Jeg har 5 søskende, og er den næst ældste.
Og det næste stykke skal man vist være lidt vågen for at forstå, men jeg gør mit bedste for at forklare....
Min mor og far fik min storesøster, og 3 1/2 år efter kom jeg til verden. For nyligt fandt vi ud af, at vi havde en anden bror fra 1992, da min far havde knaldet udenom. Han gik fra min mor, da han forelskede sig i en tredje kvinde, som han er sammen med i dag. De fik en pige i 2001.
Min mor fandt min stedfar i 1998, og i 1999 kom min første lillesøster til verden. Og to år efter, i 2001, fik de en dreng.
Altså:
Min far har 3 piger og en dreng, og min mor har tre piger og en dreng. Min fars dreng har autisme, hans pige er ekstremt udadvendt. Min storesøster (som er min mors og min fars) er psykisk syg. Borderline, manio-depressiv, spiseforstyrrelser, dyssocial personlighedsforstyrrelse. You name it, hun har haft diagnosen.
De to børn min mor har med sin nye mand er begge meget indadvendte. De har altid været meget generte. Specielt min lillebror, min lillesøster er med tiden blevet mere udadvendt.
Min bror, lad os kalde ham Victor, har altid haft det svært. Eller ikke svært, men han har bare ikke altid været så hurtig. Han var langsom til at gå, til at snakke, til at læse, men god til at regne. Han har altid haft venner, men har også altid kunnet underholde sig selv i flere timer. Med sine lege, hvor hans fingre var små dage. For et par dage siden, da vi spiste aftensmad, lagde jeg mærke til at blåt bidemærke på hans arm. Han sagde, at han selv havde lavet det, men kunne ikke forklare hvorfor. I går hørte jeg banke-lyde fra hans værelse, så jeg gik derind, og han stod og bankede hovedet ind i væggen.
Jeg er virkelig ked af det, og føler mig meget magtesløs. Min kæreste siger, at han har autistiske træk. Men den opfattelse har jeg bare slet ikke af Victor. Han er ikke udadvendt; men hvis det skulle være afgørende var jeg virkelige autistisk. Men fik arrangeret noget fisk med Victor, min kæreste og jeg selv. Min kæreste kaldte Victors hukommelse autistisk foran ham. Men det er da ikke unormalt, at en 9-årig kan huske et par runder tilbage, vel? Det kan vi andre jo også.
Jeg blev lidt irriteret på min kæreste. Jeg elsker min lillebror rigtig højt, og jeg prøver at bruge så meget tid med ham som muligt. Og jeg er ikke ekspert - men jeg synes ikke, at han virker autistisk. Og jeg synes lidt, at det er at male fanden på væggen, og sygeliggøre Victor. Han har jo gået i normale institutioner hele sit liv, min mor og moster er skolelærere, min moster for børn i specialklasser, og min mormor var pædagog. Ingen af dem har nogensinde sagt noget om hans adfærd.
Men den selvskadende adfærd er virkelig bekymrende. Jeg vil gerne hjælpe, og være der for ham. Give ham 1000 kram og kys, og tale med ham, hvis han har nogle problemer. Min 11-årige lillesøster går på skole med ham, og hun siger, at han sjældent går alene.
Årh.. Det her indlæg hænger overhovedet ikke sammen. Men jeg er bare en bekymret storesøster, der vil ham det allerbedste.
mandag den 31. januar 2011
Kupeen
Det havde regnet. Og det var en af de søndage, hvor man mærker, lige så snart ens tåspids snitter det kolde gulv, man gyser, og man mærker, mærker at det ikke er det værd.
Hendes hår krusede, hun havde ingen make-up på.
Han sad med begge fødder på det smattede gulv. Mudderet var over alt. Hans højre hånd strakte sine fingre, armen løftede han, ind over og bag ved hende. Han trak hende ind til sig.
Jeg havde mærket kulden på min storetå, men var småløbet igennem den silende regn for at nå en bus, jeg ikke havde lyst til at køre i. For at stå på et tog, jeg ikke havde lyst til at køre i.
Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen. Hun kunne ikke kigge på ham, for en tårer trillede allerede ned af den revne, der er imellem kinden og næsen.
Hun vendte hovedet væk fra ham, ryggen til ham. Hans arm prøvede at presse hende, så hun lå op ad ham. Men hun hev begge sine ben op under sig, og lænede sig forover. ”Undskyld. Skat. Skat? Jeg ved godt, jeg ikke er den, du troede. Jeg ved, at siden vi mødtes. Mm. Mødtes. Har jeg kun skuffet dig. Jeg ved godt, jeg ikke er god nok. Jeg ved, du kan finde bedre. Jeg ved, alt. Men ved du, at jeg elsker dig?” Han tog hendes hånd i sin og prøvede at dreje hendes hoved med hendes egen hånd, mod hans hoved.
Jeg prøvede at lade være med at kigge.
En dame havde sat sig overfor mig. En mand steg på ved næste stop.
Pigen sagde ikke noget. Gjorde ingenting. Hun græd ikke. Ikke mere.
Manden spurgte, damen, hvordan man kom til Søerne.
Han prøvede at få fat i hendes hånd. At få hende tæt på sig.
Damen svarede, at han skulle til Nørreport. Hun var mørk i huden, og havde rød neglelak på. Han spurgte hvornår det var. Hun kiggede på ham, for første gang, lagde hovedet lidt på skrå, smilede til ham, og pegede på tavlen med de røde bogstaver og prikkerne. Manden reagerede ikke på, at han nok burde have vidst det. ”Det ville være det nemmeste, ikke? Men det sjoveste? Ved du, hvad det ville være?” Han stoppede ikke for at give hende lov til at svare. ”Hvis du viste mig det. Vi kunne holde i hånd, købe mad og gå en tur rundt om søerne. Du ligner en, der har haft et liv, jeg altid har drømt om at høre om”
Pigen drejede sit hoved. Kiggede på damen og manden og mig. Mig, der sad og gemte mig bag musik, der i virkeligheden slet ikke var tændt. Mig, der sad og stirrede på hende og tænkte på den gang, hvor min søster havde forsøgt at begå selvmord. Og jeg skulle se min bedste veninde. Så jeg havde taget toget, og prøvet at lade være med at græde. Men jeg kunne ikke mere. Billedet af hende, der var besvimet midt på gaden. Afskedsbrevet til hendes søn. Og alle de piller, der lå spredt ud over madrassen, som politiet havde fundet, da de slog døren ind. Den var helt smadret, døren. Og hvordan folk stirrede på mig. Og jeg havde lyst til at rejse mig og skrige, at jeg var så træt. Og så trist. Og min søster var på hjerteafdelingen. For 3. gang det år, og det var i maj måned. Og nu skulle hun på den lukkede igen. Jeg prøvede at kæmpe mod mine tårer.
”Hold din fucking kæft. Jeg gider ikke høre på flere undskyldninger. Gider ikke høre på flere ord. For de er fucking lige meget, ikke? Du har en fremtid. Jeg har en fremtid. JEG HAR EN FREMTID, og du sårer mig. Du har såret mig så mange gange, at jeg ikke kan leve med det her mere” Var de første ord, jeg hørte hende sige. Han var fuldstændig mundlam.
”Enghave st.” sagde den monotone stemme fra højtalerne, og jeg stod ud, og gik tilbage til derfra, hvor jeg engang kom. Og det var først dér, det gik op for mig. Pigen havde mit blik.
Kupeen
Det havde regnet. Og det var en af de søndage, hvor man mærker, lige så snart ens tåspids snitter det kolde gulv, man gyser, og man mærker, mærker at det ikke er det værd.
Hendes hår krusede, hun havde ingen make-up på.
Han sad med begge fødder på det smattede gulv. Mudderet var over alt. Hans højre hånd strakte sine fingre, armen løftede han, ind over og bag ved hende. Han trak hende ind til sig.
Jeg havde mærket kulden på min storetå, men var småløbet igennem den silende regn for at nå en bus, jeg ikke havde lyst til at køre i. For at stå på et tog, jeg ikke havde lyst til at køre i.
Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen. Hun kunne ikke kigge på ham, for en tårer trillede allerede ned af den revne, der er imellem kinden og næsen.
Hun vendte hovedet væk fra ham, ryggen til ham. Hans arm prøvede at presse hende, så hun lå op ad ham. Men hun hev begge sine ben op under sig, og lænede sig forover. ”Undskyld. Skat. Skat? Jeg ved godt, jeg ikke er den, du troede. Jeg ved, at siden vi mødtes. Mm. Mødtes. Har jeg kun skuffet dig. Jeg ved godt, jeg ikke er god nok. Jeg ved, du kan finde bedre. Jeg ved, alt. Men ved du, at jeg elsker dig?” Han tog hendes hånd i sin og prøvede at dreje hendes hoved med hendes egen hånd, mod hans hoved.
Jeg prøvede at lade være med at kigge.
En dame havde sat sig overfor mig. En mand steg på ved næste stop.
Pigen sagde ikke noget. Gjorde ingenting. Hun græd ikke. Ikke mere.
Manden spurgte, damen, hvordan man kom til Søerne.
Han prøvede at få fat i hendes hånd. At få hende tæt på sig.
