Det er svært at være psykisk syg.
At leve i regler, tankespind og føle at man gør alt, giver alt for at blive det bedste man kan; og de kamp man har, de kamp man kæmper; mod sig selv så vidt som andre er drænende - men nødvendige, for sådan må det være, for at jeg kan være.
Men det sværeste? Det er at blive rask.
At skulle erkende at de regler var ligegyldige, og at man kun har været drænet af årsager der var så lige meget. At skulle erkende og acceptere at ens raisons d'etre er nonsens.
Og at man skal finde andre sandheder, hvis ikke erkende at disse slet ikke findes i det rigtige liv. Og ligesom skabe sig en virklighed om ikke for evigt, så for en stund.
Men hvordan i al verden kan man være sikker på og tro på at noget er helt og aldeles virkeligt, når det eneste man har er sin fornemmelse og den så mange gange er blevet snydt af dæmoner?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar