Om at være den, der har pårørende

Fik jeg sagt, at jeg hader det her?

Min meget søde veninde blev meget bekymret for mig i lørdags. Hun vidste ikke, at jeg var hjemme hos min mor og var ude at fodre ænder med mine små søskende. Og at min mobiltelefon var gået ud. Hun ringede en million gange. Hun blev så bekymret, at hun tog hjem til mig.
Da jeg ikke lukkede op, ringede hun til politiet. De brød ind i min lejlighed. For at se om jeg skulle have givet op.

Jeg skal ikke engang lukke øjnene, og jeg behøver ikke engang at prøve før følelsen af angst for min søsters endelige farvel overtager min krop. Der var en tid, hvor jeg hver dag fortalte mig selv, at hvis hun ikke ville leve og ikke kunne blive rask ville død måske være det bedste. For os alle.
 Alligevel ramte hvert et selvmordsforsøg mig, lige indtil det fra den ene dag til den anden stoppede. Lige så utroligt som en regnbue kastede hun sig ud i livet.
og selvom det nu er halvandet år siden hun sidst blev så træt, at hun tog en overdosis kan angsten ramme mig pludseligt og panisk og voldsomt og helt uden kontrol kan jeg ringe til hende 20 gange og dukke op foran hendes dør.
Derfor har jeg ikke særlig meget kontakt med hende. Jeg er stadig bange.

Jeg er ikke suicidal, og jeg har aldrig rigtig været det. Jeg har aldrig helt konkret planlagt, hvordan mit liv skulle slutte og jeg har slet ikke udført det. Udførligt har jeg prøvet at forklare dette til behandlere og mine pårørende - alligevel er de angste og bekymrede. Jeg skal dukke op hos min far hver dag og være der i mindst en halv time. Jeg skal snakke med min mor og min mormor mindst en gang om dagen. Og jeg tør ikke længere lade være med at tage min telefon i frygt for at politiet dukker op.
Det er bare så ærgerligt, at jeg helt mister alt lyst til at se nogen af de mennesker jeg elsker, fordi de er så bekymrede og fordi jeg har det som om jeg hele tiden skal tjekkes og behandles og passes på og tages hensyn til. Jeg er den samme som altid - jeg snublede bare lidt. Og tabte mit håb. Jeg har brug for at finde min vilje, og det er noget jeg selv bliver nødt til. Jeg har ikke tænkt mig at forsvinde. Man dør heller ikke af en forkølelse, vel?