Damen svarede, at han skulle til Nørreport. Hun var mørk i huden, og havde rød neglelak på. Han spurgte hvornår det var. Hun kiggede på ham, for første gang, lagde hovedet lidt på skrå, smilede til ham, og pegede på tavlen med de røde bogstaver og prikkerne. Manden reagerede ikke på, at han nok burde have vidst det. ”Det ville være det nemmeste, ikke? Men det sjoveste? Ved du, hvad det ville være?” Han stoppede ikke for at give hende lov til at svare. ”Hvis du viste mig det. Vi kunne holde i hånd, købe mad og gå en tur rundt om søerne. Du ligner en, der har haft et liv, jeg altid har drømt om at høre om”
Pigen drejede sit hoved. Kiggede på damen og manden og mig. Mig, der sad og gemte mig bag musik, der i virkeligheden slet ikke var tændt. Mig, der sad og stirrede på hende og tænkte på den gang, hvor min søster havde forsøgt at begå selvmord. Og jeg skulle se min bedste veninde. Så jeg havde taget toget, og prøvet at lade være med at græde. Men jeg kunne ikke mere. Billedet af hende, der var besvimet midt på gaden. Afskedsbrevet til hendes søn. Og alle de piller, der lå spredt ud over madrassen, som politiet havde fundet, da de slog døren ind. Den var helt smadret, døren. Og hvordan folk stirrede på mig. Og jeg havde lyst til at rejse mig og skrige, at jeg var så træt. Og så trist. Og min søster var på hjerteafdelingen. For 3. gang det år, og det var i maj måned. Og nu skulle hun på den lukkede igen. Jeg prøvede at kæmpe mod mine tårer.
”Hold din fucking kæft. Jeg gider ikke høre på flere undskyldninger. Gider ikke høre på flere ord. For de er fucking lige meget, ikke? Du har en fremtid. Jeg har en fremtid. JEG HAR EN FREMTID, og du sårer mig. Du har såret mig så mange gange, at jeg ikke kan leve med det her mere” Var de første ord, jeg hørte hende sige. Han var fuldstændig mundlam.
”Enghave st.” sagde den monotone stemme fra højtalerne, og jeg stod ud, og gik tilbage til derfra, hvor jeg engang kom. Og det var først dér, det gik op for mig. Pigen havde mit blik.
søndag den 30. januar 2011
Hjemme
Jeg er hjemme. Udmattet af alt, udtømt og grå. Og jeg har så meget at fortælle, så meget jeg skal nå at ændre, så meget jeg vil.
mandag den 24. januar 2011
Og hej!
Forresten tog jeg til Nice i går, og kommer først hjem fredag. Her bliver nok lidt stille. Vi ses!
fredag den 21. januar 2011
Apropos den der kur
Som en lille opfølgning til mit sidste indlæg..
De sidste 5 dages diæt og træning som altså har stået på; intet hvidt brød, ingen hvid pasta, intet sukker (andet end frugtsukkeret i frugt :)), en masse rå grøntsager, groft rugbrød, kun vand når der skal drikkes (og MASSER af det), og bare generelt spise mindre, end jeg plejer. Og en smule løb her og der og mave, ryg og arm bøjninger, når jeg har stenet håndbold. Ja, disse små ændringer har forårsaget et vægttab så jeg nu kan passe min gallakjole, som forresten kan ses her: http://www.asos.com/Asos/Asos-Kaftan-Sleeve-Plain-Chiffon-Maxi-Dress/Prod/pgeproduct.aspx?iid=1075391, i bottle green, vel at mærke.
De sidste 5 dages diæt og træning som altså har stået på; intet hvidt brød, ingen hvid pasta, intet sukker (andet end frugtsukkeret i frugt :)), en masse rå grøntsager, groft rugbrød, kun vand når der skal drikkes (og MASSER af det), og bare generelt spise mindre, end jeg plejer. Og en smule løb her og der og mave, ryg og arm bøjninger, når jeg har stenet håndbold. Ja, disse små ændringer har forårsaget et vægttab så jeg nu kan passe min gallakjole, som forresten kan ses her: http://www.asos.com/Asos/Asos-Kaftan-Sleeve-Plain-Chiffon-Maxi-Dress/Prod/pgeproduct.aspx?iid=1075391, i bottle green, vel at mærke.
torsdag den 20. januar 2011
Mad og kropsopfattelse
Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg set mig selv som fed. Når jeg kigger tilbage, og ser på billeder kan jeg godt se, at sådan har det ikke været. Jeg er bygget med brede hofter. Jeg vil aldrig kunne passe mindre, end en størrelse 38 på grund af mine hofte-knogler. Jeg har bare kæmpe knogler. Selv med min nuværende overvægt nu, kan man tydeligt se mine ribben. Sådan er min krop så bare. Et eller andet sted imellem overvægtig og normal. Og jeg har hadet mig selv, virkelig meget. Hader mine flæskede arme, kæmpemæssige lår og mine enorme hofter som efterhånden kun kan klemmes ned i størrelse 44/46. Hvis jeg nu skal være sådan helt ærlig. Og det har jeg svært ved. Så jeg køber aldrig jeans mere, køber kun stretch. Det andet er uudholdeligt for min selvtillid.
Det første halve år af 2008 havde jeg det virkelig skidt. Havde min seksuelle debut, som var en seksuel krænkelse; voldtægt. Jeg havde det skidt med med selv. Virkelig skidt. Al den smerte jeg havde lagde jeg i et dybt had til mig selv, andet kunne jeg simpelthen ikke overskue.
Det første halve år af 2008 havde jeg det virkelig skidt. Havde min seksuelle debut, som var en seksuel krænkelse; voldtægt. Jeg havde det skidt med med selv. Virkelig skidt. Al den smerte jeg havde lagde jeg i et dybt had til mig selv, andet kunne jeg simpelthen ikke overskue.
"Jeg savner sulten, mætheden er ikke en følelse jeg sætter pris på mere. Når jeg ikke spiser føler jeg mig ren og uafhængig. Nu føler jeg mig fed. Jeg bliver nødt til at lave noget, men energien er ikke steget. Det gør ondt dybt, dybt inden i mig.. Hvorfor spiste jeg? Jeg var jo ikke sulten..
Der er ikke noget der gør mig glad.. Der er ikke noget, der får mig til at føle mig lige så glad som jeg er ked af det. Jeg bliver ved med at gøre alt, for at føle mig glad.. Men det virker ikke. Det bliver ved med at gøre ondt inde i mig, meget dybt inde i mig. Jeg vil ikke snakke med nogen. Det gør det alt for ondt til, det her.. De forstår det ikke, det har de aldrig gjort og kommer de aldrig til."
Uddrag af min dagbog fra marts 2008
Og i lang tid ønskede jeg at tabe mig. Og jeg spiste minimalt, og motionerede maksimalt. Og jeg tabte mig, virkelig. Men jeg kunne ikke selv se det. Og det er derfor min motivation for at tabe mig er minimal. Lige meget hvad jeg vejer vil jeg altid se mig selv som fed.
Men nu er jeg altså kommet i en situation, hvor jeg faktisk gerne vil tabe mig. Har modtaget min gallakjole fra asos, og det ser virkelig dumt ud med mine kæmpe hofter og det spændte chiffon-agtige stof udover. Så siden i mandags har den stået på løb, styrketræning, nul sukker og masser af grønt. Og det eneste sukker ejg har spist er to teskeer i en kop kaffe i tirsdags. Ellers er det gået virkelig godt. Det er bare svært. For de eneste andre diæter jeg har forsøgt mig med er sult. Og den holder jo aldrig i længden. Man tager alt + mere, når man begynder at spise igen.
Et billede af mig fra sommeren 2008. Min pointe med hele det her indlæg.. At det handler om generelt at være sund, og tage sig nogle friheder en gang imellem. Man må ikke blive en slave af infoteksterne bag på maden. Elsk dig selv. Jeg prøver i hvert fald.
søndag den 16. januar 2011
Smerte
Et slør af røg har lagt sig over mig. Og jeg kan ikke. Jeg er langt væk. Jeg sover, græder, råber og prøver at lades som om, at jeg er okay. Og det er ikke fordi, jeg har det fint. Det er fordi, jeg ikke kan overskue, hvor meget smerte jeg lukker ud, hvis jeg først åbner. Det gør pisse ondt. Og jeg kan ikke rigtig se noget, hører aldrig rigtig efter. Går bare rundt i den her verden, og jeg har ikke lyst til at leve. Fordi det altid fortsætter sådan her.
lørdag den 15. januar 2011
Min bror
Jeg har altså fået en bror. Sådan lige.
Historien er kort, at da min mor var 3 mdr gravid med mig, knaldede han med en dame et ukendt antal gange. Det kom der altså en graviditet ud af, som altså blev efterfulgt af en baby. Min far påstår, at han intet vidste. Men det gjorde han vidst nok alligevel. I hvert fald mødte han en anden kvinde, som han forelskede sig i. Han blev skilt fra min mor, og flyttede sammen med damen, der er min stedmor.
De levede lykkeligt indtil en dag, hvor min far fik et brev, hvori der stod, at han skulle til at betale nogle penge. Han sagde: "NÆ", også kom der retssag og gentest. Og hovsa, min far havde vidst en søn. Så han betalte penge, og gør det stadig. Han ville fortælle det til min søster og jeg, da jeg blev 18. Men så synes han, at min søster var lidt ustabil (hun var i gang med ECT). Så han holdte mund. Igen.
Min brors mor sad så på facebook mandag aften, og fandt så min søster. Kaldte min bror hen til computeren og sagde: "Det er din søster" - og han anede INTET om, at han havde søstre, vidste kun, at han havde far, der ikke ville se ham. Så han skrev til min søster, der kontaktede mig. Og i kontaktede vores far, der tog hjem til os begge i rap, og fortalte historien og svarede på de 3 millioner spørgsmål vi nu havde. Men nu ved vi det, og han virker VIRKELIG sød. Snakkede i telefon med ham for første gang i torsdags, og der sludrede i om alt og intet i en time og trekvarter. Fantastisk.
Men no wonder, at man er lidt looney. Når ens familie nu engang er sådan noget her.
Historien er kort, at da min mor var 3 mdr gravid med mig, knaldede han med en dame et ukendt antal gange. Det kom der altså en graviditet ud af, som altså blev efterfulgt af en baby. Min far påstår, at han intet vidste. Men det gjorde han vidst nok alligevel. I hvert fald mødte han en anden kvinde, som han forelskede sig i. Han blev skilt fra min mor, og flyttede sammen med damen, der er min stedmor.
De levede lykkeligt indtil en dag, hvor min far fik et brev, hvori der stod, at han skulle til at betale nogle penge. Han sagde: "NÆ", også kom der retssag og gentest. Og hovsa, min far havde vidst en søn. Så han betalte penge, og gør det stadig. Han ville fortælle det til min søster og jeg, da jeg blev 18. Men så synes han, at min søster var lidt ustabil (hun var i gang med ECT). Så han holdte mund. Igen.
Min brors mor sad så på facebook mandag aften, og fandt så min søster. Kaldte min bror hen til computeren og sagde: "Det er din søster" - og han anede INTET om, at han havde søstre, vidste kun, at han havde far, der ikke ville se ham. Så han skrev til min søster, der kontaktede mig. Og i kontaktede vores far, der tog hjem til os begge i rap, og fortalte historien og svarede på de 3 millioner spørgsmål vi nu havde. Men nu ved vi det, og han virker VIRKELIG sød. Snakkede i telefon med ham for første gang i torsdags, og der sludrede i om alt og intet i en time og trekvarter. Fantastisk.
Men no wonder, at man er lidt looney. Når ens familie nu engang er sådan noget her.
tirsdag den 11. januar 2011
EN BROR?!
Har haft lidt travlt m. alt muligt. Opdatering og tanker kommer der massere af om et øjeblik.
Har åbenbart en til bror. Min far har lige været rundt om blokken, og drengens mor fandt min søster på facebook, da hun kunne min søsters navn, fordi hun var født da min far havde affæren, og jeg lå inde i maven på min mutti. Kæft, hvor er det surrealistisk.
Drengen skrev så en besked til min søster, og nu er der lang kø til at få sig et par ord med min kære fader. Kæft mand..
Har åbenbart en til bror. Min far har lige været rundt om blokken, og drengens mor fandt min søster på facebook, da hun kunne min søsters navn, fordi hun var født da min far havde affæren, og jeg lå inde i maven på min mutti. Kæft, hvor er det surrealistisk.
Drengen skrev så en besked til min søster, og nu er der lang kø til at få sig et par ord med min kære fader. Kæft mand..
fredag den 7. januar 2011
Alt, der er galt med verden
Skal man grine eller græde?
Hvis du er træt af at være i forhold, du mangler spænding, lidenskab eller whatever, så ender du det. Du går ikke ind på en netdatingside. Hvorfor fanden laver man sådan en side? Dybt amoralsk. Og nu har jeg profil. Haha, de retfærdiggør endda sig selv; "Sidespring er et tegn på kærlighed". Mon dieu!
OG DE HAR TIPS!?!
Ps. mig og min v-tast har nogle problemer i vores forhold, og nogle gange strejker den :(
Hvis du er træt af at være i forhold, du mangler spænding, lidenskab eller whatever, så ender du det. Du går ikke ind på en netdatingside. Hvorfor fanden laver man sådan en side? Dybt amoralsk. Og nu har jeg profil. Haha, de retfærdiggør endda sig selv; "Sidespring er et tegn på kærlighed". Mon dieu!
OG DE HAR TIPS!?!
Ps. mig og min v-tast har nogle problemer i vores forhold, og nogle gange strejker den :(
torsdag den 6. januar 2011
Teorien om taberne og vinderne
Hvis du de næste 10 minutter tager briller på. Altså de der sort/hvide briller, der er en smule generaliserende og bare gør alt mere enkelt, end virkeligheden nødvendigvis er.
Min hypotese er, at karakterer ikke er baseret på studerendes intelligens. Lærere i det danske uddannelsessystem kan risikere at have mellem 100-200 elever på en uge, og det er et vidunder, hvis de kan huske alle navne. Har haft lærere i flere år, som aldrig lærte mit navn lige meget, hvor aktiv jeg var. Dette betyder, at bedømmelsen af en elevs evner umuligt kan være baseret på, hvad personen har sagt i løbet af et modul, for hvordan skal læreren kunne huske, hvem der har sagt hvad, hvis denne har haft 4 klasser af 25 på en dag, altså 100 elever?
Det er et problem, men det jeg har funderet over er, hvordan de så bedømmer.
De bedømmer, efter mine erfaringer, efter udstråling. Hvem tror i får den højeste karakter: eleven, der nervøst og stille fremstammer det rigtige svar m. en masse øøøøøhm ind imellem, eller eleven, der formulerer sig præcist, holder øjenkontakt, men svarer forkert, men alligevel bagefter har nerverne enten at argumentere sig fra det forkerte svar, eller med lettere arrogance, sende et nonchalant smil til læreren, som "det vidste jeg da godt"?
- Du gættede rigtigt - Eleven, der svarede forkert får den højere karakter. Ikke, at dem der får høje karakter altid er dummest, men for at understrege min hypotese. Det er ikke din viden, der bliver bedømt. Ikke i en eksamenssituation, ikke i et almindeligt modul. Det er den måde, du iscenesætter dig selv på. Du skal være udadvendt, du skal have selvtillid, og hvis du arrogant kan rette den måde din lærer kommer til at bøje et fransk, uregelmæssigt verbum på, har du scoret et 12-tal. Du skal udstråle, at du ikke uddanner dig for at lære noget, men for at vise, hvad du kan. Og er det ikke elementært forkert for en uddannelse, hvis du tænker dig om?
Men hvordan får du så denne arrogante udstråling, tjah, du skal have selvtillid. Meget af det. Og hvordan får man det? Det får man ved at have en stabil base i hjemmet, med forældre, der har og altid har haft overskud til at støtte dig og dine projekter. Man har haft venner, kærester og normale sociale relationer, der alle har understøttet ens egen tese om, at man er god nok, så man hviler i sig selv, og i sit udseende. Man har ikke oplevet ting, der har rystet hele ens grundlag, og fået én til at miste troen på sig selv og verden. Så dette menneske med selvtillid og, målt efter karakterer, succesfuldt, er altså opvokset i kernefamilie m. sunde relationer, og har levet et normalt liv.
Den stille elev er modsætningen. Det kommer fra en socialt belastet familie, hvor der ikke har været plads til barnet, der derfor ikke har haft mulighed for at få støtte i hverken sociale relationer eller faglighed. Det har ikke oplevet nogle positive reaktioner på dets eksistens. Hvis dette barn, bliver til et ungt menneske med ambitioner, skal det ikke kun kæmpe med manglende faglige kompetencer. Hvis de bliver indhentet, kan det unge menneske alligevel ikke høste høsten, da indsatsen ikke bliver anerkendt, men derimod fremstillingen, som er mangelfuld, da dette unge menneske aldrig har oplevet at være accepteret, og dermed ikke hviler i sig selv, og er nervøst.
Og selvfølgelig er karakteriseringen af disse to typer er selvfølgelig set med de sort/hvide briller, ikke med alle de grå nuancer, undtagelser og forskellige psykiske reaktioner på nederlag, mobning ect.
Og det er her, det bliver en ond cirkel, ikke? For +kernefamilier klarer sig fantastisk, imens belastede familier af alle arter og grader bliver ved med at være belastede, fordi karaktererne afgører hvilke muligheder, der er åbne for den enkelte. Og det lærer unge "forkerte" værdier, som at med arrogance kommer du langt. Og det gør du også - bare ikke socialt.
Kender en, der har angst. Hele livet har hun kæmpet for at få sin familie til at hænge sammen, mens hendes mor kun har kaldt hende dum og talt om hende i 3. person foran resten af familien, mens hun var tilstede, om hendes manglende intelligens. Moren har denne opfattelse, da pigen aldrig har været udadvendt, men haft andre gode værdier og mange gode sociale relationer, og alle kan lide hende. Hun ifører sig klovnerolle i skole sammenhænge, for så skuffer hun ikke nogen. Også selvom hun er yderst intelligent, og har en helt unik tilgang til svære problemstillinger, der gør hende perfekt til kreative løsninger.
