Jeg fortalte ham på forhånd, at der ikke skulle ske noget. Og da jeg kom hjem til ham virkede han fjern. Lige så fjern som første gang vi mødtes alene.
Jeg ved ikke, om han var træt. Men han sad og koncentrerede sig hårdt om at se fjernsyn, og vi snakkede ikke rigtig sammen. Trak mig ind i mit destruktive selv, og lod som om jeg så fjernsyn. Hvad han ikke ved er, at jeg er for syg til at se fjernsyn. Jeg kan ikke koncentrere mig. Mine tanker farer rundt. Skuespillernes vægt, deres madvaner. Tæller de gange de spiser og når de snakker om mad. Og denne aften kredsede tankerne om, hvordan jeg bare ikke var god nok.
Jeg var udmattet.
Da vi endelig gik i seng, snakkede vi heller ikke. Men han kyssede mig, og vi lå i ske. Han prøvede ikke på mere. Stillede ingen spørgsmål. Og jo længere tid vi bare lå der... I en seng på amager og mærkede hinandens nærvær på en måde, hvor ord er overflødige. Jo mere bange blev jeg. Det kan gøre ondt ikke at have noget, ikke at have nogen. Det gør ondt at miste noget og i de timer havde jeg noget, der gjorde, at jeg følte mig levende. For en gangs skyld tænkte jeg ikke på mad, tænkte ikke på min krop. Prøvede bare at klamre mig fast, for aldrig at skulle stå helt alene på mine egne ben og kæmpe imod den side af mig, der konstant fortæller mig, at jeg ikke er noget værd og, at ingen kan elske mig.
Næste morgen var magien forsvundet.
Han stod op, gik i bad og efterlod mig i hans lejlighed uden et ord. Det eneste, der var tilbage var varmen fra hans krop, der langsomt forsvandt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar