Etnicitet

Kom i tanke om noget sjovt.
Da jeg var 4-5 år var jeg en smule islam-forskrækket. Dels fordi jeg er opvokset med en lidt forskrækket, dog rummelig, mor. Dels fordi min børnehave lå næsten lige overfor muslimsk skole, som jeg synes var uhyggelig. Men allermest fordi en af de eneste med etnisk baggrund engang havde spist min Knoppers. Var sikker på det var med vilje og var ondt ment!
I min folkeskoletid var det slet ikke et issue vi blev konfronteret med. Andet end på skrift og i teori. Hvor vi lærte vi skulle være rummelige. Men igennem 10 år på folkeskole i Vanløse gik der lige præcis 0 muslimer i min klasse(okay 1 i 3 måneder), og en med tørklæde på hele skolen.

Fordomme er fordomme. Man kan ikke undgå at have dem. Og de er også helt okay, vi skal bare vide det er fordomme. Ved I hvad jeg mener? :)

I dag sad jeg så med min klasse. Eller noget af den. Og hyggede mig RET meget. Med Aziza, Aysegul, Faisal, Ali og Sibel. Og først da snakken gik på etnicitet lagde jeg mærke til, at jeg var den eneste leverpostejsdansker. Og helt ærligt.. Så følte jeg mig lidt kedelig. Og ikke særlig eksotisk. Der var aldrig nogen af dem, der kunne finde på at stjæle en knoppers fra mig. De er verdens sødeste.

Ps. Min nylige eks er også med en lidt mere farverig baggrund. Mere om det på et andet tidspunkt.