Projekt vægttab: Jeg vil se sådan ud igen plus 10 kg. mindre

Regnvejr er det helt rigtige i dag. Blev pludseligt ramt af ubehagelige tanker. Ved ikke, hvad der skete. Lukkede bare øjnene i et sekund eller to og kunne mærke alle de hænder, der nogensinde har rørt mig. Alle de mænd. Føler mig så ulækker og beskidt. Ikke en eneste af dem har elsket mig. Måske er projekt vægttab i virkeligheden projekt selvudslettelse. Men jeg ejer ikke styrken, ejer ikke egenkærligheden, til at kæmpe imod. Har indtaget omkring 1000 kcal i dag, og kan slet ikke være i mig selv. Se de smukke knogler efter et par ugers restriktiv kost m. 500-800 kcal og 5 dages total faste. Må stoppe det her overspisning/opkast og starte diæt igen.

Er blevet optaget til spiseforstyrrelse behandling til august, og diætist der skal ligge kostplan for mig. I dag har jeg lyst til at aflyse det hele. Alt bliver fint, hvis jeg bare ikke ødelægger det for mig selv.

Hr. kok pt. 3

Jeg fortalte ham på forhånd, at der ikke skulle ske noget. Og da jeg kom hjem til ham virkede han fjern. Lige så fjern som første gang vi mødtes alene.
Jeg ved ikke, om han var træt. Men han sad og koncentrerede sig hårdt om at se fjernsyn, og vi snakkede ikke rigtig sammen. Trak mig ind i mit destruktive selv, og lod som om jeg så fjernsyn. Hvad han ikke ved er, at jeg er for syg til at se fjernsyn. Jeg kan ikke koncentrere mig. Mine tanker farer rundt. Skuespillernes vægt, deres madvaner. Tæller de gange de spiser og når de snakker om mad. Og denne aften kredsede tankerne om, hvordan jeg bare ikke var god nok.
Jeg var udmattet.

Da vi endelig gik i seng, snakkede vi heller ikke. Men han kyssede mig, og vi lå i ske. Han prøvede ikke på mere. Stillede ingen spørgsmål. Og jo længere tid vi bare lå der... I en seng på amager og mærkede hinandens nærvær på en måde, hvor ord er overflødige. Jo mere bange blev jeg. Det kan gøre ondt ikke at have noget, ikke at have nogen. Det gør ondt at miste noget og i de timer havde jeg noget, der gjorde, at jeg følte mig levende. For en gangs skyld tænkte jeg ikke på mad, tænkte ikke på min krop. Prøvede bare at klamre mig fast, for aldrig at skulle stå helt alene på mine egne ben og kæmpe imod den side af mig, der konstant fortæller mig, at jeg ikke er noget værd og, at ingen kan elske mig.

Næste morgen var magien forsvundet.

Han stod op, gik i bad og efterlod mig i hans lejlighed uden et ord. Det eneste, der var tilbage var varmen fra hans krop, der langsomt forsvandt.

Hr. kok: pt. 2

Jeg hørte ikke fra ham en gang. Men hver aften kunne jeg regne med ham. Min skuffelse lå i, at det oftest var efter kl. 22 og altid havde et snert af booty call.
Jeg blev trist, og mistede fuldstændig respekten for mig selv og lysten til at se ham igen.

Men det var ikke det eneste problem. Ugerne gik ligesom rimelig hurtigt, og lige pludselig var jeg gået en uge over tid. Og det der sex havde ikke rigtig været beskyttet eller noget, der var endt i Roskilde.
Så jeg besluttede mig for at tage en test, snart.

Men det blev ikke nødvendig. Efter et par dage m. influenza-agtige symptomer startede seriøse mavekramper og efter en dag kom den så, men ikke som den plejer.
Har en seriøs mistanke, der går på, at jeg har aborteret.

Det er så tidligt, at det jo ikke gør noget. Men kunne ikke undgå den underlige følelse i hele kroppen. Og da kokken samme aften skrev på sin sædvanlige måde, kunne jeg ikke lade være med ikke at sige nej.

Den kedelige føljeton: Hr. kok

Som verdens mest naturlige ting dukkede han op midt om natten i en taxa. Han lugtede lidt af ham selv, og lidt af øl og mest som noget, jeg ikke engang vidste, at jeg havde savnet. 
I mens lyset langsomt brød frem udover Nørrebro blev vi enige om, at vi var her og det var nu og det var rigtigt. Han fortalte mig, hvor dejlig jeg var så mange gange, at jeg næsten troede på det. Og uden at give det mindste fik jeg lidt mere, end en smule. 


Han kyssede mig. Først på kinden, men så på munden. Og halsen og maven. Det føltes ikke ubehageligt, jeg var ikke så bange. Havde mest lyst til bare at sove (hvis jeg nu skal være ærlig), men det var også rart at blive rørt ved og holdt om. Så vi havde sex.
Morgenen efter skulle jeg på arbejde, og det var kun blevet til lidt over en times søvn. Så jeg efterlod et brev, nogle nøgler han kunne smide i postkassen og tog afsted. For at komme hjem til en redt seng og en tom lejlighed. Savnede ham med det samme.

Og imod al forventning skrev han senere på dagen.

Eller alt ok

Er der ikke nogen, der gider at fortælle mig om jeg er sur eller glad eller trist eller hvad?

