Og er der ikke nogen der lige kan fortælle mig slutningen.
Ej. At have en blog indebærer nogle uundgåelige elementer. Selviscenesættelse er i højeste grad et af dem.
Alt efter hvilken blog man har, vælger man et fokus; en vinkel at se verden fra.
Min verden her er min sygdom - min spiseforstyrelse får lov til at skrige alt det ud, som den ikke kan andre steder.
Med det i mente, at det altså ikke fordi jeg vil have et sted, hvor min spiseforstyrelse kan blive ved med at trække vejret - men simpelthen såre enkelt, at dele (op- og) nedture, FORDI det er svært at indvie de nærmeste i når mit sind bliver indtaget af dæmoner.
For nemlig bare at være bundærlig, så har der været og er stor forskel på hvor alvorligt det er. Sidste år på denne tid havde jeg vægtsvingninger på omkring 8-11 kg hver måned - men det sidste halve år har jeg svinget (svunget?) med 2-3 kg. Men når hovedet bliver fyldt med dæmoner FØLES det nøjagtig lige så slemt og alvorligt som det engang har været - hvor jeg vitterligt legede med livet i en kæmpestor cyklus af depression.
Og netop derfor er det ikke relevant for mine nærmeste at vide, når jeg har en dårlig dag. Måske hvis jeg havde et dårligt år, eller bare en dårlig måned - men sådan er mit liv langt fra.
Man kan umuligt kende mig udfra denne blog, da jeg overvejende fortæller om disse dæmoner.
Derfor er det meget problematisk for mig, at mine nærmeste læser med og tolker ud fra, hvad jeg skriver.
Alligevel er der en der har læst med igennem længere tid.
Og det er derfor jeg bliver nødt til at stoppe og finde ud af, om jeg skal vende om. Skal jeg oprette en hel ny blog (igen), deaktivere denne eller bare fortsætte.
Jeg mener ikke, at jeg udleverer nogen, eller nogens historier, udover mine og det, der påvirker mig.
Men det mener denne person. Jeg har derfor brugt et par dage på at læse alle indlæg igennem. Er der nogen (hvis nogen overhovedet læser med) der har siddet med en følelse af, at jeg udleverer andre?
Jeg vil vende tilbage... På et tidspunkt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar