Jeg har brug for at være god til noget, noget at binde mit jeg op på med fine sløjfer

*Uden at have besluttet om jeg skal op eller ned, løbe eller løbe hurtigere så har jeg alligevel behovet for at dele noget der absolut ikke er hemmeligt.

Jeg har altid troet på, at alle havde en gave. Noget lige netop de var aller bedst til i hele verden; lige meget hvor "lille" en gave det var, betød det at alle var helt specielle og helt talentfulde.

Jeg ved ikke hvor den idé kommer fra. Måske er det min socialistiske familie, søndage med Snurresnups Søndagsklub med talenter (min fætter var med fordi han kunne "danse" med maven) eller fordi jeg havde/har en elendig motorik, var/er ikke lærenem og læsbede enormt, fordi jeg brugt sut til jeg var 6; så jeg gik til fysioterapi, ekstraundervisning og talepædagog - og hver gang jeg beklagede mig fik jeg at vide, at jeg var jo god til så meget andet. 

I folkeskole tiden var jeg overbevist om, at jeg var god til at gå i skole. Nok lærte jeg ikke hurtigt, men jeg lærte alligevel hurtigt at hårdt arbejde betalte sig; og jeg gik fra at være den dårligste til den bedste i diktat på et år.

I teenage-årene  forsvandt stoltheden i at være god i skolen. Det blev indsnævret til at være god til at skrive. Det blev mit mål og jeg skrev alt ned. Glædede mig til de danske stile. Dette forsvandt egentlig også hurtigt. Der bliver skrevet så mange fantastiske historier, og at sammenlign mig med Safran Foer er måske lige optimistisk nok..

Tilgengæld var jeg god til at tage mig af andre. Jeg havde altid trøstet andre i skolen. Og efter min mor blev syg fandt jeg en stolthed og værdi i at tage mig af min familie. Det er fantastisk at være uundværlig - men også et kæmpe ansvar, som endte med at knække mig. Jeg skal have noget at give før jeg kan være uundværlig og mit værd kan ikke kun være at jeg er uundværlig. 

Så jeg måtte sige fra, trække mig væk.

Jeg blev god til at skade mig selv. I en kaliber der måske kan konkurrere med at være den bedste i verden.
Og det var jeg i lang tid.

Jeg blev den bedste i verden til at tabe mig. Troede jeg. I mit restriktive 2011 var det min trumf.

I mit 2012 opdagede jeg, at jeg ikke var den bedste i verden til at have anoreksi. Fordi mine overspisninger tog min kontrol, og jeg var ihvertfald ikke den bedste til at have bulimi.

I mit 2013 ved jeg ikke, hvad jeg er bedst til. Men jeg ved, at jeg må tage tanken til revurdering. Måske er jeg ikke bedst til noget. Bare middelmådig. Men måske er jeg faktisk egentlig okay til at overleve. Men der er noget trist i kun at være noget i ens fortid, ikke?