Det vigtigste først. Det lærte jeg i skolen. Nyhedstrekant og sådan noget.
På vej hjem fra arbejde cyklede jeg forbi M's lejlighed. Meget politi og afspærringer var ca. overalt i området. Da jeg kom hjem tjekkede jeg nyhederne og en ung mand er blevet stukket ned lige hvor han bor.
Efter 5 lange minutter beslutter jeg mig for at skrive til ham. "Hej M. Er du okay? Så politi foran din lejlighed og har lige hørt, at en ung mand er blevet stukket ned."
Ingenting. Ikke en lyd. Den nærmere beskrivelse passer ikke på ham, men nu er der gået lidt principsag i det.

Helt stille var der faktisk ikke. Lige da jeg havde trykket "send" bippede det med "Hej søde. Tak for igår, undskyld at jeg bare gik i morges. Håber, at du kom godt hjem". Fortsættelse følger på den her. Bliver verdens kedeligste føljeton. Jeg lover.

Leder efter styrke, lever efter æstetik og læser alt for mange ord for at prøve at finde mening

Ditte, juni 2012

...forresten!

Min blog er igen 100% offentlig. Mest fordi jeg ikke er den skarpeste til det der teknologi, og de indstillinger jeg havde lavet gjorde, at der kun var 1, der kunne følge med. Og kunne ikke finde ud af at lave det om.

Men det egentlig ville sige var, at hvis du sidder derude og ved, hvem jeg er. Hvis du f.eks. er min søster, veninde eller andet - så ring, skriv eller mail mig. Du må gerne følge med, men jeg vil sætte pris på at vide det, så jeg kan forklare nogle af de ting jeg skriver, så det ikke bliver misforstået, overfortolket eller andet.

Husk på: Dette er mit åndehul, så jeg ikke drukner. Det er ting, jeg skriver fordi jeg ikke kan sige dem, fordi jeg sårer/bekymrer jer. Jeg arbejder frem mod at tro på, at jeg er nok værd til at dele mine bekymringer. Indtil da skriver jeg mine tanker. Skriver for ikke at blive sindssyg, skriver for at leve.

Jeg burde blive bedre til at tage mine antidepressive

En sms bipper ind på min telefon, og jeg er egentlig mest ligeglad. Men sådan er jeg lidt lige i øjeblikket. Indifferent.
Denne aften, hvor timerne bare passerer, har jeg givet op. Jeg er ikke stærk nok, jeg har ikke tid nok. Der er aldrig noget, der er nok. Det er altid for lidt eller for meget og jeg kan ikke finde balancen. Men det er jo ikke noget nyt, at alt forsvinder i mit rod.
"Hvad laver du flotte pige?". En af mine drenge, som jeg prøver at få til at vikariere for M. Ikke at det hjælper, for jeg savner ham stadig hvert evigt eneste sekund. Hvis jeg var vred på andre, end mig selv, ville det måske være mere okay.
"jeg aner det ikke" og det er det mest ærlige jeg nogensinde har været overfor ham. Måske også overfor mig selv. Jeg kan ikke passe på mig.

Under sidste indlæggelse blev jeg en aften puttet af min kontaktperson under en kugledyne, og hun snakkede med mig indtil jeg stoppede med at skade mig selv. Og hun blev siddende indtil jeg sov. Så meget er jeg aldrig blevet passet på før.

I det hele taget magter jeg det ikke. Altså verden. Godnat.

Reaching for heaven is what I'm on earth to do

Alt kan løbes væk. Kalorier, knæskade og kærestesorger. Man skal bare løbe længe nok.

Jeg føler mig som noget, nogen engang har forsøgt at tegne. Og nu har visket ud. Jeg er fordybninger i et stykke papir, en streg, der er tværet ud. 

Jeg er lige ynkelig, okay?!?!

Kære M.
I dag snublede mine tanker over det faktum, at vi ikke kommer til at løbe tilfældigt ind i hinanden
før til februar. Og selvom jeg har hadet at se dig den sidste måned.. Ja, så er tanken om, at du nu skal være fuldstændig væk helt ubærlig.
Jeg mangler at høre dine historier om dit liv. Mangler at drikke 15 kopper kaffe med dig. Mangler at kysse dig. Mangler at du ringer på min dør. Mangler at vågne op med dig. Mangler dit smil. Mangler at gå i Frederiksberg Centeret med dig, hvor vi forsøger at gå og holde balancen bare ved at gå op af hinanden. Mangler at gå til fredagsbar med dig i hånden.
Jeg mangler dig hvert evigt eneste sekund og har manglet dig konstant den sidste måned.
Og selvom folk prøver at bilde mig ind, at det bliver nemmere, er det helt, helt modsat. For for hver dag, der går bliver chancen for at du tager det hele tilbage og dukker op foran min dør og siger, at du havde en hjerneblødning den dag sidst i april kun mindre.
Og det bliver sværere og sværere at bilde mig selv ind, at det bare var noget jeg fandt på, og at der om lidt bipper en besked en som så mange gange før.
Jeg gør mit bedste for at lades som om, at du aldrig har eksisteret og prøver at begrave alle mine mangler og al savnet i arbejde, kalorier og nye mænd.
Men denne aften virker det ikke. Og det kræver al min styrke ikke at skrive, at du skal komme forbi. Det kræver al min styrke at blive ved med at fortælle mig selv, at jeg fortjener en, der elsker mig.
Et mantra jeg har gentaget så mange gange, at det nu for evigt har mistet al betydning.

Jeg savner dig noget så fucking inderligt og jeg hader det.