torsdag den 6. december 2012

Vinterhumør

Har egentlig ikke lyst til at skrive så forfærdeligt meget. Måske bare, at jeg har været til lægen. Og valgt en kirurgisk abort. Fordi alternativet lød... uoverskueligt.

Og det er bare hårdt. Mørket, kulden, kampene. Starten på at blive rask. Starten på et liv, jeg måske ikke er klar til. For jeg kommer jo aldrig til at se ud, som jeg vil. Og det er bare svært. Og mørkt.

Har lyst til kun at lave ting jeg bliver glad af. Men arbejde, studie, behandling er der bare altid og alting tager så meget tid. Tid, jeg slet ikke har.

Men det er sådan vintre er. Og imens venter jeg bare på, at det går over.

tirsdag den 4. december 2012

Generation XL

Sidder med lidt tårer i øjnene og lidt ondt i hjertet.

Jeg kan ikke huske et tidspunkt i mit liv, hvor min vægt, mad og motionvaner ikke har været et problem.

Jeg er ikke blevet mobbet, men folkeskolen var for mig en lang kamp for at blive set som et menneske. Et menneske, der indeholder tanker, følelser, ord, liv. Rettigheder som for mange er en selvfølge, er ikke en selvfølge for overvægtige.

At blive nedstirret, når man spiser - for med den mave har man så ret til at spise frokost?
Blive kaldt en fed, dum ko - for det er andres ret, når man har taget fejl noget.
Børn, der griner af en når man har nyt tøj på, er blevet klippet eller tager sminke på - som om noget i verden kunne gøre den fede, dumme ko pæn.

Min spisforstyrrelse startede i folkeskolen.

Og de følelser de børn plantede i mig sidder indgroet dybt i mig, og det er virkelig svært at høre en 14-årig pige sige, at hun ikke har lyst til leve, fordi hun er tyk. Og en dreng (har glemt hvor gammel) ikke aner, hvad han skal give sig til, hvis han ikke må sidde foran computer/fjernsyn før kl. 17.

Jeg husker den tid, hvor jeg var den største, som om jeg altid prøvede at fylde mindst. Hvis ingen lagde mærke til mig, var der ingen der kunne sige noget.

Det er rørende. Og tankevækkende. Hvad er det der får nogle børn til at tro de har ret til svine andre til pga. deres vægt?
http://www.dr.dk/dr1/generation-xl/generation-xl#/62937

torsdag den 29. november 2012

Abort

Jeg fik fortalt til "faren", at testen havde vist hele to streger. Og at jeg havde bestilt tid til lægen for at få en streg væk. Da jeg selv var kommet mig over det største chok var det egentlig okay. Og det er sådan det er nu.

Jeg tror aldrig det kommer til at være hylende at få lavet en abort.

MEN

At være ung, studerende, spiseforstyrret er IKKE optimalt for en baby.
Og at vælge imellem abort eller at få et barn, der ikke kan få det godt pga. mig - det er slet ikke noget valg.

onsdag den 28. november 2012

Positiv. På den negative måde.

Ok ok ok. Nu tager vi lige en dyb indåndning her. Og ikke på den fødselsforberedende måde. For det kommer ikke til at ske. Forstår du det? NOT. GONNA. HAPPEN.

Punkt 1: Ny kæreste. Lykkelig. Forelsket. Nordens dejligste mand.

Punkt 2: Spiseforstyrrelse. Absurd angst for at tage på. Og dermed absurd angst for p-piller.

Punkt 3: Udeblivende menstruation

Punkt 4: Netto. Graviditetstest. Og slik.

Punkt 5: Første test - en streg i forkert felt. Testen var ugyldig.

Punkt 6: Anden test - to streger. I forkerte felter. Ihvertfald ifølge mig. Fuck fuck fuck.

Ok. Træææææææææk vejret, dame.



Heldigvis er stregen lidt utydelig. Men til lægen vi skal. Mig og baby. Eller hvad der nu end sker i min krop.


tirsdag den 27. november 2012

Beslutninger

Hvad vil du med dit liv?

Vil du bruge det på konstant at drømme, konstant at miste, konstant at dø efter en krop, der kun vil tage livet af dig?

Vil du æde dig stor og tyk i al slags mad og negligere alle de følelser du har haft. For hvis de kan forsvinde så let, har de så overhovedet eksisteret?

Kan jeg blive rask?

Vil jeg være rask?

fredag den 9. november 2012

Ikke for noget. Men det jeg sender ud i den virtuelle verden pt er jo direkte pinligt. Har lige skrevet på min facebook, at jeg har grædt til de unge mødre. Hvilket er det mest ærlige jeg har været længe.

Også mit indlæg om ikke at kunne komme op og komme igang. Altså... Hvad er det jeg har gang i.

Har brug for kæmpe spand koldt vand og virkelighed ned ad ryggen så JEG KAN TAGE MIG LIDT SAMMEN OG LEVE LIVET FOR FANDEN.

Så nu vil jeg liiiiiige prøve at lade Natacha Nikitas søns fødselsdag på McDonalds ligge på nutv, og ikke i mit hoved, ogå vil jeg rydde op, børste tænder og cykle afsted hjem til min mor.
Der vil jeg sige undskyld for at være en dårlig datter, også vil jeg købe ind og gøre rent.
Bagefter vil jeg tage på mit andet job, gøre det så godt jeg kan. Så vil jeg drikke en øl med min kæreste når jeg har fri engang i nat og fejre, at han er færdig med eksamen og at han er fantastisk.

Ikke energi til andet end at sove

Jeg kan ikke helt forstå, hvad det er der sker. Er helt drænet for energi. Selvom at jeg spiser. Det føles faktisk som om jeg får mindre energi af mad.
Eller det gør det ikke, men det fortæller jeg mig selv.
Det, det nok i virkeligheden føles som om er den gode gamle vinterdepression. Bare i en værre udgave, end normalt. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den.
Kommer ingen steder, snakker ikke med nogen. Det eneste jeg gør er at aflyse og skuffe.
Lige pt. er jeg ikke i stand til at passe mine jobs eller mit studie, og det skræmmer mig.
Alligevel kan jeg ikke gøre noget. Jeg har ikke energi til andet end at sove.

fredag den 2. november 2012

Som næsten at høre stemmer

Har taget en hue på. Og mine uldne, hjemmestrikkede sokker. Mest fordi det helst skulle gøre alt lidt nemmere.
For alt tæller, når det er lidt.

Jeg har det godt. For en gangs skyld er jeg ikke et sted i mit liv, hvor jeg svæver, lige på grænsen, høj på livet, fordi jeg kan mærke, at jeg er ved at
Og jeg er ikke der, hvor alt føltes som langt og gråt og kort og sort og mest ligegyldig

Jeg kysser min kæreste, går i skole, støvsuger, spiser, træner, læser, lytter til pæn musik og alt det jeg godt kan lide.

Behandlingen i min overvejelsesgruppe er overdrevet hård. Og det påvirker mig, mere end jeg havde regnet med. I mandags fortalte jeg om både overgreb og prostitution i forbindelse med min livshistorie.
Alt blev så kaos i de kasser, som jeg bagefter skrev om i mandags, at jeg blev nødt til at gå fra Vangede til Frederiksberg for at få bare lidt styr på det.

Og det er underligt, at jeg spiser mere og mere normalt, men der skal så lidt til at tilte mig. Blot et pust kan vælte mig.

I dag fik jeg ikke spist min morgenmad. Eller min frokost. Og hen på eftermiddagen følte jeg mig mere og mere plaget af en udefinerbar angst. Og som var min krop blevet overtaget af en anden, havde jeg mistet al kontrol over mig selv.

Jeg tog alt mit tøj af, og stillede mig foran spejlet. Hev ud i mine lår, mine hofter og prøvede at forme mig selv. Imens jeg bare græd og græd. Tog et par modige skridt tættere på mig selv. Og hviskede med en vrede i stemmen, der gjorde mig bange, "fuck hvor er du klam din kælling". Igen og igen gentog jeg mit nye mantra indtil gråden overtog helt, og jeg krøllet sammen faldt i søvn på min seng. 

Det var nærmest som en stemme, der sagde til mig, at jeg ikke var noget værd. Og det skræmte mig. Og overbeviste mig først om, at jeg skulle tabe mig.


Men bagefter til, at behandling er nødvendig, også spiste jeg lidt. Jeg vil aldrig mere være på en lukket afdeling.

mandag den 29. oktober 2012

BUM

Jeg har pakket og gemt væk. Lagt Ole og Michael, de seksuelle overgreb, langt væk. Har givet dem navne og sirligt skrevet dem, med helt lige bogstaver, med en kun let rystende hånd, på kassen.
Har sat den på hylden, og jeg har haft det fint med dem det sidste halve års tid.
Eller ikke med dem, men med deres fravær.
Og med at have givet dem en plads. Så de ikke fylder i alt mit rod.

Og ved i hvad? Jeg nægter at tage det op. Nægter at lade det blive en del af mit nuværende rod. Der er ingen tvivl om, at de er medvirkende til det, men jeg vil ikke mere. De må ikke fylde mere.
Jeg har smidt dem ud og væk. Så er det sagt.

lørdag den 27. oktober 2012

Jeg har fået afleveret min eksamen. Og er på ingen måde tilfreds. Men må vel lære at slå mig ned med, at jeg aldrig helt er tilfreds. Jeg har feber, og føler mig svimmel. Går nok i seng igen om lidt.
Selvom jeg allerhelst ville ud i verden
Og nyde at jeg for en gangs skyld har en hel dag
Uden nogle planer.

torsdag den 25. oktober 2012

§50 undersøgelse

Børn af "systemet" kender den. Jeg kender den. Har læst min igennem flere hundrede gang;

"Modtaget indberetning fra Den Sociale Døgnvagt, der har været ed til en politiafhøring hvor Ditte var vidne i en sag mod en 45-årig mand, der har betalt for samleje med piger under 18 år..."

Og sådan fortsætter det. Med at remse alle mit livs største tragedier op, som om jeg bare er en i mængden, der skal kategoriseres og sendes videre.
Og jeg har affundet mig med, at min sag ikke var alvorlig nok til at skride ind med §51 (tvang), og at min mor nægtede at skrive under på handleplanen - så der var ikke så meget at gøre.
Men alligevel gør det ondt. At stå helt blottet, og have mistet sig selv, uden at have nogen at falde på. Uden at have nogen til at finde mig. Og jeg har jo næsten klaret mig igennem nu. Alt går jo okay, bortset fra at jeg stadig ikke kan klare mig uden psykolog hjælp. Men det er jo en lille bitte ting i forhold til, hvor jeg kunne have endt. I selvmord, misbrug, socialt udstødt. Men jeg bor i min fine hybel på Frederiksberg, har jobs og uddannelse og kæreste og veninder. Det er sundt og godt.

Men nu sidder jeg her. Med min eksamensopgave. Og skal aflevere om mindre end 24 timer og er ikke engang halvvejs. For selvom jeg godt ved, at sagen er fiktiv, er jeg så bange for ikke at gøre det godt nok. For hvad jeg skriver og mit samarbejde med den fiktive mor har indflydelse på fiktive Omars fremtid.
Ja, jeg er ved at skrive min første §50 undersøgelse. Og jeg bliver ved med at læse min egen. For at gøre det bedre. Men det er ikke godt nok, for børn er uskyldige og fortjener kun det allerbedste.

tirsdag den 23. oktober 2012

Overvejelsesgruppen gik godt nok.. Er lidt i tvivl om, hvor meget jeg må skrive, da der jo selvfølgelig er tavshedspligt.
Det er underligt, da jeg er mere end 10 år yngre, end de andre og har været "slemt" spiseforstyrret i væsentlig kortere tid.
Det er også en meget lille gruppe, hvilket betyder at de 4 timers behandling er meget mere intense.
De andre har også en mere "ren" sf, hvor jeg er lidt mere atypisk, og lidt mere en blanding af anoreksi, bulimi og BED. Ifølge mig selv, ihvertfald. Er vidst blevet kategoriseret af behandlingssted som ren bulimisk, hvilket jeg ikke er enig i. Men lad nu det være. For nu.

mandag den 22. oktober 2012

tanker om start i overvejelsesgruppe

Jeg er slet ikke i humør til at være hudløs ærlig.
Jeg vil bygge mure, tårne og leve som en prinsesse.
Helst fanget, helst alene.
Tage tusinder af frakker på
Og bare leve i min illusion
om at alt er helt fint
Jeg vil aldrig slutte noget
Jeg vil altid være på vej
videre og væk
Næsten forsvindende
Uden at analysere
lade solen skinne
og nyde efteråret
Og kaste mig
hovedkuls
i forelskelse, eufori og en krop, jeg bare prøver at lære at leve med binder mig her til jorden
Selvom jeg er absolut
SVÆVENDE

onsdag den 10. oktober 2012

Om ikke at kunne finde ud af hvordan man er glad, selvom man er det

Helt ødelagt af lykke og følelser jeg ikke aner, hvordan jeg skal håndtere.



Et eller andet sted

Venter jeg måske bare

På at kunne ødelægge alt

Og igen lade mig synke

i sulten og vægttabet

imens depressionen lægger sig om mig som en tryg dyne

onsdag den 3. oktober 2012

"Er du lykkelig?"
"Ja. Er du?"
"Nej"
Mit hjerte går amok, og har helt lyst til at forsvinde
"For jeg ved, at du skal gå lige om lidt"


tirsdag den 2. oktober 2012

Om at give slip

På en diffus og altid forvirrende måde handler livet i mange henseender om at sige farvel. Om at erkende, at det, der engang var, er væk og lade det glide ud i ens hukommelse til et måske lykkeligt minde, måske til en erfaring, måske lade det glide ud til at være ingenting - for det skulle aldrig have været.

Vi bor steder, kender mennesker, har rammer, lever på hver vores næsten ens måde, der alligevel er livsforandrende forskellige - efter hver vores idé om, hvordan verden er, og hvordan den burde være.

Jeg har givet slip.

Givet slip på den første lejlighed jeg har boet i alene, og er flyttet ind i en ungdomshybel.
Givet slip på en forelskelse, og en drøm om, hvordan mit liv ville være med ham.
Givet slip på at være en person, jeg ikke er.

I sekunder stod jeg stille, indtil jeg tabte alt. Og jeg er overbevist om, at det var meningen.

Siden sidst har jeg: 

.. adskillige gange mødt eks + ny kæreste sammen.
.. haft lyst til at tude hver gang.
.. ofte gjort det.
.. mødt eks alene en aften, hvor jeg fik sagt til ham, at jeg synes, at den måde han har behandlet mig på er respektløs og til grin. Han reaktion var at grine af mig, og sige, at jeg skulle komme videre med mit liv.
.. grint af eks.
.. fundet ud af, at jeg er så meget videre. Det ændrer bare ikke på, at han har gjort mit studieliv meget sværere, og at jeg føler mig latterliggjort.

.. været startet i behandling.
.. været til diætist.
.. tabt mig 6,7 kg på en måned.
.. fået at vide, at jeg nu er i et overvejelsesforløb, hvor de beslutter om, jeg er for syg til det sted.
.. efterfølgende kæmpet for at spise 2-3 måltider om dagen.
.. indset at afføringsmiddel er en dårlig idé. Specielt når man også kaster op. Det er opskrift på død.
.. indset, at jeg ikke vil dø.

.. kæmpet hårdt for at følge med på mit studie, selvom mine tanker har været et andet sted.
.. kæmpet på mit arbejde, selvom jeg aldrig føler, at jeg gør det godt nok.
.. fået bekræftelse i, at det ikke er godt nok. Men at det er okay.

.. været indblandet i en tragedie, der har været oppe i medierne - derfor kan jeg ikke sige så meget. Men det har været hårdt og har været tæt på.

.. virkelig nydt at være flyttet! Jeg bor et vidunderligt sted. Og alle mine yndlings mennesker bor så tæt på, jeg ser dem hele tiden. Og det gør en kæmpe forskel for mit humør, min hverdag og min fightervilje.

.. kysset med 3 forskellige.
.. været på dates med 2.
.. valgt den ene.
.. kæmpet for at være et menneske, man har lyst til at have i sit liv. Og det er nok ved at lykkedes.

mandag den 17. september 2012

Jo mere man har, jo mere har man at tabe.

Kærlighed

Venskaber

Vægt

torsdag den 30. august 2012

En bulimikers dag

Kassedamen i Netto stirrede underligt på mig.

Måske er det heller ikke helt normalt, at hun betjener den samme kunde 4 gange på en dag. Men til mit forsvar havde jeg prøvet at gå derned mens morgenvagterne og mens aftenvagterne var der. Det lykkedes ikke. Og her da jeg var nede for at handle for absolut sidste gang idag (det sagde jeg også til mig selv efter 1. gang. Og efter 2. Men specielt efter 3. Men 4. gang BLEV den sidste), havde jeg lyst til at græde. Jeg vil jo ikke det her.

Vågnede tidligt og besluttede mig for at løbe en tur. Når jeg havde pakket en flyttekasse. Så lidt fjernsyn, tog løbetøj på og begyndte at pakke. Faldt lidt i søvn. Da jeg vågnede så jeg, at min undervisning var blevet aflyst for i dag, lukkede jeg igen øjnene og sov videre.
Da jeg vågnede styrtede jeg ned i Netto. Fyldte kurven. Lagde alt på plads. Og fyldte igen kurven. For igen at ligge det meste på plads.
Hjem, spise, græde, kaste op. Sove.

Da jeg vågnede gik jeg igen i  netto. Denne gang handlede jeg lidt hurtigere. Vidste nøjagtig, hvad min plan var. Kunne næsten ikke vente, og styrtede hjem. Proppede mig med det samme.
Men kunne ikke rigtig kaste mere op. Hele min krop gjorde ondt. Så jeg faldt i søvn.

Vågnede igen omkring aftensmadstid og besluttede mig for første gang i lang tid for at lave et helt måltid. Købte noget porretærte, ind til noget salat og lidt brød. Det tog lang tid at få ned i kurven. Det gør det altid, når jeg planlægger at holde det i mig. Da jeg kom hjem og ventede på, at maden blev færdig kunne jeg ikke længere styre mig. Spiste så grotesk meget ufærdig porretærte, at jeg rent faktisk (bilder jeg mig selv ind) blev dårlig, og måtte ud og hjælpe det op igen.

Min aftale blev aflyst.

Og det passede mig fint. Havde det elendigt. Og havde bare lyst til at fortsætte. Så nåede lige i netto en gang mere for at købe 2 mini meal, noget lille lise kakao og skumfiduser. Også det er igen oppe.

Nu sidder jeg her. Med verdens mest oppustede mave og har de mest sindssyge madtømmermænd. Har spist hele dagen og næsten ikke fået pakket. Føler mig for træt til alt og har bare lyst til at sove.

Så det her er den glamourøse livsstil. Hvor man har det hele. Man spiser OG er smuk (altså tynd).

Virkeligheden er, at det ikke er nogen nydelse at spise. Det er en afhængighed. Og det er ikke sjovt at kaste op. For hver gang jeg kaster op kan jeg mærke, at mine krop bliver svagere. Og jeg tager mere og mere på, fordi det er umuligt (ihvertfald for mig) at kaste så meget op, at nogle af kalorierne altså bliver optaget. Og mine spiseanfald er altid i meget energitæt mad.

Så det var det. Min dag. Uden løgne og instagram-filtre. Råt for usødet.


onsdag den 29. august 2012

Here I come, Ville Villakulla

Havde mindre angstanfald igår. Hyperventilation og derefter besvimede jeg. Mistede al kontrol og har fuldstændig black out. Det føltes helt umenneskelig hårdt at skulle være i live. 

I dag har jeg det bedre. Besluttede mig for at være Pippi Langstrømpe. OG NEJ, jeg er ikke blevet skizofren. Jeg vil bare være verdens stærkeste pige. Vil løfte min egen hest og vaske gulv med fødderne. (Og have far, der er hvid negerkonge. Men måske ikke så relevant i konteksten. Gak og løjer)

Også skal jeg også til drømmebolig på lørdag.

Alt skal nok gå. Har Tommy og Annika. Og ikke mindst Hr. Nilsson.

(Ok. Måske er det slået lidt klik for mig)

mandag den 27. august 2012

YES YES YES



Jep. Det var gennemgående følelse for idag. Mødte op til tiden på studiet. Der var ikke flere siddepladser, så måtte stå op i siden af lokalet igennem de første par timer. Havde det som om alle stirrede.
I den første pause går jeg ned for at tænde en lille cigaret.
Prøver desperat at smalltalke med et par stykker, men de er lige som ikke så villige. Bortset fra en, som jeg følges op med igen. På vej op siger hun, at hun er SÅ vred på mine vegne, og gerne vil støtte mig. Det varmede!!

Smuttede lidt over 12 til behandling. Gik fantastisk. Har skrevet under på nogle behandlingsbetingelser, og jeg vil da gøre mit bedste for at overholde dem. Cyklede verdens største omvej og farede vild i Hellerup. Det tog mig en halv time at cykle fra Frederiksberg til Vangede. Men fra Vangede til Nv tog det 2 timer.

FIK MAIL OM, AT JEG HAR FÅET TILLADELSE TIL AT SKIFTE GRUPPE!! ER SÅ LYKKELIG OG ALT SKAL NOK GÅ. IKKE OGSÅ??

fredag den 24. august 2012

Kopi af mail til studievejleder

Kære Studievejleder 

Lad mig starte med at skrive, at jeg er utrolig glad for min uddannelse.

Jeg havde en fantastisk studiestart i februar, hvor jeg mødte min søde klasse og endda min kæreste, der er et par semestre videre på uddannelsen. 
Efter en indlæggelse på psykiatrisk skadestue i november modtog jeg fra marts behandling for svær depression og spiseforstyrrelse i distriktspsykiatrien. 
Mine problemer overskyggede desværre mit nye forhold, og vi gik fra hinanden. 

Min spiseforstyrrelse overtog fuldstændig derfra. Jeg nægtede at spise noget i de efterfølgende otte døgn, og blev derfor indlagt på Bispebjergs lukkede psykiatriske afsnit. 
Mine behandlere blev klar over, hvor alvorligt sygdommen havde fat i mig. Jeg blev flyttet til en åben afdeling med udvidet observation, da jeg igen begyndte at spise. 
Kort tid efter udskrev jeg mig selv, for at komme tilbage til livet. 

I løbet af sommerferien har jeg fået at vide, at min ekskæreste har fået en ny kæreste. En pige fra min klasse. 
Det satte mange tanker igang om hvorvidt jeg var i stand til at fortsætte. 

Jeg har symptomer på alle tre spiseforstyrrelser, og distriktspsykiatrien er ikke rustet til at hjælpe mig.
Derfor starter jeg akut behandling på Psykoterapeutiskcenter på mandag.
Jeg er SÅ indstillet på at få det bedre. 

Jeg besluttede mig for at fortsætte, men da jeg så, at jeg var i studiegruppe med min ekskærestes nye kæreste mistede jeg alt modet, og havde lyst til at droppe helt ud. 
Men jeg er virkelig glad for uddannelsen, og klarede mig endda til et 12-tal i min 1. årsprøve. 

Jeg er fuldstændig klar over, at personlige problemer og kærestesorger ikke er noget I kan tage hensyn til. 
Alligevel skriver jeg til dig for at høre, om jeg kan komme i en anden gruppe, da det føles alt for svært at skulle cope med studie, eks, hans nye kæreste og behandling. 
Jeg vil virkelig gerne fortsætte, men kan ikke se hvordan jeg skal kunne i sådan et studiemiljø. 
Dette er selvfølgelig ikke noget, der skal tages hensyn til resten af uddannelsen - lige nu er det bare så tæt på. 

Jeg håber virkelig, at du kan forstå min situation og hjælpe mig. 

Mvh

Ditte

mandag den 20. august 2012

Vi er ikke de eneste, der har tabt det vi har haft. Ensomhed er mere udbredt, end kræft.

Absolut druknet og forvandlet til en helt uden magi vaklede jeg og listede hans billede og bryllupstørklædet ned i hans lomme. Og da han gik,
gik han
som om han kom igen
Selvom han kun efterlod de tomme ord "Hej hej skat"

Al tomheden overvældede mig og jeg forsvinder forvildet ind i hans ord kun for at huske alt det, jeg vil

Beruset forlod jeg bar efter bar
efter kun sekunder
fordi magi forsvinder
og det sted, hvor han skulle have stået
ikke gør

Og det her stykke føles som om det har taget flere millioner år at skrive
og mindst lige så mange forsøg 
For det er svært at beskrive følelsen af
egentlig ikke at falde
men at mærke et spinkelt håb helt briste og forsvinde 
når jeg ikke troede, at jeg havde håb

Men det var kun mig, der mødte op
For allerede ugen efter, hvor jeg lige var blevet udskrevet
Og prøvede at lære at gå
for tusinde gang
Mødtes hans og hendes læber
Og har været uadskillelige lige siden

Og imens informationerne væltede ind over mig
Prøvede jeg at finde noget tøj
der kunne gøre
at jeg lignede en helt anden

Men mine bare ben kollapsede under mig
Og jeg lå på gulvet, begravet
i tøj og tanker
Og har slet ikke mere
at give noget som helst af


mandag den 13. august 2012

Jeg tror på livet - en historie om min vægt

Jeg var 9 år gammel, da jeg startede min første slankekur. Sundhedsplejrsken havde fortalt mig, at jeg var overvægtig. Den næste dag stoppede jeg med at spise morgenmad og frokost. Mit første måltid var altid mellem 15 og 16 i min fritidsklub.
Jeg meldte mig selv til et badmintonhold, som jeg hadede, men fortsatte på i 5 år. For at tabe mig.

Min far serverede altid busslik, når vi blev hentet hver anden fredag. Vi fik pizza eller lasagne til aftensmad og derefter slik til disneysjov og familiefilmen.
Det var her mine første forsøg på at kaste op startede.

Da jeg var 12 havde jeg en normal vægt. Men jeg var ikke tilfreds.
Jeg begyndte at have to frugt-dage pr. uge. To dage om ugen, hvor jeg ikke måtte spise andet, end frugt.

Som 14-årig skiftede jeg badminton ud med volleyball. Pigerne på mit hold mobbede mig først med, at jeg ikke havde de rigtige shorts. Da jeg købte de rigtige shorts (balde-korte, stramtsiddende tights) grinte de af mine lår. Til et Danmarksmesterskab, der varede fra fredag til søndag, snakkede ingen med mig. Vores træner tiggede dem om at lukke mig ind. Men deres fællesskab byggede på at holde mig ude. Baseret på "overvægt".
De dage jeg trænede spiste jeg ikke noget før jeg kom hjem fra træning kl. 21.

I mit 15. år fik nok af mobningen i folkeskolen. På en hyttetur, hvor en dreng kastede en roulade i hovedet på mig blev jeg vred. Jeg brugte lang tid på at råbe og græde - og fortælle ham om min familie, som han ikke anede noget om. Blev derefter tvunget til at snakke med en psykolog, som var med på turen.

I mit 15. år begyndte min nye slankekur. Der stod på sult.

I mit 15. år blev jeg voldtaget. Og min dage med ingen mad blev hverdag. Når det blev tid til aftensmad derhjemme skulle jeg gå en tur. Jeg begyndte at ryge for at fordrive sult.

I mit 16. år fortsatte det. Indtil overspisningen tog fat efter prostitutionen. Jeg tog på de næste to et halvt år.

Et par måneder før jeg fyldte 19 begyndte jeg igen at sulte mig selv og før jeg blev 20 havde jeg tabt mig 35-40 kg.

Som 19-årig begyndte mit overforbrug af afførringsmiddel.

Som 20 årig begyndte jeg for alvor at kaste op efter overspisninger.

Som 20 årig skal jeg starte i behandling for min spiseforstyrrelse. Jeg må ikke være på slankekur.

Egoisme

Ok. Lad mig starte med at sige, at det her er en side af mig selv, som jeg HADER.

Min bedste veninde igennem 14-15 år har været ude og rejse. Egentlig havde vi planlagt ferie sammen, men pengene var for små, så vi rykkede det en måneds tid.

Jeg plejer altid at bruge meget tid sammen med hende, så jeg har savnet hende forfærdeligt. Specielt fordi hun, før hun rejste, fik en kæreste, som hun naturligvis gerne ville bruge en masse tid sammen med.

Hun kommer hjem i nat, og jeg har glædet mig som et lille barn.

Men men men... Gæt hvem, der lige har ringet til mig? Kæresten. Sød dreng, næsten god nok til hende.

Han ville høre, om jeg ikke ville hjælpe med at sætte en lille overraskelse op for hende. Så jeg skal lave en aftale med hende om at drikke kaffe. Og i stedet for skal han så dukke op.
Har selvfølgelig sagt ja, og har tænkt mig at hjælpe - hun kommer til at blive SÅ lykkelig.

Men nøj... Jeg savner hende, og har brug for at se hende. Og der sidder et lille grønt monster i mig, der er sur over, at han har "taget min plads". Fik jeg sagt, at jeg hader den side af mig selv?

torsdag den 9. august 2012

Ville skrive datoen, men aner ikke hvilken dag det er

Klokken er 15:05.
Jeg har modtaget 3 sms'er og 2 opkald, men har slet ikke kigget på min telefon.
 Solen skinner.
Jeg er så træt.
Har endnu engang glemt mine antidepressive.
Er tørstig og har kvalme.
Hvis jeg havde nogle imoclone ville jeg tage dem og sove i et døgn.
Jeg lover - jeg står op

onsdag den 8. august 2012

Vi lades bare som om, at det ikke skete. Okay??

Min søster trækker vejret tungt. Hun ser fredelig ud. Og jeg elsker hende, men hun er alt andet end fredelig. Hendes træk og mine fejl er en farlig kombination. Der ender med, at vi begge flygter ind i en verden af ligegyldighed og promiskuitet. Men herre gud - vi har det sjovt imens. 

Min aften: 

1) Cyklede m. selvmordstanker, hjertebanken og rystende hænder
2) Mødes m. søster til kaffe inden familiemiddag
3) Familiemiddag 
4) Min moster, søster og jeg sidder tilbage. Min moster begynder at spørge ind til svingende vægt. Hudløst fortæller jeg. Vi snakker om det at være syg (hun er ved at komme sig oven på kræft-forløb). Ender med at handle om søster. Intet nyt under solen. 
5) På vej hjem til mig beslutter vi os for at drikke vin. I liter, helst. 

Min nat: 

1) Vi er fulde. Jeg beslutter mig for at være britisk for en aften. 

2) I bussen bliver jeg stoppet af en. Som giver komplimenter. I liter. Han følger efter os, kysser mig og min søster skubber ham væk. Han ved intet om mig. Andet end at jeg er britte. 

3) På vej til næste bar stopper jeg to fyre. Får den ene til at gå i mine hæle. Efter meget lidt tid kysser han mig. Jeg er fuld. Han aner intet om mig. Andet end, at jeg er britte. 

4) Flygter videre. Jeg skal kaste op. Min søster stopper mad og vand i mig, og jeg får det okay igen. 

5) Flirtede m. alle på madstedet. Spurgte om de underligste ting. "Hvis du var en fisk, hvilken fisk ville du være?" "Hvis du var en dame, hvad ville du så hedde?"

6) Madmanden kommer over til mig. Siger han skal lugte til min ånde for at se, hvor fuld jeg er. Også kysser han mig. Flygter umiddelbart efter. 

7) Ny fyr. Siger han har en artoprofil. Er forelsket med det samme. Kyssede lidt. Og var hudløst ærlig omkring, at han var min 4. den aften. Snakker i en times tid, kan ikke huske om hvad. Klokken er 6, og jeg skal hjem. 

8) Madmanden følger efter os. Min søster smider ham væk. 

9) Hjem og sove. 

Så. Jeg kom ud af min lejlighed. Og alt gik fint. 