Kendte engang en, hvis forældre begge var akademikere, og som hele livet var blevet fortalt, at hendes intelligens var hendes fortrin. Hun blev mobbet ud af alle klasser, hun gik i. Havde ingen længerevarende venskaber. Men var tilgengæld pisse arrogant, og fik 12 i alt. IKKE fordi hun ar klog, men fordi hun anså sig selv som værende intelligent, og derfor havde selvtillid og tog chancer, min veninde med angst aldrig ville kunne tage.
Selvfølgelig er livet ikke retfærdigt. Det kunne jeg aldrig finde på at postulere noget omkring. Men burde vores uddannelsessystem ikke byde på lige muligheder for alle? Skal ens personlighed, indsats, intelligens eller noget helt fjerde bestemme ens karakterer, og dermed, om man kan få sine drømme realiseret?
Min hypotese er, at karakterer ikke er baseret på studerendes intelligens. Lærere i det danske uddannelsessystem kan risikere at have mellem 100-200 elever på en uge, og det er et vidunder, hvis de kan huske alle navne. Har haft lærere i flere år, som aldrig lærte mit navn lige meget, hvor aktiv jeg var. Dette betyder, at bedømmelsen af en elevs evner umuligt kan være baseret på, hvad personen har sagt i løbet af et modul, for hvordan skal læreren kunne huske, hvem der har sagt hvad, hvis denne har haft 4 klasser af 25 på en dag, altså 100 elever?
Det er et problem, men det jeg har funderet over er, hvordan de så bedømmer.
De bedømmer, efter mine erfaringer, efter udstråling. Hvem tror i får den højeste karakter: eleven, der nervøst og stille fremstammer det rigtige svar m. en masse øøøøøhm ind imellem, eller eleven, der formulerer sig præcist, holder øjenkontakt, men svarer forkert, men alligevel bagefter har nerverne enten at argumentere sig fra det forkerte svar, eller med lettere arrogance, sende et nonchalant smil til læreren, som "det vidste jeg da godt"?
- Du gættede rigtigt - Eleven, der svarede forkert får den højere karakter. Ikke, at dem der får høje karakter altid er dummest, men for at understrege min hypotese. Det er ikke din viden, der bliver bedømt. Ikke i en eksamenssituation, ikke i et almindeligt modul. Det er den måde, du iscenesætter dig selv på. Du skal være udadvendt, du skal have selvtillid, og hvis du arrogant kan rette den måde din lærer kommer til at bøje et fransk, uregelmæssigt verbum på, har du scoret et 12-tal. Du skal udstråle, at du ikke uddanner dig for at lære noget, men for at vise, hvad du kan. Og er det ikke elementært forkert for en uddannelse, hvis du tænker dig om?
Men hvordan får du så denne arrogante udstråling, tjah, du skal have selvtillid. Meget af det. Og hvordan får man det? Det får man ved at have en stabil base i hjemmet, med forældre, der har og altid har haft overskud til at støtte dig og dine projekter. Man har haft venner, kærester og normale sociale relationer, der alle har understøttet ens egen tese om, at man er god nok, så man hviler i sig selv, og i sit udseende. Man har ikke oplevet ting, der har rystet hele ens grundlag, og fået én til at miste troen på sig selv og verden. Så dette menneske med selvtillid og, målt efter karakterer, succesfuldt, er altså opvokset i kernefamilie m. sunde relationer, og har levet et normalt liv.
Den stille elev er modsætningen. Det kommer fra en socialt belastet familie, hvor der ikke har været plads til barnet, der derfor ikke har haft mulighed for at få støtte i hverken sociale relationer eller faglighed. Det har ikke oplevet nogle positive reaktioner på dets eksistens. Hvis dette barn, bliver til et ungt menneske med ambitioner, skal det ikke kun kæmpe med manglende faglige kompetencer. Hvis de bliver indhentet, kan det unge menneske alligevel ikke høste høsten, da indsatsen ikke bliver anerkendt, men derimod fremstillingen, som er mangelfuld, da dette unge menneske aldrig har oplevet at være accepteret, og dermed ikke hviler i sig selv, og er nervøst.
Og selvfølgelig er karakteriseringen af disse to typer er selvfølgelig set med de sort/hvide briller, ikke med alle de grå nuancer, undtagelser og forskellige psykiske reaktioner på nederlag, mobning ect.
Og det er her, det bliver en ond cirkel, ikke? For +kernefamilier klarer sig fantastisk, imens belastede familier af alle arter og grader bliver ved med at være belastede, fordi karaktererne afgører hvilke muligheder, der er åbne for den enkelte. Og det lærer unge "forkerte" værdier, som at med arrogance kommer du langt. Og det gør du også - bare ikke socialt.
