Jeg er lige ynkelig, okay?!?!

Kære M.
I dag snublede mine tanker over det faktum, at vi ikke kommer til at løbe tilfældigt ind i hinanden
før til februar. Og selvom jeg har hadet at se dig den sidste måned.. Ja, så er tanken om, at du nu skal være fuldstændig væk helt ubærlig.
Jeg mangler at høre dine historier om dit liv. Mangler at drikke 15 kopper kaffe med dig. Mangler at kysse dig. Mangler at du ringer på min dør. Mangler at vågne op med dig. Mangler dit smil. Mangler at gå i Frederiksberg Centeret med dig, hvor vi forsøger at gå og holde balancen bare ved at gå op af hinanden. Mangler at gå til fredagsbar med dig i hånden.
Jeg mangler dig hvert evigt eneste sekund og har manglet dig konstant den sidste måned.
Og selvom folk prøver at bilde mig ind, at det bliver nemmere, er det helt, helt modsat. For for hver dag, der går bliver chancen for at du tager det hele tilbage og dukker op foran min dør og siger, at du havde en hjerneblødning den dag sidst i april kun mindre.
Og det bliver sværere og sværere at bilde mig selv ind, at det bare var noget jeg fandt på, og at der om lidt bipper en besked en som så mange gange før.
Jeg gør mit bedste for at lades som om, at du aldrig har eksisteret og prøver at begrave alle mine mangler og al savnet i arbejde, kalorier og nye mænd.
Men denne aften virker det ikke. Og det kræver al min styrke ikke at skrive, at du skal komme forbi. Det kræver al min styrke at blive ved med at fortælle mig selv, at jeg fortjener en, der elsker mig.
Et mantra jeg har gentaget så mange gange, at det nu for evigt har mistet al betydning.

Jeg savner dig noget så fucking inderligt og jeg hader det.