Eller også skulle jeg aldrig have forladt min seng. 

tirsdag den 7. august 2012

Lige nu føles alt virkelig svært - jeg har brug for at sætte punktummer, men alt jeg har er kommaer og tankestreger - der er ingen slutning

Kun den jeg selv kan fremprovokere - jeg skal ud af den her lejlighed

De sidste 3 måneder har jeg taget 13 kg på
Jeg har to valgmuligheder
1) Væk med opkastning, overspisning og tilbage til sult
2) at dø

Jeg skal ud af den her lejlighed

Mange lange samtaler, der slet ikke fører nogen steder

Familiemedlem: "Nu ligger du der igen. Og spilder dit liv, der kunne være fantastisk. Hvis bare jeg havde vidst alt det jeg ved nu, da jeg var ung, kunne jeg have undgået at spilde meget tid. Jeg ved, at man skal være forsigtig, når man snakker med folk med kærestesorger. Man kommer let til at lyde ufølsom. Men... I forhold lægger man ofte de værdier man har brug for at se over på den anden person. Og når man bliver forladt er det dermed de værdier man selv mangler, man i virkeligheden sørger over. Ikke personen. Og når man bliver så ked af det, som du gør, har det ofte intet med forholdet at gøre. Så har du bare brug for en undskyldning."

Min puls stiger og øjnene er fyldt helt op.

Familiemedlem: "Forstår du, hvad jeg siger?"

Mig: "Ja"

Familiemedlem: "Det er sådan set ligemeget, hvilken løgn du fortæller mig. Men du kan ikke blive ved med at lyve overfor dig selv"

Stilhed

Mig: "Men.. Jeg tænker bare.. Når jeg bliver så ked af det, over det her.. Det, du kalder en løgn. Er det så ikke det klogeste at søge hjælp, så jeg kan finde sandheden og bearbejde den?"

Familiemedlem: "Det er vigtigt, at du holder fast i dit liv!"




mandag den 6. august 2012

Psykologen

Mig: "Siden jeg fandt ud af, at de er sammen har jeg været.. så træt. Der er så mange dage, hvor jeg ikke kan stå ud af min seng og det gør fysisk ondt..... Jeg spiser..... Spiser i kæmpe mængder, og formår aldrig at kaste det hele op. Fordi jeg er sådan en, der giver op......... Jeg er så træt. Men egentlig mest af mig selv. Jeg kan ikke finde ud af noget, og jeg kan ikke mere"

Psykolog: "Hvordan havde du det før han kom ind i dit liv?"

Mig: "Jeg havde det ikke så godt"

Psykolog: "Du havde en svær depression"

Mig: "Ja..."

Psykolog: "Er det en god idé at starte et forhold under en depression?"

Mig: "......"

Psykolog: "Du skal ikke holde dig tilbage. Du skal sige lige, hvad du tænker"

Mig: "Jeg ved godt, at svaret er nej. Men det var ikke noget jeg havde planlagt. Jeg ønskede ikke, at det skulle ske."

Psykolog: "Var du helt passiv?"

Mig: "I starten, ja. Men så legede jeg med, fordi han gjorde mig glad. Og jeg havde så desperat brug for at være glad. Kan du ikke se det? Jeg var ved at drukne, og han hev mig op."

Psykolog: "Og nu er du ved at drukne igen."

Mig: "Ja"

Psykolog: "Var det så en god idé?"

Mig: "Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi snakker om det her. Det var en fejl. Jeg synes, at jeg hader mig selv nok i forvejen"

Psykolog: "Hvorfor kigger man tilbage på fortiden?"

Mig: "For at ændre fremtiden"

Psykolog: "Det første, du sagde var utrolig unuanceret - på grænsen til barnligt. Du bliver nødt til bearbejde det. Der er intet i et forhold, der kun er den enes skyld - det er et samspil. Du kan lige nå at hoppe op på vægten, inden vi slutter."



Vi har snakket sammen i snart et halvt år. 1 gang er jeg gået derfra med en rar følelse af at have fået løsnet en knude i maven. Ofte er min knude i maven større. Er det meningen? Jeg er træt af hende. Hurra for at skulle videre i systemet!

søndag den 29. juli 2012

I make no apologies for how I chose to repair what you broke


Torsdag
Målet var at komme ud af sengen. Brød grædende sammen, da jeg så eks M og den nye kæreste skulle på stranden på Facebook. Blokerede dem og slæbte mig selv til Frederiksberg Have, hvor jeg fik lidt sol og kvalitetstid m. min bedste veninde Lige indtil hun skulle mødes med sin kæreste.
Alene overvejede jeg om det var nu, jeg skulle gå i seng i lang tid. Igen. Indtil min telefon ringede. 30 minutter efter stod jeg på Nørrebro st. m. J.
Mødte ham en trist og fuld aften for et par uger siden. Vi tog hjem til mig, lavede mad og drak vin og øl. I kolosale mængder. Vi kyssede lidt og gik derefter i seng og SOV.

Fredag
Vågnede m. J. Savnede M. Sendte J på arbejde. Spiste og kastede op. Spiste og kastede op. Spiste og kastede op.
Omkring kl. 2 om natten havde jeg brug for at være fuld. Drak et par øl, og pludselig kom sms fra kokken; "sover du prinsesse?". Afsted med mig. Cyklede hjem til ham i regnvejret, hvor han varmede mig, kyssede mig og før vi faldt i søvn havde vi sex. Ulykkelig.

Lørdag
Vågnede alene i kokkens seng. Han var taget på job. Lukkede mig ud, og cyklede til min fars hus på Vesterbro, som min søster passer. Vi så lidt fjernsyn, spiste, kastede lidt op.
Drak en øl, også tog vi til Islands Brygge; til nogle af hendes venner. Fik ret hurtigt nok, og med min søster på bagagebæret cyklede jeg til indre by. Mødtes m. bedste veninde, hendes kæreste og hans bedste ven, T. Jeg mødte T i søndags, hvor jeg sov hos ham. SOV.
Efter meget latter, flirten og andet godt kyssede han mig. Vi tog hjem til ham, da verden igen lukkede. Kyssede meget, og lige pludselig udbrød manden; "fuuuck, hvor er jeg skæv. Kan vi gøre det her en anden gang?". Lettet gik det op for mig, at jeg ikke blev nødt til at have sex med ham. Vi sov. Tæt.

Søndagsstatus: 3 nætter, 3 senge, 3 fyre. 


Jeg nægter at hade mig selv for det. Og T kan jeg faktisk godt lide. Og jeg prøver jo bare at flygte fra mine tanker, ikke?

"You don't get to call me a whore. When I met you, I thought I had found the person that I was going to spend the rest of my life with. I was done! All the boys and all the bars and all the obvious daddy issues, who cares? I was done. You left me. You chose Addison. I'm all glued back together now. I make no apologies for how I chose to repair what you broke. You don't get to call me a whore." Meredith, Grey's anatomy

lørdag den 28. juli 2012

Kaffe og kærlighed

Ingen kan nogeninde tage

De sekunder
Hvor du smilede
og jeg levende og lykkelig
inderligt troede på,
at du elskede mig

fra mig

og måske betød de i virkeligheden slet ingenting for dig
Al magien
Der byggede mig op
for at efterlade mig
helt i ruiner

Jeg ved ingenting om
hvordan man gør alt det her på Falster, hvor hun kommer fra
Jeg er en stille pige fra Vesterbro
opfyldt af had, mest mod mig selv
Fyldt på en måde, jeg slet ikke er stærk nok til at bære

Og det eneste jeg rigtig har brug for
er en kop kaffe
og din kærlighed
Og det er virkelig alt for meget

Du må gerne glemme kaffen.

Når jeg ser ud i fremtiden forventer jeg, at jeg vil blive lykkeligere, end jeg er nu. Rigtigt eller forkert?

Udfylder spørgeskema til mit nye behandlingssted. Græder lidt.
føler stor trang til at græde - særdeles meget


Er igang med rigtig/forkert udsagn omkring fremtiden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Kan slet ikke forestille mig en fremtid lige nu.
Fyldt at tomhed og håbløshed kæmper jeg videre, uden egentlig at have lyst. For jeg er nået til det punkt i mit liv og i mit spørgeskema, hvor jeg måske skal tage stilling til, at der findes en imorgen. Men jeg er slet ikke i stand til at overskue bare resten af dagen.
Min seng skriger på mig.
Men jeg har en million ting jeg burde gøre. For det plejer at hjælpe lidt.
Jeg har ikke tænkt mig at begå selvmord. Men alligevel lukker jeg øjnene i mørket, når jeg uden lygter cykler over vejen for rødt.

søndag den 22. juli 2012

Jeg har brug for dig. Jeg har brug for luft. Jeg har brug for at trække vejret.

lørdag den 21. juli 2012

Jeg drukner

Overvældet af depression ligger jeg dag efter dag i min seng. Græder ikke rigtig mere, til gengæld er jeg også stoppet med at gå udenfor min dør.

Han dukkede jo bare op ud af det blå og forvandlede mig. I måneder havde depression og spiseforstyrrelse holdt mig nede under vandets overflade; med ham kunne jeg gispe efter vejret, få lidt luft, klar til næste dyk.

D. 1. Maj forlod han mig.
Stod helt alene i fremmed verden uden luft. Blev indlagt på lukket afdeling, fik beroligende, sov med kugledyne, spiste ikke i 6 døgn. Og i løbet af to uger tabte jeg mig 6-7 kg.

Langsomt, minimalt, blev alting lidt bedre. Jeg var stoppet med at falde, men havde ikke samlet mig selv endnu.

Nu har han fundet en ny. En sød pige, der slet ikke er lige så fucked up som jeg er. Som ikke kaster op eller tager overdosis dulcolax hver dag. En, der ikke har solgt sig selv, en der ikke er blevet voldtaget. En, der ikke har en handicappet mor, to psykisk syge søskende. En, der ikke har tre diagnoser. Og er fuldstændig umulig at elske.
Hvor ved jeg det fra?

Jeg går i klasse med hende.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare nogen, at jeg ikke kan gå nogen steder. At jeg er alt for træt. Jeg græder ikke. Er bare ved at drukne lidt. Og jeg bliver liggende her. Bliver bare liggende her.

søndag den 15. juli 2012

Om dørtelefonen

Jeg overvejer at begynde at date. Bare for at få tiden til at gå.

Oprettede faktisk en dating profil for en lille måneds tid siden. Har ikke svaret nogen. Andet end dem, jeg har taget pis på. Jeg er egentlig en ret ynkelig person.
Ikke desto mindre er jeg ved at blive sindssyg. Egentlig ikke af kedsomhed, som jeg før har givet skylden. Ensomheden er nok den, der mere bærer skylden.

Savner M helt vildt, og jeg har stadig svært ved at forstå det. Har mit vindue stående på klem, og hver gang jeg hører, at nogen ringer på i min opgang løber jeg hen til dørtelefonen, fordi jeg tror jeg hører et "hej skat, det er mig". Men det er ikke min dørtelefon, der ringer. Hvor ynkeligt er det lige??

Jeg har heller ikke lyst til at se andre. Det gør jeg alligevel. Fordi jeg måske i et par sekunder kan være tilstede i det her nu, hvor alt burde være okay. Kan jeg ikke bare være okay nu?

