Svigtet?

Jeg har spist hele dagen. Jeg stod op i morges, som sædvanlig. Med hele dagen planlagt. Også begyndte jeg at spise. Og det har jeg gjort lige indtil for tyve minutter siden. Jeg har ikke svaret på nogen beskeder, og jeg hader solskinnet. Det bekræfter følelsen af at spilde. Både de penge jeg ikke har på det her ædeflip, såvel som en faktisk temmelig dejlig dag. 

Det er bare sådan en af de der dage, og de der dage egner jeg mig ikke til. Jeg bliver alt for påvirket af dette semesters tema; udsatte børn og unge.
I forbindelse med uddannelsen har jeg læst Zornigs "Vrede er mit mellemnavn" - og jeg kan genkende det. Ikke alkoholen - men lidt af volden, det var bare ikke mod mig.
Usikkerheden over, hvad hver dag byder på. Tvivlen om omsorg, og kravet på den. Behovet for voksenkontakt.

Jeg elsker mine forældre højt. De er ikke udsatte voksne. De har aldrig været på kontanthjælp eller haft et misbrug. Men de kunne måske ikke magte os alle sammen, og deres karriere? Måske var mine behov for omsorg større, end de flestes? Måske var netop de to en dårlig kombination til at tackle de udfordringer det at have børn kræver?

Jeg har ikke svar på det. Og for mig er netop det frustrerende. Jeg er overbevist om, at jeg kunne kæmpe bedre, hvis jeg havde haft voksne der støttede mig - og ikke blot var overbeviste om, at jeg selvfølgelig skulle og kunne klare det hele selv, altid.

Jeg overvejer at søge aktindsigt. For at se, hvilke overvejelser sagsbehandlerne egentlig gjorde sig om mig. Og i og med en af mine søskende blev anbragt må der vel være noget på mig? Ikke mindst fordi jeg selv underrettede om min mistrivsel som 15-årige. Eller fra 16-års alderen, hvor de foretog § 50-undersøgelsen. Eller de underretninger min psykolog efterfølgende skrev. Og jeg ikke hørte noget før jeg fyldte 18, hvor de afsluttede min sag, da jeg nu var voksen.

Men sagen er egentlig, at alt dette ikke ændrer noget. Jeg er ikke blevet mere eller mindre svigtet, fordi det står i beskrevet i støvede sagsakter. De udfordringer og kampe jeg kæmper nu - deres opståen kan ikke længere forhindres. Jeg kan lade være med at kaste op, og spise mekanisk igen imorgen, og det er det jeg må gøre.  

Om at blive det, jeg egentlig har lagt bag mig

Jeg vågnede kl. 4:37, grædende. Men uden helt at vide, hvorfor. Jeg vidste godt, at jeg havde haft en drøm. Hvor alt, hvad jeg har bygget mit liv op til at være igennem de sidste to år, forsvandt.
Jeg vidste godt, at det ikke rigtig var rigtigt.
Jeg vidste godt, at det var en drøm.
Men nogle følelser, ofte dem man frygter mest, sidder i én i alt for lang tid. Og i dag har været en af de sjældne dage, hvor hvad jeg frygter, er det jeg bliver til.

Jeg har ikke kunnet genkende mig. For jeg er vokset, meget.

I dag har jeg kunnet høre min indre kritiker i alt, hvad jeg har foretaget mig.

"Hvorfor siger du noget, din stemme er forfærdelig"
"Det, du siger, giver ingen mening - stop"
"DU kan ikke gå udenfor, du er for FED"
"Ingen kan elske dig, du er for FED"
"Du er grim, tro ikke, at du er noget"
"Hvad i alverden havde du egentlig tænkt dig med det tøj? DU kan ikke bære det"
"DU er intet værd"
"DU er ingenting værd"
"DU er værdiløs"

Og nu har jeg "delt" en flaske rødvin med min kæreste og hans ven. Og med "delt" mener jeg, at de har fået et halvt glas hver, mig resten. Men det ved de vist ikke.
Og det har lagt en dæmper på kritikeren. Men nu er det eneste, der er tilbage; gråden. Sorgen.
Over alt det jeg ikke kan håndtere, og ikke vil håndtere.

Og man siger vel egentlig også, at alkohol egentlig bare forstærker den følelse man allerede har. Indtal man har drukket sig fuldstændig sanseløs. Så det er det, jeg har lyst til nu. Og er godt på vej, min tolerance er ikke, hvad den har været. Så skål.