Kender en, der har angst. Hele livet har hun kæmpet for at få sin familie til at hænge sammen, mens hendes mor kun har kaldt hende dum og talt om hende i 3. person foran resten af familien, mens hun var tilstede, om hendes manglende intelligens. Moren har denne opfattelse, da pigen aldrig har været udadvendt, men haft andre gode værdier og mange gode sociale relationer, og alle kan lide hende. Hun ifører sig klovnerolle i skole sammenhænge, for så skuffer hun ikke nogen. Også selvom hun er yderst intelligent, og har en helt unik tilgang til svære problemstillinger, der gør hende perfekt til kreative løsninger.
Kendte engang en, hvis forældre begge var akademikere, og som hele livet var blevet fortalt, at hendes intelligens var hendes fortrin. Hun blev mobbet ud af alle klasser, hun gik i. Havde ingen længerevarende venskaber. Men var tilgengæld pisse arrogant, og fik 12 i alt. IKKE fordi hun ar klog, men fordi hun anså sig selv som værende intelligent, og derfor havde selvtillid og tog chancer, min veninde med angst aldrig ville kunne tage.
Selvfølgelig er livet ikke retfærdigt. Det kunne jeg aldrig finde på at postulere noget omkring. Men burde vores uddannelsessystem ikke byde på lige muligheder for alle? Skal ens personlighed, indsats, intelligens eller noget helt fjerde bestemme ens karakterer, og dermed, om man kan få sine drømme realiseret?
mandag den 3. januar 2011
Årsopgørelse 2010
Kærester: 1
Rygestop: 3
Cigaretter røget siden d. 26/12 2010: 1/2 :D:D
Mennesker jeg har såret RET meget: 3. Søster, eksveninde, flirt
Retssager: 1. Av.
Fraværsprocent: 6,16
Rejser: london, strasbourg, kreta, lyngby, tønder. 3, der tæller.
Fuldskab: 52 * 3 = 156
Søskende jeg har kontakt med: 4. Minus en, pokkers.
Ting jeg ville ændre: alt
Psykiatrisk behandling: Bispebjerg, Stolpegården
Uoverskuelige nedture: 2
Indlæggelser: 0
Nye venner: 5
Nye fjender: Søster, Katja
Penge brugt på tøj: mange
Lejlighed: 0
Mænd jeg har knaldet: Hmm.. 5? Høhø, kan næsten være alfabet-agtig m. forbogstaver A, A, B, C, C
Mænd, jeg ville ønske, jeg ikke havde knaldet med: 4. A, B, C, C
Tilfredshedsprocent: 50 %
Ord, der stadig bør dø:
1) Smadder
2) grineren, nederen ect.
3) For evigt. Det kan man jo ligesom ikke LOVE, vel?
Overvurderede ting:
1) Twilight
2) Jan Pytlick
3) Uddannelse
4) Rygestop
5) smileyer
Undervurderede ting:
1) Strømper. De gør fandme en forskel. Dagligt.
2) MSN
3) At være lille ske
Status: Er ikke kommet videre. Andet en plus en kæreste og minus et par hundreder cigaretter.
Rygestop: 3
Cigaretter røget siden d. 26/12 2010: 1/2 :D:D
Mennesker jeg har såret RET meget: 3. Søster, eksveninde, flirt
Retssager: 1. Av.
Fraværsprocent: 6,16
Rejser: london, strasbourg, kreta, lyngby, tønder. 3, der tæller.
Fuldskab: 52 * 3 = 156
Søskende jeg har kontakt med: 4. Minus en, pokkers.
Ting jeg ville ændre: alt
Psykiatrisk behandling: Bispebjerg, Stolpegården
Uoverskuelige nedture: 2
Indlæggelser: 0
Nye venner: 5
Nye fjender: Søster, Katja
Penge brugt på tøj: mange
Lejlighed: 0
Mænd jeg har knaldet: Hmm.. 5? Høhø, kan næsten være alfabet-agtig m. forbogstaver A, A, B, C, C
Mænd, jeg ville ønske, jeg ikke havde knaldet med: 4. A, B, C, C
Tilfredshedsprocent: 50 %
Ord, der stadig bør dø:
1) Smadder
2) grineren, nederen ect.
3) For evigt. Det kan man jo ligesom ikke LOVE, vel?
Overvurderede ting:
1) Twilight
2) Jan Pytlick
3) Uddannelse
4) Rygestop
5) smileyer
Undervurderede ting:
1) Strømper. De gør fandme en forskel. Dagligt.
2) MSN
3) At være lille ske
Status: Er ikke kommet videre. Andet en plus en kæreste og minus et par hundreder cigaretter.
Abonner på:
Opslag (Atom)