RASTLØSHED

Jeg burde have været et varmere sted. Nu, tak. Men sådan er verden ikke. Åbenbart. Har først planer d. 31/7, hvor jeg starter arbejde op igen. Hvad skal der ske indtil da?


fredag den 13. juli 2012

Hun var dødeligt syg

Tæt på kanten, vaklede hun, som en kræftsyg - helt uden kræfter til at leve. I mange år blev hun forladt og forladt, og jo mere hun opgav - gav alle andre op.

Tappet for tapperhed og optimisme og for alle de muligheder og hele den verden, der lå for hendes fødder. Men som hun ikke evnede at træde ud i. Hun var det sorteste mørke; kun oplyst i sekunder og kun af noget, der kunne ødelægge hende.
Mange gange var hun i sekunder ikke kun næsten død, men havde helt forladt drømmen om livet og selve livet.

Sten på sten byggede hun sig op. Et helt mirakuløst liv, der kun består fordi hun vil.

Og alligevel gør hun ikke helt. For hun betaler den gæld, hun har skabt. Hun står i aske til knæene fra alle de broer hun brændte. Grædende. For hun kan ikke komme videre. Det, der startede det hele - tvivlen om dem, der skabte hende fortryder. Er stadig det, der plager hende.
Alle de grænser hun prøvede af, endte med at de satte én definitiv grænse - vi vil ikke hjælpe.

Jeg kan ikke undskylde, jeg kan kun forstå. Og jeg er ved at dø af forståelse for, at de ikke kunne mere. Og forståelse for, at længes efter accepten, anerkendelsen og al den kærlighed.


søndag den 8. juli 2012

Er jeg Bridget Jones?

Okay. Var for sent på den. For det er jeg altid. ALTID. Styrtede derud af på min cykel. Helt rød i hovedet.

Også kommer M, eksen, gående på fortovet. Får et kæmpe chok (jeg forestiller mig jo, at han er død. Det er nemmest. Og det er ikke hver dag man ser døde mennesker, vel?)
Ved ikke helt, hvordan jeg skal reagere. Så jeg vinker, han vinker tilbage. Og så er jeg ved at vælte. Bogstavelig talt er jeg ved at vælte!!

Kors, altså.. Jeg er Bridget Jones.

onsdag den 4. juli 2012

Fremtid?

Hun roder i sit pandehår, imens hun stille tager alt fra mig.
"Du er for syg til at læse. Du er for syg til at arbejde. Du er for syg. Du skal fokusere KUN på din behandling."
Prøver mit aller aller bedste at forklare, at jeg har brug for noget at leve for. Jeg kan ikke bare leve. Men alle mine argumenter bliver til tårer og hun hører ingenting.
Og midt i mit totale sammenbrud får jeg lyst til at skrige - "SÅ HØR DOG PÅ MIG,  DET ER MIT LIV"

Skal jeg synke helt sammen på Bispebjergs psykiatriske afdeling og sidde helt bleg og vippe frem og tilbage, imens jeg snakker om hvor lys den fremtid jeg engang havde så ud?
Det er ikke mig.
Jeg er hende, der giver absolut alt jeg har. Og hvis det kræver, at jeg en gang imellem bukker under og følelsen af ingenting at have tilbage at give, og jeg har brug for noget at støtte mig op af, noget til at holde mig fast. Så hvad??

Så kan hun kommentere mit vandrende blik, mine negle jeg borer ned i min arm og rode videre i hendes pandehår til ugenkendelighed. Og alligevel slet ikke høre, men bare blindt konstatere "du bliver aldrig rask, så længe du arbejder og studerer".  

Magter ikke at snakke med min psykolog i dag.

mandag den 2. juli 2012

JEG ER SÅ ÆDRU. Det er en fest.

Begynder langsomt at vågne. Begynder langsomt at leve.

Har det seneste døgn:
- Haft mit livs værste tømmermænd
- Ikke røget (kunne ikke gå de 50 meter til kiosken)
- Aldrig været så pinlig over egen opførsel, som jeg er nu (glad for, at jeg ikke har iphone. pinligheder forbeholdt virkelig verden. Virtuel og dermed mere permanente er fritaget)
- Desperat prøver jeg at komme i tanke om, hvad jeg har lavet (sorteste blackout)
- Gennemgået taske for spor
- Fundet: - Brugerundersøgelse for Vanløse Skole???
               - 2 sweatere (en af dem var min. Den anden har ukendt oprindelse)
               - 3 lightere, 2 tomme cigaretpakker
               - 1 glas (bliver åbenbart kleptoman, når promille overstiger 500)
               - 2 flasker vand
               - En bestillingsseddel. Fra michelin-restauranten. Hvor hr. Kok arbejder.

Kors... Jeg mødtes med kokken.. Og jeg har meget svag idé om, hvad der egentlig skete. Det var noget med, at jeg tiggede ham lidt om at komme. Regnede med ingenting og storflirtede på desperado måde m. alle. Lige pludselig var han der sgu. M. 2 venner. Vi tog videre til tramper-agtigt sted, som jeg hader og aldrig kommer på. Var svært at snakke sammen og akavet. Specielt fordi random fyre, der lignede nogen der kommer fra Hvidovre, blev ved med at hive fat i mig.
Ham og hans venner dansede. Jeg var vågen på 24. time og kan ikke huske andet, end at jeg ikke dansede.
Klokken blev 5, jeg skulle arbejde. Fulgte ham til Kongens Nytorv. Aner ikke, hvad vi snakkede om. Tror nok, at jeg snakkede meget. Kram og holden-om-hinanden. Men intet kys. Intet mere.

Det er værste er, at da jeg mødte på arbejde kl. 6:04 var jeg overbevist om at være næsten ædru. Det var jeg ikke. Har ihvertfald ingen idé om, hvad jeg har ævlet om. Kan bare huske, at jeg ikke kunne stoppe med at snakke. Eller spise. I håb om, at kvalmen gik væk.


søndag den 1. juli 2012

Giver op. Men kun for i aften.

Vågen i 34 timer i streg. Har det bedst på kanten. At leve det skrå liv.
Min krop er ikke enig med mit sind om, hvad jeg kan. Og den her konflikt bliver ikke løst indenfor den nærmeste fremtid.

Stod op kl. 5, arbejde 6-15 30. Tog hjem, tog bad, tog til fødselsdag, hvor jeg spiste dagens første mad. Tog i byen.
Kl. 5 cyklede jeg hjem, skiftede tøj, cyklede på arbejde og arbejdede 6-13. Har nu sovet og spist og sovet. Og føler mig for træt til at leve.

Måske er nogle mennesker bare skabt til det. For at alle andre kan have det bedre med dem selv.

Hey, I just realized, that this is crazy. So here's my number, don't call me maybe.  

mandag den 25. juni 2012

Projekt vægttab: Jeg vil se sådan ud igen plus 10 kg. mindre




Regnvejr er det helt rigtige i dag. Blev pludseligt ramt af ubehagelige tanker. Ved ikke, hvad der skete. Lukkede bare øjnene i et sekund eller to og kunne mærke alle de hænder, der nogensinde har rørt mig. Alle de mænd. Føler mig så ulækker og beskidt. Ikke en eneste af dem har elsket mig. Måske er projekt vægttab i virkeligheden projekt selvudslettelse. Men jeg ejer ikke styrken, ejer ikke egenkærligheden, til at kæmpe imod. Har indtaget omkring 1000 kcal i dag, og kan slet ikke være i mig selv. Se de smukke knogler efter et par ugers restriktiv kost m. 500-800 kcal og 5 dages total faste. Må stoppe det her overspisning/opkast og starte diæt igen.

Er blevet optaget til spiseforstyrrelse behandling til august, og diætist der skal ligge kostplan for mig. I dag har jeg lyst til at aflyse det hele. Alt bliver fint, hvis jeg bare ikke ødelægger det for mig selv.

Hr. kok pt. 3

Jeg fortalte ham på forhånd, at der ikke skulle ske noget. Og da jeg kom hjem til ham virkede han fjern. Lige så fjern som første gang vi mødtes alene.
Jeg ved ikke, om han var træt. Men han sad og koncentrerede sig hårdt om at se fjernsyn, og vi snakkede ikke rigtig sammen. Trak mig ind i mit destruktive selv, og lod som om jeg så fjernsyn. Hvad han ikke ved er, at jeg er for syg til at se fjernsyn. Jeg kan ikke koncentrere mig. Mine tanker farer rundt. Skuespillernes vægt, deres madvaner. Tæller de gange de spiser og når de snakker om mad. Og denne aften kredsede tankerne om, hvordan jeg bare ikke var god nok.
Jeg var udmattet.

Da vi endelig gik i seng, snakkede vi heller ikke. Men han kyssede mig, og vi lå i ske. Han prøvede ikke på mere. Stillede ingen spørgsmål. Og jo længere tid vi bare lå der... I en seng på amager og mærkede hinandens nærvær på en måde, hvor ord er overflødige. Jo mere bange blev jeg. Det kan gøre ondt ikke at have noget, ikke at have nogen. Det gør ondt at miste noget og i de timer havde jeg noget, der gjorde, at jeg følte mig levende. For en gangs skyld tænkte jeg ikke på mad, tænkte ikke på min krop. Prøvede bare at klamre mig fast, for aldrig at skulle stå helt alene på mine egne ben og kæmpe imod den side af mig, der konstant fortæller mig, at jeg ikke er noget værd og, at ingen kan elske mig.

Næste morgen var magien forsvundet.

Han stod op, gik i bad og efterlod mig i hans lejlighed uden et ord. Det eneste, der var tilbage var varmen fra hans krop, der langsomt forsvandt.

søndag den 24. juni 2012

Hr. kok: pt. 2

Jeg hørte ikke fra ham en gang. Men hver aften kunne jeg regne med ham. Min skuffelse lå i, at det oftest var efter kl. 22 og altid havde et snert af booty call.
Jeg blev trist, og mistede fuldstændig respekten for mig selv og lysten til at se ham igen.

Men det var ikke det eneste problem. Ugerne gik ligesom rimelig hurtigt, og lige pludselig var jeg gået en uge over tid. Og det der sex havde ikke rigtig været beskyttet eller noget, der var endt i Roskilde.
Så jeg besluttede mig for at tage en test, snart.

Men det blev ikke nødvendig. Efter et par dage m. influenza-agtige symptomer startede seriøse mavekramper og efter en dag kom den så, men ikke som den plejer.
Har en seriøs mistanke, der går på, at jeg har aborteret.

Det er så tidligt, at det jo ikke gør noget. Men kunne ikke undgå den underlige følelse i hele kroppen. Og da kokken samme aften skrev på sin sædvanlige måde, kunne jeg ikke lade være med ikke at sige nej.

lørdag den 23. juni 2012

Den kedelige føljeton: Hr. kok

Som verdens mest naturlige ting dukkede han op midt om natten i en taxa. Han lugtede lidt af ham selv, og lidt af øl og mest som noget, jeg ikke engang vidste, at jeg havde savnet. 
I mens lyset langsomt brød frem udover Nørrebro blev vi enige om, at vi var her og det var nu og det var rigtigt. Han fortalte mig, hvor dejlig jeg var så mange gange, at jeg næsten troede på det. Og uden at give det mindste fik jeg lidt mere, end en smule. 


