fredag den 30. august 2013

tvungen skriveblokade/ paranoia/ kryptisk



Det var nu jeg gerne ville skrive, bearbejde - indtryk, følelser, oplevelser
Uden at dreje sandheden
Løfte sløret

Men er bange. Jeg ved ikke, hvem der læser med. Jeg ved ikke, hvordan mine ord vil blive tolket.
Jeg ved ikke, hvad det kan gøre. Alt for åbent at være blottet.

Så derfor kan jeg ikke rigtig få formuleret hvad der sker. I mit hoved, i mit arbejdsliv, i mit privatliv.

Men inderst inde ved jeg, at netop at være bange, forvirret, overvældet, trist, depressiv, vred eller hvilken følelse man nu skammer sig over at have lige netop har behov for at blive bearbejdet.
Der findes ikke unødvendig smerte. Smerte er en indikation på, at noget skal ændre sig; om det er, at man skal fjerne hånden fra kogepladen eller gøre nogen opmærksom på en måde de behandler en på. Smerte er en indikation, en katalysator.


mandag den 26. august 2013

Starten på noget nyt


Jaja, det er rigtigt nok... 
At skulle gå planken ud, til et hav man ikke ved, om man kan bunde. 
Eller hvor kraftig strømmen er. 
Og jeg prøver virkelig at gøre mit bedste - 
for jeg kan ikke altid være i kontrol af alting. 
Så vil jeg aldrig kende mit potentiale. 
Få udlevet mine drømme. 

Men det føles stadig som at skulle til eksamen uden at have læst. 

torsdag den 22. august 2013

Jeg er kun, fordi jeg er nødvendig?

I et desperat øjeblik
hvor pusten bliver,
benene slået,
- bare væk
fordi det eneste der fylder
er de følelser af
ikke at være god nok
ikke at være stærk nok
Og kolliderer med
gerne at ville
kunne
ville
skulle
have 
hjælpe
sige
det
rigtige

fredag den 16. august 2013

16/8-13

Det er svært at være psykisk syg.
At leve i regler, tankespind og føle at man gør alt, giver alt for at blive det bedste man kan; og de kamp man har, de kamp man kæmper; mod sig selv så vidt som andre er drænende - men nødvendige, for sådan må det være, for at jeg kan være.

Men det sværeste? Det er at blive rask. 
At skulle erkende at de regler var ligegyldige, og at man kun har været drænet af årsager der var så lige meget. At skulle erkende og acceptere at ens raisons d'etre er nonsens.
Og at man skal finde andre sandheder, hvis ikke erkende at disse slet ikke findes i det rigtige liv. Og ligesom skabe sig en virklighed om ikke for evigt, så for en stund.
Men hvordan i al verden kan man være sikker på og tro på at noget er helt og aldeles virkeligt, når det eneste man har er sin fornemmelse og den så mange gange er blevet snydt af dæmoner?  

tirsdag den 13. august 2013

Jeg har brug for at være god til noget, noget at binde mit jeg op på med fine sløjfer

*Uden at have besluttet om jeg skal op eller ned, løbe eller løbe hurtigere så har jeg alligevel behovet for at dele noget der absolut ikke er hemmeligt.

Jeg har altid troet på, at alle havde en gave. Noget lige netop de var aller bedst til i hele verden; lige meget hvor "lille" en gave det var, betød det at alle var helt specielle og helt talentfulde.

Jeg ved ikke hvor den idé kommer fra. Måske er det min socialistiske familie, søndage med Snurresnups Søndagsklub med talenter (min fætter var med fordi han kunne "danse" med maven) eller fordi jeg havde/har en elendig motorik, var/er ikke lærenem og læsbede enormt, fordi jeg brugt sut til jeg var 6; så jeg gik til fysioterapi, ekstraundervisning og talepædagog - og hver gang jeg beklagede mig fik jeg at vide, at jeg var jo god til så meget andet. 

I folkeskole tiden var jeg overbevist om, at jeg var god til at gå i skole. Nok lærte jeg ikke hurtigt, men jeg lærte alligevel hurtigt at hårdt arbejde betalte sig; og jeg gik fra at være den dårligste til den bedste i diktat på et år.

I teenage-årene  forsvandt stoltheden i at være god i skolen. Det blev indsnævret til at være god til at skrive. Det blev mit mål og jeg skrev alt ned. Glædede mig til de danske stile. Dette forsvandt egentlig også hurtigt. Der bliver skrevet så mange fantastiske historier, og at sammenlign mig med Safran Foer er måske lige optimistisk nok..

Tilgengæld var jeg god til at tage mig af andre. Jeg havde altid trøstet andre i skolen. Og efter min mor blev syg fandt jeg en stolthed og værdi i at tage mig af min familie. Det er fantastisk at være uundværlig - men også et kæmpe ansvar, som endte med at knække mig. Jeg skal have noget at give før jeg kan være uundværlig og mit værd kan ikke kun være at jeg er uundværlig. 

Så jeg måtte sige fra, trække mig væk.

Jeg blev god til at skade mig selv. I en kaliber der måske kan konkurrere med at være den bedste i verden.
Og det var jeg i lang tid.

Jeg blev den bedste i verden til at tabe mig. Troede jeg. I mit restriktive 2011 var det min trumf.

I mit 2012 opdagede jeg, at jeg ikke var den bedste i verden til at have anoreksi. Fordi mine overspisninger tog min kontrol, og jeg var ihvertfald ikke den bedste til at have bulimi.

I mit 2013 ved jeg ikke, hvad jeg er bedst til. Men jeg ved, at jeg må tage tanken til revurdering. Måske er jeg ikke bedst til noget. Bare middelmådig. Men måske er jeg faktisk egentlig okay til at overleve. Men der er noget trist i kun at være noget i ens fortid, ikke?  

tirsdag den 6. august 2013

Hvor skal vi gå hen i denne her alt for store verden?

Og er der ikke nogen der lige kan fortælle mig slutningen.

Ej. At have en blog indebærer nogle uundgåelige elementer. Selviscenesættelse er i højeste grad et af dem.
Alt efter hvilken blog man har, vælger man et fokus; en vinkel at se verden fra.
Min verden her er min sygdom - min spiseforstyrelse får lov til at skrige alt det ud, som den ikke kan andre steder.
Med det i mente, at det altså ikke fordi jeg vil have et sted, hvor min spiseforstyrelse kan blive ved med at trække vejret - men simpelthen såre enkelt, at dele (op- og) nedture, FORDI det er svært at indvie de nærmeste i når mit sind bliver indtaget af dæmoner.

For nemlig bare at være bundærlig, så har der været og er stor forskel på hvor alvorligt det er. Sidste år på denne tid havde jeg vægtsvingninger på omkring 8-11 kg hver måned - men det sidste halve år har jeg svinget (svunget?) med 2-3 kg. Men når hovedet bliver fyldt med dæmoner FØLES det nøjagtig lige så slemt og alvorligt som det engang har været - hvor jeg vitterligt legede med livet i en kæmpestor cyklus af depression.
Og netop derfor er det ikke relevant for mine nærmeste at vide, når jeg har en dårlig dag. Måske hvis jeg havde et dårligt år, eller bare en dårlig måned - men sådan er mit liv langt fra.

Man kan umuligt kende mig udfra denne blog, da jeg overvejende fortæller om disse dæmoner.

Derfor er det meget problematisk for mig, at mine nærmeste læser med og tolker ud fra, hvad jeg skriver.

Alligevel er der en der har læst med igennem længere tid.

Og det er derfor jeg bliver nødt til at stoppe og finde ud af, om jeg skal vende om. Skal jeg oprette en hel ny blog (igen), deaktivere denne eller bare fortsætte.

Jeg mener ikke, at jeg udleverer nogen, eller nogens historier, udover mine og det, der påvirker mig.

Men det mener denne person. Jeg har derfor brugt et par dage på at læse alle indlæg igennem. Er der nogen (hvis nogen overhovedet læser med) der har siddet med en følelse af, at jeg udleverer andre?

Jeg vil vende tilbage... På et tidspunkt.