jeg har lavet projekter med, hvis jeg er derinde til en samtale. Jeg hader at indrømme, at jeg har fået et tilbagefald. For helvede, hvor er det et nederlag at erkende overfor dem. Mennesker, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde sammen med en dag. Sådan rigtig professionelt.

Åhh altså, jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har ikke en depression. Jeg er i stand til at fungere, jeg kan mærke de fleste af mine følelser. Men jeg er mere, end bare ked af det. Og jeg tror ikke rigtigt, at jeg kan komme ud af det her selv.

Er der nogen gode forslag derude?