Han kyssede mig. Først på kinden, men så på munden. Og halsen og maven. Det føltes ikke ubehageligt, jeg var ikke så bange. Havde mest lyst til bare at sove (hvis jeg nu skal være ærlig), men det var også rart at blive rørt ved og holdt om. Så vi havde sex.
Morgenen efter skulle jeg på arbejde, og det var kun blevet til lidt over en times søvn. Så jeg efterlod et brev, nogle nøgler han kunne smide i postkassen og tog afsted. For at komme hjem til en redt seng og en tom lejlighed. Savnede ham med det samme.

Og imod al forventning skrev han senere på dagen.



onsdag den 20. juni 2012

Eller alt ok

Er der ikke nogen, der gider at fortælle mig om jeg er sur eller glad eller trist eller hvad?

Det vigtigste først. Det lærte jeg i skolen. Nyhedstrekant og sådan noget.
På vej hjem fra arbejde cyklede jeg forbi M's lejlighed. Meget politi og afspærringer var ca. overalt i området. Da jeg kom hjem tjekkede jeg nyhederne og en ung mand er blevet stukket ned lige hvor han bor.
Efter 5 lange minutter beslutter jeg mig for at skrive til ham. "Hej M. Er du okay? Så politi foran din lejlighed og har lige hørt, at en ung mand er blevet stukket ned."
Ingenting. Ikke en lyd. Den nærmere beskrivelse passer ikke på ham, men nu er der gået lidt principsag i det.

Helt stille var der faktisk ikke. Lige da jeg havde trykket "send" bippede det med "Hej søde. Tak for igår, undskyld at jeg bare gik i morges. Håber, at du kom godt hjem". Fortsættelse følger på den her. Bliver verdens kedeligste føljeton. Jeg lover.


søndag den 17. juni 2012

Leder efter styrke, lever efter æstetik og læser alt for mange ord for at prøve at finde mening

Ditte, juni 2012

onsdag den 13. juni 2012

...forresten!

Min blog er igen 100% offentlig. Mest fordi jeg ikke er den skarpeste til det der teknologi, og de indstillinger jeg havde lavet gjorde, at der kun var 1, der kunne følge med. Og kunne ikke finde ud af at lave det om.

Men det egentlig ville sige var, at hvis du sidder derude og ved, hvem jeg er. Hvis du f.eks. er min søster, veninde eller andet - så ring, skriv eller mail mig. Du må gerne følge med, men jeg vil sætte pris på at vide det, så jeg kan forklare nogle af de ting jeg skriver, så det ikke bliver misforstået, overfortolket eller andet.

Husk på: Dette er mit åndehul, så jeg ikke drukner. Det er ting, jeg skriver fordi jeg ikke kan sige dem, fordi jeg sårer/bekymrer jer. Jeg arbejder frem mod at tro på, at jeg er nok værd til at dele mine bekymringer. Indtil da skriver jeg mine tanker. Skriver for ikke at blive sindssyg, skriver for at leve.

tirsdag den 12. juni 2012

Jeg burde blive bedre til at tage mine antidepressive

En sms bipper ind på min telefon, og jeg er egentlig mest ligeglad. Men sådan er jeg lidt lige i øjeblikket. Indifferent.
Denne aften, hvor timerne bare passerer, har jeg givet op. Jeg er ikke stærk nok, jeg har ikke tid nok. Der er aldrig noget, der er nok. Det er altid for lidt eller for meget og jeg kan ikke finde balancen. Men det er jo ikke noget nyt, at alt forsvinder i mit rod.
"Hvad laver du flotte pige?". En af mine drenge, som jeg prøver at få til at vikariere for M. Ikke at det hjælper, for jeg savner ham stadig hvert evigt eneste sekund. Hvis jeg var vred på andre, end mig selv, ville det måske være mere okay.
"jeg aner det ikke" og det er det mest ærlige jeg nogensinde har været overfor ham. Måske også overfor mig selv. Jeg kan ikke passe på mig.

Under sidste indlæggelse blev jeg en aften puttet af min kontaktperson under en kugledyne, og hun snakkede med mig indtil jeg stoppede med at skade mig selv. Og hun blev siddende indtil jeg sov. Så meget er jeg aldrig blevet passet på før.

I det hele taget magter jeg det ikke. Altså verden. Godnat.

søndag den 10. juni 2012

Reaching for heaven is what I'm on earth to do

onsdag den 6. juni 2012

Alt kan løbes væk. Kalorier, knæskade og kærestesorger. Man skal bare løbe længe nok.

Jeg føler mig som noget, nogen engang har forsøgt at tegne. Og nu har visket ud. Jeg er fordybninger i et stykke papir, en streg, der er tværet ud. 


mandag den 4. juni 2012

Jeg er lige ynkelig, okay?!?!

Kære M.
I dag snublede mine tanker over det faktum, at vi ikke kommer til at løbe tilfældigt ind i hinanden
før til februar. Og selvom jeg har hadet at se dig den sidste måned.. Ja, så er tanken om, at du nu skal være fuldstændig væk helt ubærlig.
Jeg mangler at høre dine historier om dit liv. Mangler at drikke 15 kopper kaffe med dig. Mangler at kysse dig. Mangler at du ringer på min dør. Mangler at vågne op med dig. Mangler dit smil. Mangler at gå i Frederiksberg Centeret med dig, hvor vi forsøger at gå og holde balancen bare ved at gå op af hinanden. Mangler at gå til fredagsbar med dig i hånden.
Jeg mangler dig hvert evigt eneste sekund og har manglet dig konstant den sidste måned.
Og selvom folk prøver at bilde mig ind, at det bliver nemmere, er det helt, helt modsat. For for hver dag, der går bliver chancen for at du tager det hele tilbage og dukker op foran min dør og siger, at du havde en hjerneblødning den dag sidst i april kun mindre.
Og det bliver sværere og sværere at bilde mig selv ind, at det bare var noget jeg fandt på, og at der om lidt bipper en besked en som så mange gange før.
Jeg gør mit bedste for at lades som om, at du aldrig har eksisteret og prøver at begrave alle mine mangler og al savnet i arbejde, kalorier og nye mænd.
Men denne aften virker det ikke. Og det kræver al min styrke ikke at skrive, at du skal komme forbi. Det kræver al min styrke at blive ved med at fortælle mig selv, at jeg fortjener en, der elsker mig.
Et mantra jeg har gentaget så mange gange, at det nu for evigt har mistet al betydning.

Jeg savner dig noget så fucking inderligt og jeg hader det.

tirsdag den 29. maj 2012

Sygdommen og mig

Jeg vil være helt alene. Ikke se nogen mennesker, overhovedet. Ingen skal kende min vægt. Jeg vil ikke leve op til andres krav, end mine egne. Jeg vil tabe mig. 20 kg. Og jeg glæder mig. 
Elsker min rus. 
Elsker at tømme kilo efter kilo i toilettet. Elsker at kunne kigge mig selv i øjnene i spejlet, trække vejret lidt lettere og sige: jeg er på vej. 

Jeg hader at leve på denne her måde. Hader at spotte mine røde øjne på vej forbi spejlet efter at jeg endnu engang har kastet op. Jeg hader at ødelægge mig selv, jeg hader at hade mig selv. Jeg tigger og beder en gud, som jeg ikke engang rigtig tror på om at stoppe det her. Måske skulle man bare tage en masse piller og få det her overstået. Men det er ikke mig, jeg vælger aldrig den lette vej. Nu tørrer jeg øjnene, børster mine tænder og cykler ud i verden. 


Jeg er så splittet. Så ambivalent. 


mandag den 28. maj 2012

Om min blog



Hvis jeg var et dyr, så ville jeg helt klart være en søko.
Ikke bare fordi den er stor og grim (men jo, disse faktorer spiller også ind), men fordi det
er det absolut mest kiksede dyr, jeg overhovedet kan komme i tanke om.
Og jeg er simpelthen så gennemført kikset.

Efter læsningen af min e-journal begyndte jeg at spørge rundt til et af begreberne, der blev benyttet. Uden overhovedet at skænke det en tanke, at jeg ikke selv havde fundet frem til noget på google, og at jeg havde nævnt det på bloggen.
Lige pludselig begyndte bekendte, tætte veninder og (skræk og gru) familie at finde frem til denne side. Heldigvis fandt jeg selv sammenhængen rimelig hurtigt, og det er grunden til mit fravær og grunden til, at jeg har valgt denne løsning med, at andre blogforfattere godt kan læse med.

Løsningen er blevet sådan, da jeg stadig gerne vil have nye læsere. Og dele min historie, mine tanker, mine ideer, mine ambitioner, mine håb og forhåbentlig kunne give noget videre. Så alle mine ar ikke længere kun er ar, men kan blive en inspirerende erfaring, måske afskrækning, som et modspil til alle de lyserøde blogs, som maler et billede af livet som ung som noget med Agnes cupcakes,  fantastisk mode og mærkevarer, søde kærester, der altid kun gør romantiske ting og bolig i baby-farver.
Den virkelighed findes kun i en fremstilling.

Jeg holder nok lidt lav profil. Holder lidt igen med alt det helt vilde for en tid (ihvertfald med at fremstille det på internettet). Men jeg er stadig den samme (desværre).

torsdag den 17. maj 2012

VIGTIGT!

Grundet behov for luftning af endnu mere personfølsomme tanker vil jeg mandag gøre min blog privat for et stykke tid. Jeg tilføjer dem, jeg har mailet med som læsere. Hvis du ønsker fortsat at kunne læse mine tanker bedes du tilkendegive dig på mailen anonymnutak@gmail.com, så vil jeg komme med nærmere info :-)

Mvh Ditte

onsdag den 16. maj 2012

E-journalen

Klokken er snart 5:30, og jeg har ikke sovet endnu.

Lidt over et var jeg ved at skrive et indlæg. Fordi de vil have mig til at tage orlov, sygemelde mig fra jobs og give mig antipsykotisk medicin. Kom pludselig i tanke om, at jeg havde fået noget medicin, som jeg ikke havde fået forklaret hvad var, da jeg var indlagt.
Gik derfor ind på sundhed.dk for at prøve at finde ud af det. Der falt jeg over min e-journal. Har læst alt de sidste 4 timer. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tænke.
Der er så mange ting, jeg ikke har vidst.

Fra B&U står der, at jeg er kraftig og usoigneret. Det ligner ikke, at jeg har været i bad. Og jeg lugter kraftigt af røg. De er blevet nødt til at lufte ud, efter jeg er gået.
Desuden har min psykolog blandet nogle ting sammen. Eller også har jeg ikke været klar nok. Hun skriver, at jeg både har sagt at jeg havde nederdel og jeans på, da voldtægten fandt sted.

