Overvejelsesforløb: Livshistorie

Jeg har lavet alle overspringshandlinger, der var mulige. Ryddet op, vasket op, rengøring, tøjvask and so on... Alligevel går tiden ikke rigtig nogen steder og det her skal skrives.

I slut oktober '12 var det 2. gang i mit overvejelsesforløb. Det store emne: Livshistorie, røg på bordet. "Gamle" læsere kender vel de overordnede træk. Overskrifter som; Søsters psykiske sygdom, hærværk for 2 mil, mors sammenbrud, sclerose, farlig relation til borderline-søster, voldtægt, prostitution, tvangsfjernelse, selvmordsforsøg, slankekur - var det, det handlede om.

Her skulle man dog også lave en parallel linje, der hed spiseforstyrrelsens historie, hvilket var fint til ligesom at binde de kolde hårde facts om mit liv sammen med copingmekanismen; slankekur.
Det var også her det gik op for mig, at der gik 4 uger fra anklagerne mod Ole, retssagen, dommen og alt det - til min mest seriøse slankekur startede.
Måske lyder det mærkeligt, men jeg har aldrig tænkt på det. Jeg troede egentlig bare, at jeg lidt havde fået nok af at være overvægtig, og bare havde en svaghed for at lade en kur styre mig.
Men smerten ved at føle sig ødelagt, beskidt, værdiløs, ikke bare et formindsket selvværd, men et, der slet ikke fandtes, var uoverkommelig i 2 år. Og manden, der har været medvirkende får en latterlig straf. Og det er min skyld - fede dumme, grimme, ulækre, frastødende Ditte.

Jeg får tårer i øjnene og en klump i halsen, når jeg tænker på det. Skyldfølelsen og selvbebrejdelserne sidder lige under huden.

Det var, er og har været grænseoverskridende at sidde overfor mennesker man lige har mødt. Det var pissehårdt, var vildt deprimeret i to uger efter, hvor der blev samlet op på det fra Stolpegårdens side. Man kan ikke rode i psyken på den måde. Stikke en nål i øjet, rode lidt rundt og håbe på alt bliver godt. Det ved de godt, og jeg fik min samtale, hvor jeg puttede Ole og Michael ned i de kasser de hører hjemme.

De gør mig ondt. De gør mig ondt, at jeg ved, de findes. Og det er okay, men det er ikke min skyld. når man holder nogen under vand, drukner de. Jeg blev holdt under vand af en depression og belastningsreaktioner. Jeg stod ikke op en dag og tænkte, at nu vil jeg gøre mig selv så ulykkelig, at jeg har lyst til at dø. Jeg kæmpede. Måske ikke for at være glad, måske ikke engang for at leve, men nok egentlig mere for at få det, som jeg troede, jeg fortjente.

Jeg har nok bevæget mig lidt væk fra sagens kerne i dette indlæg, men jeg mener, at det var kernen for mig. Måske lærte jeg en essens omkring SF - du valgte ikke sygdommen, det var din måde at overleve på. Den overbeviste dig om, at den ville gøre dit liv bedre, tyndere, rigere, lykkeligere. I stedet destruerede den alle gnister, der kunne have været flammer af lykke. Og det er okay, at du troede på dens løgne, du havde ikke andet valg. Og det er okay, at du nogen gange stadig tror. Men du har også mærket din krop blive svagere, din hukommelse svigte, venner forsvinde, lykke forsvinde.. Og jeg kan ikke blive ved med at tro på den, når den siger, at det er fordi jeg bare lige mangler de 10 kg.

Alt andet end frelst!

Man skal altså ikke lytte for godt til mig, når jeg snakker recovery. Ihvertfald er jeg bange for at just-eat manden, der lige om lidt afleverer verdens tungeste pose junkfood måske kigger lidt dømmende når han ser det er til en person. JA, har været på dulcolax hele ugen og idag skal jeg overspise. Hurra for tilbagefald!