På en eller anden måde lykkedes det juni at løbe som sand mellem mine fingre og forsvinde helt uden overhovedet at hav spurgt om lov.
Og indtil videre
har jeg faktisk ikke noget imod tid, der koldt, konstant, kontant forlader mig altid
Og jeg tror måske
at det slet ikke er en dårlig ting. Bare at leve med livet - tage med det, hvor det vil hen, hver dag. Uden neuroser af nogen særlig art. Det har faktisk næsten været rart.
Bortset fra at jeg hver dag bygger flere og flere af de skøre tanker og jeg kan mærke dem om aftenen, når jeg prøver at sove. De løber forvirrede rundt, uden nogen steder at sætte sig fast, slå sig til ro - og hver nat bliver de flere og holder mig vågen i længere tid.
Så her er jeg - tilbage - for at prøve at skrive dem ud, så jeg forhåbentlig kan få sovet. Og kl. er 12 og jeg er allerede træt - måske jeg allerede kan nu?
ved nogen overhovedet hvad jeg snakker om?