Fra Stolpegården står der, at jeg til tider virker barnlig og ureflekteret.

Gennemgribende i alle 10 forløb er, at jeg åbenbart har forsænket stemmeleje, dårlig øjenkontakt, nedsat psykomotorisk tempo, er grådlabil og er mimikfattig. 


På den lukkede går de meget op i, at jeg ikke nævner dengang efter voldtægten, hvor jeg tog 10-15 panodiler som et tidligere selvmordsforsøg.
Der står, at jeg har strea destensia (HVAD ER DET??) og uregelmæssig hjerterytme (aaarh, derfor de gik så meget op i det der ekg-fis)

De skriver alle sammen konstant forkert ift. hvor mange søskende jeg har og deres køn. Generelt er der mange fejl. Også vigtige steder. Jeg skulle ikke have læst det. Troede de var der for at hjælpe mig. Det gjorde jeg virkelig. I virkeligheden har de bare hadet mig. Modbydelig læsning.






tirsdag den 15. maj 2012

Kære liv. Jeg vil ændre dig.

Hendes gennemborende øjne var både varme og kolde på en måde, som jeg aldrig før har set.

Jeg behøvede ikke at sige så meget, for på en eller anden måde kendte hun mig allerede.
Og måske fortalte hun mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen.

Jeg oplever det allerede. Jeg fryser altid, er altid træt, har altid hovedpine, har fordøjelses problemer, ekstra hårvækst på kroppen, laver underlige stavefejl jeg aldrig har lavet før (staver f.eks. krop som grop i første hug), jeg skal skrive alle aftaler ned, ellers glemmer jeg dem. Er irritabel på grænsende til ond. Oplever dagligt angst og har lyst til at isolere mig. Og hun så lige igennem mig.
"Du har ingen gnist i øjnene. Ingen livslyst." 
"Din stemme lyder som om du er dehydreret." 
"Hvis du var startet på en normal vægt var du død nu." 
"Hvis du fortsætter med at løbe 10 km på en mave, der kun indeholder afføringspiller får du et hjertestop"
Det er ikke så meget andet, end sandhed. Men det, der virkelig bragte tårer frem fra min dehydrerede krop var da hun sagde, at jeg kun straffede mig selv. Jeg måtte ikke være så ond imod mig.
Hvis jeg ødelægger mig selv har mine overgrebsmænd vundet.

I morgen skal jeg til psykolog, og der vil jeg tage imod tilbuddet om en diætist så jeg kan lære hvordan man spiser. Og min vægt kan stoppe med at svinge med 10 kg. hver anden uge, som den har gjort de sidste måneder. Holder simpelthen ikke til det mere. Kære liv. Jeg vil ændre dig.



mandag den 14. maj 2012

Etnicitet

Kom i tanke om noget sjovt.
Da jeg var 4-5 år var jeg en smule islam-forskrækket. Dels fordi jeg er opvokset med en lidt forskrækket, dog rummelig, mor. Dels fordi min børnehave lå næsten lige overfor muslimsk skole, som jeg synes var uhyggelig. Men allermest fordi en af de eneste med etnisk baggrund engang havde spist min Knoppers. Var sikker på det var med vilje og var ondt ment!
I min folkeskoletid var det slet ikke et issue vi blev konfronteret med. Andet end på skrift og i teori. Hvor vi lærte vi skulle være rummelige. Men igennem 10 år på folkeskole i Vanløse gik der lige præcis 0 muslimer i min klasse(okay 1 i 3 måneder), og en med tørklæde på hele skolen.

Fordomme er fordomme. Man kan ikke undgå at have dem. Og de er også helt okay, vi skal bare vide det er fordomme. Ved I hvad jeg mener? :)

I dag sad jeg så med min klasse. Eller noget af den. Og hyggede mig RET meget. Med Aziza, Aysegul, Faisal, Ali og Sibel. Og først da snakken gik på etnicitet lagde jeg mærke til, at jeg var den eneste leverpostejsdansker. Og helt ærligt.. Så følte jeg mig lidt kedelig. Og ikke særlig eksotisk. Der var aldrig nogen af dem, der kunne finde på at stjæle en knoppers fra mig. De er verdens sødeste.

Ps. Min nylige eks er også med en lidt mere farverig baggrund. Mere om det på et andet tidspunkt.

Det bliver nødt til at blive bedre. Snart, tak!

Var i skole i dag. På den seriøse måde. Jura-opgave skrives på livet løs i studiegruppen og vi sidder på nogle fællesarealer. Jeg er træt, men bidrager og kan godt holde koncentrationen. Lidt.
Indtil han lige pludselig dukker op. Da jeg ser ham, kan jeg ikke lade være med at smile. Men så rammer det mig. Vi er ikke kærester og jeg har bedt ham om ikke at snakke til mig. Faktisk holde sig langt væk.
Av. På den hårde måde.
Han sætter sig ved bordet ved siden af og snakket smilende med nogle fra min klasse. Jeg kan ikke længere trække vejret, er på nippet til at hyperventilere. Eller kaste op. Kan slet ikke koncentrere mig om §83 i Serviceloven, og jeg har ingen kontrol over mine rystende hænder eller mit hjerte, der kun banker hurtigere.
Jeg rejser mig op, mumler at jeg skal på toilettet. Småløber derud, bange for at besvime. Er så svimmel. Låser døren, slår brættet ned, lægger hovedet i mine hænder på mine knæ og forsøger at trække vejret. Efter 5-10 min. har jeg det lidt bedre. Jeg kan høre, at der er kommet lidt af en kø. Vakler ud. Til sød pige fra min studiegruppe, der står klar til at give en krammer. Hvorfor er det lige, at jeg skal være så nem at aflæse og mine følelser ALTID sidder helt udenpå?
Nå. Hun smilede og sagde de bedste ord i verden. "Han er væk nu". Har haft lyst til selvskade resten af dagen. I stedet for har jeg ædt som en gris. Øv.

lørdag den 12. maj 2012

Sidder og læser tekstbeskeder som var det gamle minder

I sekunder glemmer jeg det
stadig
Selvom to uger er revet ud af kalenderen
hvor der hver eneste dag mangler
hans navn
En spand fyldt med kold virkelighed vælter ned over mig
når jeg ser ham
Han har det godt, og jeg ønsker ham kun gode ting.
Jeg ville bare ønske, jeg var en af dem.

Jeg kan slet ikke rumme at du findes og jeg kan ikke rumme,
at jeg i øjeblikke
der synes helt uendelige
men definitivt er alt for slut
troede.
Klamrer mig fast, mens jeg prøver at give slip.
Jeg ville ønske, at du kunne elske mig.

Jeg har desperat brug for akut hukommelsestab.

mandag den 7. maj 2012

Om at være den, der har pårørende

Fik jeg sagt, at jeg hader det her?

Min meget søde veninde blev meget bekymret for mig i lørdags. Hun vidste ikke, at jeg var hjemme hos min mor og var ude at fodre ænder med mine små søskende. Og at min mobiltelefon var gået ud. Hun ringede en million gange. Hun blev så bekymret, at hun tog hjem til mig.
Da jeg ikke lukkede op, ringede hun til politiet. De brød ind i min lejlighed. For at se om jeg skulle have givet op.

Jeg skal ikke engang lukke øjnene, og jeg behøver ikke engang at prøve før følelsen af angst for min søsters endelige farvel overtager min krop. Der var en tid, hvor jeg hver dag fortalte mig selv, at hvis hun ikke ville leve og ikke kunne blive rask ville død måske være det bedste. For os alle.
 Alligevel ramte hvert et selvmordsforsøg mig, lige indtil det fra den ene dag til den anden stoppede. Lige så utroligt som en regnbue kastede hun sig ud i livet.
og selvom det nu er halvandet år siden hun sidst blev så træt, at hun tog en overdosis kan angsten ramme mig pludseligt og panisk og voldsomt og helt uden kontrol kan jeg ringe til hende 20 gange og dukke op foran hendes dør.
Derfor har jeg ikke særlig meget kontakt med hende. Jeg er stadig bange.

Jeg er ikke suicidal, og jeg har aldrig rigtig været det. Jeg har aldrig helt konkret planlagt, hvordan mit liv skulle slutte og jeg har slet ikke udført det. Udførligt har jeg prøvet at forklare dette til behandlere og mine pårørende - alligevel er de angste og bekymrede. Jeg skal dukke op hos min far hver dag og være der i mindst en halv time. Jeg skal snakke med min mor og min mormor mindst en gang om dagen. Og jeg tør ikke længere lade være med at tage min telefon i frygt for at politiet dukker op.
Det er bare så ærgerligt, at jeg helt mister alt lyst til at se nogen af de mennesker jeg elsker, fordi de er så bekymrede og fordi jeg har det som om jeg hele tiden skal tjekkes og behandles og passes på og tages hensyn til. Jeg er den samme som altid - jeg snublede bare lidt. Og tabte mit håb. Jeg har brug for at finde min vilje, og det er noget jeg selv bliver nødt til. Jeg har ikke tænkt mig at forsvinde. Man dør heller ikke af en forkølelse, vel? 

søndag den 6. maj 2012

Han kunne ikke elske mig

Så prøver jeg.
I mandags kom han hjem til mig, og fortalte mig, at han havde været i tvivl hele tiden. Men han havde ikke hjertet med. En nat fyldt med gråd sammen med ham blev til en dag helt alene. Hvor en veninde kom og hev mig på skadestuen. Der indlagde de mig på den lukkede.
Torsdag aften fik jeg det skidt. Min kontaktperson sad hos mig gennem det meste af natten. Hun holdte i mine hænder for at jeg skulle stoppe med at nive mig selv.
Fredag havde jeg det okay, og det virkede for stort og bare for meget for mig at skulle være der. Jeg fik overbevist en læge og udskrev mig selv, på eget ansvar og med mulighed for at komme tilbage.
Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu.
Jeg ved ikke om jeg kan fortsætte alene ude i verden. Men ved at jeg mister den sidste af min gnist, hvis jeg mister mine jobs og stopper min uddannelse. Jeg ved ikke, hvad der skal ske.

//Ditte

fredag den 4. maj 2012

Jeg forstår ikke at jeg bliver stående på et gulv der kører rundt, men jeg står her endnu med et hjerte itu og dig ved min side







Dette er intet glansbillede. Det er min virkelighed. Blev udskrevet fra den lukkede i går og forlangte at komme hjem i dag. Måske har jeg mere at sige senere. Måske taler jeg aldrig igen. Det jeg har spist siden mandag: 100 gr. blåbær, 50 gr. tun, nogle lakridser. Lover at kæmpe. Lige nu leder jeg bare. Leder efter mit lys, mit håb, min magi.

søndag den 29. april 2012

Vind eller forsvind

Der er gået for lang tid. Alt for lang tid. Men livet har været livet og jeg har været tvunget til at leve det. Timer er forsvundet som (advarer imod kliché) sand imellem mine fingre.
Har ikke været glad, har ikke været trist. Har ikke haft lyst til at dø, har ikke haft lyst til at leve. Har ikke sovet, har ikke været vågen. Er en hel masse modsætninger, der på en måde opvejer hinanden en lille smule og gør mig helt.. grå.
I morgen skal jeg se min kæreste, og har aftalt med min læge at jeg bliver nødt til at fortælle ham om overgrebene. For ellers er det for svært, og det vil gå i stykker, fordi han ikke vil forstå noget. Problemet er, at selvom jeg forklarer kan det være han alligevel ikke vil forstå og bare synes jeg bliver en trist byrde. Men som min læge sagde, så er han ikke den rigtige og så elsker han mig ikke for den jeg er, men den jeg lades som om. Synes bare ikke rigtig, at jeg er i en position, hvor jeg kan tillade mig at stille krav til accept og tolerance. Kan jo ikke selv finde ud af det. I alle fald er det vind eller forsvind i morgen. Og hvis det bliver forsvind må jeg have en nødplan, der hedder skadestuen.
Øv. Hader at være den her person.

torsdag den 19. april 2012

Holder fødselsdag.

 Helt alene. I mit lille hjem. Med masser af musik, tårer, selvskade og selvmordstanker. Om lidt skal jeg til psykolog. Hip, hip, hurra.

onsdag den 18. april 2012

Tillykke til mig - det er dagen, hvor alle skal vise hvor ligeglade de er

Jeg ved det godt. Jeg gør det hvert år - uden undtagelser. Præcis d. 19. april er jeg i et lorte humør og har travlt med at kædehade alle. Nok lidt for at undgå at komme til at kigge den anden vej.
For i virkeligheden elsker jeg jo ideen om dagen. Og glæder mig. Lige ind til den kommer. For følelsen af at stå med en kæmpe bunke forventninger og ikke rigtig nogen til at indfri dem er lidt for meget.
Og selvom jeg ELSKER at være flyttet, kommer det altså til at være underligt ikke at have sin familie på denne dag. Føler mig alene. Meget alene. I hvert fald lige nu.
Hvorfor er det, der skal findes dage som for nogle er fantastiske og for andre er en hyggelig lille reminder om, at ens mor kun bliver sygere, ens far er ligeglad, ens venner og kæreste har for travlt. Har ikke brug for at blive mindet om, hvor lidt elsket jeg er.

Ps. de der antidepressive virker ikke. Synes kun jeg har fået flere suicidale tanker. Og sovepillerne er et helvede. Når jeg ikke tager dem sover jeg ikke før sent (eller måske kalder man det tidligt på det tidspunkt?), og når jeg tager dem sover jeg over mig, og er træt hele dagen.

Jeg er ruuuuundt på gulvet. Har for travlt. Og min veninde, der er på Bali, har skrevet en mail. For en måned siden. Som jeg ikke har svaret på. Fordi jeg så gerne vil skrive noget positivt.

mandag den 16. april 2012

Min største frygt


Da jeg gik i 1.g og havde billedkunst fik vi opgaven at skulle male vores største frygt. Resultatet fandt jeg, da jeg flyttede. Og selvom det ikke er feel-good kunst så elsker jeg det, fordi det er sandt og ægte og en virkelighed jeg aldrig vil glemme at have levet i og ikke ved om man kan stoppe med at leve i. Ville ønske jeg var stærk nok til at have det hængende.

søndag den 15. april 2012

Du føler dig glad for, at der ikke er noget kamerahold, der følger efter dig når...

... du spiser 400 gr. cornflakes udem mælk og får sår i munden (alt.for.ynkelig.)
... du vasker en helt hvid kogevask, men sniger lige et lilla håndklæde med. Det sker der vel ikke noget ved, vel? Jo, blondie, det var NYT. Sig goddag til fesen lyslilla lagener, undertøj og tanktops...
... du putter det i tørretumbleren, men i et forsøg på at spare lidt overfylder den og nu er din 40 kvm mansion et stort tørrestativ.
... du morgenen efter nattens slutspurt på eksamensopgave forsøger at fjerne det, som du er OVERBEVIST om er make-up rester må give op og indSE, at det er din hud. Hurra for sorte rander. Mindre hurra for dårligt dækkende foundation.
... du for 2. gang på en uge tager skraldespanden med som fin og lugtende håndtaske i stedet for at bruge den der container. (Note to self: mindre distræt, NU TAK!)

(tegning fra heltnormalt.dk (ps. perfekt overspringshandling)

fredag den 13. april 2012

I sin every single day - we never change, do we?

Har slukket min cigaret og alt lyset.
Har taget min sovepille, min lykkepille og venter. Venter på effekten af medicinen, som skal fremkalde alt det, som jeg ikke selv kan føle. Husk det ord, det er vigtigt.
Jeg kunne godt bruge lidt lys, bare til at kunne se resten. For lige nu ser jeg brudstykker af puslespilsbrikker, som jeg prøver at få til at hænge sammen til et eller andet større, som burde være vigtigt, men jeg kan ikke se det.
Jeg ser et liv. Der er formet af en adfærd, som jeg kan mærke gør mig ondt. Og den næste brik er jeg ikke helt sikker på, men på den anden side så kan jeg ikke huske, hvornår, hvis nogensinde, jeg sidst var sikker. For når jeg ved, at det ikke er godt - hvorfor stopper jeg så ikke bare?
Adfærden er symptomer, en måde at reagere på, på følelser som jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal reagere på. Så selv, hvis alle mine mønstre bliver brudt og et helt nyt liv former sig ud foran mig, så har jeg stadig følelsen. Og hvordan stopper man med at føle en følelse?
Jeg tænker rationelt.
Det var ikke min skyld, at han voldtog mig. Men følelsen af, at jeg kunne have forhindret det og at det dermed er min skyld - den er der stadig.
Jeg var bare en lille pige - jeg kunne ikke forhindre slagsmål, trusler, utryghed og kaos i en hel familie. Men alligevel føler jeg, at jeg kunne have gidet min søster plads til den toast også havde min stedfar måske ikke prøvet at kvæle hende.
Mine grænser var overskredet, jeg ville ikke rigtig leve og han var en pædofil mand, der manipulerede mig. Men jeg kunne have gået, han tvang mig ikke til noget. Ikke med vold, ligesom Michael.
Jeg er så træt af at føle, at jeg ikke er noget værd og at alt jeg gør og nogensinde har gjort har været forkert. Og selvom jeg rationelt kan tænke, at det ikke er sådan - så er følelsen der stadig. 

Lige meget, hvor gammel jeg føler mig, så er jeg stadig bare en lille pige. 
Helt magtesløs. 
Overfor følelsen af, at jeg ikke er noget værd. 

Er glad for jeg ikke har alle de sovepiller lige nu.



onsdag den 11. april 2012

Imoclone

I dag var jeg til lægen. Fik 15 sovepiller. Den første tanke jeg fik, da jeg trådte ud fra hospitalet var, at nu skulle jeg dø. Ingen vej uden om. Intet vil ændre sig og nu har jeg pillerne. Jeg røg en cigaret på det og gik så tilbage til min læge og afleverede nogle af pillerne, så hvis jeg tager dem alle sammen på en gang sover jeg bare i et døgns tid. Jeg ved ikke, om jeg har valgt at leve. Men jeg har fravalgt døden. Små skridt.

lørdag den 7. april 2012

En gammel ven

Jeg har haft besøg i dag.
Da min søster var indlagt besøgte jeg hende dagligt. Men det var langt fra hver dag hun ville se mig. Så jeg hang ud på den åbne afdeling, røg alt for mange cigaretter og small talkede med de andre patienter. En af dem var en mand, som min søster også var gode venner med. De blev begge udskrevet, men holdte kontakten og blev rigtig gode venner. En dag huggede han mit telefonnummer fra min søsters telefon og skrev til mig for at spørge, om jeg havde lyst til en kop mokka.
I dag kom han forbi. Først var han rimelig stille, men jeg har kendt ham i 4 år og ved, at sådan er han. Han rystede, og virkede ikke som om, at han havde det særlig godt. Men efter en kande kaffe, et par liter the og 5 glas Ribena livede han lidt op og vi snakkede i mange timer. Om alt.
Han fortalte, at første gang han mødte mig blev han forelsket i mig. Men han håbede ikke, at det påvirkede vores venskab.
Det lovede jeg ham. Nu har han inviteret mig ud at spise. Årh, gud. Han er virkelig sød, men jeg har altså en kæreste som jeg altså pænt rigtig godt kan lide.
På et eller andet tidspunkt meget snart går jeg under jorden. Og så snakker jeg ikke med nogen, går ikke uden for min dør og spiser ikke noget. Det er min drøm lige nu. Er det fucked? Jeg vil bare gerne sove fra det hele, tak.

onsdag den 4. april 2012

Pænt goddag hr. psykiater. Jeg har ikke nogen penge, men til gengæld har jeg fået følelser på min børneopsparing.

har brugt min dag på hospitalet. Og føler mig sygere end nogensinde. Skulle man ikke blive rask af behandling?

"Nu tager de mig med. Blå vogn. Hvor tager de mig hen?"

overskrift + citat er fra Flødeklinikkens Blå Vogn
 

mandag den 2. april 2012

And I can't be holding on to what you've got when all you've got is hurt

Jeg mente det altså. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne. 
Jeg kan stadig ikke. 
Jeg ødelægger alt. Og med det mener jeg, at jeg ødelægger mig selv. Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø. Jeg holder fast i tanken med næb og kløer og negle og tænder og en stædighed, som egentlig slet ikke ligner mig. Og den er heller ikke mig, for det lykkedes ikke rigtig at holde helt fast. For nej, jeg vil ikke dø. Men jeg vil ikke leve, jeg vil ikke leve på denne her måde. 
Hvorfor er det forkert at spise og forkert at lade være og forkert at kaste op? Og hvordan kan jeg stoppe med at gøre alt det her, der er forkert og blive helt, helt rigtig? 
Altså ikke rigtig på den måde, hvor andre synes at jeg er det. Men rigtig som i en følelse i maven. Jeg har to jobs, jeg godt kan lide. En uddannelse jeg synes er spændende, i en sød klasse. Jeg har en kæreste, som jeg er forelsket i. Og ifølge mange er jeg helt rigtig, men det er jeg ikke. For jeg fortsætter med at skuffe mig selv dagligt og jeg er træt af at være vred og skuffet over mig selv. 
Jeg kan ikke fortsætte og jeg kan ikke stoppe. 
Og ingen andre end mig selv kan hjælpe mig, og jeg aner ikke hvordan. Så jeg sulter, jeg æder, jeg kaster op. Og hver aften forsøger jeg at holde fast for jeg vil virkelig ikke dø. Jeg vil ikke tage mit eget liv.  Problemet er, at det allerede føles som om, at jeg er død.